I år skulle det være! Vandreferierne har været på stand by i de seneste år. Køreturene til Østrig blev lidt for meget, men nu havde vi fået blod på tanden igen – ikke til den lange køretur, men en tur i lidt varmere himmelstrøg. Egentlig ville vi gerne have været til Madeira, hvor vi var for mange år siden, men Tenerife blev så alternativet. Efter lidt genvordigheder med koordinering af bestilling af fly og bestilling af ophold (Ruby Rejser), lykkedes det endeligt.
Lørdag den 13. april 2019:
Alarmen gik kl. 03:30 – tid at stå op. Søvn var det ikke blevet til så meget af, men nu var det endelig tid til afgang. En hårdnakket forkølelse var godt nok kommet noget i vejen for os begge, men vi regnede med, at varmen nok skulle få bugt med de sidste baciller. Efter et hurtigt måltid, tandbørstning, toilettasken i kufferten, få kufferterne vejet og puttet i bilen, og af sted mod Billund. Her fandt vi en parkeringsplads, fik kufferterne tjekket ind, og gik så i cafeteriet og fik en gang morgenmad.
Efter 5 seje timer landede vi på Tenerife, bagagen landede heldigvis samme sted, og så snart vi havde fået den udleveret, satte vi kursen mod det nærmeste sted, hvor vi kunne få noget at spise. En sandwich og en flaske vand senere var humøret højt og vi gik ud for at finde en taxa. Vi skulle selv sørge for transport til startstedet, en lille by ved navn Garachico, som lå på den nordvestlige kyst af Tenerife. Vi havde undersøgt mulighederne for at tage bussen, men det ville kræve en del omstigninger og en rejsetid på flere timer, så det orkede vi simpelt hen ikke. Ved taxaholdepladsen gik vi hen til en flok chauffører, der stod og så ud, som om de kedede sig og spurgte, om nogen ville give en pris på at blive kørt til Garachico. En ung mand tog udfordringen op, nævnte en pris på ca. 80 euro, ad “bjergvejen”, så vi læssede os selv og bagagen ind i hans bil og drog af sted.
Undervejs – efter at både chaufføren og vi havde overstået den værste generthed, fik vi en masse at vide om øen, naturen, vejanlæggene m.m. Turen tog ca. 1½ time, en flot tur tværs over øen med udsigt til Teide. Efter at have passeret vejens højeste punkt, gik det nedad igen og snart havde vi udsigt ned mod Garachico, hvor vi skulle bo de første to nætter. Vi havde besvær med at finde hotellet, de fleste gader var ensrettede, og nogle steder måtte chaufføren slå spejlene ind for at kunne komme igennem, så snævert var det. Men han insisterede på at få os sikkert hele vejen, og det lykkedes da også til sidst. Vi kvitterede med lidt drikkepenge, og han så ovenud lykkelig ud, da han vinkede farvel. Vi fik tjekket ind og smed os på sengen en halv times tid, inden vi ville ud og udforske byen.
Lava-bassinerne, som vores rejsebeskrivelse havde foreslået os at tage et bad i, var under renovering, men der var masser af andre hyggelige steder i byen at kigge på, så vi travede rundt en times ti, inden det var tid at finde hotellet igen, få et tiltrængt bad, og derefter ud og finde et sted at spise.
Vi fandt en hyggelig restaurant ved strandpromenaden, hvor vi spiste og nød udsigten ud over havet.
Efter maden endnu en tur rundt i byen, hvor vi havnede i en lille park. Vi fandt også starten på den rute, som vi skulle gå dagen efter, så vi følte os godt rustede til morgendagens første rigtige vandretur. En kop kaffe og et kapitel i en bog på værelset inden sengetid.
Søndag den 14. april 2019:
Op kl. 07:00. Det havde været en varm nat, men vi havde sovet OK. Morgenmaden indtog vi i gårdhaven, vejret var skønt, og det var rigtigt hyggeligt, hvis ikke lige det var for duerne, som – hvis man rejste sig fra sin plads – straks landede på tallerkenen for at tage sig af retterne. Vi fik dog indtaget morgenmaden uden uheld – andre gæster var knapt så heldige… Vi købte en sandwich og noget vand i receptionen, og så var der afgang på dagens rute.
En stejl sti belagt med sten, nogle enkelte steder med trappetrin, men de fleste steder bare stejl! Så det varer ikke længe, før vi er oppe og får de første indtryk af den fantastiske udsigt.
Ja, vi skal da også lige have et billede af nogle af de elektriske installationer, – som vi før har oplevet det, virker det til at være det forhåndenværende søms princip, der bruges i langt de fleste tilfælde….
Forunderlige natur – også her!
Ved middagstid nåede vi San Juan del Reparo, og derfra fortsatte ruten om muligt endnu mere stejl op gennem byen, gennem en kaktus-slugt, og derefter gennem pinje-skov. Masser af sten på vejen, enkelte steder blødt underlag af pinje-nåle. Og fantastiske udsigter undervejs.
Da vi nåede La Montaneta var vi godt trætte og sultne. En ældre herre hjalp os med ruten, og kort tid efter holdt vi rast og spiste de medbragte sandwiches. Med fornyede kræfter begav vi os videre, og fra toppen skulle vi egentlig bare følge asfaltvejen, så det gjorde vi. Det var varmt, og benene var efterhånden godt brugte. Efter 1½ times vandring nedad, nedad og nedad gik det langsomt op for os, at vi var gået forkert – på en eller anden måde måtte vi have overset et sted, hvor vi skulle være drejet fra til venstre. Nu befandt vi os – i stedet for at have nærmet os Garachico igen – i en lille by ved navn La Vega. Byen virkede totalt uddød, men et enkelt menneske stødte vi dog på. Den venlige herre fortalte os, at der ikke var nogen taxa i byen, og at busserne ikke kørte om søndagen, så vi kunne se frem til en laaaaaang tur til fods til Garachico. Indrømmet: det satte lige en dæmper på humøret! Havde der så været en bar eller restaurant, hvor vi kunne have taget et hvil og fået væskedepotet fyldt op, men det var der heller ikke. Så vi fortsatte med slæbende fødder nedad – og pludselig – næsten som et Fata Morgana – dukkede der en taxa op i det næste sving. Vi vinkede og hoppede som gale, og heldigvis stoppede han. Han kunne ikke et ord engelsk, men “Garachico” forstod han, og i løbet af en god halv time, nærmede vi os byen. Chaufføren fik godt med drikkepenge, og vi fandt den nærmeste bar og fik en kold øl. En truende katastrofe var afværget, og nu kunne vi smile ad det og tage det som en oplevelse.
Utroligt, som en stol og en kold øl kan gøre underværker. Vi sad lidt og lod dagens strabadser bundfælde sig, inden det var tid at gå tilbage til hotellet og få et bad. Nyvaskede og med friske kræfter gik vi ud og fandt et sted at spise, lidt senere en is, mens vi fulgte palmesøndag-optoget på torvet.
En kop kaffe på værelset inden sengetid, det havde været en lang og anstrengende dag.
Mandag den 15. april 2019:
Op lidt i 7 og i bad, klar til morgenmaden kl. 8. Det var lidt køligere end i går, men vi kunne dog sagtens sidde ude og nyde morgenmaden. Da tænderne var blevet børstet, kufferterne pakket og afleveret i receptionen, begav vi os af sted mod busstoppestedet, hvor vi tog bussen kl. 9:58 mod Los Silos.
Et sidste billede fra hotellet og fra busstoppestedet over “kystsikringen” i Garachico. En hyggelig by – nu skal vi videre.
Vi havde nok egentlig haft for god tid fra morgenen af – i hvert fald havde vi glemt at tage vand med, så inden vi begav os af sted på dagens fodtur, måtte vi en tur ind i byen og købe nogle flasker. Det tegnede til endnu en varm dag, så vi måtte ikke gå ned på væske!
Med nogle kilo tungere rygsække begav vi os ud på stien mod Erjos, som skulle passe med frokostpausen. Det var en stejl tur gennem et fredet område med masser af levadaer og laurbærtræer. Heldigvis gik vi det meste af tiden i skyggesiden, for det var varmt, varmt.
Den sidste time trak virkeligt tænder ud, men endelig nåede vi Erjos, hvor vi faldt om på den første bar, vi nåede til (måske også den eneste, i hvert fald så vi ikke andre….) Med lidt besvær fik vi bestilt et par sandwich og en øl. Ahh, det var tiltrængt! Og her kunne vi jo ikke sidde og blomstre resten af dagen, så vi måtte af sted igen, i første gang ad en behagelig jordvej forbi en tidligere grusgrav, som i dag var et fredet naturområde, hvor trækfugle kunne holde rast.
Snart gik vejen over i en sti, som inden længe gik opad igen – vi skulle over passet i 1200 meters højde, så de 990 højdemeter i beskrivelsen holdt ikke helt stik… Efter passet fulgte vi en skovvej et par kilometer, inden stien førte stejlt nedad mod Santiago del Teide.
Da vi nåede byen var vi godt svedige og trætte, så vi undte os selv en is, inden vi begav os af sted til hotellet: Hotel La Casone del Patio. Et meget fint sted – vi havde været nødt til at opgradere vore to overnatninger her, da Ruby’s normale værelser åbenbart var udsolgte. Men vi kunne jo lige så godt nyde det, nu vi var her, så det gjorde vi.
Egen tagterrasse var der også, så vi smed støvlerne, bryggede en kop kaffe og lod hvilen falde på os, til det var tid til et bad og aftensmad. En tur gennem byen bød på flere restauranter, de fleste var fyldt med mennesker og larm, så vi valgte et lille sted i udkanten af byen, hvor vi kunne sidde udenfor i nogenlunde fred og ro. Allerede nu havde vi fundet ud af, at de fleste restauranter stort set tilbød den samme menu: Svinekotelet på tre forskellige måder, diverse fisk, og enten kylling eller kanin med pesto, så det var ikke det mest sindsoprivende, men vi blev mætte. Tilbage på hotellet var det tid til en kop kaffe og et kapitel i bogen, inden vi gik til ro.
Tirsdag den 16. april 2019:
Det blev en urolig nat. Forkølelsen drillede stadigt, det var varmt, og vi lå begge og roterede det meste af natten. Vi var langt fra udhvilede, da vi stod op ved 7-tiden, og blev enige om at droppe dagens vandretur, som skulle have budt på en rundtur i bjergene omkring Santiago del Teide. Vi fik afbestilt den taxa, der skulle have hentet os på hotellet, og efter morgenmaden gik vi en tur i byen for dog at foretage os et eller andet.
Vi blev dog hurtigt enige om, at det ville blive en lang dag, hvis vi bare skulle traske rundt her, så vi bestemte os for at tage bussen til Masca. Her skulle vi egentlig dagen efter have vandret gennem en fantastisk kløft ud til vandet, men kløften var lukket for turister, og vi skulle i stedet gå en alternativ rute. Nu kunne vi da i det mindste køre ud og se, hvad vi gik glip af.
Det var en spændende tur ad snoede veje de 5 km til Masca, og en natur, der ville noget! Vi blev sat af bussen i centrum, og så kunne vi bruge dagen på at gå på opdagelse i den lille landsby. Stort set alle huse rummede enten en restaurant eller en bar, så der var muligheder nok for at få slukket både sult og tørst.
Vi gik først en runde ad forskellige stier og nød udsigten ud over kløften. Det så faktisk lidt vildt ud, at man skulle kunne gå ned gennem kløften – og det kunne man jo så heller ikke – men det kunne nu have været en spændende tur. Vi nøjedes med kigget, og ved middagstid delte vi et par tallerkner med tapas og et glas friskpresset appelsinjuice. Det gav friske kræfter.
Efter frokosten tilbragte vi endnu et par timer med at gå først til den ene side, og derefter til den anden side, inden vi igen fandt centrum og tog den næste bus tilbage til Santiago del Teide. Hjemme på hotellet fik vi lavet en kop kaffe og tilbragte en times tid på terrassen, inden det var tid til et bad og aftensmad.
Vi havde egentlig regnet med at spise på hotellet, men restauranten så ud til at være lukket, så vi fandt i stedet en familierestaurant i byen – vi var de eneste gæster – så der var fred og ro til at nyde maden. En kop kaffe inden sengetid – vi var lidt matte i sokkerne, så vi gik tidligt til ro.
Onsdag den 17. april 2019:
Endnu en urolig nat. Jeg fik ondt i det ene øre, det klukkede og hvæsede, og jeg fik ikke meget søvn, men på et eller andet tidspunkt må jeg være faldet i søvn, for Erik vækkede mig kl. 8:15, og da var jeg på det nærmeste døv på det øre. Efter morgenmaden kontaktede vi flyselskabet for at høre, om der var mulighed for at komme hjem “i utide” – men alt var optaget. Medarbejderen foreslog, at vi skulle kontakte rejseforsikringen, men jeg tvivlede jo på, at en – godtnok alvorlig forkølelse, men trods alt en forkølelse – ville være tilstrækkelig til at blive tilbudt en hjemtransport. Så vi bed tænderne sammen, pakkede kufferterne, tjekkede ud og begav os ud på dagens vandring, som heldigvis var let.
Vi skulle følge “Königs-Path” direkte fra Santiago del Teide til Los Gigantes – stort set nedad hele vejen, så det måtte vi kunne gennemføre på trods af løbende næser og manglende hørelse.
Den første del af turen var rigtig fin – let terræn, og skøn udsigt undervejs
Her var masser af blomstrende kaktus og agaver
Fantastisk natur og spændende vegetation, klippehuler og hvad har vi
Efter den smukke og spektakulære start på ruten kommer vi ned til et område med bananplantager, og så er idyllen ovre. Det er spændende nok at se plantagerne og de kæmpemæssige bananklaser, – men hvor er det trøstesløst at se på affald, plastic i kæmpedynger og forsømte bygninger. Ja, det var egentlig så trist at se på, at vi slet ikke fik taget nogen billeder af det, men det gør nu ikke noget. Det var virkelig bagsiden af Tenerife, vi dér passerede. Så har vi prøvet det.
Vi nærmede os langsomt, men sikkert Los Gigantes, hvor vi skulle tilbringe en enkelt nat, inden vi skulle videre til sidste stop på turen. Vi fandt hotellet efter at have taget Google Maps med på råd. Et kæmpe hotel, hvor vi fik et fint værelse på 6. sal med udsigt ud over byen og havet – og de gigantiske klippeformationer, som nok har givet byen dens navn.
Vi startede med at smide støvlerne og sætte en kedel vand over til kaffe, som blev nydt på altanen.
Havde vi været helt på toppen, skulle vi selvfølgelig have været rundt i byen og ned til vandet, men vi orkede faktisk ikke at gå mere dén dag. Så der blev slappet af, indtil det var tid til et tiltrængt bad og en god middag i hotellets restaurant. Dette var det eneste sted, hvor middagen var med i bookningen. Kæmpebuffet og en flåde af tjenere, som stod parate til at snuppe tallerkenen, så snart man havde taget den sidste bid på gaflen. Maden var i orden, og det samme var øl og vin, så vi gav os god tid, inden vi trillede tilbage på værelset til kaffe og et kapitel i bogen – og en flot udsigt over byen by night
Torsdag den 18. april 2019:
Vi havde egentlig bestemt, at vi ikke ville gå i dag, men blot køre med bussen, der skulle hente vores bagage, til næste hotel. Men under morgenmaden blev vi alligevel enige om, at dagens vandring skulle have en chance.
Så vi tog med bussen, som hentede bagagen, og blev sat af i Adeje, som var udgangspunkt for dagens vandring. Vi havde nok ikke lige læst for meget på beskrivelsen, som starter med en stigning gennem “Hell-gorge”
Og det var en stejl tur opad. Vejret var fint, for vi gik heldigvis på skyggesiden, mens vi havde de skønneste udsigter tilbage ud over vandet og til nogle para-glidere, som muntrede sig i højderne. Efterhånden fladede landskabet ud, og vi nærmede os pinje-skoven
Her krydser vi igen “Hell-gorge” – der er rigtigt langt ned….
… inden vi igen er ude i det åbne landskab, og udsigten igen domineres af bjerge og vand.
og ruten går i behageligt tempo nedad mod Arona
Nå ja, nogle steder mere stejle end andre… Men ned kom vi, fandt det sted, hvor vi skulle hentes, og fik ringet til hotellet, som ville sende en taxa. Den kom efter en halv times tid, og vi begyndte opstigningen mod Vilaflor, hvor vi skulle tilbringe de sidste to nætter på Hotel Spa Villalba. Det gik opad ad smalle serpentinerveje, og efterhånden som vi kom længere op, blev det mere og mere tåget. Da vi endelig nåede hotellet, kunne vi knapt nok se det, men vi fandt da indenfor og blev tjekket ind. Vi blev hurtigt enige om, at med dét vejr var der ingen idé i at gå i byen for at spise, så vi reserverede et bord i hotellets restaurant til kl. 19. Og det fortrød vi ikke. En lækker svinemørbrad i skovbærsauce med fintsnittede stegte kartoffelstrimler og salat. Og en iskold øl. Nok det bedste måltid på denne tur ;o)
Fredag den 19. april 2019:
Endelig en god nats søvn! Og solen skinnede fra en skyfri himmel, så nu skulle vi have så meget som muligt ud af den sidste vandredag. Efter et solidt morgenmåltid og tandbørstning var der afgang kl. 9:30
Og så fik vi da set hotellet fra sin bedste side i det smukke vejr. Vi fik provianteret, og gik så ellers på jagt efter starten på dagens rute. Det tog lidt tid, inden vi fandt den, men det lykkedes til sidst.
Det var noget med en kirke og et torv – men dem var der faktisk indtil flere af i den lille by, så en del af formiddagen gik, inden vi endelig var på rette spor.
Efter et stykke delte vejen sig i to, og vi fortsatte venstre rundt som beskrevet i vores bog. Ved 12:30 tiden holdt vi frokostrast ved de bølgeformede kalkklipper, hvor vi spiste den medbragte sandwich og nød udsigten.
Videre gik det ad stien, som var ret befærdet. Åbenbart et yndet udflugtsmål.
Så nærmer vi os “Los Escurriales” – månelandskabet, som er turens højdepunkt
Og spektakulært er det – ingen tvivl om det! Vi nød udsigten, inden vi fortsatte rundturen.
Sidst på eftermiddagen er vi ved at være nede i byen igen, og nu trænger vi godt nok til en kold øl.
Træt? Ja, men øllen gjorde underværker, og vi klarede også turen op til hotellet, hvor der var tid til en kop kaffe og afslapning inden aftensmaden. Vi syntes, vi havde brugt benene rigeligt, så vi blev på hotellet og spiste. Igen et dejligt måltid, hvorefter kaffen blev indtaget på værelset inden det var tid at gå til ro.
Lørdag den 20. april 2019:
Erik var tidligt oppe, mens fruen snorkede til kl. 7:30. Bad og morgenmad, hvorefter der blev pakket færdigt og vi fik afregnet med hotellet.
Receptionisten ringede efter en taxa til os – den lod vente på sig, så vi var faktisk ved at være lidt nervøse for, om vi kunne nå til lufthavnen i ordentlig tid, men turen forløb uden problemer, og vi fik også tjekket bagagen ind og boardet i god ro og orden. Flyet lettede kl. 13:45, og kl. 19:55 lokal tid landede vi i Billund, godt trætte (og forkølede) Bagagen landede også, og vi fandt også bilen uden problemer. Det var en dejlig ferie, men også godt at komme hjem og pleje forkølelsen i de vante omgivelser.
Tenerife bød på mange højdemeter og krævende ture, fantastiske udsigter og dejligt vejr. Madeira står stadig på ønskelisten, og måske går den næste tur til Østrig – hvem ved?