07. september 2023:
Der er gået kludder i vores Goodwood-tradition. Coronaen satte en effektiv stopper for turen i 2020, og nu skriver vi 2023 – men nu skal vi altså også af sted. Lene og Jesper fra Ramme sprang til, da vi eftersøgte et par rejsefæller, og tidligt denne torsdag morgen i september dukkede de og Claus op på Havbakken, bilen blev læsset og kursen sat mod Billund. Vi fik bagagen tjekket ind og fandt noget morgenmad, inden det var tid at boarde kl. 9.30
Vejret kan ikke være bedre – faktisk er der udsigt til nogle usædvanligt varme dage både herhjemme og i England, så det kan kun blive godt. Og flyveturen går planmæssigt, vi lander kl. 10.35 lokal tid, fandt vores kuffert og kom af sted til biludlejningen for at hente vores bil, en VW T-Cross – så med 5 personer incl. bagage blev den læsset godt til ;o)
Vi havde planlagt at besøge RAF museet i London denne eftermiddag, og efter en hurtig sandwich undervejs nåede vi museet.
Og her var godt nok meget at se på, røre ved, læse om og beundre. Museet fyldte et kæmpe areal, og vi skulle jo da have det hele med…
Og der var faktisk også andet end nostalgiske tilbageblik – f.eks. kunne vi se og læse om det nye F-35 kampfly
Pyha, for en masse indtryk. På et tidspunkt er både hoved og krop fyldt op, og sidst på dagen fandt vi da også tilbage til bilen og satte kursen mod Camberley, hvor vi skulle overnatte. Der var meget trafik, så det tog en times tid, inden vi var fremme, og så snart vi var tjekket ind og havde smidt bagagen, drog vi ud for at finde et sted at spise.
Byens gågade gav frit valg mellem diverse restauranter, og vi valgte en italiener, hvor vi kunne sidde udenfor og nyde den lune aften. Pizza, pasta, salat og – ikke mindst – en kold øl. Uh, det var godt og tiltrængt. Tilbage på hotellet sagde vi godnat og blev enige om at starte op kl. 7 næste morgen.
Fredag 08. sept. 2023:
Og vi var tidligt oppe, det havde været meget varmt på værelset, så det var nødvendigt at åbne vinduet, hvilket resulterede i, at vi fik fornøjelsen af al gadelarmen. Men pyt – vi har fri, og vi skal ud og opleve! – Vi kunne se, at hotellet tilbød morgenmad, så vi satte os og fik noget at spise inden turen gik videre. Ved 8-tiden var vi klar til at køre – men skulle dog lige forbi den bilforretning, som lå lige overfor hotellet. Det var da kræs for bilentusiaster…
En enkelt fornuftig bil var der da også…. faktisk magen til den, vi kørte i ;o)
Vel ankommet til Portsmouth gik vi – belært af bitter erfaring – ud for at finde et posthus, hvor vi kunne få vekslet de ældre, ugyldige pengesedler, som vi havde, til gangbare sedler. Det lykkedes, og således parate til eventyr, kiggede vi os om efter et sted at få frokost. På Cafe Nero blev der sat sandwich til livs og hældt litervis af kølig vand indenbords.
Vi måtte lige forbi det kæmpemæssige hangarskib, som lå ved kajen og var ved at læsse proviant og udstyr ombord. Herfra var der kun kort vej over til Lord Nelson’s Victory, som vi havde udset os som dagens højdepunkt.
Man var faktisk i gang med en omfattende renovering af underskibet. Måden, den har stået i dokken på, har gjort, at spanterne havde givet sig så meget, at skibet med tiden ville kollapse, hvis ikke der blev gjort noget – så det var man i fuld gang med at udbedre.
Det er altså imponerende at se og læse om, hvordan sådan et skib er blevet til, hvor mange mennesker, der har været om bord, og de forhold, de har levet under.
Vi sluttede af med at gå ned i bunden af dokken, hvor man var i gang med at udskifte træværk. Imponerende! Da vi havde set os mætte på skibet, var vi lige igennem galleriet overfor, hvor der var mere historie, billeder og genstande at studere. Og SÅ var det tid til kaffe!
Nøj, det var godt. Benene var brugte, hovedet fyldt, men efter en god kop kaffe kan man igen, – så vi blev enige om, at vi også kunne klare Spinnaker Tower.
Og det er jo en kæmpe oplevelse. Udsigten er formidabel, og vi skulle da også lige ud og stå på glasgulvet og kigge ned ;o) Hangarskibet er ved at lægge fra kaj, og vi så færgen fra Isle of Wight komme ind.
Fra Portsmouth kørte vi mod Brighton, hvor vi skulle overnatte. Vi fandt hotellet – troede faktisk, at det skulle ligge ud mod vandet – men det viste sig, at der var to Travelodges i Brighton, og det, vi skulle bo på, lå inde midt i byen. Vi fik parkeret med noget besvær, det var godt nok nogle smalle båse, og der var kun én enkelt ledig, men det gik, og vi fik tjekket ind. For ikke at risikere ikke at kunne parkere, når vi kom tilbage, blev vi enige om at tage bussen ind til byen for at få noget at spise. Vi stod af ved havnekvarteret, som er en oplevelse i sig selv – og så gik vi på jagt efter noget at spise. Det tog lidt tid, for der var god nok mange mennesker, og det meste var optaget, men til sidst fandt vi et sted, lidt gemt væk i en gyde – en meget lille gårdhave, som vi havde helt for os selv. Hyggeligt, god mad og en kold øl – hvad kan man forlange mere?
Med fyldte maver fandt vi bussen igen og satte kurs mod hotellet – med nogen forsinkelse, idet vi fik fortalt, at der angiveligt var sket et selvmord et sted på vores rute, så det vrimlede med politi og vejen var spærret af. Men hjem kom vi, fik et tiltrængt bad og på hovedet i seng efter en begivenhedsrig dag.
Lørdag 09. sept. 2023:
Tidligt op efter en god nats søvn og af sted mod Goodwood, hvor vi jo en del gange har spist morgenmad i messeteltet, inden vi begiver os ud på pladsen, hyggeligt og en god tradition. Men det blev der ikke noget af, messeteltet var der ikke, og vi fandt ikke noget sted, hvor vi kunne sidde og spise sammen, så vi blev enige om, at vi hver især måtte klare os selv, og så mødes igen ved middagstid.
Det var varmt, varmt, varmt, og det endte med, at vi stod i kø over en time for at få en portion yoghurt med frugt, og en kop kaffe. Ikke lige den bedste start…
Godtnok var bagagen fyldt med sommertøj, – men vi havde ikke fået kasketter med, så for ikke at overophede hjernen måtte vi ind og købe én til hver, og således udrustet gik vi mere fortrøstningsfulde i gang med dagens oplevelser.
Det føltes, som om der var ekstra mange mennesker i forhold til, hvad vi huskede – men det var jo faktisk også 5 år siden, vi var her sidst, så selvfølgelig var der sket noget i mellemtiden. Vi mødtes med de andre ved middagstid – men vores “sædvanlige” frokoststed havde ligesom messeteltet overladt pladsen til andre udstillere, så det var ikke nemt at finde et sted, hvor vi kunne sidde sammen. Vi fortsatte hver for sig og blev enige om at mødes igen hen på eftermiddagen. Vi fandt en hotdog, som blev sat til livs, og så startede vi på en tur rundt om banen. Selv om man måtte løbe spidsrod mellem tusinder af mennesker var det alligevel rart at komme ud og skridte ud, og vi holdt nogle pauser undervejs, når vi kunne finde lidt skygge. Tilbage på pladsen fandt vi en kop kaffe og en stol og satte os til at vente på de andre ved mødestedet.
De andre havde været så heldige at finde et bord og nogle stole, hvor vi kunne sidde, så vi blev hentet af Jesper og slog os ned, og vi var da lige ved at gro fast dér, men blev til sidst enige om at gå lidt rundt igen og mødes på ydersiden af trappeovergangen kl. 17.30. Vi fandt bilen satte kursen mod “The White Swan”, hvor vi tidligere har spist.
Måske var det sådan et køretøj, man skulle have valgt til dagen i dag.. Mens chaufføren spiste indenfor, tog hestekraften sig af græs og buske udenfor. Hyggeligt så det ud ;o) Og hyggeligt var det også indenfor, hvor vi fik stillet sult og tørst. Vi kunne se, at en del Goodwood-gæster lagde vejen forbi i løbet af aftenen, der var masser af tweed, smukke kjoler og fantasifulde hatte – og masser af godt humør. Vi var hjemme på hotellet ved 21 tiden, så vi kunne godt lige nå at gå i baren og få en enkelt genstand, inden vi sagde godnat.
Søndag 10. sept. 2023:
Tidligt oppe og få pakket færdig inden afgang kl. 6.45. Vi fik morgenmad på hotellet – så var vi fri for at bruge tid på det på Goodwood. Vi var på pladsen ved 8.30 tiden, og så var der igen fri leg ;o)
Varmen var stadig overvældende, så vi startede inden døre med motorshow og filmstudie, hvor publikums børn kunne blive castet som skuespillere. Både de små poder og deres forældre gik vældigt op i det. Efter at have gået rundt i halvmørket et stykke tid, var det ekstra blændende at komme ud i solskinnet igen…
Stakkels udkigsmand – han kunne bare sidde der og blive stegt mens kollegerne hyggede sig i skyggen.
Denne hangar tiltrak sig ekstra opmærksomhed. Indholdet: The Barrel Bomber havde en helt speciel historie: Efter landgangen i Normandiet kunne de overlevende engelske soldater kun finde forgiftet vand eller lunken cider at styrke sig på, og sommeren var varm, – så hvad gjorde man? Jo, de snarrådige RAF piloter monterede en tønde øl under hver vinge på bombeflyet og steg så højt op, som de kunne, så kulden kunne køle øllet af til den korrekte temperatur – og SÅ kunne de tapre soldater på landjorden få en tår over tørsten. Måske en skrøne, – men historien er da go’
Hvad mon det stakkels skelet tænker?
Efter turen i indercirklen tog vi endnu en runde omkring banen, både for at få skridtet ud og få lidt vind i håret ;o) Nu skyede det til og begyndte at se lidt truende ud, – og det var jo lige før, at man godt kunne bruge lidt regn til at køle af med.
Og sandelig, om ikke det lykkedes ;o)
Nu havde vi da fået det hele med, og vi satte kursen ud på parkeringspladsen og fandt vores bil. Hele flokken indenbords, og så blev kursen sat mod London og Stanstead.
Lidt regn fik vi da også undervejs…
Altid en imponerende udsigt, når vi når hertil.
Vi fandt vores Travelodge lidt udenfor Stanstead og i stedet for at bruge tid på at køre rundt og forsøge at finde et sted at spise, benyttede vi os af hotellets lille cafe, hvor vi kunne få sulten og tørsten stillet, inden det var tid at gå til ro.
Mandag 11. sept. 2023:
Op før en vis mand så meget som overvejede om han overhovedet skulle have sko på den dag, bilen pakket og af sted til lufthavnen. Fik tanket bilen og sat den i Car Drop zonen, og så med bussen ind til terminalen. En kop kaffe og en sandwich gjorde det ud for morgenmad, og snart var vi på vej mod Danmark igen. Bilen stod, hvor den var blevet sat, og kursen blev sat mod Holstebro og Havbakken. Vi kunne da godt se, at himlen blev mørkere og mørkere, efterhånden som vi nærmede os, og næppe var vi landet på Havbakken og var steget ud af bilen, så stod det ned i stænger – og det var ikke bare vand, men hagl!
Det var da en velkomst, der ville noget! Heldigvis fik bilen ingen buler, og vi kunne stå i tørvejr, til uvejret var ovre.
Tusind tak til Lene, Jesper og Claus for hyggeligt selskab, og en ekstra tak til Claus for endnu engang at have bøvl og besvær med at arrangere, bestille og booke – hvis det ikke var for dig, kom vi ikke af sted. Tak for denne gang!