Engang i foråret dumpede et kuponhæfte ned i postkassen – ikke et af de sædvanlige med tilbud på bogklubber og alverdens mirakelmedicin, men fra TV Midt-Vest Plus, hvor man som medlem af støtteforeningen kunne få gode priser på noget så forskelligt som cirkusbilletter, “nyt til haven” – lang week end i New York – OG: “PÅ TOPPEN I ØSTRIG” – 8 dages ferie på 3-stjernet hotel i Kaprun – og da vi jo som alle andre havde måttet sande, at Peter mente det alvorligt med, at sidste år var sidste år i Østrig, – ja, hvad kunne vi så gøre andet end at slå til?
Kaprun ligger egentlig ikke så langt fra Kals, stadig i nærheden af GrossGlockner, – så det måtte jo være godt nok. Som tænkt, så gjort, og snart var opholdet reserveret.
Fredag 15.07.05:
kl. 08.15: klar til afgang mod Østrig. Efter mange dages varme og tørke er det lummert og der er torden i luften. Græsset er afsvedet, men nyklippet, og vi håber, at det er grønt igen om en uges tid.
Der er en del tordenbyger på den første del af turen, – og da de er vel overstået, begynder køerne!! – De første timer kunne vi holde en gennemsnitsfart på næsten 100 km/timen – men den faldt drastisk i eftermiddagstimerne, og vi ankom først til vores overnatningssted, Hotel Vogelsang ved Würzburg, omkring 20-tiden om aftenen. Vi var trætte og sultne, men efter et godt måltid mad og en lille tur rundt i byen gik vi tidligt til ro og var overbeviste om, at i morgen ville det gå meget bedre……
Lørdag 16.07.05:
Vi havde sovet rigtigt godt – og længe – så efter morgenmaden pakkede vi tandbørsten og satte igen kursen sydpå. Og nu fortrød vi, at vi ikke havde givet os tid til at stoppe op i går og tage nogle billeder af vinmarkerne omkring Würzburg – det var som et kæmpestort, abstrakt maleri. Desværre var det meget diset denne morgen, men et billede måtte vi have.
Humøret var højt, Bamse og Vennerne og Smokie på båndoptageren, og så kørte det bare derudaf – lige til vi var godt og vel ude af Würzburg – så var der faktisk kø resten af vejen – eller, sådan føltes det i hvert fald. Vi var bare enige om, at dette her gjorde vi ALDRIG MERE!! Nå, det endte jo alligevel med, at vi nåede frem – så snart vi kom af motorvejen, gik det gelinde. Vi holdt en mindre is-pause lige på den anden side af grænsen – det skulle fejres, at vi havde nået Østrig – og så gik det ellers i landevejs-fart mod Kaprun. Vi kom gennem Mittersill, hvor vi havde set i fjernsynet hjemmefra, at der havde været oversvømmelse ugen før – og markerne bar tydeligt præg af det. Ved 18-tiden nåede vi endelig Kaprun og fandt Hotel Wüstlau, som ligger 3 km. udenfor byen. Vi fik nøglen til værelset og fik kufferten slæbt op – og så gik vi ned for at få noget at spise. DET var tiltrængt. Suppe, salat, “Grillteller” (med 3 forskellige slags grillet kød) og jordbærkage til dessert. Vi var 19 danskere – en enkelt familie ankom senere end vi – og alle havde haft en sej tur. Et godt måltid mad og en (eller to) øl – udsigten til en dejlig ferie – en fin vejrudsigt – ja, så kunne vi jo lige så godt slappe af og nyde det – så det gjorde vi. Ved 21-tiden gik vi hver til sit, fik pakket ud, et dejligt bad og på hovedet i seng.
Søndag 17.07.05:
Kl. 7.30 slog vi øjnene op og var klar til “rigtig ferie” – vejret så fint ud, og efter et dejligt morgenmåltid (hjemmelavet ost og smør, masser af pålæg, yoghurt med frugt og müsli, havregryn, corn flakes og hvad hjertet ellers kan begære, juice, kaffe og te – og nykogte æg) – gik vi til den nærmeste lift, som lå et par hundrede meter fra hotellet. Herfra førte flere lifte op til Kitzsteinhorn og det store alpincenter, hvor der var masser af muligheder for at stå på ski.
Det var nu ikke så meget skiløbet, som vandremulighederne, vi gik efter, så vi nøjedes med at bestille billet til mellemstationen – men vi kom nu alligevel noget højere op, end vi havde regnet med – nemlig helt til alpincentret i 2450 m højde. – Og ved nærmere eftersyn fandt vi også ud af, at vi havde fået en retur-billet, hvilket heller ikke havde været meningen, – men vi fandt jo nok ud af at få den brugt. Vi startede med at gå en rundtur, som var beskrevet på en stor planche udenfor alpincentret, – men stien forsvandt hurtigt for os, da der tilsyneladende lå mere sne end normalt om sommeren – i hvert fald var de fleste afmærkninger væk.
Pyt – man fór i hvert fald ikke vild i området, for man kunne hele tiden pejle sig tilbage til alpincentret. – Men hvad skulle vi så foretage os? – jo, vi kunne jo f.eks. gå mod et pas, som så lidt spændende ud – Schmiedingerscharte i 2716 m. højde – en flot tur, og hele tiden med den smukkeste udsigt ud over landskabet.
Der var meget sne, og luften var kølig, men så snart det begyndte at gå lidt opad, kom sveden dog hurtigt frem.
Flere lifte var i gang på gletcheren, og der var masser af skiløbere overalt. Det må nu også være en sjov fornemmelse at stå på ski midt om sommeren,- men vi kunne alligevel se, at alle var godt klædt på – der var ikke noget med shorts og bare ben, som vi trods alt klarede os med.
Da vi nåede op i passet, havde vi den flotteste udsigt både ned til den side, vi var kommet fra, men også til dalen, som lå på den anden side. Det var temmeligt køligt heroppe, så vi krøb i ly lige under kammen og sad og hyggede os med lidt proviant, inden vi gik videre.
Det var efterhånden blevet godt og vel middag, så vi satte kursen nedad – vi havde bestemt, at vi ville tage noget at spise ved “Krefelder Hütte”, som lå et stykke længere nede end alpincentret.
Vi var de eneste gæster, så det gik meget hurtigt med at få tryllet 2 portioner dejlig gullaschsuppe og et par Radler frem, og vi nød maden og udsigten, mens vi snakkede lidt om, hvad vi skulle herfra.
Vi havde jo egentlig fra morgenen af bestemt, at vi ville gå ned fra mellemstationen (som lå ca. 1000 meter længere nede end der, hvor vi nu befandt os) – og da vi havde hele eftermiddagen for os bestemte vi, at vi jo nok kunne gå hele vejen ned. Benene var gode, vejret det samme, og lidt overmodig var man jo nok…..
I hvert fald fortsatte vi nedad i moderat tempo, kom forbi Salzburger Hütte, og fortsatte gennem et smukt landskab nedad, nedad og atter nedad.
De første par timer gik det meget godt, men efterhånden begyndte knæene at knirke, og lårmusklerne protesterede højlydt. Heldigvis var der endnu et pit-stop på vejen ned – et lille husmandssted, som havde udskænkning i baghaven – DET var tiltrængt!! Et par store øller kom på bordet, og mutter selv stillede sig op med armene overkors – så skulle der snakkes! – Vi startede med at fortælle, at vi kom fra Danmark, så hun ikke skulle fortvivle, hvis ikke hun forstod alt, hvad vi sagde – til gengæld sagde vi ja og nej til en masse, som vi ikke forstod et kvidder af – hun talte sandsynligvis den lokale dialekt – i hvert fald var hun ikke helt nem at forstå – men vi syntes vist alle 3, at det havde været meget hyggeligt. Vi fortalte hende om Danmarks højeste punkt, og om at det var svært at træne 2000 højdemeter på en eftermiddag derhjemme. Hun trøstede os med, at der “kun” var en time tilbage, før vi var nede i dalen, så vi fortsatte med nyt mod, da øllet var drukket. Vi kom da også velbeholdne ned – kl. 17.15 var vi ved hotellet, og efter et forfriskende bad og en dejlig middag (blomkålssuppe, salat, wienerschnitzel og is (uhm…) var vi som nye igen. Efter middagen satte hele det danske selskab sig udenfor og fik en øl eller kop kaffe – vejret var fint, og snakken gik. Vi gik dog rimeligt tidligt til ro – dagens strabadser havde alligevel sat sine spor….
Mandag 18.07.05:
Mandag morgen kom hævnen: Vi havde selvfølgelig glemt alt om udstrækning, da vi endelig var kommet ned til hotellet i går – og det kunne mærkes nu!! Det var li’som om der var nogle elastikker, der var blevet ALT for korte i nattens løb, og det at gå ned ad trapper var en disciplin, som denne morgen føltes meget forkert – det havde sikkert været nemt nok, hvis man havde vendt sig om og var gået baglæns ned – men DET så alligevel for dumt ud! – På den anden side: – det var faktisk heller ikke så nemt at gå opad, – men vi kunne da mærke, at vi var til!!!
Og det tegnede til en dejlig dag. Solen skinnede, og vi ville ikke lade et par “benfulde” ømme muskler bestemme, om vi skulle ud at gå eller ej. Med vores medfødte jyske sparsommelighed pinte det os jo lidt, at vi havde en ubenyttet retur-billet fra i går liggende i tasken, så vi havde spekuleret lidt på, hvordan vi nu kunne udnytte den. Vi tog bussen til Kaprun lige udenfor hotellet, fik købt lidt ind til en frilufts-frokost, og så gik vi hen til Maiskogel-banen, som ligger lige udenfor byen. Med den blev vi trukket op i 1540 meters højde, og herfra kunne vi så gå hen til Alpincentret ved Kitzsteinhorn og tage liften ned herfra. Ruten hedder “Alexander-Enzinger-Weg” – Og så huskede vi selvfølgelig at nøjes med en “Berg-fahrt” denne gang….
Det blev en fantastisk flot tur. Det var meget varmt, – og det gik temmeligt meget opad, så vi kom rigtigt op at koge, men efterhånden som musklerne blev varmet op, blev det lettere og lettere – og vi var trods alt glade for, at det gik opad – ikke nedad…
I 1659 meters højde nåede vi “Glocknerblick” hytten. Vi syntes det var for tidligt at holde pause, så vi nøjedes med at gå hen på verandaen og nyde udsigten – og flot var det! Den 3. tinde fra venstre er Grossglockner. – Vi måtte videre – luften stod næsten stille, så det var med at komme op, hvor vi kunne få lidt vind om hovedet.
Ved middagstid havde vi nået det foreløbige højdepunkt: Schoppachhöhe i 2068 meter, og her nød vi vores mini-pizza og en kølig is-te, mens vi sad og skuede ud over de omkringliggende bjerge og dale – en fantastisk udsigt.
Vi var endelig kommet op, hvor der var lidt vind, så der var en passende temperatur, og vi havde hele eftermiddagen for os, så vi tog den med ro og fortsatte turen med masser af indlagte pauser.
Pludselig kom vi til at se, at vi kunne kigge ned til Eder Grundalm, hvor vi sad i går og drak en øl og spekulerede på, om vi nogensinde nåede helt ned….
Vi gik langs bjergkammen – nogle gange ovenpå den – en smal sti, men absolut sikker, og det var en rigtig dejlig tur. Vejret var perfekt, og udsigten bare flot til begge sider.
Sidste pause, inden det igen går opad mod Alpincentret, var ved dette vandløb. Vi satte os på nogle sten ude i vandet og nød køligheden, – og fik vandflasken fyldt op. Vi havde i dagens løb mødt en del, som gik den modsatte vej, – der var tilsyneladende ikke så mange, der gik den vej, vi gik, – så måske skulle man tage ruten den anden vej næste gang?
Ved 15.30 tiden nåede vi alpincentret. Vi syntes, det var for tidligt at køre ned, så vi sad og nød en øl og udsigten, inden vi tog liften ned ved 16-tiden.
Det er nu altid lidt fascinerende at se, hvordan sådan et “transportmiddel” fungerer. – Og at nyde stilheden, mens man bliver transporteret – kun afbrudt af hjulenes bumlen og skurren, når man passerer et tårn.
Vel hjemme på hotellet bryggede vi en kop kaffe og tog et enkelt kapitel i bogen, inden det var tid til bad og aftensmad. Vi valgte vildsvinekotelet, – som vi blev enige om ikke var vildsvin, men nærmere dyreryg – i hvert fald smagte det fantastisk og var så mørt, at det kunne tygges med øjenbrynene. Efter middagen trak vi ind i “Bierstuben”, hvor snakken gik til sengetid. Om natten var vi vågne et par gange ved, at det regnede – hvad mon morgendagen ville bringe vejr- og vandre-mæssigt?
Tirsdag 19.07.05:
Gråvejr, småregn. Nå, benene kunne måske også godt trænge, om ikke til en pause, så dog en dag, hvor vi ikke nødvendigvis skal gå mange hundrede højdemeter. Vi havde flere steder, både på Kaprun’s hjemmeside, og i det materiale, vi havde modtaget, set omtale af noget, der hedder “Sigmund-Thun-Klamm” – en dyb kløft med et brusende vandløb, dannet i løbet af den sidste istid. Man har bygget en trætrappe hele vejen gennem kløften – det så rimeligt spændende ud, og passede til vejret, konditionen og benenes formåen denne dag.
Efter morgenmaden, som vi gav os god tid til – og snakkede lidt med de andre danskere om, hvad de planlagde for dagen, tog vi bilen til Kaprun og fandt en parkeringsplads i nærheden af “Klammen” Starten på turen lå lige ved siden af et kraftværk, hvor der også var lavet et info center, som fortalte noget om opbygningen af vandkraftværkerne omkring de store reservoirer i dette område. Der var masser af plancher, – en videofilm – og et kig ned i turbinehallen på værket.
Det med vandkraften er ret imponerende, hvad vi også skulle sande senere på ugen, da vi tog turen op til de to kæmpemæssige opdæmmede søer, som ligger inderst i dalen, Wasserfallboden og Mooserboden. I dag “nøjedes” vi med at se en lille smule af det maskineri, som laver strømmen.
Efter at have set os mætte, gik vi udenfor og løste billet til Sigmund-Thun-Klamm, et imponerende stykke natur.
Det var stadig fugtigt derude, og det vidste tilsyneladende ikke, om det ville regne eller lade være, så for en sikkerheds skyld påmonterede vi de lange ben på bukserne (det var den eneste gang på hele turen, vi havde dem på, og det varede vel en times tid, inden vi smed dem igen) Det var en perfekt tur til en gråvejrsdag, – for selv om solen skulle skinne tvivler jeg på, at den kom ret langt ned i denne smalle, stejle kløft. Det var imponerende at se, hvordan vandet havde slidt klipperne runde, – og imponerende at studere træ-trappen, som klyngede sig til klippesiden. Enkelte steder havde man været nødt til at udskifte forskellige dele af gelænder og trappetrin – naturen er hård her, både sommer og vinter.
Det var en utrolig spændende tur. Stien var ensrettet, og man måtte returnere ad en grus-sti, som førte tilbage til udgangspunktet – eller også kunne man fortsætte ad stien og gå turen rundt omkring Klammsee – hvorfra vandet, som brusede ned i kløften, kom. Ved stien rundt om søen var der sat en masse plancher, som fortalte om alt fra fugle til fisk, insekter og planter. – Det var et yndet udflugtsmål for skoler og børnehaver, kunne vi se. Desværre nåede vi ikke hele vejen rundt, da stien var forsvundet på grund af et jordskred, så man havde spærret den af, så man ikke risikerede, at folk faldt i vandet.
Det var ved at være middagstid, så vi besluttede os for at køre ind til byen og se, om vi kunne finde noget at spise. Vejret var klaret op, så vi “tussede” lidt rundt indtil vi havnede i et stort supermarked. Her kunne vi få damen i delikatesseafdelingen til at lave et par sandwiches, og forsynet med dem og noget at drikke gik vi ud for at lede efter en bænk. Det fandt vi også, og så hyggede vi os med vores frokost og kiggede på menneskemylderet i byen.
Da vi havde spist var det stadig tidligt på eftermiddagen, – men alligevel for sent til at begynde på nogen længere vandring, – så vi besluttede, at vi kunne bruge et par timer i det automobilmuseum, som var i byen. Det kunne jo være, at de havde noget stående, som lignede det, som Erik var i gang med derhjemme.
Det var et mærkeligt museum – det lå i kælderen på et hotel!! – og vi må nok indrømme, at bilerne skuffede lidt. – Der var mange af dem – men hovedparten af dem var nærmest slet ikke renoveret – de var matte i lakken, lidt små-nussede og ridsede, – men vi gik da det hele igennem, inden vi fandt ud i solskinnet igen. Det, der nok var sjovest, var en gammel sne-slynge, som fascinerede Erik temmeligt meget. Han kan give en malende beskrivelse af den.
Efter denne tur blev vi enige om at returnere til hotellet. Opholdet inkluderede faktisk kaffe og kage hver eftermiddag, men vi havde jo ikke været hjemme til at kunne benytte os af det de andre dage, så det ville vi i dag. Efter kaffen satte vi os ud i haven og læste, indtil det blev tid til en gang brus og aftensmad. Nudelsuppe (nå ja, man kan jo ikke være lige heldig hver dag – men det smagte nu udmærket), salat, gullasch (DET var til gengæld lækkert!!) og frugtdessert. Efter lidt snak med “dansker-klubben” gik vi på værelset og lavede en kop kaffe med en cognac til, og råhyggede indtil sengetid.
Onsdag 20.07.05:
Kl. 7 kunne vi ikke sove længere – der var lovet godt vejr, og vi var spændte på, hvad dagen ville bringe. Det var nu stadig overskyet fra morgenen af, men det klarede hurtigt op. Dorthe havde fortalt om den grønne og den hvide sø for enden af “dalen ved siden af” – det lød spændende, så det måtte vi prøve. Efter morgenmaden kørte vi først til Kaprun og fik købt en sandwich til frokosten, og så fortsatte vi mod Uttendorf, hvor vi skulle dreje op i dalen. Det var en flot køretur. Inderst i dalen gik vejen i 13 hårnålesving – hver enkelt var nummereret (så man kunne følge med i, hvor langt, man var kommet) – og havde et navn. Det var meget smalt, og på et tidspunkt måtte vi bakke, da vi mødte bussen på vejen ned – og den havde ikke til hensigt at vige så meget som en tomme. PUHA – godt, det ikke var mig, der kørte, sagde konen….. Men alt gik vel, og vi nåede Enzingerboden, hvorfra liften gik op til Weisssee – mellemstationen lå ved Grünsee – i øvrigt en meget spøjs mellemstation. Det er det eneste sted, hvor vi har oplevet, at man ikke skal stå ud for at komme videre med næste lift. Vognene blev ført ad et sindrigt system gennem bygningen og videre hen til den næste etape. – Det mindede mig lidt om en tur i spøgelsestoget i Tivoli (for ca. 40 år siden…..)
Kl. 10.30 stod vi så ved Weisssee. Vejret var rigtigt flot, og vi snakkede lidt frem og tilbage om, hvad vi skulle herfra. Man kunne køre et stykke længere op med en stolelift, men det så ud til at være op i sneen, så vi besluttede at blive hvor vi var og tage turen rundt om søen.
Det fortrød vi ikke et eneste øjeblik. Det var alle tiders tur – naturen viste sig fra sin smukkeste side, og vi nød det i fulde drag.
Og det, som vi troede var en 1½ times tur rundt om søen i mageligt tempo, blev faktisk til noget helt andet, efterhånden som dagen gik. Det blev bare alle tiders store oplevelse. Det første stykke vej fulgte vi søbredden, men så begyndte det at gå opad, og vi fjernede os mere og mere fra søen.
Vi holdt mange små-pauser undervejs, for udsigten var simpelt hen så fantastisk til alle sider. Ude i horisonten fik vi øje på denne tinde, som havde en “sky-fane” vajende fra toppen. Vi studerede kortet nøje og blev enige om, at det måtte være den, der hedder “Hohe Dock” – 3248 meter. Et flot syn, – ikk’?
– Og sådan så den ud på afstand. Den store maler har rigtigt fundet de klare farver frem på disse billeder. Vejret var perfekt, luften var helt klar, og det kunne simpelt hen ikke være bedre.
Efterhånden, som vi arbejdede os opad, kom vi nærmere og nærmere til gletcheren. Der var en del mennesker på denne rute – og det forstår man godt. Men trods alt ikke så mange, at man følte, at det var overrendt – folk gik i små grupper, og man kunne sagtens finde et sted at sidde for sig selv – og føle, at man var helt alene i verden.
Nu er vi helt deroppe, hvor vi faktisk ikke kan se søen længere, – men så kan vi til gengæld se så meget andet. På et tidspunkt havde vejen delt sig, og vi var fortsat med de blå pile – uden at have studeret kortet nærmere. Det viste sig, at det faktisk var en blind vej – stien førte “kun” et stykke længere ud, og sluttede nedenfor gletcheren. Men det var nu turen værd at tage den afstikker – vi havde masser af tid, så hvorfor ikke.
Her var vi rigtigt kommet op i sneen, og pludselig kunne vi se, at der var et hold vandrere på vej ned over gletcheren. Vi blev enige om, at man sikkert kunne gå den tur, hvis man var taget med stoleliften det sidste stykke op – det kan vi måske gøre en anden gang. Denne gang var vi godt tilfredse med den tur, vi havde valgt.
Nå, vi måtte jo tilbage til “krydset”, hvor vejen havde delt sig – det viste sig, at hvis man skulle fortsætte det sidste stykke rundt om søen og over til hytten – med H.Gruber Weg, – ja, så var det altså “nur für geübte” – men det mente vi jo så også nok, at vi kunne kalde os, så vi fortsatte med frisk mod.
Nå ja, så fandt vi ud af, hvorfor der var vist en stige på vandrekortet. Det så måske noget halsbrækkende ud, men var slet ikke så slemt. Det så dog ud til, at langt de fleste vendte om og gik samme vej tilbage, frem for at tage dette sidste stykke rundt om søen. Det ville nu være en skam, for også her var der jo de flotteste panoramaer, man kunne ønske sig.
Da vi var nået velbeholdne det sidste stykke rundt om søen, blev vi enige om, at vi godt kunne gå ned til mellemstationen – ved den grønne sø. Vi prajede én, som kunne fortælle os, at der var knapt en times vandring derned, og det passede meget godt med, at vi så kunne være nede i god tid. Vi fik en velfortjent is, da vi var kommet ned, og satte så kursen mod Kaprun igen, hvor et godt aftenmåltid ventede. “Reh” – som vi aldrig fandt ud af, hvad var – og jeg glemmer hele tiden at slå det op i ordbogen, – men det smagte godt!
Efter aftensmaden gik hele “danskerklubben” – i hvert fald den jyske del – ud i haven. De voksne spillede vikingespil, og børnene boltrede sig på legepladsen. En rigtig hyggelig aften, som først endte ved midnatstid.
Torsdag 21.07.05:
Op kl. 7.15 – hvad var nu det? – det regnede!!! – det havde vi da ikke bestilt! Nå, vi snakkede lidt om, hvad vi så skulle foretage os, og blev egentlig enige om, at vi jo da kunne køre til Zell am See og kigge os omkring dér – alle de andre havde været der – mindst én gang i løbet af ugen, og det kunne vel også være fint nok med en slapper-dag. Da vi havde kørt et par kilometer og nærmede os Kaprun var det ligesom, det begyndte at klare op – og så tog vi en hurtig beslutning og drejede til venstre i stedet for højre – og kørte mod Krimmler vandfaldene i stedet for Zell am See. Vejret blev bedre og bedre – men vi turde dog ikke lade regntøjet blive i bilen. Sikkert derfor fik vi ikke en dråbe vand resten af dagen. Det kostede 4 euro at parkere ved vandfaldene, – men så var der til gengæld udsigt til en gratis kaffe og Apfelstrudel, når vi nåede ned igen.
Krimmler vandfaldene er en meget besøgt turistattraktion – der var utroligt mange mennesker, men efterhånden, som man bevægede sig opad stien, tyndede det ud i menneskemængden, og der blev længere og længere mellem folk. Mange var kommet afsted i sandaler, og enkelte piger kom vaklende på stilethæle eller flade sandaler bare med en strop mellem tæerne – det kunne sagtens gå, så længe det gik opad, – men de må have haft et farligt bøvl, da de skulle ned igen…. Så ku’ de lære det!!!
Vi tog ikke så mange billeder på vejen op, for der var et menneskemylder ved alle udsigtspunkterne, – så vi nøjedes med at nyde udsigten og kigge lidt på mennesker. Fra toppen af vandfaldet gik vejen videre gennem Krimmler Achental – vi havde set, at der skulle ligge et par hytter, hvor man kunne få stillet sulten og tørsten længere ude, så vi fortsatte
til Hölzlahner Alm, hvor Erik fik sin Erbsensuppe mit Würsteln, og jeg en gang Gullaschsuppe – og en Radler til at slukke tørsten med. Nu var det varmt – vi havde medvind på vejen ud, og solen bagte ned, så pausen var tiltrængt. Vi hyggede os en times tid, inden vi igen satte kursen nedad.
Det var en utrolig flot tur. Vi fik nu vinden imod os, og det blæste faktisk temmelig meget, men det var godt at blive afkølet, og vi nød turen.
Så nærmer vi os igen toppen af vandfaldet.
Det var ikke mindre spændende at tage turen den anden vej. Nu, hvor solen var fremme, var der de flotteste regnbuer flere steder, hvor lyset blev brudt i vandtågerne.
Vi tog den med ro på vejen ned og var ude på alle udsigtspunkterne og kigge. Meget passende var vi nede igen ved kaffetid, så vi benyttede fribilletten, og satte os over i gårdhaven på hotellet overfor og fik kaffe og Apfelstrudel – det var rigtigt godt!
Mætte i både krop og sind satte vi igen kursen mod Kaprun. Vi var lige inde i det lokale supermarked og kigge – vi skulle jo have provianteret lidt, inden vi skulle køre hjemad om lørdagen, så det var rart at vide, om de havde det, vi skulle bruge.
Om aftenen skulle vi spise ude i den nyanlagte gårdhave. Der var et stort udekøkken med en kæmpegrill og alle nødvendige faciliteter til at lave mad til den store flok. Vi fik grillet fisk, og kunne man spise mere, var der både spareribs og grillet lam. Alle blev vist godt-og-vel mætte!
Det blev alligevel lidt halvkøligt hen under aften, så ved 21-tiden flyttede vi indendørs, hvor vi lige fik en enkelt øl sammen med de andre, inden vi gik til ro.
Fredag 22.07.05:
Op kl. 7.30 – vejret var halvskyet, og det tegnede til at blive en fin dag. Flere af de andre havde i ugens løb været oppe ved de to store dæmninger, som ligger inde i bunden af dalen. Vi havde bestemt, at vi ville gemme denne tur til den sidste dag, og ved 9-tiden kørte vi op mod Kesselfall-Alpenhaus.
Her var der et stort, grimt parkeringshus, hvor vi satte bilen, og så startede turen op mod dæmningerne. Det var noget af en tur. Først med bus et stykke op i dalen, og gennem en tunnel.
Her blev vi læsset af bussen, og blev vist over i en “tremme-fold”, som blev trukket op ad bjergsiden – en spøjs tur, og en meget sindrig konstruktion – turen var 820 meter, og vi blev trukket 431 højdemeter opad. Heroppe blev vi igen læsset på en bus, som kørte os det sidste stykke op til Mooserboden. Et billede, som hængte på væggen på bygningen deroppe viste, hvordan man også havde transporteret busser op via tremme-folden – det så helt vildt ud. Desværre nåede jeg ikke at få et billede af billedet….
Det var fantastisk flot, da vi endelig nåede helt op – gennem flere tunneller. Ja, billedet er ikke af egen hånd – men sådan så de altså ud, de to store søer. Inden vi gik ud på dæmningen, ville vi gå ad panoramavejen mod Kl.Griesskogel (2669 m)- en tur på en times tid – vi skulle jo have dagen til at gå.
Vi havde den flotteste udsigt undervejs – den ene gletcher efter den anden, som selvfølgelig leverer vand til søen.
Vi kom hurtigt opad, stien var fin, og selvom det skyede lidt til, havde vi stadig et flot blik ned over søen. Men – efter ca. ½ times vandring kom vi til et sted, hvor stien var skredet ned – eller rettere: et stort stykke af bjergsiden var skredet – og vi syntes ikke lige, vi ville udfordre skæbnen ved at gå over dette stykke – det gik meget stejlt ned mod vandet, og hvis underlaget var ustabilt, var det nok dummere end godt var. Ærgerligt, – men vi vendte om.
Vi var lige nået ned til dæmningen, da tågen pludselig kom rullende ind – i løbet af 2 minutter kunne man kun se 3-4 meter frem for sig. Det er første gang, vi har oplevet, at det er gået så hurtigt. Tjah, så kunne det jo nok også være det samme at befinde sig på en smal sti på en stejl bjergskråning, – så det var nok heldigt nok, at vi var vendt om. Det var ved at være middagstid, så vi gik ind i restauranten og fik en gang gullaschsuppe og en Radler – og det fik snart tågerne til at lette igen.
Så – ud igen og afsted over dæmningen – men ak, snart vendte tågen tilbage igen, og man kunne nærmest ikke se, hvor man gik. Vi satsede på, at det nok klarede op igen, og asede op til Höhenburg – et udsigtspunkt, hvorfra der skulle være den smukkeste udsigt – men desværre rakte tålmodigheden ikke til, at vi nåede at få den med – tågen blev hængende deroppe det meste af dagen. Vi var inde og se en udstilling, som fortalte historien omkring dæmningerne, vandkraften, og gletcherne – det var faktisk interessant. Idéen til hele anlægget var Hitlers, og det var krigsfanger, som havde bygget dæmningerne. Der var gået mange hundreder til under arbejdet – der var ikke gjort så meget ud af sikkerheden dengang, – og de levede og arbejdede under usle forhold.
Oplevelsen ved at gå rundt i “Erbsensuppe” – uden Würsteln – er der ikke så meget ved, – så vi besluttede os for at følge stien nedad til en Alm, som lå et stykke under den øverste dæmning, og hvorfra vi kunne tage bussen det sidste stykke. Det var noget mærkeligt noget med den tåge – lige så snart vi var under “kammen” var det ikke tåget længere, – den samlede sig åbenbart oppe omkring vandet. Vi havde egentlig en hyggelig tur nedover, og det var faktisk også imponerende at se dæmningen nedefra.
Her ved Fürthermoaralm kiggede vi lidt på samlingen af ko-bjælder (det har krævet sin ko at bære nogle af de bjælder….) – der var også en bygning, som var indrettet som en slags egnsmuseum, smørkværnen stod i bryggerset, der var redt op i alkoven, og alt var utroligt småt og mørkt. De må have fristet en kummerlig tilværelse i bjergene i tidernes morgen.
Efter en halv times tid nærmede bussen sig, og vi steg på og kørte det sidste stykke ned mod tremme-folden (som hedder en “funicular” i brochuren – jeg kan ikke finde ud af at oversætte det)
Jeg nåede lige at få et “skud” af køretøjet fra bussen, da det var på vej opad igen efter at have sat os af. Der kom en enkelt byge, da vi nåede ned, men vi nåede dog bilen i tørvejr og kørte til byen for at proviantere lidt. Madpakken til hjemturen ventede vi med at købe til om lørdagen, men alt, hvad vi ellers skulle have, fik vi klaret. Tilbage på hotellet var der lige tid til en kop kaffe, inden vi så småt begyndte at pakke, og gøre klar til hjemturen. Aftensmaden bestod af champignonsuppe, vildsvinesteg med Semmelknödel (stegen var til UG – men en semmelknödel er der ikke meget ved…), og frugtsalat. En enkelt øl sammen med jydeholdet blev det også til, – men så gik alle hver til sit for at pakke færdig og gøre sig mentalt klar til hjemturen. En kop kaffe på værelset, med en enkelt til – så sover man godt.
Lørdag 23.07.05:
Op kl. 6.45. Vejret var fint, og selvom det var lidt vemodigt, at vi nu skulle hjem – hvor i alverden var tiden blevet af? – ja, så glæder man sig trods alt også. Morgenmad 7.30 – rundt og sige farvel til vore hyggelige med-gæster, – og så er der kun tilbage at få tænderne børstet, og checke ud.
Den unge vært, Christian Steiner, takkede for besøget med en flaske hjemmebrændt obstler – Opa’s Selbstgebrannter Obstler – af æble, pære og kirsebær. Vi har endnu ikke nænnet at smage den, men det kommer vel engang.
Vi skal lige have de sidste billeder med – fra fredag aften. Servitricen hedder Veronica – hun ville os det kun godt. Knapt nærmede bunden af glasset sig, før hun stod der og spurgte, om ikke man ville have en øl mere – jo, alle var meget gæstfrie, søde og hjælpsomme.
Afsted mod Kaprun, hvor vi fik køletasken fyldt op med sandwich nok til hjemturen, – og så gik det ellers nordpå. En lille smule kø omkring München, – men slet ikke noget at snakke om i forhold til sidste lørdag. Ved 21-tiden holdt vi ved grænsen, og havde oven i købet overskud til at tage ind til Duborg og få lidt vin med hjem. Da vi drejede op ad Havbakken, var klokken lige 24. Hjemturen havde taget 15½ time – incl. pauser – det syntes vi egentlig var ret godt.
De sidste sandwich lå stadig i køletasken, så vi tog lige en lille pause og noget at spise, mens alle indtrykkene stod i kø for at bundfælde sig.
Det har været en dejlig uge – og vi har begrundet håb om, at vi vender tilbage – med selskab – mere herom i 2006….