Goodwood 2012

Fredag den 14.09.2012:

I år bestod “rejseholdet” af Claus, som også denne gang havde påtaget sig opgaven med flybilletter, hotelbooking, billetter til Goodwood, billeje og hvad har vi, Finn, Niels Peter, samt os, Erik og Kirsten. Vi havde været uhyggeligt tidligt oppe fredag morgen for at nå den første afgang mod Stanstead, men det kan man da ikke se på os….

Vel ankommet i Standstead og med en ekstra time på kontoen, fik vi bilen udleveret og satte straks kursen mod Goodwood. Undervejs måtte vi lige holde rast og få et solidt morgen/formiddags-måltid, så bunden var lagt til dagens udfordringer.

Vi måtte også kigge lidt på byen, som bød på mange skæve huse og gav associationer til vores første Goodwood-tur, hvor vi havde siddet udenfor en cafe og betragtet bilerne på vej mod festivalen.

Vi tjekkede ind på festivalpladsen ved 12:30 tiden, og havnede med det samme i heksekedlen, som vi kunne huske fra 2010. Masser af mennesker i tidstypiske klæder, Gøg og Gokke kørte rundt og teede sig, og der var bare gang i den overalt.

Og selvfølgelig det allervigtigste: de gamle biler. Man kunne slet ikke se sig mæt. Vi kunne til gengæld godt mærke, at vi havde været meget tidligt oppe, og alle dagens indtryk hobede sig op, så sidst på eftermiddagen forlod vi pladsen og kørte mod Portsmouth, hvor vi skulle overnatte.

Havnefronten viste sig fra sin smukke side med Spinnaker tårnet og et hav af restauranter, barer og butikker. Vi nød et dejligt måltid og vendte så næsten mod vores Travelodge, hvor sengene ventede.

Lørdag den 15.09.2012:

Belært af erfaringen fra 2010 havde vi besluttet at køre tidligt mod Goodwood og vente med morgenmaden, til vi var på pladsen, så der var afgang fra Travelodgen allerede klokken godt 7. Og heldigvis forløb turen uden problemer.

Vi fandt hurtigt “messe-teltet” og fik provianteret. Der var allerede masser af mennesker, og vi så frem til en hyggelig dag med gode oplevelser

Vejret var med os igen i dag, og vi sugede til os af indtrykkene

Der var en helt særlig “pit” for børn – de kørte skam også ræs! Og intet var overladt til tilfældighederne. Tøj, tilbehør, egen chefmekaniker, kort sagt: det var, som alt andet, gennemført!

Ved godt og vel frokosttid mødtes vi ved ét af traktørstederne, hvor der var forskellige mad-boder, levende musik: swing-pjat, jitterbug, mm, og efter en sandwich og en øl var vi klar igen.

Det er imponerende at se, hvor meget englænderne gør ud af det. Her en “ruin” efter et af tyskernes bombardementer, kun baren står tilbage, men den er til gengæld stadig velassorteret.

Jeg kan blive ved med at undre mig over, om de virkeligt gik i hvide kedeldragter dengang – stakkels de kvinder (for det har det sikkert været), som skulle håndtere olie- og andre pletter…

Da vi syntes, at vi havde brug for lidt mere luft omkring hovederne, gik vi en tur rundt om banen om eftermiddagen. Man kunne også køre rundt – et antal traktorer med vogne kørte rundt, og man kunne bare stige på og af efter forgodtbefindende. Vi havde det godt med at gå hele vejen, så kunne vi strække ud, i stedet for at gå og “vade”, som man er tilbøjelig til, når man hele tiden skal se sig for.

Stort set hele vejen rundt om banen stod folk og heppede på kørerne. Mange havde picnickurve og hele familien med, og så blev der bare hygget igennem.

Flyopvisning var der også – selvfølgelig med veteranfly.

Sidst på dagen fandt vi igen ned til havnen, hvor vi nåede op i Spinnaker tårnet, indet det lukkede. En fantastisk udsigt ud over vandet og byen. En øl i solen inden middagen, og da vi havde fået noget at spise, tilbage til hotellet og på hovedet i seng.

Søndag den 16.09.2012

Vi var igen tidligt på færde, fik pakket og læsset kufferterne og drog mod Goodwood, hvor morgenmaden blev indtaget, og så var det ellers med at få noget ud af dagen, inden vi skulle retur mod London til aften.

Uden mad og drikke…..

Om eftermiddagen var vi inde i det stole telt, hvor Bonhams havde haft auktion. Nu var der åbent for almindeligt dødelige, og vi kunne gå rundt og se, hvad hammerslaget var blevet på de forskellige udbudte køretøjer. Imponerende!

Og så skal vi da også lige have en tur rundt på parkeringspladsen mellem alle de fine veteraner

Hmm, det ligner da noget, vi kender!!! – men på dette tidspunkt er vores egen TwinCam knapt nok færdig.

Alt godt har en ende, og sidst på dagen sætter vi kursen mod London. Vi skulle liiiige have fundet et sted at spise undervejs, og det viste sig at være en større udfordring end som så. Det lykkedes dog til sidst, og vi smagte for første gang koreansk mad. Det var ganske udmærket ;o)

Vi fik tanket bilen og sovet nogle timer, inden vi skulle op og med morgenflyet mod Billund.

Tak til vore rejsefæller for hyggeligt selskab og en ekstra tak til Claus, for at du endnu engang ville have os med ;o)