Det var efterhånden et par år siden, vi sidst havde besøgt vort “stam-Gasthaus” i Dalaas, Gasthaus Post – så i år var vi enige om, at vi skulle afsted.
Og afsted gik det – afgang tidligt mandag morgen den 7. juli. En overnatning i Kirchheim på Hotel Eydt, hvor vi blev modtaget af en ung pige, som øvede sig gevaldigt på at tale dansk. – Hun var slet ikke dårlig til det, og vi fandt senere ud af, at stedet var et meget brugt overnatningssted for busturister fra Danmark.
Tirsdag morgen kørte vi videre, og ved 14-tiden var vi ved den østrigske grænse. Efter en hyggelig spadseretur i Lindau ved Bodensøen kørte vi den sidste strækning til Dalaas og Gasthaus Post – som faktisk havde “Ruhetag” – men det lod Hr. Rhomberg sig nu ikke slå ud af – vi blev hjerteligt modtaget og forsikret om, at vi selvfølgelig nok skulle få vores aftensmad. Der var et enkelt andet hold gæster – og det var slet ingen ulejlighed….
Og snart var stilen lagt – 4 retters menu – vi måtte nærmest trille i seng om aftenen – og var opsatte på at få en god uge.
Onsdag morgen tog vi bussen til Sonnenkopf-banen og tog liften op. – Vi ville tage en blid start og vandre op til Muttjöchle, som vi har været på et par gange (eller 3) tidligere.
Vi havde ikke gået ret langt, da vi fik øje på nogle silhouetter oppe på toppen. Vi var enige om, at det måtte være gemser – og pludselig, et stykke tid efter, – da vi egentlig havde glemt dem, – kom de strygende ned at bjergsiden. Nu var det – ligesom i “hvem vil være millionær” – om at være hurtig på aftrækkeren……
Ja, det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det – men den er der altså….. Her havde et zoom-objektiv været på sin plads – men man kan jo ikke have det hele lige ved hånden. Sjovt var det!
Vi var kommet tidligt afsted, og var for en gangs skyld de første på toppen. Alle de gange, vi har været her, har der været masser af mennesker – og det kom der også i dag. Vi blev siddende en times tid og nød udsigten – selvom det var temmelig diset – inden vi begav os nedad igen.
Det første lange stykke af nedstigningen foregår i et meget åbent landskab – vid udsigt til alle sider. Solen skinnede, og vi nød turen i fulde drag. Den sidste del af turen, derimod, går gennem skoven. Det går nedad, nedad, nedad og nedad – til tider temmelig stejlt, endda, og benene var til sidst temmelig brugte. Undervejs blev vi – for at føje spot til skade – overhalet af en mountain-biker. Jeg havde gladeligt taget turen på bagagebæreren – hvis han havde haft en sådan – men det blev nu ikke aktuelt.
Nå – vel nede, og efter en kølig Radler i haven, – ja så kan man jo klare hele verden igen.
Torsdag morgen entrede vi bussen mod Lech. Herfra ville vi tage vandrebussen op til Formarinsee, gå herfra og til Freiburger Hütte, og ned til Dalaas.
Udsigten fra Stuben, hvor vi skulle skifte bus – herfra kan man se, hvordan vejen mod Lech går ud og ind af bjerget – delvist i tunnel. Det er en rigtig flot køretur.
Da vi kommer til Lech, skal vi lige gå et par hundrede meter, og derefter med vandrebussen op til Formarinsee.
Her er en utrolig flot natur. Vi går rundt om søen og har undervejs udsigt mod “Rote Wand”, – som også kan bestiges, – men det syntes vi nu ikke lige, vi havde “tid” til den dag…..
Selvom vi øver os aldrig så meget – hamle op med Moder Natur kan vi ikke. Overalt stod azaleaerne i blomst – det var bare så flot. Vi holdt en hyggelig frokostpause midt i blomsterfloret, inden vi rundede Freiburger Hütte, og derfra gik det nedad igen.
Også her en imponerende udsigt. Her havde vi været engang før – men dengang var vejret blevet dårligt, og vi havde slet ikke set det landskab, vi gik igennem.
I dag blev det varmere og varmere – halvvejs nede holdt vi siesta, inden vi begav os ud på det sidste stykke – som blev noget længere end vi havde planlagt. Vi gik lidt forkert og måtte gå en omvej, inden vi endelig nåede byen. Så vi var godt brugte, da vi endelig nåede hotellet igen. Aftensmaden var en drøm, øllet var koldt, og snart var vi friske igen.
Fredag havde vi bestemt os for en tur til Ulmer Hütte – hvor vi også havde været et par gange før – men den er absolut en gen-visit værd. Vi kørte til St. Christoph, hvor vi satte bilen og begav os afsted. Vejret var flot, og det tegnede til en rigtig dejlig dag.
Vi asede os opad og snakkede om, hvad vi skulle have at spise, når vi kom op til hytten, og fantaserede om en iskold Radler til at slukke tørsten. – Men vi måtte nøjes med fantasierne – for hytten var under ombygning, og der var ingen servering. Heldigvis havde vi et stykke brød, som vi delte – og masser af vand, så vi skulle jo nok klare os. Men det var jo lige tidligt nok at gå ned igen allerede – så vi snakkede lidt frem og tilbage om, hvad vi så skulle.
Mens vi stod og funderede, havde vi udsigt til den 2. mellemstation for Valluga-banen, som kommer helt nede fra St. Anton og fortsætter op til Valluga Gipfel i 2811 meters højde. Vi havde faktisk snakket om at tage til St. Anton om lørdagen og tage banen op,hvis vejret var til det. Nu fik vi så en anden ide – for man kunne måske gå derop? – Som tænkt, så gjort, men vi forsikrede selvfølgelig hinanden om, at hvis det blev for vildt, ville vi vende om.
Det var en helt fantastisk tur. Vi skulle rundt om bjergkammen for at komme til mellemstationen, og der var masser af sne. Men solen skinnede, og vi havde dagen for os, så vi kastede os ud i det.
Selv heroppe midt i sneen og de øde klippestykker skulle der ikke være stor sprække, før der kunne gro “et-eller-andet”. Den plante, vi har fotograferet var speciel – blomsterne lignede forvoksede vatpinde – lige så nydeligt snoede.
Vi nåede mellemstationen uden problemer – og så skulle man jo være to store skarn, hvis ikke også man skulle det sidste stykke op til endestationen. Mere sne, og mere klatren, men det var det hele værd, da vi endelig nåede over kanten.
Det sidste stykke var sikret med både reb, stiger og broer, og det var fint, for det var godtnok temmelig uvejsomt.
Da vi endelig nåede toppen, tog udsigten næsten vejret fra os – det var bare helt fantastisk. Man følte, man kunne se hele Østrig, Tyskland, Schweiz og Italien. På toppen af lifthuset (som var rundt) sad der små metalpile med 10 cm. afstand hele vejen rundt. Hver pil pegede mod en eller anden bjergtop, og angav navn og højde på denne. Vi fandt indtil flere af de toppe, vi havde været på med Peter’s selskab året før.
Tjah – mere behøver man vel ikke at sige – billederne taler for sig selv.
Vi blev på toppen indtil næst-sidste “Tal-fahrt” (så vi var sikre på at komme med….), tog med liften ned til den første mellemstation, og gik derfra ned til bilen. Stien var nyanlagt – i forbindelse med VM i alpin-ski i St. Anton for et par år siden, havde der været en masse anlægsarbejde i området med mange nyetableringer af lifte og løjper. Så nu – efterfølgende – var det vandrernes tur til at få noget nyt. Det var en fin sti, og vi nød hjemturen.
Endnu et herre-måltid til aften, og tidligt til ro. Det havde været en dag med rigtigt mange indtryk og gode oplevelser.
Lørdag kørte vi igen til St. Christoph – vi havde nemlig dagen før set et skilt, som viste mod Kaltenberghütte – og dér ville vi op i dag. Vi har før været der, men ad en anden vej, som ikke lige var sagen at gå en varm dag. Så nu ville vi prøve denne vej.
Det første stykke var temmelig stejlt, men snart var vi oppe i højderne, og stien fladede lidt ud igen.
Igen – en fantastisk udsigt over mod vejen til Lech. Vejret var flot, stien god, vi havde masser af vand med, og gav os god tid til at nyde turen. Inden længe var hytten i sigte, og vi glædede os til lidt at spise og drikke.
Kaltenberghütte er en af de få hytter, som man ikke kan køre til – og det sorterer en del besøgende fra, – men hytten var nu rigtig godt besøgt. De fleste udendørs bænke var optaget af folk, som sad og nød solen og udsigten – og ein kaltes Bier, vielleicht….
Målet er nået. Tænk, at hytten er fra 1928!! – Hvad får mennesker til at give sig i kast med sådan en opgave? – I øvrigt er denne – som langt de fleste af de hytter, vi besøger, bygget og drevet af tyskere. DAV – står for “Deutsche Alpen-Verein” – og kigger man efter, står dette mærke på langt de fleste af de østrigske hytter.
Tjah – man lærer, så længe, man lever.
Efter lidt at spise og drikke skulle vi jo så finde ud af, hvilken vej vi skulle følge ned til byen igen. Vi kunne enten gå samme vej tilbage – det ville næsten være en skam – eller følge en “rundvandrer-rute”, som nok var noget længere, men til gengæld førte os ad en ny vej – og det gjorde vi.
Det fortrød vi – absolut ikke – lige med det samme. Det var dog den mest fantastiske udsigt, vi kom op til.
Der blev faktisk taget 6 panoramabilleder i forlængelse af hinanden – men da det var før vi opdagede digitalkameraet, kan billedet desværre ikke vises i sin helhed.
Vi ta’r lige et par stykker mere fra naturens planteskole. Vorherre er dog en eminent landskabs- og havearkitekt…
Det blev en lang eftermiddag. På et tidspunkt forsvandt stien for os, og det tog næsten en time, inden vi fandt den igen. Her er vi kommet så vidt, at vi har udsigt over mod Ulmer Hütte og Valluga-banen, hvor vi var i går. Imponerende, – ikk’?
Turen tilbage til St. Christoph var endeløs – lige, som vi syntes, at nu var vi der, -ja så slog stien et sving og fortsatte rundt om nye hjørner og op i nye højder – vi havnede et stykke oppe på den sti, som vi havde fulgt fra morgenen af,- og endelig fandt vi ned. Godt trætte, men efter en kold Radler i haven “hjemme” hos familien Rhomberg, ja så var vi friske igen.
Skål – og tak for en dejlig ferie! – Hjemturen forløb uden problemer – 1250 km – knapt 13 timer – så var vi klar til at komme under dynen og lade op til resten af ferien, som foregik på Havbakken.
Det er jo ikke det værste, vi har……