I februar 2012 føltes det som om der var uhyggeligt lang tid til sommer, så en dag, hvor regnen stod ned i stænger, temperaturen vekslede omkring de 3-5 grader, og blæsten hylede som en besat om huset, kom jeg til at taste www.heiligenblut.at på computeren. På må og få sendte jeg en forespørgsel om en uges ophold i juli måned, og allerede et par dage efter havde vi fået svar fra 7 forskellige hoteller. Hotel Lärchenhof, som ligger midt i byen, tiltalte os, og der blev reserveret et dobbeltværelse fra den 9. til den 16. juli 2012.
Et par dage før vi skulle af sted modtog vi pr. mail en “Gutschein” som gav os fri adgang til Grossglockner Hochalpenstrasse. Motorvejsmærkaten var fremskaffet gennem FDM, så med nogle Euro på lommen, kufferterne pakket og vandrestøvlerne rengjorte og imprægnerede, satte vi søndag morgen den 8. juli 2012 kursen mod syd.
Vejret var fint, så solbrillerne blev hurtigt fundet frem, og det gik derudaf mod grænsen i fint tempo. Da vi havde passeret Flensburg, var det tid til en kaffepause. Underligt, som termokande-kaffe og folieindpakkede ostemadder kan smage, når de indtages i fri luft med udsigt til en uges ferie. UHM! – Kl. 11.30 passerede vi Hamburg og kom igennem Elb-tunnellen uden problemer – og kl. 11.40 rundede Passat’en 100.000 km. Efter frokosten kom der et regnvejr forbi, men snart skinnede solen igen, og kilometer efter kilometer nærmede vi os vort bestemmelsessted. Kl. 18.10 nåede vi hotel Albertinum i Erlangen, hvor vi havde booket en overnatning – og vi var da også helt tilfredse med, at vi ikke skulle køre længere dén dag. Vi havde godtnok fået at vide, at receptionen sandsynligvis ikke var bemandet, når vi ankom, men vi havde lidt besvær med at finde postkassen, hvor vi kunne finde vores nøgle. Til sidst lykkedes det da, og vi blev absolut ikke skuffede, da vi kom op på værelset. Det var nærmest en hel lejlighed – masser af plads – dejligt badeværelse, og en altan, hvor vi kunne sidde og nyde aftensolen. Vi startede med et bad og gik derefter ud for at finde et sted at spise. Med GPS’ens hjælp lykkedes det faktisk rimelig hurtigt, – en hyggelig italiensk restaurant, hvor vi kunne sidde i gårdhaven og nyde aftensmaden og en kølig pilsner.
Vi nød freden, dagens sidste solstråler og et dejligt måltid, inden vi begav os tilbage på hotellet ad de små gader, omkring kirken, – og sad på vores altan og fik en kop kaffe, mens solnedgangen farvede himmelen rød. På hovedet i seng – og en tiltrængt, god nats søvn.
Mandag 9.juli 2012
Vi vågnede tidligt, spændte på at komme videre. Der var morgenmad kl. 7, og vi var der på slaget og fik en fin betjening. Snart var vi fodret af, kufferten var pakket igen, og vi var parate til at køre de sidste knapt 500 km til vort mål. Vejret så fint ud, og trafikken artede sig – en lille smule kø undervejs, men ikke noget at snakke om – i forhold til, hvad vi somme tider har oplevet.
Passat’en nød vist også turen – det er første gang, den har ytret sig om, at den vil køre 800 km på en tankfuld. Flot af sådan en ældre dame, synes vi ;o)
Ved frokosttid var vi ikke langt fra den østrigske grænse, og det var tid til pit-stop. Vi fandt en rasteplads, hvor vi kunne få lidt at spise og drikke – og i øvrigt få tiden til at gå med at kigge rundt på alle de souvenirs, der var sat op på hver en ledig kvadratcentimeter i cafeteriet – her var man ikke i tvivl om, at motorcyklister var meget velkomne – og det var vi andre absolut også…
Med maverne fulde af sandwich og vand fortsatte vi sydpå, og snart begyndte opstigningen ad Grossglocknerstrasse.
Desværre blev det mere og mere tåget og skyet, jo længere vi kom op, og ved toppen var der absolut intet at se. Det småregnede og blæste og var rigtigt ØV-vejr.
Det var åbenbart noget, man var vant til på disse breddegrader. Sneslyngerne stod parate på diverse parkeringspladser undervejs, så de hurtigt kunne sættes ind. Vi gjorde holdt ved et informationscenter, som garanteret var yderst interessant, – men vi var ikke lige klædt på til at gå omkring i tågen, så vi fandt hurtigt bilen igen og satte kursen mod Heiligenblut. Undervejs kom der en gevaldig tordenbyge, men derefter klarede det op, og vejret var faktisk helt fint, da vi nåede hotellet ved 15.30 tiden.
Og det er jo sådan, vi husker Heiligenblut – bare med endnu mere blå himmel. Dette er udsigten fra vores altan, og det er jo bare smukt. Efter et lille hvil fik vi pakket ud og slappede af resten af dagen, til det var tid til aftensmad. Og sikke dog en menu. En kæmpemæssig salatbuffet med alt, hvad hjertet kunne begære. Derudover forret og suppe – og 3 forskellige hovedretter at vælge imellem, inden man sluttede af med en lækker dessert. Det tegnede til en god uge ;o)
Efter middagen trillede vi op på værelset, hvor vi fik lavet en kop kaffe og planlagde dagen i morgen, inden vi gik til ro.
Tirsdag 10.juli 2012
Vi tog en morgenskraber og nød et veldækket morgenbord, inden vi kl. 9.30 tog med bussen mod Franz Josefs Höhe. Vi havde i hotelreceptionen fået udleveret et “Kärnten-Karte” hver, så der var rabat på bussen, og fri benyttelse af lifte og andre tilbud, ligesom vi efter at have afleveret vores Gutschein ved betalingsstedet på Hochalpenstrassen i går, fik et 10-dages kort med fri adgang til betalingsvejen. Så det var bare med at komme i gang med at benytte alle faciliteterne.
Vejret var OK – solen tittede frem mellem skyerne, og vi var optimistiske og tog de korte bukser på. Bussen var fyldt til randen, og langt de fleste tog hele turen op til Franz Josefs Höhe, hvorfra der var masser af muligheder for vandreture. Vi ville tage turen ned omkring gletcheren, og så gå tilbage til byen, – det skulle vi nok kunne få dagen til at gå med.
Vejret blev mere og mere gråt efterhånden, som vi kom op i højderne, – men det kunne dog ikke afholde os fra at beundre naturen omkring os – og det første blik, man får af gletcheren, er imponerende. Da vi var læsset af ved endestationen, ville vi lige bruge lidt tid til at se os omkring, inden vi gik ud på ruten – og det var vist godtnok, – for lige pludselig stod regnen ned i stænger, og vi skyndte os ind i bygningen.
At vi så lige her stødte på Europa’s højest beliggende automobilmuseum havde vi ikke regnet med, – men det var jo fint, når vejret ikke lige artede sig. Der var rigtigt meget at se på, – og bygningen indeholdt ud over biler og andre køretøjer også en kæmpemæssig udstilling om naturen, gletcheren, vejbyggeriet, osv.
Da vi havde set os mætte var det efterhånden blevet om ikke solskin, så i hvert fald nogenlunde tørvejr, og vi vovede os ud og klatrede ned mod gletcheren. I centret havde vi set billeder, hvor gletcheren nåede helt hen forbi vejen, men den trækker sig mere og mere tilbage og var jo efterhånden kun en skygge af sig selv. Undervejs nedad mødte vi skilte, som viste, hvor den nåede til i forskellige årstal – utroligt, at det kan gå så stærkt.
Vi fulgte stien fra gletcheren omkring gletchersøen og videre nedad, og da vi nåede dæmningen begyndte det at regne igen – og det ikke bare regnede, det hældte vand ned, så vi måtte i regntøjet, inden vi kunne fortsætte ned mod byen.
Efter et par kilometer stilnede regnen af, og vi kunne smide regntøjet igen. Det blev hængt til tørre på rygsækken, og vi fortsatte i adstadigt tempo. Det var en lang tur, og på et tidspunkt blev stien væk for os, men vi fandt den heldigvis igen.
Så kan vi næsten se “hjem” og udsigten til endnu en 5-retters menu gav friske kræfter. Kl. 17 var vi tilbage på værelset, og der blev serveret friskbrygget kaffe på altanen – i solskin. Dejligt!
Aftenmåltidet var lækkert, og vi havde endda energi til en lille tur ned i byen. Snart regnede det dog igen, og vi vendte hjem på værelset til en god kop kaffe og en snak om, hvad morgendagen mon ville bringe.
Onsdag 11.juli 2012:
Op kl. 7 – vejret så udmærket ud – sol og skyer – vejrudsigten lød på byger i løbet af dagen, men vi kunne jo være heldige… Efter et solidt morgenmåltid tog vi liften op til Schareck. Herfra var det meningen, at vi ville gå ned i en nabo-dal, hvorfra vi så enten kunne gå tilbage til Heiligenblut, eller tage bussen. Inden vi fandt stien skulle vi dog liiiige op til et lille kors, som stod et stykke fra liften, og se udsigten deroppefra.
Planer kan ændres, og da vi så udsigten herfra blev vi enige om, at det var dén vej, vi ville gå. Stien førte mod “Hochtor”, og den første del af stien var en såkaldt “Geotrail”, hvor der med jævne mellemrum var opsat info-tavler, der fortalte om de forskellige stenarter, og hvorledes landskabet var formet. En fantastisk flot tur.
Da vi var ca. en halv time fra målet trak skyerne sammen, og det begyndte at små-regne. Og da det samtidigt var temmeligt blæsende, blev det hurtigt køligt, så vi holdt en lille pause i læ af nogle store sten, hvorefter vi vendte om og begav os på tilbagevejen
Heldigvis blev det snart tørvejr igen, og resten af dagen vekslede det lidt. Og selvom verden selvfølgelig er smukkest i solskin, var udsigten stadig eminent, og vi nød turen i fulde drag.
Selvom det umiddelbart er et ugæstfrit og barskt landskab, stod de alpine planter i fuldt flor overalt med deres stærke farver og lyste op mellem stenene.
Så er vi snart tilbage, hvor vi startede. Og selvom vi ikke helt nåede Hochtor fortrød vi ikke, at vi var gået denne vej. Turen ned i dalen “kan vi altid tage” – så den gemmer vi til en anden god gang.
Men dagen er stadig ung, og tilbage ved liften bliver vi enige om at gå ned til mellemstationen – dér kan vi jo altid se, om vi vil gå resten af vejen ned, eller tage liften.
Ind imellem er det jo næsten helt sommerligt – dejligt med den blå himmel – og ikke mindst, når udsigten er så flot som her. Der var lidt “Dolomitter” over disse klipper.
Det går pænt nedad, ind imellem er det så varmt, at man kan smide jakken, og vi begynder at drømme om mad og drikke – i nærheden af mellemstationen ligger nemlig “Schareck Sennerei”, som vi var kørt forbi på vejen ned mod byen. Kunne vi finde det, og holde en pause dér, var det jo ikke så ringe….
Det lykkedes, og med denne udsigt delte vi en Speck- og en Käsebrot og et par velvoksne Radler. Det var godt!
Maverne var fyldte, og klokken nærmede sig 16. Vi kunne godt se, at der stadig var langt at gå, inden vi ville være nede i byen, så vi satsede på at finde mellemstationen for liften og se, om ikke vi kunne nå den sidste tur ned. Det var med hiv og sving, men det lykkedes. Og hvor var det dejligt at få smidt støvlerne, og lagt benene op, da vi kom op på værelset. Snart var kaffen klar, og der var dømt hygge indtil det var tid til at få et tiltrængt bad inden aftensmaden. Endnu et herligt måltid, – men efter maden var der torden og lynild, så det blev ikke til flere traveture dén dag.
Torsdag 12.juli 2012:
Op kl. 7. Udenfor var det totalt tåget, vi kunne næppe se ud over altanen. Nå, morgenmad skulle vi jo have under alle omstændigheder, og derefter var der krisemøde på værelset. Vi havde egentlig planlagt en tur til Apriach, hvor der skulle være en fin rundtur, – men… Tågen lettede lidt, og vi startede med at gå på turistkontoret og købe et nyt vandrekort, for det, vi havde, var efterhånden laser og pjalter. Det var nu li’som tågen lettede lidt, – og da vejrudsigten for fredag og lørdag var endnu værre end for dagen i dag, blev vi enige om at tage bilen op til Franz Josefs Höhe – og i hvert fald prøve, om vi kunne nå ud til den hytte, vi havde observeret, da vi havde været deroppe i tirsdags.
Da vi havde kørt her med bussen havde vi lagt mærke til Glocknerhaus, som vi gerne ville kigge lidt nærmere på, så vi holdt en lille pause her, inden vi fortsatte mod højderne. Huset blev bygget tilbage i 1875, – en imponerende bedrift i betragtning af, at der dengang ikke var nogen vej. Men hvor der er vilje, er der også en vej, hvilket vi jo får beviser på, hver gang, vi er på vandreferie. Det er de mest uvejsomme steder, man har anbragt hytterne – hvad vi nyder godt af, når vi sveddryppende kommer forbi og nærmest tager det som en selvfølge, at der kan serveres frisktillavet mad og drikke – og man kan komme på toilet og vaske sig i rindende vand.
Efter at have nydt udsigten her et stykke tid fortsatte vi op til Franz Josefs Höhe, hvor vi parkerede bilen og begav os hen mod starten af ruten ud til Oberwalderhütte.
Den første del af turen gik ad “Gamsgrubenweg” – gennem 6 tunneller ad en fin grusvej. Her kunne man med jævne mellemrum komme på en guidet tur og sikkert have fået en masse at vide om anlæggelsen af vejen og hytten, vi var på vej ud til, – men det passede ikke lige med vores tidsplan, så vi tog turen på egen hånd.
Vejen var fin, det var en spændende tur gennem tunnellerne, hvor der undervejs også var plancher, skulpturer, vandkunst og meget mere. Vejret var gråt i gråt og køligt, men skyerne holdt for det meste tæt, og på rimelig afstand, så vi også havde lidt udsigt, når vi var ude i det fri.
Der var livlig trafik på vejen, og snart fik vi det første glimt af Oberwalderhütte – den var godt nok langt væk, – og på én eller anden måde virkede det ind imellem som om den rykkede sig længere og længere væk, jo mere vi gik….
Når skyerne lettede lidt, havde vi en imponerende udsigt over til gletcheren, som sendte flere tunger ned ad bjergsiderne.
For enden af Gamsgrubenweg var der en fin rasteplads med borde og bænke, og her sluttede turen for de flestes vedkommende.
Herfra begyndte den mere krævende del af turen, og snart sprang sveden på trods af det kølige vejr.
Selv i gråvejr er naturen her imponerende, og udsynet skifter fra minut til minut. Skyerne kan komme krybende op over kanten af klipperne som damp fra en gryde, og pludselig er alting forandret.
Vi kom til nogle temmelig store strækninger, hvor vi skulle gå over sne. Det første stykke, vi skulle over var meget anstrengende, fordi man hele tiden skred tilbage, når man havde taget et skridt. Men efter en lille pause med et stykke chokolade var sukkerbalancen genoprettet, og vi fortsatte med friske kræfter.
Det sidste stykke var ren klatring, – men det lykkedes!
Og her følte man virkelig, at man var på verdens tag. Tænk, hvordan det ville have været, hvis solen havde skinnet fra en skyfri himmel. Vi er næsten nødt til at skulle herop en anden gang….
Vi gik rundt og nød udsigten, og belønnede derefter os selv med en gang gullaschsuppe og “ein grosses”
Hold da helt op, hvor det smagte!!
Og efter en velfortjent pause var det tid at gå tilbage til bilen.
Tak for mad og husly. Vi ses bestemt en anden gang.
Og selvom det ikke er mindre anstrengende at gå nedad, gik turen tilbage mod bilen alligevel noget hurtigere end turen op til hytten. Men dagen bød på flere overraskelser…
For pludselig var der stenbuk i sigte. Den lod ikke til at tage den store notits af os, så vi fik et par gode “skud”. Et smukt dyr.
Efterhånden blev det tåget – og vi havde nær overset denne fætter, som pludselig stod på stien foran os. Måske var den døv, måske troede den, at når den ikke kunne se noget, kunne vi nok heller ikke, i hvert fald virkede den ikke spor bange, men trissede hen ad vejen i adstadigt tempo, indtil den drejede fra og forsvandt i sit bo.
Så er vi snart tilbage ved tunnellerne igen, og vi ser frem til at komme til at sidde ned. Vi undgik stort set regnvejr, men vejret har ikke været til at holde mange pauser, så benene er trætte, – og hovederne er fyldte til randen med oplevelser.
Det var godt, vi tog herop denne dag, for vejret blev absolut ikke bedre de to sidste dage…
Vel hjemme på hotellet var det dejligt at få benene op, og få en tiltrængt kop kaffe. Endnu et overdådigt måltid satte punktum for en dejlig og begivenhedsrig dag.
Efter maden var der lige energi nok til en tur rundt i byen og omkring kirken. Så var maden rystet så meget ned, at der var plads til en kop kaffe, inden det var sengetid.
Fredag 13.juli 2012:
Kl. 7 havde vi udsovet. Et kig ud af vinduet fik en til at håbe, at man havde kunnet sove en time mere, for det var om muligt endnu mere gråt end det havde været den foregående dag. Så vi gav os god tid til morgenmaden, mens vi snakkede om, hvad vi skulle lave i dag. At tage i højderne fik vi ikke noget ud af, så vi blev enige om at køre til Apriach og se, om der kom så meget opklaring, at vi kunne gå den rundtur, vi havde snakket om i går.
Mens vi var undervejs blev regnen blot kraftigere, så vi fortsatte i stedet til Lienz, hvor vi tussede lidt rundt, fik en kop kaffe i det lokale supermarked, inden vi kørte tilbage mod Heiligenblut. Det stod bare ned i stænger, så tanken om at vandre rundt på må og få var ikke tiltalende.
Efter en hyggelig frokost på “Die Casa” og en times tid med en kop kaffe og en bog på værelset, var det blevet nogenlunde tørvejr, så vi tog regnjakkerne på og gik ud.
Ikke så langt fra hotellet gik en sti op gennem skoven mod Hohe Wand. Her kravlede vi op, og fra toppen havde vi en fin udsigt ned over byen – mens skyerne lige lettede en smule. Det regnede dog snart igen, men vi fortsatte mod Gipperkapelle, hvor vi kunne stå i læ og gumle et stykke regnvejrs-chokolade i os ;o)
Det er lidt sjovt, at der sådan ligger små kirker og “Gedenkstellen” rundt omkring langt fra alfarvej. Men de er altid velholdte og rene og pæne. Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis det var herhjemme ville de sandsynligvis være fyldt med grafitti og andet affald, eller ødelagte….
Det blev da til en tur på godt og vel et par timer. Og selv om det regnede ind imellem var det dejligt at komme ud og få brugt benene og få frisk luft.
Vi nåede tilbage til hotellet ved 16.30 tiden, og nåede en kop kaffe inden det var tid til endnu et herre-måltid.
En meget kort tur i byen efter aftensmaden – men snart regnede det igen, og vi fortrak til værelset og endnu en kop kaffe og et kapitel i bogen inden sengetid.
Lørdag 14.juli 2012:
Stadig skyet, men dog tørvejr, så efter morgenmaden tog vi bussen mod Franz Josefs Höhe. Vi ville stå af ved Glocknerhaus og tage stien på den anden side af dalen ned til Heiligenblut. Som sagt så gjort, og vi var helt nede ved Stausøen, inden vi fandt ud af, at det var den forkerte sti. Så vi måtte op igen og hen til Karl Volkerts Haus, hvorfra den “rigtige” sti gik.
Så er vi på rette vej og kan begynde turen ned mod Heiligenblut.
Et sidste kig tilbage mod Franz Josefs Höhe – det er nok sidste gang, vi ser den – på denne tur i hvert fald.
Og så gik det ellers nedad, over stok og sten – og vand…
Det var en flot tur, vejret var igen temmelig skyet, men det holdt dog tørvejr, og det nød vi. Det blev dog ikke til så mange pauser, som vi godt kunne have tænkt os, for der var ikke en tør plet at sidde på, før vi nåede til Briciuskapelle, hvor vi kunne sidde og holde en lille frokostpause med udsigt til vandfaldene på den anden side af dalen.
Og det er jo lidt sjovt, at det faktisk er en dansker, der har lagt navn til byen Heiligenblut. Der fortælles følgende:
Bricius var en dansk fyrste eller prins, der formodes at have levet i anden halvdel af 800-tallet og den første del af 900-tallet. Sammen med sine tre brødre var han emigreret til Konstantinopel, hvor de havde gjort tjeneste hos den bysantinske kejser Leo 6. ‘the Wise’, leder af det Østromerske Kejserdømme 886–912. Kendskabet til Briccius skyldes en række hændelser i forbindelse med hans liv og død, som har medvirket til at give den østrigske alpeby Heiligenblut (da: helligt blod) sit navn.
Ifølge legenden stammer navnet Heiligenblut fra en flaske med Kristi blod, som Briccius medbragte på sin hjemrejse fra Konstantinopel til Danmark i 914. Den lille flasken lå indkapslet og gemt i et sår i hans ene læg. Såret var helet og flasken var dermed beskyttet mod røvere.
Undervejs på hjemrejsen blev han under en vandretur i alpeområdet overrasket af en lavine og begravet under snemasserne. Fra stedet hvor han lå, voksede tre aks frem, og de var medvirkende til at man herefter fandt hans lig. Da nogle bønder efterfølgende ville begrave ham, nægtede det ene ben trodsigt at blive under jorden. Man undersøgte årsagen hertil, og fandt derefter flasken, som siden da er blevet opbevaret i sakrementshuset til Sankt Vincent Kirken, opført 1460-91.
Heiligenblut ansøgte om at helgenkåre Briccius, men anmodningen er aldrig blevet imødekommet på grund af manglende beviser. Dette har dog ikke afholdt byen fra i 1874 at opføre et kapel med et alter til for at ære Briccius på det sted, hvor han ifølge legenden blev fundet. Ved alteret findes en billedskildring af Briccius’ liv. Uden for kapellet springer en kilde, som hævdes at have helbredende kræfter.
– og det var lige uden for dette kapel, at vi spiste frokost denne dag ;o)
Vi fortsatte ned mod byen og gik og snakkede om, at det måtte være denne vej, vi var gået, da vi i sin tid gik fra Salm Hütte til Heiligenblut på en af Peters ture – og pludselig kom vi til udsigtspunktet, som vi i hvert fald kunne huske. Sidst, vi var her, var det bagende varmt, og vi havde kun tanke for at komme ned i byen og få noget koldt at drikke. Det var ikke tilfældet i dag….
Inden vi nåede hotellet var det begyndt at regne igen, så det var rart at komme op på værelset og få det våde tøj af.
Men: ingen ferietur til Østrig uden Apfelstrudel mit Sahne. Så vi trodsede vejrguderne og begav os ned i byen for at få kaffe og Strudel, – og det lykkedes faktisk i næsten-tørvejr. Uhm, det smagte!
Tilbage til hotellet og dagens 5-retters menu – det skulle jo nok kunne give energi til en tur i byen om aftenen, men vejrguderne ville det anderledes, så det blev til kaffe på værelset og endnu et kapitel i bogen inden sengetid.
Søndag 15.juli 2012:
Op kl. 7 til regnvejr. Og det regnede, og regnede, – men var det alligevel ikke li’som der var lidt opklaring op ad formiddagen? – I hvert fald tog vi liften op kl. 10.30 og havde bestemt, at nu ville vi tage turen fra endestationen og ned i Fliesstal, som vi egentlig havde planlagt den allerførste dag – regn eller ej!!!
Så intentionerne var sådan set gode nok – men vi havde ikke taget højde for vejrguderne – ikke nok, i hvert fald. For hvad der var regn i Heiligenblut, var altså sne på Schareck!
At begive sig ud i dette vejr ville være halsløs gerning. Vinden hylede som besat, og sneen piskede ned. Stien var ikke-eksisterende, – så det blev til en kop kaffe i restauranten ved endestationen, inden vi tog liften ned igen. Vi stod dog af ved mellemstationen, hvor sneen igen var gået over i regn. Herfra gik vi til Käsereck Sennerei, hvor vi jo vidste, at man serverede god mad, og fik en kop suppe og en Radler med udsigt til.
Og udsigten fejlede ikke noget – især ikke, når den kunne nydes i tørvejr med god varme til tæerne og god mad og drikke til ganen.
Med maverne fyldte blev vi enige om at gå “bagvejen” ned til byen for trods alt at få en tur ud af det.
Det var en fin tur, selvom vi undervejs fik støvlerne godt mudret til. Så er det fint med at skulle igennem et vandløb, så vi kan få de værste kokasser og andet snavs af. Vejret vekslede mellem regn og tørvejr, ind imellem endda et glimt af en blå himmel.
En af naturens skulpturer…
Endelig tørvejr, og vi kunne smide regnjakke og -bukser og nyde resten af turen ned til byen. Tilbage på værelset smed vi det sidste af det våde tøj og støvler ud på altanen, så det forhåbentlig kunne tørre lidt.
En tur i byen – kaffe og apfelstrudel – vi har jo ferie!
Og for at få apfelstrudel’en til at falde ned og gøre plads til dagens 5-retters menu, endnu en rundtur i byen og nyde de smukke omgivelser. – hvor vi forresten kom forbi “Die Mühle”, hvor vi havde siddet og fået en øl på “Peters tur”
Da vi kom tilbage til hotellet, var solen brudt frem, og vi nød at sidde på altanen og lade os gennembage, inden det var tid til aftensmaden. Efter middagen fik vi pakket det meste, så det var nemt at gå til næste morgen. En tur i byen en sidste gang inden sengetid.
Mandag 16.juli 2012:
Op kl. 6.45. Vejret var fint, og vi var parate til hjemturen. Efter et godt morgenmåltid fik vi brygget en kande kaffe, pakket de sidste småting, og fik afregnet med værtinden. En tur i supermarkedet og få et par sandwich i køletasken, og så var vi klar til at køre.
Vi studsede lidt, da vi nåede betalingsanlægget, hvor en lysavis skrev: Schneeketten erforderlich!! Vi kunne godt se, at skyerne havde samlet sig igen, men snekæder? – Nej, de måtte da lave sjov med os. Men damen i “buret” spurgte os, om vi skulle over passet, og da vi svarede bekræftende sagde hun, at det kunne vi nok også godt, – men vi skulle køre meget forsigtigt, for det sneede, og temperaturen var under frysepunktet!
Der gik da heller ikke længe, inden vi fik syn for sagen. Himmel og jord stod i ét, og temperaturen faldt hurtigt. Sneplovene havde været i gang, så vejen var ryddet, men det var da alligevel en meget speciel oplevelse.
Vi tog den pænt med ro på vejen over passene, og det gik da også uden uheld.
Så er vi ved at være nede under snegrænsen. Kl. 10 var vi i Bruch. Kl. 11.45 røg vi i kø ca. 20 km før München, og klokken var 13.30 før vi var forbi hvad det nu var, der forårsagede køen – vi fandt ikke ud af det, men det forsinkede vores tur en del.
Af sted nordpå gik det – sidst på dagen begyndte det at regne, og regnen fulgte os resten af vejen hjem. Landede på Havbakken kl. 2.30 – da var vi godt brugte!
Men vi har haft en fin ferie med mange gode oplevelser – og tænk, hvad det kunne være blevet til, hvis vejret havde været med os. Det må vi undersøge en anden gang.