Endelig blev det dagen, hvor vi skulle afsted mod Kals i Østrig. Fredag den 6. september 2003 – der var opsamling i Holstebro ved 16-tiden, og derefter gik det ellers sydpå i roligt tempo. Vi havde det sædvanlige ophold hos Duborg, hvor der blev provianteret og vi fik lidt at spise.
Efter en rolig nat begyndte folk så småt at røre på sig ved 6-tiden om morgenen. Denne gang havde vi heldigvis fået plads på den øverste “hylde”, og vi havde udsigt til den skønneste solopgang. – dog bliver billedet lidt sløret, når det skal tages liggende, og med 90 km. i timen…
Langt om længe gjorde vi holdt – folk strømmede ud, fik lidt vand i hovedet og tænderne børstet, og snart havde vore to chauffører stillet et større morgenbord an.
Vejret var fint, og bare det, at man kunne få benene strakt var dejligt, – og en gang kaffe og en lille én til var skam heller ikke af vejen….
Ved middagstid kørte vi gennem Felbertauern-tunnellen – og kort tid efter er der tisse- og strække-ben pause….
Vel fremme i Kals blev vi hurtigt indkvarteret på vore værelser på Hotel Krone, og snart var det tid til parole på svalegangen.- og vi skulle da også lige have vandrestøvlerne på og ud og kigge på omegnen. I første omgang gjalt det om at finde købmanden – han havde lukket – vi tog så en lille appetitvækkertur med panoramavejen over byen.
en enkelt pause undervejs blev det også til…..
Hjemme igen på hotellet var der lige et par briller, der skulle repareres – og med sengelampen og Hans’s schweizerkniv lykkedes det skam også. Efter en god gang aftensmad fik vi aftenkaffe hos Ellen og Hans, og snakken gik livligt om de kommende dages forhåbentlig gode oplevelser.
Søndag den 7.september:
Efter morgenmaden entrede vi bussen og blev kørt til Moa-Alm, hvorfra vi gik mod nord.
En flot tur – det mindede lidt om Rosengartenschluchten i Imst, hvor vi havde været på hjemturen sidste år. Vel ude af kløften havde vi pludselig udsigt mod GrossGlockner, – og det er jo altså imponerende! Ved Kalser Tauernhaus holdt vi et velfortjent hvil, og fik lidt væske indenbords
Efter således at være blevet styrket, gik vi videre mod Dorfer See. Et flot syn! Ved søens bred pakkede vi madpakkerne ud og sad og nød det, inden vi en times tid efter igen vendte næsen nedad. På vejen ned var vi nogle stykker, som var inde omkring Bergeralm, hvor vi fik en dejlig kop gullaschsuppe. Det var ved at skye lidt til, og det var ikke så varmt, som det havde været. Vi var hjemme på hotellet ca. 16.15. MEN – det var der andre, der ikke var – en flok af “knægtene” var fortsat længere ud efter at de var færdige med at spise frokost – og de var stadig ikke kommet hjem, da vi andre satte os til bordet til aftensmaden. Vi var virkelig bekymrede, for det var efterhånden blevet mørkt, og vejret var faktisk ikke så godt. De skulle gå ad stier, de ikke kendte – og alle forestillede sig alt muligt. Heldigvis dukkede de op – alle i god behold. Tiden var løbet fra dem – de havde ikke lige fået givet besked om, hvad de gjorde – og ingen havde lige en mobil-telefon. De fik læst og påskrevet, – og gør det garanteret (?) aldrig igen!! Da den gode stemning var genoprettet, nød vi aftensmaden, og aftenkaffe hos Anne Marie og Ove.
Mandag den 8. september
Afgang med bussen kl. 9 med kurs mod Lucknerhaus – en rigtig flot tur. Vejret var fint, og vi glædede os alle til en spændende dag. Efter at være blevet læsset af bussen gik vi mod Lucknerhütte i 2241 m.
Selvom vi ikke havde gået så langt endda, var vi tørstige, og det var jo en kærkommen lejlighed til lige at få noget væske. Værten havde stået og set, at vi var undervejs, så han havde alt parat – masser af øl, kaffe og radler.
Da væskebalancen var genoprettet fortsatte vi mod Stüdlhütte i 2802 m. Det var en stejl vandring, og efterhånden, som vi bevægede os opad, blev vejret dårligere. Da vi endelig nåede toppen var der ikke meget udsigt tilbage.
Ikke desto mindre var det godt at komme inden døre og få lidt at spise og drikke. Vi var flere, som prøvede at bestille noget fra menukortet, som vi egentlig ikke vidste hvad var, men vi blev glædeligt overrasket. Erik og jeg fik en stegepande hver med noget skinke og oste-halløjsa, og noget salat. Der var rigeligt, så der kunne blive smagsprøver til nogle af de andre også.
Men – vi kunne jo ikke blive siddende her hele dagen, så efter en god pause måtte vi igen begive os nedad. Ind imellem lettede skyerne lidt, så vi kunne få et indtryk af den fantastiske natur, vi var omgivet af, men eftermiddagen stod desværre mest på regn. Der var en lang vej ned, og vi var trætte, da vi endelig kom til hotellet. En gang eftermiddagskaffe på altanen skulle vi dog have – og bukserne skulle vaskes, for de var blevet temmelig “plørede”. En god gang aftensmad, aftenkaffe hos os, og derefter tidligt i seng. Efter lidt hovedregning kunne vi konstatere, at vi havde gået ca. 30 km i dag – ca. 1500 højdemeter.
Tirsdag den 9. september
Æv, æv – regn igen. I dag var der planlagt en tur til Umbalfalle, men den blev aflyst – det ville være en skam at gå den i dette vejr. I stedet entrede vi bussen og kørte til Lienz, hvor vi tog en by-tur. Da vi steg ud, var det blevet tørvejr, omend det var fugtigt og diset.
Vi havde en hyggelig tur rundt i byen og endte på et traktørsted højt oppe over byen, hvor vi sad og nød en øl og udsigten.
Og selvom det var en “slapper-dag” fik vi da også rørt travestøvlerne. Ned til byen igen gennem skoven – en hyggelig tur. Vi var blevet sultne og ville have lidt at spise,inden vi igen skulle med bussen hjemad mod Kals. Og kender I det? – normalt ligger der sandwich-barer og pølsevogne på ethvert gadehjørne – men når man står og SKAL have noget at spise – ja, så er der ingen i miles omkreds! Til sidst fandt vi en slags pølsevogn, og det lykkedes lige at få en hot dog stukket i hånden på de mest trængende, inden vi løb tilbage til bussen, hvor Peter stod og ventede.
Ca. midtvejs tilbage mod Kals holdt bussen ind, og de, der havde lyst, kunne følge en sti tilbage til byen. – De fleste havde lyst – vi havde slet ikke fået brugt al vores energi den dag.
Og det blev en rigtig hyggelig tur – en enkelt pause undervejs blev der også tid til. Inden vi nåede hotellet var vi også lige hos købmanden og proviantere, så der var kager til eftermiddagskaffen på altanen, da vi kom hjem.
Efter aftensmaden gik vi på Kafé Klause for at drikke en Jägertee – hyggeligt, men hvor der dog lugtede af friture!! – Næ, så hellere en kop kaffe på værelset – og som sagt, så gjort. Anne Lise og Peter lagde lokale til, og vi hyggede os en times tid inden sengetid.
Onsdag den 10. september
Vejret var stadig lidt gråt, men der var dog huller i skyerne, – og det var koldt. Peter annoncerede, at vi i dag ville køre den tur til Umbalfalle, som vi droppede i går, og som sagt så gjort. Vi var fremme klokken godt 10 og begav os straks afsted.
Det var en utrolig smuk tur, og vi nød den i fulde drag. Hver gang, vi rundede et nyt hjørne, var der en ny, flot udsigt. Vejret var udmærket, og vi kunne i hvert fald sagtens holde varmen, mens vi gik. På et tidspunkt kom vi ud på en lang, lige strækning, og dér blæste det en halv pelikan. Så blev jakken fundet frem.
Endelig – langt om længe – var Clarahütte i sigte, og vi glædede os til et hvil og lidt at spise. Vinden var kold, men vi kunne sidde i læ ved hytten, og med solen i ansigtet, lidt kiks og ost og vand at drikke – ja, så er livet jo ikke det værste, man har….
Nå, vi kunne jo ikke sidde her og blomstre hele dagen, så efter en god pause satte vi igen kursen nedad – og pludselig ser man en masse, som man ikke havde lagt mærke til på vejen ud.
Juhuu – det er os! – med vinden i håret, og sol i øjnene.
Det var en dejlig tur
Så går det nedad igen, men der var faktisk også stadig en del på vej ud mod hytten.
Her vores kække naboer – havde det ikke været for dem, havde vi sandsynligvis aldrig fundet hverken Niederthai eller Kals. Tak for det, Ellen & Hans!
Turen nedad var lige så rig på oplevelser. Vandet havde gennem tusinder af år slidt store runde huller i klipperne. Det er gevaldige kræfter, der er på spil.
Dette hus vælter vist ikke i stille vejr… Vi var tilbage ved bussen i god tid, og der var også tid til en kop kaffe eller anden forfriskning, inden vi steg ind og lod os transportere hjem til hotellet. Her kunne vi lige nå en times solbadning på altanen, inden solen forsvandt bag bjerget.
Torsdag den 11. september
Tidligt op – flot vejr, solskin og kun enkelte skyer. Vi spiste morgenmad allerede 7.30 og kørte med bussen kl. 8.30 til Lucknerhaus, hvorfra vi satte kursen mod Glorer Hütte – 750 højdemeter.
Undervejs havde vi den flotteste udsigt. Når engang vi får et program, der kan flette billederne sammen, skulle disse to billeder kunne vises i fortsættelse af hinanden – og så kan man virkelig få en fornemmelse af virkningen!
Så har vi nået Glorer Hütte, og det skal gøre godt med lidt væske. Vi hyggede os i en times tid, inden de første så småt begyndte at gøre anstalter til at gå videre mod Salmhütte. Peter, som sad ved vinduet, advarede os og sagde, at der var snestorm på vej – vi var sikre på, at han lavede sjov med os, så: på med vanten, de lange ben blev lynet i, og vi gik afsted.
Men Peter vidste nok mere, hvad han talte om, end vi andre. Inden vi havde gået i 5 minutter, væltede det bare ned med sne – og det blæste, så man knapt kunne høre, hvad man selv tænkte. Til slut blev vi enige om at vende om – dette var dog for risikabelt. – Men: vi kunne ikke råbe Pouli og Vagn op – de var langt forude, og til sidst måtte vi vende om uden dem. Vi havde faktisk gået længere, end vi egentlig havde regnet med, og det tog vel det meste af 3 kvarter at komme tilbage til Glorer Hütte, hvor de andre stadig opholdt sig. Vi snakkede lidt frem og tilbage om, hvad vi skulle gøre – men allerførst skulle vi have noget at spise. Efterhånden begyndte folk at bryde op og begive sig nedad mod bussen igen, og vi var en flok, som bestemte os for at blive og vente på, om ikke Pouli og Vagn vendte tilbage igen. Vi var lidt bekymrede….
Endelig fik vi den geniale ide at ringe til Salmhütte og spørge, om de monstro havde set et par snedækkede danskere. – Og de havde de! – De to herrer var gået nedad igen for et kvarters tid siden. Stor lettelse! Og da der var gået endnu 3 kvarter, begav de resterende herrer sig afsted for at gå de to i møde. Inden længe var alle tilbage i varmen igen, – og det var holdt op med at sne. Da vi igen gik udenfor, åbenbarede en helt ny verden sig – det var helt fantastisk. Vinden havde lagt sig – det var godtnok stadig koldt, men solen var på vej igen, og udsigten var fantastisk!
Vi kunne slet ikke se os mætte, og vi var helt overstadige. Det er jo nok det, der sker, når man har været i en kritisk situation, som ender godt. I hvert fald morede vi os og havde nogle rigtigt gode timer.
Her har vi så hele “polarekspeditionen” foreviget.
Det var stadig koldt på toppen, men efterhånden, som vi bevægede os nedad igen, blev det varmere og varmere, og inden vi var nede, havde vi igen smidt jakkerne.
Der blev ikke sparet på pauserne på vejen ned – dagens begivenheder skulle vendes igen og igen, og vi skulle jo også have tid til at nyde den flotte udsigt!
Ved 16-tiden var vi tilbage ved bussen. De andre var gået videre ned mod hotellet, så vi tog bussen. Vel hjemme igen var det tid til en kop kaffe på altanen inden aftensmaden. Det havde været en begivenhedsrig dag, og alle sov vist godt den nat.
Fredag den 12. september
Æv – regnvejr og koldt! – Der var faktisk faldet meget sne i bjergene i løbet af natten, kunne vi se. Det var meningen, at vi skulle have været med stoleliften op til Blauspitze – men det kunne vi nu godt glemme – man ville intet kunne se deroppe. Vi blev enige om at vente og se tiden an – det kunne jo være, at vejret blev bedre op ad dagen. Ind imellem klarede det da også lidt op, – men opklaringerne forsvandt lige så hurtigt, som de kom. Sidst på formiddagen gik vi en tur ned i byen, hvor vi fik vores frokost.
Efter frokosten gik vi omkring kirken og en tur med panoramavejen over byen.
Vejret blev aldrig helt godt dén dag, men vi hyggede os og havde vel også brug for at slappe lidt af. Kaffe på altanen fik vi også, og en ekstra vandretur blev det også til for nogen af os. Inden aftensmaden fik vi pakket det meste, så vi kunne være klar til “hurtig udrykning” dagen efter.
Vi havde en rigtig hyggelig fest om aftenen med musik og dans.
Lørdag den 13. september
I dag var der til gengæld solskin – og skyer – og regn – og blæst. Flot var det, – masser af sne i bjergene – vi kunne se, at snegrænsen var endnu længere nede, end den havde været dagen i forvejen – men nu var det jo desværre slut for vort vedkommende. Efter morgenmaden og pænt farvel til hotelværterne blev bussen læsset, og der var afgang kl. 9.30
Den første del af hjemturen var flot, men da vi var kommet igennem Felbertauerntunnelen, regnede det – og det blev det ved med i laaangg tid….Det var faktisk ikke engang vejr til at holde en pause dér, hvor Peter havde planlagt det – så vi kørte i stedet til et udsigtspunkt, hvor vi lige var ude og strække benene – og få et glimt af det, der ville være en fantastisk udsigt, hvis det havde været klart vejr. Ved spisetid var vi inde på et hotel og få en god wienerschnitzel – og så gik det ellers nordpå.
Hjemturen forløb roligt og planmæssigt. Det er jo altid vemodigt at skulle sige farvel til gode rejsefæller, – men heldigvis ser vi de fleste igen til næste år, hvor turen igen går til Kals, og vi har allerede hovederne fyldte af ideer til, hvad vi gerne vil se, når vi kommer derned igen.
Tak til Anne Lise og Peter for en dejlig og veltilrettelagt tur. Vi glæder os meget til at skulle afsted igen i 2004!