I år ville vi prøve noget nyt. Turen til Cinque Terre i Italien lød besnærende, og efter at have snakket frem og tilbage blev vi enige om, at det var det, vi ville. Vi skulle selv finde ud af at komme frem til første destination, så der blev booket fly fra Billund til Pisa, og derfra måtte vi se at finde ud af det.
Søndag 04.05.14:
Vi skulle flyve kl. 14:15, Birgitta og Leo havde været så søde at tilbyde at køre os til Billund, og de fulgte med ind, så vi lige kunne sidde og få en kop kaffe, inden vi skulle tjekke ind. Med behørige formaninger om at passe på os selv, blev vi sendt af sted på eventyr.
Vi nåede lige at sluge en sandwich inden afgang, og snart var vi ombord med kurs sydpå mod Italien. Da vi passerede alperne, havde vi en fantastisk udsigt:
Vi landede i Pisa kl. 16:25, fik bagagen udleveret og begyndte at se os om efter bussen, som kunne køre os til banegården. Billetdamen var rigtig sød og spurgte, hvor vi skulle hen. Hun kunne lave os en billet, der gjaldt hele vejen til Levanto, og det var jo rigtig fint.
Vi nåede banegården og fandt den rigtige perron i god tid, og snart var vi undervejs mod Levanto. Det var gået meget nemmere, end vi havde forestillet os. Det var et Intercity tog, vi var med, men ikke desto mindre stoppede det ved alle stationer, men vi nåede dog Levanto kl. godt 19.
Og så skulle vi jo bare lige finde hotellet, som skulle ligge 10 minutters gang fra stationen, så vi drog af sted med kufferterne ned gennem byen. Det var bare ikke helt så nemt, som det skulle have været, for lige netop det hotel, som vi skulle bo på, var ikke angivet på det bykort, vi havde fået udleveret. Vi måtte ind i en forretning og spørge, og det hjalp. Vi fandt adressen, men der var ikke noget skilt med “Hotel Europa” – så vi var lige ved at give op. Men til sidst gik vi indenfor, – der var stadig ikke noget, der viste, at der skulle være et hotel, men da vi kom op på første sal, var der da endelig et skilt, hvor der stod reception. Vi gik ind – og YES!, dér var vores hotel. Det virkede lidt mystisk, men vi glemte snart alle genvordighederne, da vi først fik smidt bagagen fra os, fik et bad og dernæst gik ud for at få noget at spise. Vi var godtnok sultne!! En god pizza og en kold øl i en hyggelig gårdhaverestaurant gjorde underværker.
Nu kunne vi slappe af. Vejret var skønt, maverne fulde og de kommende dage skulle byde på masser af fantastiske oplevelser. Efter en kop kaffe på værelset gik vi til ro ved 23-tiden.
Mandag 05.05.14:
Vi stod op kl. 6:30 efter en god nats søvn. Solen skinnede og fuglene kvidrede, og det tegnede til en perfekt dag. Morgenmaden var fin, og da vi havde fået børstet tænder, var vi klar til at begive os ud på dagens vandring, som skulle føre os op til Punta Mesco, og herfra ned til Monterosso.
Solen skinner fra en skyfri himmel, vi har provianteret, så rygsækken er fuld af sandwich, vand og frugt, og så er det jo bare med at komme i gang. Efter at have gået det første stykke gennem byen begynder det at gå opad mod Punta Mesco.
Og man kan jo nærmest ikke se sig mæt på den smukke udsigt.
Ved godt 11-tiden havde vi nået toppen, og det var tid at få pakket en sandwich ud og få væskebalancen genoprettet. Som det kan ses på billedet, var det en ret trafikeret rute, men der var masser af steder, hvor man kunne sidde og nyde udsigten og spise sin frokost imens.
Fra toppen fulgte vi en ret stejl sti ned mod Monterosso, mens vi stadig nød de smukke omgivelser.
Det var varmt, varmt, varmt, og der skulle da også en is og et par flasker vand til, da vi nåede ned i byen. Så var vi til gengæld friske igen, og begav os igen opad. Vi kunne godt have taget toget tilbage til Levanto, men vi var jo kommet for at vandre, så det gjorde vi!
Fra toppen fulgte vi en anden rute tilbage mod Levanto, via Foccone – den var ikke så spektakulær som den, vi havde gået med om formiddagen, men vi nåede da tilbage….
Og da var det tiltrængt med en kold øl og at hvile de trætte ben. Heldigvis lå der en lille bar/cafe lige ved siden af hotellet, så vi kunne nemt finde op på værelset og ind under bruseren, da vi havde hvilet os lidt.
Da vi havde sundet os lidt og var blevet vasket var det tid til at finde et sted at spise. Vi ville gerne sidde ude, men stort set alle ude-serveringer lå i skygge, og det var da lidt ærgerligt. Endelig fandt vi La Loggia, hvor vi fik os en bøf. Efter middagen gik vi en tur langs vandet.
Første vandredag lakker mod enden. Vi er trætte, maverne er fyldte, og vi trænger til bare at sidde og slappe af, inden det er sengetid.
Tirsdag 06.05.14:
Vi slog øjnene op kl. 7, og der var udsigt til endnu en fin dag. Solen skinnede, og i dag skulle vi nordvest på over Bonnassola og Framura til Deiva Marina. Vi fik et solidt morgenmåltid, fik pakket rygsækkene og begav os ud i byen. Der skulle noget væske ombord, inden vi ville begive os ud på ruten, men sandwichene sprang vi over, da der skulle være masser af muligheder for at få noget at spise undervejs.
Første del af turen førte os igennem nogle nedlagte jernbanetunneller, som man havde bevaret for gående og cyklende trafik. Det var faktisk en helt sjov fornemmelse at gå dér. Ind imellem var der kig til vandet, og selv om der var køligt i tunnelen var vi klar over, at vi nok skulle komme til at svede senere på dagen.
Fra Bonassola gik turen videre mod Framura. Det var stadig først på dagen, og benene var gode. Og udsigten undervejs…. ja, man kunne ikke se sig mæt!
Vi nød turen, sveden sprang, og vandflaskerne blev lettere og lettere.
Det var sidst på formiddagen, varmen var ved at stige os til hovedet, og vi skulle have fundet noget at spise. Om vi var kommet den forkerte vej ind i byen ved jeg ikke, men i hvert fald var der ikke lige hverken cafeer eller restauranter der, hvor vi gik. Til sidst fandt vi noget, der lignede en bager og gik derind for at høre, om de kunne lave os et par sandwich. Det ord kendte damen ikke. Faktisk forstod hun ikke et kuk af, hvad vi ville, men vi fik da peget på noget brød, skinke og ost, som hun fik pakket ind, og så skulle vi bare ud og finde et sted at sidde og nyde frokosten.
Vi slog os ned på den nærmeste betonmur, hvor vi kunne sidde og nyde udsigten mens vi spiste. Alene det at komme til at sidde, gjorde underværker! Og når man virkelig trænger, ja så er brød, skinke, ost og vand virkelig et herremåltid!
Ved 13-tiden var vi ved at være nogenlunde klar i hovederne igen, og vi fortsatte vandringen mod Deiva Marina. Eller vi forsøgte – vi havde meget svært ved at finde den rigtige vej efter beskrivelsen. Men en venlig mand, som kunne lidt engelsk, kunne fortælle os, hvor vi skulle gå.
Undervejs måtte der en mindre operation til, da varmen og de stejle stier havde resulteret i en kæmpevabel…
Ikke desto mindre var byen i sigte, det gav nye kræfter, hvilket var tiltrængt, da stien ned mod byen var meget stejl og men en masse løse sten. Men det gik uden uheld, og snart var vi på fladt land igen. Vi styrede direkte mod det første sted, hvor vi kunne få en is og en kop kaffe, ÅH, det var tiltrængt. En times afslapning kan gøre underværker, og snart var vi klar til at finde stationen og toget, der skulle føre os tilbage.
Det var en ubemandet station, men heldigvis var det nogenlunde nemt at finde ud af at købe en billet i automaten. Vi tog toget tilbage til Bonassola, og gik derfra gennem de gamle tunneler tilbage til Levanto. Kl. 17 var vi på værelset og kunne smide vandrestøvlerne. Det var godt at få tæerne ud i det fri igen. Efter et tiltrængt bad fandt vi restauranten, hvor vi havde spist den første aften, og fik os en tunbøf med salat, og frugtkage til dessert. Skønt – men for meget!! En tur langs vandet inden det var tid til en kop kaffe på værelset og et kapitel i bogen inden sengetid.
Onsdag 07.05.14:
Op kl. 6:30. I dag var det flyttedag, så efter morgenmaden og tandbørsten fik vi pakket det sidste i kufferterne, sagt farvel til receptionisten og begav os af sted mod stationen. Herfra skulle vi med toget til Riomaggiore, hvor vi skulle være de sidste 4 nætter. Vi tog med toget kl. 09:19 – og det var en heksekedel! Men vi kom dog af det rette sted.
Vi måtte allerførst have afleveret vore kufferter, så vi kunne nøjes med rygsækkene på dagens vandring. For at komme fra stationen ind til centrum af byen, skulle vi igennem en laaaang tunnel. Vejen, som vi kom ind på, da vi gik ud af tunnelen havde det rigtige navn, og nogle få hundrede meter længere henne så vi navnet Zorza, som hotellet også skulle hedde. Så vi gik derind og forsøgte at få fat i én, der kunne hjælpe os med et værelse, så vi kunne få bagagen anbragt. Alle havde susende travlt, og det endte med, at vi bare kunne få lov til at sætte bagagen, så skulle de nok finde ud af det – og så skulle vi henvende os, når vi kom tilbage om eftermiddagen. Vi var ikke helt stolte af bare at lade kufferterne stå midt inde i en tætpakket café, men vi kunne næsten ikke gøre andet.
Så vi vinkede på gensyn (farvel?) til kufferterne og begav os tilbage mod stationen, hvor dagens vandring skulle begynde. Den mest spektakulære vandring på denne tur: “Sentiero dell’ Amore” – kærlighedsstien, som er en del af den kyststi, som forbinder de 5 byer i Cinque Terre. Der var bare lige det ved det, at stien var lukket!!!
På grund af vinterstorme havde stien taget så meget skade, at det ikke var forsvarligt at lukke folk ud på den. Restaureringen var i fuld gang, men desværre ikke færdig, så det må blive en anden gang. Ærgerligt – vi havde glædet os til turen.
Nå, vi ville jo få tid nok til at kigge nærmere på Riomaggiore i de kommende dage, så vi tog toget tilbage til Manarola, som vi var kommet igennem på morgenens rejse. Herfra fortsatte dagens vandring nemlig – bortset fra, at dén sti også var lukket. Øv, Øv, Øv! – men her var der dog en alternativ rute, vi kunne tage, så det gjorde vi.
Og så kan det nok være, at vi fik trænet trappemusklerne. Turen gik stort set ad trapper fra Manarola og helt til Volastra. En flot tur med masser at se på undervejs. Et sted var det meste af nye testamente genfortalt med træfigurer på en skråning, som vi gik op igennem. Særpræget!
Trapper, trapper, trapper…
Men også de skønneste udsigter
Fra Volastra gik turen videre mod Corniglia
I Corniglia gav vi os tid til at spise en is, inden turen igen fortsatte mod Vernazza, som var endestationen for dagens vandring.
Efter de mange trappetrin var en kold øl på sin plads, og vi nød den, solen, omgivelserne og freden, inden vi tog toget tilbage til Riomaggiore. Vi havde ikke skænket kufferterne en tanke i løbet af dagen, men nu var vi da egentlig spændte på, om de stadig var der. Det var de – men det var faktisk det forkerte sted, vi havde afleveret dem. Vi forstod ikke helt forklaringen, men i hvert fald blev vi henvist til et hotel, som lå liiiige lidt oppe ad gaden (som var utrolig stejl, tilbageløbsbremser på kufferten havde været på sin plads) Vi fandt det langt om længe og blev indlogeret. Det var småt, men OK – det var jo ikke her, vi skulle tilbringe tiden. Efter en kop kaffe og et tiltrængt bad var vi klar til at gå i byen og finde noget aftensmad.
Efter maden var der ligefrem overskud til en tur rundt i byen og ned omkring havnen. Meget malerisk, da solen gik ned og lysene blev tændt. Vi var da heller ikke de eneste, der var ude at nyde udsigten… En kop kaffe på værelset inden sengetid, så skulle der lades op til næste dags strabadser!
Torsdag 08.05.14:
Vi må have været udmattede, for vi sov helt til kl. 7:30 – noget, der sker meget sjældent. Så vi syntes nok, at vi var bagud allerede fra morgenen af – men på den anden side: vi har ferie, tiden er vor egen, og hvad skal vi egentlig nå? Så vi tog den med ro og gik ned og fik morgenmad i et lillebitte lokale nede i kælderen et par huse henne. Godt mætte og med nybørstede tænder var vi klar til afgang kl. 9.
Vi tog toget til Vernazza, hvorfra vi skulle gå til Monterosso. Startede med en rundtur på havnen, og kiggede derefter efter stien mod Monterosso. Op ad trappen….
Og vi ta’r lige endnu en trappe…
Ved godt middagstid nåede vi Monterosso, hvor vi satte os og spiste vore sandwich med udsigt over havnen. Herefter af sted igen for at finde dagens anden rute. Vi fandt den også, men fødderne blev lidt tunge, da vi så, at denne tur ville tage 4½ time. Så i stedet besluttede vi os for at gå samme vej tilbage mod Vernazza.
Og så ser man jo pludselig det hele fra en helt anden vinkel. Det er slet ikke så ringe endda. Fra Vernazza tog vi toget til Manarola, og herfra kendte vi jo vejen til Riomaggiore…
Et sidste sejt træk over vinmarkerne med udsigt til en kølig øl – det kan altid hjælpe lidt på strabadserne…
Og så fik vi også lige kigget på noget af vinbondens grej
Øl i sigte – men barerne var lukkede!!! Heldigvis havde købmanden åbent, så vi købte et par kølige pilsnere og satte os ned på havnen og nød dem, inden det var tid at gå til hotellet og få et bad inden aftensmaden. En god pizza med endnu en øl til (væskebalancen skulle genoprettes, der var svedt meget), så var vi klar til kaffe på værelset inden det var godnat-tid.
Fredag 09.05.14:
Op kl. 7:00. Det tegnede til endnu en fin dag med sol og gode vandreoplevelser. Efter morgenmaden fik vi købt lidt ind og begav os derefter på vej mod Portovenere – dagsetape ca. 13 km.
Det gik pænt meget opad i starten, – og pludselig kom der havgus, så det også blev lidt køligt.
Ved middagstid holdt vi en kort pause og spiste vore medbragte sandwich med udsigt til ingenting, men kort tid efter at vi havde nået Campiglia brød solen frem igen, og alle genvordigheder var glemt
Og snart har vi Portovenere i sigte, – sikke en udsigt!
En række trappetrin fører fra højdedraget ned mod byen og omkring det gamle fæstningsværk.
En smuk gammel by, imponerende bygninger og fantastiske udsigter. Vi måtte bruge lidt tid på at gå rundt og kigge, spise en is (som smeltede alt for hurtigt) og bare suge indtryk. Det var varmt, varmt, varmt, og vi kunne hurtigt blive enige om, at vi ikke orkede at gå hele vejen tilbage til Riomaggiore. Så vi gjorde, som vores vandrebeskrivelse også anbefalede: gik ned på havnen og tog med en båd, som sejlede til Riomaggiore.
Turen blev faktisk ikke mindre spændende af at se den fra søsiden…
Ved 16-tiden var vi tilbage i Riomaggiore, investerede i to kolde, og satte os ned på havnen og betragtede menneskemylderet, mens vi nød den kølige væske.
Vi skal også lige have lidt med for elektrikeren, som uundgåeligt måtte forarges over standarden af installationerne. Men hvorfor gøre mere ud af det, hvis bare det virker?…
Tunbøf og en flaske af den lokale hvidvin til aftensmaden. En mere perfekt afslutning på dagen skulle man lede længe efter.
Nå ja, vi ta’r lige aftenstemningen ved havnen én gang til- det var svært at få nok… Kaffe på værelset og på hovedet i seng – i morgen er sidste vandredag!
Lørdag 10.05.14:
Op kl. godt 7, – men hvad er det? Overskyet!!! Det har vi da ikke bestilt. Det varer da hellere ikke længere end til efter morgenmaden, så er det klaret op, og vi begiver os af sted. Denne dag er en tilkøbs-dag, og vi har selv fundet en rute, som vi vil følge.
Fra Riomaggiore går vi først til Manarola, hvorfra vi vil tage en sti op mod Volastra og Groppo, hvorfra vi ville fortsætte til det højeste punkt, Mt.Galera i 727 meters højde.
Amatører!! – da vi sveddryppende kommer til Groppo går det op for os, at vi har fulgt en forkert sti!! Tilbage igen, til vi fandt den rigtige, og så gik det ellers opad, opad, en flot, men også lidt sej rute.
Endelig, da benene var ved at syre totalt til, og tarmene skreg efter mad, nåede vi toppen. Sandwich og drikkevarer blev fundet frem, men pausen blev ikke så lang, som vi kunne have ønsket, for det blev pludseligt koldt, og vi måtte videre – dog med friske kræfter efter mad og drikke.
Nu gik det heldigvis nedad, og snart bagte solen igen, så vi nød turen, som bød på nye udsigter og nye vinmarker.
På vejen ned mødte vi i øvrigt de eneste mennesker, som vi så på hele turen – to par, der var på vej opad.
Ved 14-tiden var vi tilbage i Riomaggiore og skyndte os at købe en is, så vi kunne få kroppen kølet lidt ned. Resten af eftermiddagen gik med småture i byen, at sidde på en bænk med en flaske vand og betragte menneskehavet og forsøge at vænne os til tanken om, at i morgen går turen hjemad igen.
Aftensmaden bød på vulkan-pizza og endnu en flaske af den lokale hvidvin – dejligt! Og så en tur ned på havnen og nyde solnedgangen
Søndag 11.05.14:
Op kl. 6:45, det havde regnet om natten og var overskyet – så det passede med, at vi nu skulle hjem. Fik pakket færdigt, undtagen tandbørsterne, et solidt morgenmåltid blev indtaget, og vi fik børstet tænder og tjekket ud.
Nogen har et skilt hængende med “Ledige værelser” og “Alt optaget” på bagsiden. “Vores” hotel havde en vagthund – hvis der var ledige værelser var armene bredt ud til et “Velkommen” – hvis der var optaget, var armene krydset. Der gik lige et stykke tid, inden vi fandt ud af, at det var sådan, det forholdt sig…
Vi forsynede os med sandwich og vand hos købmanden, inden vi tog toget til La Spezia, og derfra til Pisa, hvor vi efter lidt usikkerhed fandt bussen, som kørte os det sidste stykke til lufthavnen.
Garvede rejsende havde sikkert brugt ventetiden til at køre i byen og se det skæve tårn – men vi var egentlig tilfredse med at have nået lufthavnen uden problemer, så vi satte os og fandt frokosten frem, inden vi gik ind og fik afleveret bagagen. En enkelt kop kaffe blev det også til, inden der blev kaldt til boarding. Flyet lettede planmæssigt kl. 16:50, og turen hjemad forløb stille og roligt.
Der var stadig sne over alperne, men da vi så de gule rapsmarker og kludetæppet af grønne marker vidste vi, at vi snart var hjemme. Vi landede kl. 19, fik bagagen udleveret, og blev afhentet af Birgitta og Leo. Sandelig, om ikke også de havde lavet aftensmad til os, så vi havde et par hyggelige timer på Svinget inden vi blev afleveret på Havbakken. Tusind tak, venner!
En fantastisk flot og spændende tur – måske ikke sidste gang, vi skal forsøge os udi det italienske….