Goodwood Revival er en tre-dages festival, der er blevet afholdt hvert år i september på Goodwood Circuit siden 1998, for den type biler og motorcykler, der ville have deltaget i roadracing på banen i den oprindelige periode, hvor den eksisterede, hvilket var 1948–1966. De fleste deltagere ved Goodwood Revival er iklædt historisk tøj, der matcher tidsperioden. Det er verdens mest populære begivenhed og det eneste i Storbritannien, som genskaber 1950’ernes og 1960’ernes motorsport.
Et besøg på Goodwood Revival er som at befinde sig midt i en gammel film. Man må sige, at når englænderne sætter sig for at lave en nostalgisk festival, ja så går de helhjertede ind for sagen. For veteranbilentusiaster er det et rent mekka, og mon ikke alle, der har besøgt festivalen igennem årene kan erklære sig enige i, at det er en kæmpe oplevelse.
Vores første tur til Goodwood Revival var i 2010, hvor vores gode MG-ven Claus spurgte, om vi var interesserede i at komme med. Og siden har vi været med hvert andet år – indtil 2020, hvor festivalen desværre blev aflyst som så meget andet på grund af corona’en.