Mandag 14.7.08:
kl. 05.30: Bilen er pakket – pas, penge og papirer er checket et utal af gange, så nu kører vi! Vejret er fint, men vi får dog en enkelt byge, da vi når grænsen. Turen forløber uden problemer – vejret bliver godt igen, og trafikken er til at have med at gøre. Vi når Hotel Ritter i Bruchsal ca. 1000 km. hjemmefra kl. 17 om eftermiddagen, og efter at have checket ind og fået forklaring om morgenmad og så videre, krøb vi under dynen og fik os en lur. Efter en times tid og en tur under bruseren var vi som fødte påny, og gik ud for at få noget at spise.
Der var restauranter nok, men pigen i receptionen havde anbefalet os at gå i deres Biergarten, når nu vejret var så fint – så det gjorde vi, og det var rigtig hyggeligt. En god salat og derefter vildsvinesteg – dertil ein grosses Bier – har vi så ferie, eller hva’? Godt mætte travede vi en tur rundt i byen inden vi gik op på værelset og lavede os en kop kaffe. En rigtig fin start på en forhåbentlig god ferie.
Tirsdag 15.7.08:
Vi vendte os vist ikke ret mange gange dén nat. Men kl. 7 var vi friske igen. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og efter et lækkert morgenmåltid var vi snart undervejs igen. Vi passerede grænsen til Schweiz ved 11-tiden, fik tanket “billig” benzin og fortsatte med kursen mod Bern, og nu blev turen helt kulinarisk – vi kørte gennem Emmertal – og fortsatte til Gruyere-dalen, hvor vi holdt pause ved Gruyere-søen
Vi investerede i en lidt kedelig sandwich – og fortsatte snart turen mod Sierre, hvorfra vi drejede ind i Anniviers-dalen. Nu blev det godtnok både smalt og stejlt – men en meget smuk tur til St. Luc.
Pludselig var vi ved hotellet – fandt en parkeringsplads, hvilket var noget af en bedrift – og gik ind for at checke ind. Og vi må nok sige, at det var noget anderledes end vi er vant til i Østrig. Vi fik stukket en velkomstdrink i hånden, hvorefter der skulle udfyldes diverse papirer og fortælles om det ene og det andet. De startede på fransk, men da måtte vi melde pas og bede dem slå over i engelsk. Det gik nu også udmærket, og snart havde vi fået så mange informationer, at vi slet ikke kunne holde styr på dem. Den unge pige fulgte os op på værelset, hvor vi også lige fik et kursus i, hvad der var hvor. Værelset var fint, – men badeværelset var nok på størrelse med et stort garderobeskab, så man måtte prise sig lykkelig for ikke at være 1.95 meter høj og kraftig af bygning…. Nå, det var jo endelig ikke her, vi skulle tilbringe tiden, og det fungerede jo, så det var OK. Vi havde en formidabel udsigt fra værelset, og det kan jo kompensere for meget.
Da vi var blevet indkvarteret var vi en tur rundt i byen – vi fik i øvrigt også kørt bilen i parkeringskælder, så den stod fint, mens vi turnerede rundt. Det var en hyggelig lille by – vi fandt kabelbanen, som vi havde bestemt os for at tage med den følgende dag, og vi kunne i desuden se, at byen var udgangspunkt for en masse ture i området. Aftensmad kl. 19 – 5-retters menu – pyha! – men det var lækkert, så vi kunne nærmest trille fra bordet, da vi var færdige. En kop kaffe på værelset inden det var tid at gå til ro – en dejlig afslutning på en dejlig dag.
Og med denne udsigt på nethinden kunne vi gå til ro med store forventninger til en dejlig uge
Onsdag 16.7.08:
Første vandredag – Fra St. Luc over Chandolin til Pas de Illsee – Illhorn og retur via Tignousa (kabelbanen) til St. Luc. Vi stod op kl. 7 – vejret var perfekt, og efter et solidt morgenmåltid gik det afsted – først til købmanden, hvor vi fik provianteret, og derefter op til kabelbanen.
Vi måtte jo nok indrømme, at det var så som så med den forudgående træning, så vi startede med at tage kabelbanen op frem for at okse op i højderne – vi skulle jo nok få højdemeter nok i løbet af ugen – så, en blid start, tak!
Mens vi ventede på næste afgang, så vi for første gang eksemplarer af de mountainbikes, som var blevet den helt store dille hernede. I ugens løb mødte vi mange af dem og deres frygtløse ryttere, som kastede sig nærmest hovedløst ud over klipperne. Det kunne tilsyneladende slet ikke blive ekstremt nok. Vi holder os til travestøvlerne – det er ekstremt nok til os…
Fra kabelbanen begav vi os mod Chandolin – en dejlig tur med den mest vidunderlige udsigt undervejs. Det første stykke vej var ikke specielt krævende, så vi nød bare at gå, det skønne vejr, den smukke udsigt, at vi først lige var startet på ferien, og spændingen ved tanken om de oplevelser, vi skulle have i ugens løb.
Som altid, når vi går i bjergene i juli måned, vrimler det med blomster overalt. Alle steder, hvor der kan gemme sig lidt jord, vokser der et eller andet – blomstrende husløg i tusindvis – hårdføre, små lave gevækster – alle med farvestrålende blomster. Det er virkelig et eldorado af farver og faconer.
Snart havde vi Chandolin i sigte – men vi kunne faktisk slet ikke tænke os at gå ind i en by nu – så vi fortsatte opad mod Pas de Illsee. Det kunne lige passe med, at vi nåede derop ved frokosttid – og hvad er bedre end at sidde sådan et sted og nyde sin frokost?
Her var masser af sne, og vinden var kølig, men udsigten kompenserede helt for den manglende komfort. En sprød flute, en bid pølse og lidt ost, skyllet ned med masser af køligt kildevand er et herremåltid i sådanne omgivelser. Det var faktisk også tiltrængt at få lidt ny brændstof til musklerne. Godt mætte og veltilpasse fortsatte vi fra passet op mod Illhorn i 2716 meters højde.
Heroppefra var udsigten helt fantastisk – det føltes som at stå på verdens tag – frit udsyn 360 grader rundt – himlen var det blåeste blå – og ja, det kunne ikke være en mere perfekt start på ugen.
Vi benyttede lejligheden til at ringe hjem og ønske Marie til lykke med fødselsdagen – mobildækningen fejlede i øvrigt heller ingenting.
Mætte af indtryk begyndte vi nedstigningen ved 14-tiden
Vi gav os god tid på vejen ned, og var hjemme ved hotellet ved 17-tiden. En dejlig middag ventede – vi sad på terrassen og spiste – og efter en kop kaffe på værelset gik vi til ro ved 22.30-tiden. Godt trætte efter en dejlig dag med mange gode oplevelser.
Torsdag 17.7.08:
Første flyttedag. Vi er oppe kl. 6.30 – det var skyet, og vejrudsigten lovede en smule regn om eftermiddagen. Det kunne vi li’som ikke gøre noget ved, så vi pakkede regntøjet i rygsækkene og gik ned for at få morgenmad. Under morgenmaden var der indtil flere, der talte dansk, – der var to par foruden os – det havde vi ikke bemærket de foregående dage, men det viste sig, at begge par var på den samme tur som os – det var da lidt sjovt.
Vi fik noget at spise og checket ud af hotellet, hvorefter vi fik provianteret hos bageren, inden vi begav os afsted mod kabelbanen. Igen i dag foretrak vi at tage banen op frem for at vandre de første 400 højdemeter. Turen i dag var lang, og vi skulle jo ikke brænde al krudtet af for tidligt.
Fra banen fulgtes vi med Birgit og Erik fra Fyn til Hotel Weisshorn. Vejret var lunt, og vi havde en rigtig hyggelig tur. Det er jo altid sjovt at høre om andres erfaringer, så vi udvekslede gode vandre-ideer undervejs.
Det gik pænt opad det sidste stykke mod hotellet, og vi havde i den grad fået varmen, så vi holdt en lille pause og fik lynet de lange ben af bukserne, så der kunne komme luft til musklerne.
Fra hotellet havde vi en pragtfuld udsigt ned over St. Luc – vi kunne faktisk se hotellet, hvor vi havde boet.
Herfra gik ruten ad en sti med retning mod Zinal, hvor vi skulle sove de næste to nætter.
Noget af vejen gik vi på en “balkonsti” langs med dalen.
Her var der ikke mange træer at sidde i læ ved, hvis man ville holde pause, – ind imellem fugtede det lidt, men “rigtig” regn blev det nu ikke til. Det var en fin tur – først på det sidste stykke ned til Zinal gik det stærkt nedad på en zigzag-sti ned gennem en lærkeskov. Vi nåede hotellet allerede kl. 15.30, så der var tid til en slapper på værelset, inden vi gik ud og kiggede lidt på byen, og på dens sportsforretninger. Vi løb på Birgit og Erik igen, og der blev kigget både på vandrestøvler og rygsække, inden det var tid at gøre klar til middagen. Det var lidt af en oplevelse: “Raclette” som åbenbart er meget populært dernede – vi anede ikke, hvad det var, men fik syn for sagen, da vi fik et bord lige ved siden af grillen, hvor retten blev tilberedt. Den bestod af noget så simpelt som smeltet ost – dertil kogte kartofler. Og? – ikke andet. Vi havde fået en fin forret med forskellige skinker, så vi sultede ikke, – men vi kiggede godtnok lidt, da tallerknen blev stillet foran os. Man kunne få en ny portion lige så tit man ville – og folk gik virkelig til den – nogle af nabobordene fik fyldt op mere end 10 gange!!! – Et par gange til os, og så var vi mætte. Det var sjovt at prøve. Efter middagen opdagede vi, at der var mulighed for at gå på internet, så vi fik lige checket JP og mailboxen. Birgit og Erik slog sig ned og vi fik en hyggelig snak inden det var tid at gå til ro.
Fredag 18.7.08:
Vi slog øjnene op kl. 6.30. Vejret var OK – stadig skyer, men vejrudsigten lovede opklaring op ad dagen, så vi var fortrøstningsfulde. Dagens vandring var en rundtur på 15 km – 1000 meter op, og lige så mange ned.
Efter et solidt morgenmåltid var vi klar til afgang kl. 8.45. Det varede ikke længe, før det begyndte at gå pænt opad, og på trods af gråt og lidt fugtigt vejr kunne vi sagtens holde varmen – i hvert fald så længe vi asede opdad.
Det forblev overskyet hele formiddagen, og det tog desværre det bedste af udsigten, men engang imellem lettede skyerne og vi fik et glimt af omgivelserne. Vi kunne regne ud, at vi ved 11.30 tiden måtte være tæt på det højeste punkt, så inden vi rundede toppen, holdt vi en pause og fik lidt at spise.
Desværre fik vi ikke udsigten fra toppen med – men den har garanteret været flot. Måske er vi nødt til at tage derned engang igen, for at råde bod på skaden…..
Snart var vi på vej nedad igen, og der begyndte at komme huller i skyerne. Så da vi nærmede os en lille sø, hvor vi kunne se, at andre vandrere havde slået sig ned, blev vi enige om at holde pause igen. Vi fandt et sted, hvor der var læ, fik lidt at spise og drikke, og kiggede på omgivelserne. Skyerne lettede mere og mere, og naturen omkring os blev mere og mere seværdig.
Vi forcerede en lille dæmning og da vi lige gik et stykke længere op kunne vi pludselig se ned i en dal på den anden side. Over dalen knejsede sne- og isklædte tinder, og ved nærmere eftersyn var det nok en gletcher, vi kunne se nede i dalen.
Vi var egentlig gået videre, men blev enige om at vende om igen og gå tilbage til søen, da vi kunne se, at vejret blev bedre og bedre. Så vi satte os igen og nød omgivelserne. Ved godt 14-tiden brød vi op igen og fortsatte nedad.
Hvem kunne nu have vidst, at vi faktisk skulle næsten helt ned i den dal, vi havde kunnet kigge ned til? – men det kom vi ikke desto mindre. Vejret blev bedre og bedre, og vi nød turen og den flotte udsigt undervejs.
Pauser kan man ikke få for mange af, og så kan man jo også lige benytte lejligheden til at få dagbogen ajourført….
Det var en fin tur ned og tilbage til byen gennem dalen. På et tidspunkt så vi én, der stod og pegede over mod siden af dalen, og vi fik øje på en flok gemser (eller hvad det nu var) – pludselig stod alle stille og kiggede. Dyrene var langt væk, men mon ikke de fornemmede, at vi var opmærksomme på dem, for pludselig fór de afsted. Vi forsøgte at få et par billeder, men desværre blev de temmelig utydelige. Afstanden var trods alt for stor. Vi nåede hotellet ved 17-tiden og fik et velfortjent bad og gik en lille tur i byen inden det var tid for aftensmaden. Mætte og veltilpasse gik vi til ro efter en dejlig dag.
Lørdag 19.7.08:
Skiftedag igen, og det skulle blive en spændende dag. Solen skinnede fra en skyfri himmel, da vi stod op 6.30. Efter morgenmad, check ud og en tur hos købmanden tog vi liften op.
Det var en behagelig måde at tilbagelægge de første 800 højdemeter, men det gik da stadig opad mod Corne de Sorebois, som var dagens højeste punkt 2896 m.
Det var en pragtfuld tur med den skønneste udsigt hele tiden. Birgit og Erik havde også været med liften, og vi fulgtes ad mod toppen. Ved en skilift (som ikke var i brug) kort før toppen holdt vi en lille pause, hvor vi fik vejret igen, og fik sukker- og saltbalancen genoprettet.
Snart begyndte det at gå nedad igen, mod “Lac de Moiry”. Igen havde vi den flotteste udsigt undervejs, og vi måtte igen og igen stå stille og nyde omgivelserne.
En anden grund til at vi måtte stå stille var, at stien også var et yndet mål for mountainbikere. Vi blev overhalet af flere på vejen ned – det så halsbrækkende ud, og en enkelt måtte da også ned og bide i græsset. Der skete heldigvis ingenting, og han fortsatte igen, men vi kunne da se, at de fleste var udstyret med en del blå mærker og hudafskrabninger, så helt ufarligt var det ikke.
Da vi nåede søen holdt vi en tiltrængt frokostpause. Ruten ville føre os over dæmningen og med en sti gennem dalen på den anden side ned mod byen Grimentz. Men da vi nu havde god tid (vi havde jo nok sparet en time eller halvanden ved at tage liften) blev vi enige om, at vi ville gå turen rundt om søen. Det var næsten en skam allerede at gå ned i dalen – og at sidde stille var næsten for varmt. Det stod i vores turbeskrivelse, at turen omkring søen tog 1½ time, så det skulle vi jo nok kunne klare.
Der stod til gengæld ikke noget om at vi efter at have gået en halv times tid og rundede en bjergside, ville få den mest fantastiske udsigt til Moiry gletcheren, som lå lige foran os. Indrømmet – der blev taget rigtig mange billeder, men vi kunne slet ikke få nok. Vi var nødt til at gå helt hen til gletcheren, selvom ruten drejede fra længe før – så det blev en lang “afstikker”. Vi fandt senere ud af, at vi kunne have taget en bus hen til foden af gletcheren – så havde der været tid til at følge en sti over isen til en hytte – men det syntes vi trods alt var for langt den dag. Vi havde stadig lidt proviant tilbage, så vi satte os i stedet og nød udsigten en halv times tid, inden vi begav os tilbage mod dæmningen.
Vi var tilbage ved dæmningen kl. 15.30 – gik over og fik noget at drikke på restauranten, inden vi begav os ned mod byen.
Vi holdt et par pauser undervejs, men vi må indrømme, at vi var godt brugte, da vi nåede hotellet kl. 17.45. Efter et tiltrængt bad kunne vi dog ikke sidde stille og gik i stedet en tur i den gamle bydel.
Både St.Luc og Zinal havde også budt på bevarede historiske huse og kvarterer, men intet kunne dog måle sig med den gamle bydel i Grimentz. Smalle gader, skæve huse – man kunne rigtigt føle sig hensat til en tid, hvor hverdagen var meget anderledes end i dag. Vi nød turen og vendte tilbage til hotellet med en glubende appetit. Middagen var fremragende, og trætte på sjæl og legeme gik vi tidligt til ro.
Søndag 20.7.08:
I dag skulle vi på “Roc d’Orzival” i 2816 meters højde. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, men der var dog melding om regn til aften – så vi måtte afsted og udnytte det gode vejr. Der var en lift næsten direkte overfor hotellet – og selvom rutebeskrivelsen dikterede opstigning til fods, ja, så tog vi altså banen – og til stor forbavselse viste det sig, at det var gratis! – Der var en slags byfest i week end’en, og i den anledning kunne alle og enhver tage banen op til endestationen “Bendolla”, hvor der var bægerklang og levende musik.
Undervejs vinkede vi til Birgit og Erik, som tog den hårde tørn ad stien under kabelbanen. Fra bjergstationen gik det pænt opad, og vi asede afsted mod højderne.
Vi kunne godt mærke, at vi var kommet langt op. Det blæste godt, og vinden var kold, men vi fandt dog også steder med læ, hvor vi kunne holde pause, få lidt at drikke og spise og nyde synet af bjergene omkring os, og de små alpine gevækster, som stort set voksede på stengrund, men som lyste op alle vegne med deres klare farver.
Kort før toppen var der bygget en stencirkel – indeni cirklen var der lagt granitplader næsten hele vejen rundt, og i pladerne var navne og silhouetter af alle tinderne indgraveret. Her kunne vi godt have brugt megen tid, for udsigten var betagende – men det var svidende koldt og der blæste en halv – nej, en hel pelikan. Kort efter, at vi var ankommet, kom “de unge mennesker” – det andet danske par, som var på samme tur, og som vi aldrig rigtigt fik fat i navnene på. De havde selvfølgelig taget hele turen til fods, og ankom alligevel næsten samtidigt med os – Tjah, – hvem der bare havde været 25 igen….
Vi snakkede lidt og blev enige om, at vi da måtte op på toppen “Roc d’Orzival”, så vi begav os afsted. Vi skulle over en rimelig smal kam -undervejs mødte vi en ældre herre, som vi også havde hilst på på vejen op – han havde allerede været ved varden og var på vej tilbage – han var faldet og havde et grimt sår på det ene ben. Så vi gik endnu mere forsigtigt, og nåede toppen i god behold. Vi fandt en lille smule læ og fik lidt frokost indenbords, men temperaturen var ikke lige til solbad, så inden længe begav vi os på vej igen.
Udsigten fejlede absolut ikke noget, og vi gav os da også tid til at stoppe op og nyde det. Kort tid efter at vi havde forladt toppen, mødte vi Birgit og Erik, som var på vej opad. De kunne fortælle, at de havde observeret Edelweiss lidt længere nede, så dem måtte vi se, om vi kunne finde….
Jo, den var der, og stod i fuldt flor. Lige så snart vi var kommet lidt ned, blev temperaturen igen human, og vi nød nedstigningen og holdt et par gode pauser undervejs. Da vi nåede ned til kabelbanen blev vi enige om, at det var for tidligt at tage med ned, så vi fandt et ledigt bord og nød en kølig øl – og det lokale messingorkester, som spillede i dagens anledning.
Der var liv og glade dage på terrassen, udsigten var betagende, og vejret var stadig fint. Dog kunne vi godt se, at skyerne trak sammen, og blev mørkere og mørkere.
Ved 15-tiden var det tid til afgang, og vi nåede ned til hotellet i tørvejr. Vi fik os et tiltrængt bad – og var egentlig klar til en hyggelig tur rundt i den gamle bydel – men nu ville vejrguderne det anderledes. Det regnede og tordnede, og det blev en meget lille tur – med et længere ophold under et bredt tagudhæng, for at undgå at blive gennemblødt…. Vi slap tilbage til hotellet i god behold til en dejlig menu. Efter middagen delte vi 4 skarpe med Birgit og Erik, snakkede lidt vandreture i almindelighed og den forløbne uge i særdeleshed. Der blev også udvekslet emailadresser, og vi blev enige om at vi da li’så godt kunne finde vej tilbage til St. Luc i fællesskab den følgende dag. Ved 22.30 tiden var vi trætte, og det var sengetid.
Mandag 21.7.08:
Sidste vandredag – og for nogle også i hvert fald begyndelsen på hjemturen. Vi stod op kl. 6.30 til dejligt solskinsvejr og gav os god tid til morgenmaden og til at få pakket det sidste, inden vi gik fra Grimentz ca. 8.45.
Lige et sidste blik ud over den gamle bydel, inden der er afgang.
Rutebeskrivelsen var meget detaljeret, men ikke desto mindre lykkedes det os at gå lidt forkert – der var faktisk også nogle anvisninger, som vi mente var helt hen i vejret, men vi kom da frem efterhånden.
Da vi nåede Vissoie var der dømt kaffepause, og vi fandt en lille café, hvor vi kunne sidde i solen og nyde pausen.
Således styrket begav vi os på det sidste stykke opad mod St. Luc. Pyha, hvor var det varmt, og det gik da også pænt opad.
Ved middagstid var vi lige nedenfor byen, og her sagde vi farvel til Birgit og Erik, som ville holde frokostpause og lige nyde solen og udsigten, inden de gik op til hotellet, fik bagagen udleveret og startede hjemturen. Vi var enige om, at det havde været hyggeligt at mødes, og gad vide, om det ikke lykkes at ses igen med vandrestøvler og rygsæk på. Vi havde booket en ekstra overnatning på Hotel Bella Tola, så vi blev enige om at tage med kabelbanen op og gå til Hotel Weisshorn for at få eftermiddagen til at gå. Vi spiste en salat på cafeteriet ved kabelbanens endestation, så vi havde sukkerbalancen i orden til turen op til hotellet.
Det var køligt heroppe i højderne, og der blæste en frisk vind – helt anderledes, end det havde været nede i dalen. men vi fandt et sted på terrassen hvor der var rimelig læ, og her sad vi og nød en Radler (her hed det en Biere-Lemonade) og den pragtfulde udsigt, – og forsøgte at vænne os til tanken om, at nu var det ved at være slut.
Turen tilbage til kabelbanen trak vi virkelig i langdrag – det var med at suge så meget til sig som muligt, men ned skulle vi, og ned kom vi. Vi fik provianteret lidt og gik ned i parkeringskælderen for at se, om bilen stadig stod der – det gjorde den. Vi fik smidt støvlerne og om-organiseret lidt på tingene, inden vi gik op på hotellet. Her blev vi igen modtaget med åbne arme og vist op til vores værelse – denne gang overfor det værelse, vi havde haft tidligere. Dette værelse var større og mere komfortabelt – og meget anderledes. Her var himmelseng, og badeværelset var da lidt større end på det første værelse – til gengæld var håndvasken inde på værelset – også med en “himmel” over, og sidst, men ikke mindst: bare man tænkte på at bevæge sig, knirkede alting, som om det var lige før, det ville falde fra hinanden. Så vi forholdt os delvist i ro, men vi skulle dog have pakket kufferten, så da vi til sidst syntes, at vi selv begyndte at knirke, gik vi ned og spiste.
Udsigten op til Hotel Weisshorn -man kan ikke lade være med at undre sig over, at vi faktisk sad deroppe for få timer siden og kiggede ned….
Vi fik middagen serveret på terrassen, men det blev dog hurtigt koldt, så efter en god middag fortrak vi op på værelset og fik brygget en kop varm kaffe. Der var frisk frugt til fri afbenyttelse, så vi drak kaffe og spiste frugt – og hørte musik på fjernsynet, inden vi gik til ro.
Tirsdag 22.7.08:
Hjemrejsedag. Vi var oppe kl. 6.30 – solen skinnede igen, og det tegnede til en dejlig dag. Hurtig morgenmad og check ud, en tur til købmanden, og så var der afgang.
Et par sidste “skud” fra bilen – farvel til bjergene – nu gælder det Havbakken. Vi havde måske nok frygtet hjemturen lidt – havde fortrudt, at vi ikke havde gjort som Birgit og Erik – altså kørt allerede mandag, og havde taget overnatningen et sted undervejs. Men det gik over al forventning. Ingen problemer, trafikken gled fint og vejret var perfekt til at køre i (det blev overskyet, men tørvejr)
Man kan sagtens nyde en solnedgang med 120 i timen. Kl. 23.45 drejede vi ind på Havbakken – triptælleren stod på 1444 km, – hvad vores indre triptæller stod på, melder historien ikke noget om, men det varede vist et par dage, inden den blev nulstillet igen.
Vi har haft en dejlig uge – skønne ture, fantastiske udsigter, ømme ben, fint vejr, gode hoteller og dejlig mad, og vi har lært nogle hyggelige mennesker at kende. Vi glæder os allerede til at vi skal afsted igen – gad vide, hvor turen går hen i 2009?
Der er tid nok i bjergene. Ingenting distraherer.
Ingenting forstyrrer. Tanker modnes og høstes.
Og spirer til nye visioner bliver sået.
Man inspireres til at dvæle lidt ved det, som var,
og det, som kommer.
Ofte i ly af visheden om, at livet, når alt kommer til alt,
jo leves bedst, når man tager sig tid til det.