Søndag 15.05.11:
Det startede rigtigt godt: Havde sat telefonen til at vække os kl. 3 – kl. 3.15 konstaterede Erik, at den ikke havde givet en lyd fra sig, og vi sprang op af sengen. Nå, der var ingen uoprettelig skade sket – vi havde stadig god tid. En hurtig morgenmad, det sidste pakket, kufferterne låst, og afsted mod Billund kl. 4. 200 meter henne ad Vilhelmsborgvej vendte vi om – havde glemt vores kasketter, og det dur jo ikke…
Turen til Billund forløb uden problemer, og der var masser af tid til en kop kaffe og et rundstykke, inden det var tid at checke ind. Det var et meget lille Cimber fly, vi skulle med det første stykke – der var under 20 passagerer ialt, så der var masser af plads, og snart var vi i München. Her fandt vi hurtigt terminal 1, hvor der igen blev checket ind, og vi fik lidt at spise, inden den sidste del af turen startede.
Så er Mallorca i sigte. Der har været skyer undervejs, men her ser det ud til at være solskin, – og lidt diset.
Bagagen var heldigvis også kommet frem, og snart kunne vi bevæge os mod udgangen. Her stod Marco fra Eurohike og ventede på os, og vi blev læsset ind i hans kassevogn med vores bagage og alle vores spændte forventninger. Fra Palma gik det mod Alcudia, hvor vi skulle starte turen. Undervejs fortalte Marco om øen, og om turen, og vi fik mulighed for at kigge i vandrebeskrivelsen og stille alle de spørgsmål, vi havde lyst til.
Da vi var blevet checket ind på Astoria Playa i Alcudia, fik vi de sidste instrukser af Marco – og besked om, at vi i morgen ville blive hentet af Peter, som ville køre os ud til startstedet for den første dags vandring.
Det var dejligt at komme op på værelset, smide skoene, lave en kop kaffe og sidde lige så stille på altanen og lade sig opfylde af forventninger om en spændende uge.
Resten af søndagen gik med traveture i byen og ved stranden. Vi var imponerede af de mange blomstrende buske, især Bougainvillea’er, der overalt stod hængende fyldte med røde og violette blomster.
Udrejsedagen er som regel altid lidt anstrengende, og efter en god middag og endnu en tur langs stranden om aftenen, fik vi en enkelt kop kaffe på værelset og gik tidligt til ro. Der skulle lige udkæmpes en kamp med de højst mærkværdige hovedpuder, som endte med at blive kylet ud af sengen. Et hjemmelavet alternativ blev strikket sammen, og vi sov trygt og godt hele natten.
Mandag 16.05.11:
Første vandredag bød på en rundtur på Alcudia halvøen. Efter morgenmaden var der proviantering i det lokale Spar supermarked, hvor vi købte sandwich og masser af vand, og kl. 9.30 blev vi afhentet af Peter. En tysker af ældre årgang, som nu nød sit otium på Mallorca og havde en tjans som “turist-opvarter” for Eurohike. Mercedes’en var også af ældre årgang, og bagklappen blev holdt på plads af en elastik-strop, men der var soltag, radioen spillede glad musik, og den kørte os troligt hver dag ud på nye eventyr.
Peter fortalte undervejs, bl.a. om de mange skuespillere, fodboldspillere og andre berømtheder, der havde huse i det område, vi kørte igennem. Husene var godt gemt af vejen bag høje mure og hække, men vi fik da nogle glimt undervejs.
Så er vi ved startstedet for dagens vandring. I første omgang sætter vi kursen mod et udsigtspunkt, “Penya des Migdia”
Der lever åbenbart en speciel “Balearisk” race af vilde geder her – stavede vi os frem til ud fra planchen – og det varede da heller ikke længe, før vi fik øje på de første. En ordentlig ged!
Vi bevægede os opad og havde snart udsigt ud over vandet. Hvor er det smukt!
Og vi havde ikke gået ret langt, før det gik op for os, at dette her jo sagtens kan byde på lige så mange udfordringer, som når vi går i Østrig. Stien var fin, – meget stenet – og naturen uovertruffen.
Man kan næsten undre sig over, at man kan gå her – men vi følte ikke på noget tidspunkt, at det var risikabelt. (Når gederne kunne, ka’ vi vel også…)
Overalt var der den skønneste udsigt. Det blev lidt diset op ad dagen, og vi havde det meget varmt, mens det gik opad, men efter en god pause på toppen gik vi nedad igen i adstadigt tempo og kom snart tilbage til hovedruten.
Her er vi på vej nedad igen, og der skal stoppes op den ene gang efter den anden og tages billeder, for det er bare så flot!
Det var nu godt og vel middag, og vi glædede os til en pause med medbragte sandwich og kølig vand. Vi skulle jo bare lige finde et sted at sidde, hvor det ikke blæste for meget – og det blev til en halv times afstikker, før vi fandt STEDET! – Men sådan en udsigt er jo også alle strabadser værd.
Men uanset hvor dejligt, her var, kunne vi jo ikke sidde her og blomstre hele dagen. Videre måtte vi, endnu en “peak” rundes, og snart har vi udsigt ned over den lille bugt igen, hvor vandet er det blåeste blå, man kan tænke sig, og der ligger en lille beskyttet strand. Vi var efterhånden nået hen på eftermiddagen, men vi skulle da lige ned og kigge….
Det var en meget stejl tur ned til stranden, og helt ned kom vi ikke, for stien var pludselig væk, men vi skulle jo også op igen, så det gjorde ikke så meget.
Efter den klatretur var det tid til endnu en pause, inden vi begav os ud på den sidste lange strækning ned til byen igen.
Resten af turen forløb uden de store problemer – det skulle da lige være varmen, som blev mere og mere udtalt, jo længere ned, vi kom, – og ja, benene var vist også ved at være lidt ømme. Men vi nød også de sidste kilometer – og – ikke mindst – den kolde øl, vi hentede hos købmanden, da vi var kommet ned til byen.
Ahh, kan man så forlange mere?
Der var samlet god appetit til aftensmaden, og efter endnu en travetur langs strandpromenaden og en kop aftenkaffe på værelset gik vi trætte til ro.
Tirsdag 17.05.11:
Til lykke med de første 25 år! Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det kunne kun blive en dejlig dag. Efter et godt morgenmåltid fik vi pakket kufferterne og afleveret dem i receptionen. Der blev provianteret hos købmanden, og kl. 9.30 blev vi afhentet af Peter i Mercedes’en.
Peter kørte os til startstedet for dagens vandring, som var lidt udenfor byen Pollenca. Herfra skulle vi følge den gamle pilgrimsvej mod klostret Lluc, hvor vi skulle bo de næste to nætter.
Vi startede ud i adstadigt tempo – og det holdt vi hele dagen, for det var varmt. Første del af turen gik gennem et område med masser af olivenlunde og landbrug. Der var en forrygende koncert af fugle, og vi blev enige om, at en skønnere morgensang kunne vi ikke have ønsket os.
De ældgamle oliventræer er rene skulpturer med deres krogede og frønnede stammer. Man kan undre sig over, at der overhovedet er liv i dem, for nogle af dem er næsten hule, – men man må forstå at beskære dem sådan, at de stadig kan komme med nye skud. Imponerende er det.
Snart forlader vi det flade land og begiver os opad gennem skoven, hele tiden ad en bred, stenbelagt sti. Nogle steder var den renoveret og behagelig at gå på, andre steder kunne man godt mærke, at tidens tand havde flyttet rundt med stenene, og man skulle holde øje med, hvor man gik. Det var dejligt at gå i delvis skygge, for det blev varmere og varmere.
Undervejs havde vi den skønneste udsigt mod bjergene.
Inden vi nåede den lille by Binifaldo holdt vi frokostpause og sad og nød udsigten mens vi spiste den medbragte sandwich.
Landskabet skiftede hele tiden. Nogle gange førte stien os ud af skoven og ud i åbent landskab, på andre tidspunkter følte man næsten, at man gik i en kæmpemæssig have med store træer. Og så var der stendiger overalt. I tusindvis af tons sten stablet i kilometervis af diger. Nogle gange sikkert for at markere et skel, andre gange for at holde på jorden, når det var stejlt.
Overgangene var af lidt andre dimensioner end dem, vi ser langs vandkraftsøen i Holstebro…..
Ved kaffetid fik vi klostret i sigte, og vi glædede os ved tanken om at få smidt støvlerne, få tæerne luftet, måske en kold øl – eller is – eller begge dele?
Vi startede med en øl på den lille restaurant, som ligger udenfor klostret. Her skulle vi også spise, da restauranten på selve klostret åbenbart ikke tilbyder halvpension. Det gjorde absolut ikke noget. Det var et rigtigt hyggeligt sted.
Klostret var imponerende. Vi blev hurtigt checket ind og fandt vores værelse for enden af en lang gang. Det blev kun til en kort sightseeing-tur inden aftensmaden, men det kunne vi nok få gjort noget mere ved dagen efter.
Vi fik en dejlig middag, kaffe og likør. Heldigt, at vi netop denne aften skulle spise et sted, som ikke var fyldt med turister. Det gjorde lige, at man nød det ekstra meget. Efter middagen gik vi med en sti, som førte op bag klostret.
En dejlig aftentur. Vejret var mildt og dejligt, og vi kunne næsten føle os alene i verden.
Vi bor på værelset, hvor vandrestøvlerne står i vindueskarmen…..
En smuk og imponerende afslutning på en rigtig dejlig dag. – Og vi blev i øvrigt enige om at tage 25 år mere.
Onsdag 18.05.11:
Vi var oppe kl. 7.15. Solen skinnede og fuglene sang af fuld hals. Inden morgenmaden, som vi først kunne få kl. 9 gik vi ned til den lille købmandsforretning, som nu var åben, og fik provianteret til dagens tur. Mens vi sad og spiste dukkede både Marco og Peter op, og de fik en kop kaffe, mens de ventede på, at vi blev færdige.
Kl. 9.30 var der afgang med Mercedes’en med retning mod Cuber Stausee, – med flere indlagte pauser undervejs.
Første pause var ved en lille udsigtsplatform ovenfor denne imponerende kløft. Her var der i tidens løb omkommet en del vandrere, der var blevet overrasket af vandmasserne, hvis der var kommet skybrud. Kløften er så stejl og så smal i bunden, at de ikke har haft nogen chance for at slippe væk, hvis vandet pludselig steg.
Det var et imponerende syn, og vi var langtfra de eneste, der gjorde holdt her. Faktisk var der livlig trafik af både kørende og cyklende turister.
Peter tog sølvbryllupsbilledet… Desværre kunne han også fortælle os, at vejrudsigten lovede regn både torsdag og fredag, – så det var i dag, vi skulle nyde solen og temperaturen ekstra meget. Ærgerligt, men vi kunne jo ikke gøre andet end at tage dén melding til efterretning.
Og derfor gav vi os tid til at gå en tur langs med den opdæmmede sø, inden vi gik ud på selve dagens rute, som faktisk gik i den modsatte retning. Vi skulle starte fra det samme sted om torsdagen, men hvis det nu ville være dårligt vejr, skulle vi lige have udsigten med – og den var betagende.
Nå, men vi måtte tilbage på sporet. De første godt 3 km skulle vi følge en vandingskanal – og så følte man sig jo straks hensat til Madeira – selvom kanalerne dér for det meste var gravet ned.
Solen bagte, og undervejs langs kanalen havde vi den skønneste udsigt ned over en anden Stausee, “Gorg Blau”, hvor vi også lige havde været ude og kigge, da vi kørte forbi med Peter. En lille flyver var på vej hen over himlen.
Og igen kunne man forundres og imponeres over naturen. Det ser ikke bare ud som om – dette træ vokser faktisk ovenpå stenen. Rødderne fandt vej gennem revner og sprækker ned til den smule jord, der var omkring, og kunne åbenbart trække næring nok op til, at træet har kunnet gro dér i årevis.
Efter at have fulgt vandingskanalen krydsede vi over den og begav os opad gennem egetræsskoven. Iflg. beskrivelsen “holm oak” – jeg ved ikke, om det er en speciel Mallorca-eg, men den havde meget små blade og lignede ikke meget vores danske egetræer. Men turen var skøn, selvom sveden sprang, mens vi asede os opad på den meget stenede sti.
Så har vi nået det første pas på dagens vandring, “Massanella”, og vi finder et sted, hvor der er læ, hvor vi kan sidde og nyde vores sandwich og udsigten samtidigt. Her er godtnok ingen sneklædte tinder, men man føler sig alligevel på toppen af verden.
Der skal lige noteres et par stikord, så vi kan huske, hvor vi har været, når engang vi kommer hjem igen. Men videre skal vi, for vi skal nå endnu et pas, inden det for alvor går nedad igen mod Lluc.
Og nedad går det – og opad igen over Peak Galileu – og pludselig står vi ved starten på den ny-renoverede pilgrimssti, som skal føre os ned til Lluc. Tjah, hvad skal man sige? – Den kinesiske mur i mini-format, eller? I hvert fald et imponerende stykke anlægsarbejde.
Der var stadig et godt stykke ned, men vi nød turen og udsigten undervejs i fulde drag. Og en iskold øl var velfortjent og yderst tiltrængt, da vi nåede “vores” restaurant udenfor klostret sidst på eftermiddagen.
Det var dejligt at få støvlerne af, og efter et tiltrængt bad var det tid til at gå op til restauranten igen og lade os opvarte og få en dejlig middag
Efter middagen gik vi igen op til korset og nød solnedgangen. En perfekt afslutning på en perfekt dag, 25 år og én dag….
Torsdag 19.05.11:
Tidligt oppe og få pakket og afleveret bagagen, inden vi går til restauranten for at få morgenmad. Peters forudsigelse om regn er ikke gået i opfyldelse – endnu, i hvert fald. Det er godtnok overskyet, men tørt og lunt. For en sikkerheds skyld har vi dog pakket regntøjet i rygsækkene, så vi er forberedt på lidt af hvert.
Efter morgenmaden gik vi udenfor og ventede på Peter. Og ventede, og ventede….. til sidst ringede vi til Marco og spurgte, om der var noget galt – han kunne fortælle, at Peter var forsinket – ca. ½ time, men at han snart ville være der. I øvrigt havde tjeneren i restauranten fået besked på at sige det til os – men det havde han ikke gjort…
Den halve time blev til en hel, og til næsten halvanden, inden Peter endelig dukkede op. Han havde været på hospitalet og fået sin skulder undersøgt. Den havde givet ham søvnløse nætter det sidste halve år, og nu var der endelig håb om, at han kunne få den opereret. Okay, det forklarede jo sagen – men vi var lidt ærgerlige over, at vi ikke bare lige havde fået besked – så kunne vi jo have gået en tur imens, i stedet for bare at stå og vente….
Nå, det var jo synd for manden, og det dårlige humør holdt da heller ikke ret længe.
Vi blev igen kørt op til Cuber Stausee, hvor dagens vandring skulle begynde. Det var stadig tørvejr, og man kunne endda ane et stykke blå himmel i horisonten. Det var desværre ikke dén vej, vi skulle, men vi kunne da håbe, at det ville indhente os ;o)
Vi fulgte søen rundt og havde ikke gået ret længe, før vi mødte et underligt syn. En flok mænd, der havde travlt med at vaske og polere en bil ude midt i ingenting!!?? Det viste sig at være en ny Audi (et-eller-andet), som skulle fotograferes eller filmes. Bilen havde tyske nummerplader på, og vi snakkede om, at det da ville være nemmere at finde nogle bjerge på fastlandet at fotografere den sammen med, frem for at skulle transportere den til Mallorca, – men hvad ved vi om bilreklamer? (ud over, at de kan friste mænd i alle aldre)
Vi fulgte vejen et stykke, derefter en sti, som krydsede vejen nogle gange, indtil vi nåede passet L’offre. Herfra havde vi en flot udsigt tilbage mod søen.
Vi fandt et sted, hvor der var læ for blæsten og fik vores frokost, inden vi fortsatte med stien og begyndte turen nedad mod kysten og Port de Soller, hvor vi skulle bo de næste to nætter.
De halvanden time, hvor vi havde stået og ventet på Peter gjorde, at vi undlod at tage turen op til Es Cornador, som ellers var en del af dagens vandring. Himlen så lidt truende ud ind imellem, og vi ville ikke risikere at blive fanget af et regnvejr deroppe, så vi fortsatte i stedet med stien nedad.
Det var absolut en imponerende natur, vi bevægede os i. Udsigten var fantastisk, og der blev holdt mange små pauser undervejs nedad.
Igen var vi imponerede over de kilometervis af stendiger, som var bygget på bjergsiderne. Overalt, hvor der kunne findes en kvadratmeter jord, var den beskyttet af et dige, og der var plantet oliventræer. De ældste af dem var rene skulpturer. Ét sted, hvor vi gik, var klipperne nærmest blålige, iblandet lidt brune striber
Efterhånden, som vi kom længere nedad afløstes oliventræerne af appelsin- og citrontræer – hængende fyldte med modne frugter.
Temperaturen var omvendt proportional med antallet af højdemeter, og vi svedte bravt og havde længe fablet om den kolde øl, vi trængte til. Men da vi kom forbi et sted, hvor et par unge tyske turister stod og så salige ud over et glas friskpresset appelsinjuice måtte vi prøve det i stedet. Og det fortrød vi absolut ikke! 8 solmodne appelsiner i et glas juice, nøjj, hvor det smagte!
Således vederkvæget fik benene ny energi, og vi fortsatte gennem de smalle gader i Biniaraix. Byen virkede totalt uddød, men vi blev enige om, at de sikkert holdt siesta.
Da vi nåede til Soller var der da også masser af mennesker – næsten for mange… Vi fandt hurtigt stedet, hvorfra vi skulle tage “Tram’en” til Port de Soller. Det var lige i centrum af byen, og der var et menneskemylder uden lige. Vi kunne godt se, at det ville blive svært at få plads på tram’en, men vi var nu også ved at være modne til at se et hotelværelse og få benene opad for en stund.
Vi blev enige med et par unge danskere, som vi havde mødt hveranden dag (de og deres familie var på samme tur som vi, blot var de én dag foran os hele tiden) – at vi splejsede om en taxi til Port de Soller, og som sagt, så gjort. Vi blev sat af tæt på Hotel Eden, som skulle være vores basis de næste par dage.
Ah, det var godt at få smidt støvlerne, få tæerne ud i fri luft, og få en tiltrængt kop kaffe.
Vi kunne selvfølgelig ikke sidde stille ret længe, så resten af eftermiddagen gik vi strandpromenaden tynd. En hyggelig by med masser af liv omkring marinaen.
Efter middagen måtte vi igen ud og trave langs vandet og nyde den smukke solnedgang. Endnu en dejlig dag – morgenens forsinkelse var glemt, vejret endte med at arte sig pænt, og vi glædede os til fredagens oplevelser.
Fredag 20.05.11:
Op kl. 7 og efter et solidt morgenmåltid og proviantering var vi klar til at blive samlet op kl. 9.30. I dag var Peter der på slaget.
Og hvilken herlig morgen: sol fra en skyfri himmel. Vi skyndte os at pakke regntøjet væk i kufferten og nøjedes med en trøje, kasketten, og proviant til dagens vandring i rygsækken.
Det var en flot køretur til Deia, hvor vi sagde farvel og tak til Peter. Vi besluttede os for at gå en lille tur i byen, inden vi ville finde dagens rute. Vi havde set en artikel i Jyllands Posten, netop om Deia, som blev betegnet som “Det ægte Mallorca” – og det var absolut en rigtig hyggelig by, med smalle, stejle gader og en fred og ro, som man ikke finder i turistbyerne.
Men du godeste, hvor var det varmt. Luften stod simpelt hen stille i de smalle gader, så inden længe begav vi os på vej ad stien ud mod kysten, hvor vi håbede på, at der ville være mere luftigt.
Det første, vi fik øje på, da vi nærmede os kysten, var “Hans’s sted” – en ydmyg beværtning helt ude på klipperne – det var sådan set ikke til at se, at det var en restaurant, men de lokale vidste det nok, og vi andre havde jo også fået fif’et, så vi entrede terrassen og bad om et par glas friskpresset juice. Og her sad vi og nød udsigten en times tid, inden vi gik videre langs kysten.
Hold da helt op, hvor var det en fantastisk flot tur. Solen skinnede, så det var en fryd, vandet var turkisblåt og udsigten undervejs var til at falde i svime over.
Det var lidt svært at følge sporet, for vinterstormene tager af og til en ordentlig bid af kysten, hvorefter der bliver anlagt nye stier, så nogle gange ender stien ved klippekanten, og der er kun det lodrette fald ned til vandet, andre steder føres man længere ind i landet. På et tidspunkt skulle vi forlade sporet og begive os ind mod en højereliggende sti, men vi havde nok for travlt med at nyde udsigten, for i hvert fald befandt vi os pludselig meget længere henne ad kysten, end vi skulle have været.
Den første times tid gik det meget godt, – vi kom af og til forbi en varde, så vi måtte jo da stadig være på stien, men det blev efterhånden lidt for halsbrækkende, og vi blev enige om, at vi nok hellere måtte søge væk fra kysten. Det ville jo ikke tjene noget formål at komme til skade på den sidste vandredag, – og vi måtte også erkende, at der var længe imellem, at der kom mennesker forbi, – så……
Vi drejede af, og der gik da heller ikke så lang tid, før vi kom til noget, der kunne minde om en vej. Lidt efter dukkede der også huse op, og efter endnu et stykke tid kunne vi begynde at høre biler. Vi asede opad – det var stejlt, stejlt, stejlt – og bagende hedt, og endelig nåede vi op til den asfalterede vej, hvorfra vi havde kunnet høre trafikken. Vi gik lidt – først til den ene side, så til den anden side – og fandt ud af, at stedet hed Alconasser. Der var et par busstoppesteder, og hvis alt andet glippede, kunne vi da tage bussen tilbage til Soller. Vi blev dog enige om at gå et lille stykke op ad vejen og se, hvad der gemte sig om det næste hjørne – og pludselig var der et skilt, der viste en pilgrimsrute til Soller! – Den tager vi! ;o)
Nu var vi på sporet igen, og humøret steg en tand. Vi havde faktisk snakket om, at vi om aftenen ville gå en tur ud til fyrtårnet på pynten udenfor byen, men nu kunne vi se, at vi faktisk kunne følge stien bag om byen og derud, – så det gjorde vi da!
Snart er kysten i sigte igen, og det var faktisk en rigtig fin tur.
Og for at det ikke skal være løgn, støder vi igen på Audi reklame-holdet og deres nyvaskede bil, denne gang med fyrtårnet som baggrund. (Vi har faktisk lige set et billede i det sidste nr. af Motor, som er taget af bilen med Port de Soller som baggrund)
Det blæste en halv pelikan herude, så vi begav os stille og roligt tilbage mod byen.
Et blik ind over byen. Smukt er det.
Da vi nærmede os byen, fik vi øje på denne flok geder, som gik på vejen op til nogle huse, der lå længere oppe. Pludselig tog pokker ved dem, og de ville bare ned – og når man er ged, er der ingen grund til at følge vejen, nej, vi tager da bare klippevæggen……
Vel nede i byen igen fik vi os endnu et glas friskpresset juice, inden vi gik det sidste stykke hen til hotellet.
Efter et tiltrængt bad, et næsten lige så tiltrængt aftenmåltid måtte vi lige endnu en tur langs vandet og nyde solnedgangen, inden det var tid til en kop kaffe og på hovedet i seng.
Lørdag 21.05.11:
Sidste vandredag – hvor er ugen dog blevet af?
Op kl. 7. Vejret er igen til UG. Et solidt morgenmåltid, og så får vi pakket færdigt og checker ud. Kufferterne lader vi stå – Peter kommer på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen og henter dem og bringer dem til hotellet i Palma.
Vi tager med tram’en kl. 9.30 mod Soller. Toget blev snart stuvende fyldt med både lokale og turister, og der var en snakken og et leben overalt.
Da vi ankom til Soller steg vi af toget lige midt i et kæmpemæssigt marked. Der var ikke det, der ikke var til salg.
Vi gik rundt og kiggede, om der var noget, vi ikke kunne undvære, og satte derefter kursen mod banegården, hvor vi skulle med “det rigtige” tog til Palma.
Det var nu stadigvæk et tog af ældre dato, dog med lidt mere komfort end tram’en, og her var god plads, så vi kunne begge to få en vinduesplads og sidde og nyde udsigten undervejs.
Et sidste kig mod bjergene, inden vi lander på banegården i Palma og pludselig befinder os i en heksekedel af en by. Det er bagende varmt, og vi har ikke den store lyst til at vade rundt i gaderne, så vi sætter straks kursen mod vandet, hvor der forhåbentlig er lidt brise. Vi skal følge kysten næsten 14 km hen til hotellet, så det er da stadig lidt af en travetur
Det er ikke noget problem at regne ud, i hvilken retning lufthavnen ligger, for vi kan bare følge flyene, der kommer dumpende ned fra himlen med få minutters mellemrum. Vort hotel ligger ikke langt fra lufthavnen, så det ér dén vej….
14 km er faktisk langt i 30 graders varme, på asfalt/fortov. Undervejs holder vi pause på et lille cafeteria, hvor vi får en salat og en kold pilsner, ahh, det gør godt.
Kl. 15.45 ankommer vi til hotellet, som er kæmpestort! Bagagen er ankommet, og vi finder hurtigt vort værelse og får brygget en tiltrængt kop kaffe. Fra altanen er der udsigt – ikke direkte til stranden, men vi kan dog se den – og igen masser af fly, der lander og letter fra lufthavnen.
Efter et dejligt bad og en god middag går vi en lang tur langs vandet, inden vi finder tilbage til værelset og får brygget feriens sidste kaffetår, som nydes på altanen, indtil det bliver for køligt at sidde udenfor.
Inden sengetid får vi lige kufferterne re-organiseret, så det er nemt at pakke færdigt næste morgen.
Det er den første og eneste nat på turen, hvor der er larm på hotellet. En flok unge mennesker kan vist ikke finde ud af, hvor de bor, men hen på morgenen falder der dog ro på…
Søndag 22.05.11:
Op kl. 7 – morgenmad kl. 8 – og vi har ikke travlt, for vi skal først flyve kl. 13.55, så inden vi pakker det sidste og kører til lufthavnen er der tid til endnu en travetur langs vandet.
Det er stadig sol, sommer, strand og vand, og lidt vemodigt, at turen nu er slut, men sådan er det jo, og vi har haft en dejlig uge med masser af oplevelser, god motion, tid til eftertanke, har nydt hinandens selskab og er enige om, at det var lige sådan, vi gerne ville fejre vort sølvbryllup.
Turen hjemad forløb uden problemer. Det meste af vejen var det overskyet, men vi fik da lige et glimt af Alperne, da vi fløj ind over fastlandet. Ja, og så kan man jo allerede begynde at glæde sig til at skulle afsted igen. Ank. Billund 20.15 – bagagen var der sør’me også, bilen ligeså, og kl. 22.00 landede vi på Havbakken og kunne konstatere, at det nu slet ikke var så ringe endda at være hjemme igen……
