At det, at vi flyttede til Havbakken i 2000 skulle resultere i, at vi også fik en masse nye vandreoplevelser, havde vi ikke forestillet os – men sådan skulle det ikke desto mindre gå. Vi kunne jo godt høre på Ellen og Hans, at det var nogle spændende ture, de var på, og da chancen for et par afbudsbilletter kom, var vi ikke sene til at gribe den. Det kommer vi aldrig til at fortryde….
Start fredag eftermiddag den 30. august 2002. Opsamling i Holstebro og ned gennem Jylland. Vi var meget spændte på, hvordan turen ville forløbe.
Efter en rolig nat var det rart at komme ud og strække benene – og resten af kroppen, – og få et godt morgenmåltid, som vore chauffører havde gjort klart.
Snart gik det afsted igen – Østrig nærmede sig, og naturen blev mere og mere storslået, jo længere sydpå vi kom.
Første stop i Østrig var “Fernpass”, hvor vi lige var ude og strække benene, og kort tid derefter er vi ved Stuibenfall – og nu er vi der næsten. Vi kan mærke på resten af selskabet, at vi er ved at nærme os bestemmelsesstedet.
Ikke blot Stuibenfall, men også udsigten ned over Umhausen var fantastisk. Der hører i øvrigt også et Gasthaus til Stuibenfall – de serverer, har vi hørt, en virkelig god – simpelthen armbrækkende – Jägertee…..
Vi blev lidt på stedet, inden bussen kørte det sidste lille stykke op til Gasthof Alpina, hvor vi hurtigt blev indkvarteret
Vi fik et dejligt værelse med altan, og det blev hurtigt aftalt, at de, der ikke havde direkte adgang til altan, blot kunne komme over på den anden side af gangen og bruge vores. Der blev hurtigt tradition for morgenandagt og eftermiddagskaffe på altanen.
Nu skulle vi ud og afprøve travestøvlerne, og lørdag eftermiddag gik den første tur til “Paradis” – Wiesle, hvor vi sad og hyggede os og nød den flotte udsigt. Efterhånden dukkede det meste af selskabet op, og da alle var blevet forfriskede, satte vi kursen i samlet trop – via Stuibenfall tilbage til hotellet.
Her skulle vi lige have afprøvet telefonerne – kan det nu også passe, at vi kan ringe direkte til hinanden på vore danske mobiltelefoner – eller skal samtalen via Danmark – selvom vi står ved siden af hinanden?
Søndag morgen er der så afgang for de af os, der har meldt os til 3-dages rundturen i højderne. Alle er spændte, rygsækkene er pakket efter alle kunstens regler, og vejret er rimeligt. Bussen kørte os til Griess, og derfra var det på gå-ben.
Afsted det går – opad og opad. Og inden længe er det tid for første pit-stop. Checkning af strømper og støvler – og genopretning af væskebalancen.
Desværre begynder det at trække lidt op, men vi lader som ingenting, og fortsætter ufortrødent. Hytten, vi går mod, hedder Winnebachseehütte, og undervejs kommer vi forbi denne lille hytte, som fortæller os, at vi er på rette vej.
Endelig når vi hytten, og på det tidspunkt er vi lidt små-våde og forkomne. – Og hvad er så bedre end en gang “Erbsensuppe mit Würsteln”? Vi får noget at spise, – og varmen, og er snart klar til at gå videre.
Denne gang blev regntøjet fundet frem (i hvert fald noget af det) – og snart fortabte Winnebachseehütte sig igen i tågerne…..
Efter endnu en gang klatren nåede vi så endelig Winnebachjoch – 2782 m.o.h.
Se, Dannebrog vajer nok så kækt fra toppen – og fra nu af går det nedad – mod en varm hytte, hvor vi kan få tøjet tørret og få noget at spise.
Endelig – langt om længe er Westfalenhaus i sigte. Her skal det gøre godt med at få tøjet tørret, få varmen, noget at spise, og en god nats søvn. (2276 m.o.h.)
Værten var lidt af en skæg fætter. Han truede med at ville spille for os om aftenen, – men han ændrede dog mening. Han havde vist nok at gøre med at forsøge at holde styr på, hvem der bestilte hvad. Vi var nu også trætte, og kl. 22 var alle mand gået til køjs.
Mandag morgen så verden pludselig helt anderledes ud. Solen skinnede – og vi så pludselig, hvilken pragtfuld udsigt vi havde fra hytten. Efter et hurtigt morgenmåltid drog vi afsted over Längentaler Alm mod Praxmar.
Det var en dejlig tur. Der var ikke gået længe, før vi måtte smide overtøjet, og vi nød rigtigt at mærke solen – vi havde jo lidt til gode fra i går……
Suk, ja – her kunne vi såmænd have stået endnu. Vi gav os god tid, holdt en pause, når vi havde lyst, og hyggede os rigtigt.
Ved frokosttid havde vi nået Praxmar, hvor vi holdt et hvil, inden nogen af os tog bussen videre til St. Sigmund, hvorfra vi skulle gå til det næste overnatningssted Pforzheimer Hütte. Andre tog turen direkte – en noget stejlere og hårdere tur.
Det var efterhånden blevet temmeligt varmt, så der blev holdt en del pauser på vejen op – og der var jo nok at kigge på undervejs. Det første stykke var nærmest en grusvej, og der var masser af både kvæg og heste i området. Et lille kapel kom vi også forbi.
Så er hytten i sigte! – Vi syntes, det havde gået opad indtil nu, men det kom til at gå mere opad. Og du godeste, hvor var det varmt!
Endelig er vi fremme – af med rygsækken og støvlerne, og på med sandalerne. – Og så blev der ordret drikkevarer i lange baner.
Kort tid efter ankom også den flok, der havde taget turen op over passet – de havde det også varmt….
Aftensmenuen var gullash – lækkert!
Tirsdagen startede igen gråt. Det så ud, som om det ikke rigtigt vidste, om det ville regne eller lade være – så jakkerne blev fundet frem
Det gik jævnt opad lige fra starten – og snart havde vi smidt jakkerne igen. På toppen (Gleirschjöchl, 2751 m.o.h.) var det dog køligt og fugtigt, men efter “en enkelt” er den indre varme hurtigt genoprettet, og vi kunne påbegynde den lettere del af turen. Resten af dagen gik det faktisk nedad.
Snart er Schweinfurter Hütte i sigte – udsigt til mad og drikke- det er jo ikke så værst…
Efter Schweinfurter Hütte var der i øvrigt ikke langt til næste pit-stop, som var Larstigalm. Efter endnu et lille hvil gik resten af turen med panoramavejen ned til byen. Hermed var vores 3-dages eventyr forbi – vi var en stor oplevelse rigere, og behageligt trætte. Efter aftensmaden var der kegleturnering – Ellen vandt! – Et par timers hygge – så gik vi til køjs.
Onsdag var “ruhetag” – d.v.s. til fri disposition – og hvad gør man så lige? Jo, var der nogen, der foreslog – hvad med en tur til Hemerkogel? – Mange havde prøvet den før og huskede den som en rigtig god tur – og som sagt – så gjort!
Den ligger jo lige deroppe – fortaber sig godtnok lidt i tågerne – men vejret var fint, så vi drog afsted. DEN trak tænder ud!! – det var omkring 1200 højdemeter, og det var stejlt – og ind imellem føltes vejen uendelig. Men – som det sker i alle gode eventyr – til sidst lykkedes det – og det var alle anstrengelserne værd! Sikke dog en udsigt – og for flere af os var det en stor personlig sejr at nå toppen. Et stykke brød, en humpel ost og et stykke pølse samt masser af vand at drikke, var et herremåltid her, og udsigten var jo også med til at sætte prikken over i’et.
Men nedad skulle vi jo igen, og den del af turen var faktisk ikke mindre spændende. Det første stykke gik over en masse kæmpestore sten – man skulle virkelig se sig for, men heldigvis havde vi ingen uheld.
Da vi havde rundet bjergkammen havde vi den flotteste udsigt ned mod Grastalsee. Det er et barskt område, men utroligt flot. Siden vandreholdet havde været her sidst, havde gletcheren, som forsyner søen med vand, trukket sig mange meter tilbage, og havde ikke længere nogen synlig forbindelse til søen.
Vi skulle faktisk temmelig langt ned,inden det begyndte at blive grønt omkring os igen, men det var en fantastisk flot tur, og vi nød den i fulde drag. Vi “landede” i nærheden af Larstigalm, og syntes virkelig, at vi havde fortjent en “Grosses Bier” – så det fik vi!!
Et sidste blik tilbage mod Hemerkogel og Grastalgletcheren – det havde været en grænseoverskridende tur, som vi var stolte over at have gennemført.
Hjemme på hotellet stod den på gemsesteg til aften – så var det en fuldendt dag? – Mon ikke.
Om natten regnede det kraftigt – og vi var spændte på, hvad den nye dag ville bringe. Indrømmet – vi VAR nok lidt brugte fra dagen før, så 1200 højdemeter skulle ingen byde os…..
Mange højdemeter fik vi alligevel – men dog på en lidt anden måde. Bussen kørte os til Obergurgl, og efter en halv times traven nåede vi mellemstationen for liften til Hohe Mut, – og vi var en del, som var enige om, at vi godt ville lade os transportere op i højderne. Og som sagt, så gjort. Det var en meget laaaanngg tur, men flot! Da toppen var nået, måtte vi ind i hytten og lige have lidt varmt til kroppen – man blev temmelig meget kølet ned på vejen op. Skyerne hang meget lavt, og der var ikke meget udsigt – men det kom. Tågen lettede efterhånden, og man kunne se mere og mere.
Det var en fantastisk udsigt, der dukkede frem af skyerne. Området var kendt for sine mange krystaller, og der var da også livlig trafik omkring vandet, som strømmede fra gletcheren. På grund af tilbagetrækningen var der et bredt, fladt område nede i dalen, som var fyldt med sten, og hvor folk gik med næsen i knæhøjde for at finde krystaller og andre spændende sten.
Vi nøjedes dog med at give os god tid på vejen ned og nyde udsigten. En ekstra pause ved Schönwieshütte blev det også til, så man kunne få lidt at spise og drikke. Herefter gik det igen nedad mod Obergurgl. Vejret var blevet bedre og bedre på vejen ned, og det gik faktisk hen og blev en fantastisk flot tur. Kort efter, at vi havde forladt hytten, var der vist af til et vandfald.Vi fulgte afstikkeren, og det fortrød vi absolut ikke. Turen gik gennem et helt specielt landskab. Masser af lyng, stedsegrønne og nåletræer. I det hele taget utroligt frodigt i forhold til det landskab, vi havde gået igennem dagen i forvejen
Jamen, det er jo os…. hvor vi dog nyder det!
Efterhånden som vi kom længere nedad mod dalen, kom vi forbi flere, kæmpemæssige fyrretræer – rene skulpturer at se på – og nogen af dem så ud til næsten at stå ovenpå jorden.
Vel tilbage i Obergurgl blev der tid til at “ose” lidt – og vi fik en kop kaffe og en Apfelstrudel på en fortovskafé – ren hygge!
Om aftenen på hotellet var der Heimatsabend – med tyrolermusik, lederhosen, og det lokale danse-ensemble. De var utroligt dygtige, og vi havde en rigtig hyggelig aften.
Vi var blevet enige om, at fredagen skulle bruges på en tur til Narrenkogel. De seje ville tage den stejle vej, mens vi andre “kyllinger” gerne gik en omvej for at komme på en lidt mere moderat stigende rute. – Men vi blev snydt, gjorde vi. Vi gik forkert, – det blev ganske rigtigt en omvej – og endte med at blive noget af det stejleste, vi havde været ude på.
Hvem kan stå for denne lille fyr, som vi kom forbi på vejen op? – Jeg kunne ikke….
Vi svedte bravt på vejen op – men op skulle vi, for det var jo sidste vandredag, og vi skulle selvfølgelig have det hele med.
– og hvad betyder alle anstrengelserne, når man så kan have denne udsigt til frokost? Solen skinnede og vi havde det dejligt. Efter en god frokost og måske en lille lur gik vi videre.
Da vi nåede det sted, hvor stien delte sig – til højre nedstigning til dalen – til venstre Poschachkogel – ja, hvad skulle man så lige? – Flertallet valgte højre, og et par par måtte lige op og se, hvad der var på toppen.
Står på en alpetop – skriver i en bog
nu er vi end’lig kommet helt herop – er vi mon rigtig klog’?
(frit efter Shu-bi-dua)
En flot tur var det, og nedstigningen var også spændende – Igen masser af sten, men af en noget anden størrelse end dem, vi gik på på Hemerkogel. Denne gang mindede det mest af alt om et gigantisk jordskred, og man skulle se sig godt for, hvor man gik.
Nedad, nedad, nedad og nedad gik det – det var, som om det aldrig fik ende – og da vi endelig var nede, kunne man næsten høre knæene knirke, så slidte var de.
Men havde de fået nok? – Nej, for vi havde jo aftalt, at vi lige skulle til Wiesle en sidste gang inden hjemturen, – og det nåede vi skam også. En perfekt afslutning på et perfekt ophold i Niederthai.
Lørdag morgen – tid til afgang. Der blev udvekslet knus, krus og t-shirts, værtsparret vinkede og ønskede os alle en god hjemrejse.
Op ad formiddagen nåede vi Imst, hvor vi skulle have ca. 4 timer til at gå. Peter havde planlagt en tur i “Rosengartenschlucht” – En fantastisk naturoplevelse, faktisk inde midt i byen. Det var et mini “Grand Canyon”, hvor vandet gennem årene havde skåret sig ned gennem klipperne, som her hovedsageligt var af kalk, og derfor temmelig porøse. Der var anlagt en sti hele vejen gennem slugten, og det var en flot tur. Vi krydsede floden mange gange og hver gang vi rundede et hjørne, havde vi en ny og flot udsigt -både frem og tilbage.
Sikke en afslutning…..
Allerede ved 17-tiden var vi ved Memmingen, hvor vi skulle have aftensmad på dette hotel – et hyggeligt sted, hvor vi fik et par timer til at gå, inden turen igen gik nordpå. Inden længe begyndte mørket at falde på, og der var udsigt til alle tiders solnedgang
Smukkere kan det næppe blive. Natten forløb roligt, og allerede ved 5-tiden var vi ved “Sluk-efter-kro” i Sønderjylland, hvor vi fik morgenmad, og hvor de første allerede forlod selskabet. Derefter gik det “slaw i slaw” op gennem Jylland, og inden vi fik os set om – ja, så var den uge gået.
Tak til Ellen og Hans, fordi de fik os med – og tak til Anne Lise og Peter for en herlig tur. Det var en stor oplevelse – og vi glæder os allerede til næste år…..