Bornholm 2015

Højest usædvanligt har ingen af os nogensinde været på Bornholm. Hverken med skolen eller på anden vis. Nu må det være på høje tid at kunne afkrydse dét hjørne af danmarkskortet. Vi bestiller en uges ophold på Pension Koch i Gudhjem fra den 09. til den 16. maj 2015. 27 m2 lejlighed med udsigt og egen balkon, det lyder da besnærende.

Lørdag 09.05.15:

Vi skal først med færgen fra Ystad kl. 20:20, så vi kører fra Havbakken kl. 13:40 – i regnvejr! Det havde ikke lige været med i planlægningen, men vi kunne jo ikke gøre så meget ved det…

Klokken godt 16 var vi på Sjælland og holdt en tiltrængt kaffepause, inden vi fortsatte over Øresundsbroen og videre mod Ystad.

Vi nåede Ystad ved 18:30 tiden. Der var amerikaner-cruise i byen, og trafikken bevægede sig meget langsomt.

Det havde selvfølgelig heller ikke lige været med i planlægningen, så vi blev enige om, at det vist var bedst bare at finde færgelejet og få tjekket ind, og så vente med at spise til vi kom ombord på færgen. Og som tænkt, så gjort. Kl. 21:50 landede vi i Rønne og kørte af sted mod Gudhjem. Det var efterhånden blevet mørkt, og om det var det, eller GPS’en, der ikke var opdateret – i hvert fald kørte vi forkert og kom ind med nogle meget smalle – og meget smattede veje. Vi fandt dog langt om længe Pension Koch – og efter aftale skulle der ligge en nøgle til os i receptionen, som – fandt vi ud af – var inde i morgenmads-lokalet. Der var så bare ingen nøgle, selv om vi kiggede alle de steder, vi kunne komme i tanker om. Nå! – jamen så må vi jo ringe på det nummer, vi havde fået oplyst med reservationen. “Dit opkald kan ikke besvares, nummeret findes ikke eller er ude af drift” Tak skæbne! – nu var det lige før, der udbrød panik. Her stod vi kl. 23 med vore pakkenelliker i et gedigent møgvejr og havde ikke noget sted at være. Var vi blevet taget ved næsen? Vi fandt alle vore papirer frem og forsøgte med andre telefonnumre indtil vi fik fat i Team Bornholm, som vi havde lavet reservationen hos. De fik kontaktet værtinden, som i første omgang ikke helt kunne forstå, at det var korrekt, at der ikke var nogen nøgle, – men da det endte med, at hun måtte køre ind til pensionatet, kunne hun konstatere, at vi faktisk havde ret. Hun beklagede mange gange og tilbød os morgenmad næste dag som kompensation. Vi fandt langt om længe vort værelse, som så fint ud, fik pakket ud og brygget en enkelt kop kaffe inden sengetid. Pulsen skulle lige helt ned, inden vi gik til ro.

Søndag 10.05.15:

Vi stod op kl. 7:30, desværre til gråvejr, men dog tørt, og glædede os til et godt morgenmåltid. Og det var virkelig et fint morgenbord. Hende, der stod i køkkenet kom ud og var ovenud ulykkelig over, at det faktisk var hende, der havde glemt at lægge en nøgle til os. Vi beroligede hende med, at vi overlevede, og så bestilte vi i øvrigt morgenmad de øvrige dage også.

Desværre regnede det, da vi var færdige med morgenmaden, så vi fortrak til værelset og gav os god tid til at planlægge dagen.

Udsigten fra værelset fejlede absolut ikke noget, men ville alt andet lige have været skønnere i solskin.

Vi tog bilen og kørte mod Allinge. Det støvregnede, var koldt og blæsende, så vi lod cyklerne stå med håbet om, at vejret ville blive bedre i løbet af ugen. I stedet fandt vi Bornholms Tekniske Samling, og det var i høj grad et besøg værd!

Her var samlet simpelt hen alt, hvad hjertet kunne begære af ting og sager fra forgangne tider. Om det så var Marie’s håndmixer – i den rigtige farve – eller den første Commodore 64 computer – sættekassen med allersidste forside fra Bornholms Tidende sat med bly – redskaber, værktøj, kameraer, radioer, TV, you name it! Hold da helt op…

Det var svært at løsrive sig, og da Erik fandt ud af, at én af medarbejderne ville starte den gamle elværksmotor op, skulle vi absolut ingen steder, før det var sket. Vi havde nogle hyggelige timer på museet, inden vi igen satte kursen mod Allinge – sulten begyndte at gøre sig gældende!

Og alle skal vel på ét eller andet tidspunkt smage en røget sild, når man nu endelig er kommet til Bornholm. Den smagte godt – men der var alt for mange ben efter vores begge’s smag. Nu har vi prøvet det, og det er fint!

Efter silden gik vi en lille tur rundt i Allinge inden vi kørte mod Gudhjem. Vi fandt en p-plads ved Kobbe Å og gik turen langs åen til et lille vandfald

Det var nu klaret næsten helt op, solen kiggede i hvert fald ned gennem huller i skyerne, og det var en smuk tur, omend det stadig var køligt og blæsende.

Det var rart at få rørt benene, og således forfriskede vendte vi næserne mod Gudhjem og pensionatet. En kop kaffe og benene op, indtil det var tid at få et bad inden vi gik i byen for at finde noget at spise. Vi gik lidt rundt og kiggede, inden vi endte på “Black Pearl”, som ligger ikke ret langt fra Pension Koch. Her fik vi piratgryde og en Svaneke Classic, et udmærket måltid. Kaffen tog vi på værelset inden det var tid at gå til ro.

Mandag 11.05.15:

Op kl. 7:30 – solskin, stille vejr! Yeps – det var jo sådan, vi havde bestilt det! Efter morgenmaden fandt vi cyklerne frem og kørte mod Allinge.

Første stop var ved Helligdomsklipperne. Sikke en udsigt! Vi fulgte stien et stykke, inden vi vendte om og gik tilbage til cyklerne. Det måtte udforskes nærmere på et senere tidspunkt!

Næste stop Stammershalle, en gammel gravplads, som vi også lige skulle studere nærmere.

Videre gik det ad kyststien mod Allinge – stien var ikke alle steder helt cykelvenlig, men det gik. I Allinge gik vi lidt rundt, fik provianteret og kom forbi røgeriet, hvor vi blev enige om, at vi ville spise om aftenen.

Fra Allinge kørte vi mod Hammer Odde, hvor vi fulgte stien ud til fyrtårnet. Her fandt vi borde og bænke – og en smuk udsigt – hvor vi sad og nød vores medbragte mad og drikke.

Fra Hammer Odde til Hammershus. Her kunne man jo sagtens bruge nogle timer med at gå rundt og kigge. Vejret var stadig fint, og vi gav os god tid.

Fra Hammershus gik turen videre over Olsker, hvor vi var inde at se kirken – imponerende! Herfra over Rø og videre retur mod Gudhjem. Mine cykelben var godt brugte, så en kop kaffe og et kapitel i bogen på værelset var på sin plads. Aftensmaden på Allinge Røgeri blev ikke til noget – røgeriet var lukket. I stedet fandt vi Nordbornholms Røgeri, hvor vi fik fiskebuffet, is og en mørk Svaneke øl. Ahh, det var godt! En lille tur til fods i Gudhjem inden det var tid til aftenkaffe og endnu et kapitel inden sengetid.

Tirsdag 12.05.15:

Op kl. 7:30, solen skinner, og det blæser! Med et godt morgenmåltid i maverne satte vi ved 9:30 tiden kursen mod Svaneke.

Vi brugte formiddagen på at gå rundt i Svaneke og kigge på glas og andet brugskunst, på gamle huse, og på mennesker. Der er faktisk længe imellem, at vi bare går rundt og kigger uden at gå efter et bestemt mål – det skulle vi måske gøre lidt oftere…

Ved middagstid kørte vi videre mod Nexø, hvor vi fik provianteret, og herfra fortsatte vi til Paradisbakkerne, hvor vi spiste, inden vi tog den store rundtur med rokkesten, højmose og hvad har vi…

En hyggelig tur i et særpræget landskab. Ved 15-tiden var vi tilbage ved bilen og kørte til Svaneke, hvor det var is-tid! Efter isen begav vi os en tur hen ad kyststien mod Listed, men vendte hurtigt om, da det begyndte at trække op. Næppe var vi tilbage ved bilen, før den stod på torden og lynild. Så det var slut med spadsereture dén dag. Tilbage på pensionatet hyggede vi os med en kop kaffe og et kapitel, inden det var tid til et bad og en tur i byen efter noget at spise. Det blev Restaurant Brøddan, der bød på pizza og en Svaneke mørk øl. Dejligt! Retur til værelset, som bød på kaffe inden sengetid.

Onsdag 13.05.15:

Op kl. 7:30, det blæste, men var tørvejr. Om natten havde vi været vågne flere gange ved at det blæste en halv pelikan… Vi gav os god tid til morgenmaden, det var koldt, og der var ikke noget, der hastede. Turen gik først mod Aakirkeby, hvor vi ville starte med bilmuseet – som desværre var lukket!! Åbner først den 18. maj – ÆV! Nå, videre gik det til Rønne, hvor vi fik provianteret og tanket. Vi fik også kastet et blik på de to store granitbrud, men det var svært at komme tæt på, så man rigtigt kunne se. Så vi fortsatte mod Almindingen, hvor vi ville tage en travetur. Det var stadig tørvejr, så selv om det var koldt, måtte vi kunne gå os til varmen.

Og det blev en rigtig fin tur, selv om det ind imellem var lidt svært at følge stien. Vi holdt frokostpause i Ekkodalen, og derfra videre over Kongemindet/Rytterknægten og Rokkestenen.

Fra Rokkestenen fandt vi tilbage til Christianshøj, hvor vi havde parkeret bilen. Ville egentlig gå ind på kroen og tage eftermiddagskaffen, men gik hurtigt igen – det var ikke lige os… Så vi kørte i stedet til Aakirkeby, hvor vi fik kaffe og gammeldaws æblekage – i blomsterbutikken!! Hyggeligt!

Tilbage i Gudhjem tog vi lige en rundtur i byen for at stedfæste de lokale glaskunstnere, som vi måske skulle kigge lidt nærmere på. Og snart var det tid til aftensmad, som denne aften blev indtaget i pandekagehuset. Spændende!! Kaffe og lidt frugt til dessert på værelset, inden det pludselig igen var sengetid.

Torsdag 14.05.15:

Op kl. 7, vejret så fint ud, sol og lidt blæst, men lunere end i går. Morgenmadslokalet var næsten fyldt op, så der var kommet flere gæster til siden i går.

Efter morgenmaden tog vi kyststien mod Melsted til fods. Vi regnede egentlig med, at vi kunne gå hen til Baltic Sea Glas, som ligger et stykke fra Gudhjem, men vi ombestemte os og gik tilbage og tog cyklerne i stedet.

Vi brugte nok et par timer hos Baltic Glas. Det var fascinerende at se en stor glasbowle blive til, og der var masser af andre glaskunstværker at kigge på. Tilbage i Gudhjem blev der kigget på mere glas, inden sulten meldte sig, og vi fik provianteret i den lokale brugs.

Vi slog os ned lidt ovenfor havnen og sad der og konsumerede vores sandwich, mens vi nød udsigten. Med friske kræfter begav vi os derefter ad kyststien mod Helligdomsklipperne

En tur ned og op ad trætrappen (128 trin) – så var trappemusklerne trænet dén dag.

Og med denne udsigt i ryggen gik det tilbage mod Gudhjem, et tiltrængt bad og en dejlig middag på Restaurant Brøddan. Kaffe og frugt til dessert på værelset fuldendte endnu en skøn dag.

Fredag 15.05.15:

Op kl. 07:15, dejligt vejr! Efter morgenmaden tog vi cyklerne til Vang, hvor vi ville tage turen fra Vang over Jons Kapel og retur. Det blev en spændende og flot tur!

Endnu engang blev trappemusklerne rørt. Jeg forsøgte at tælle trin, men der var en del mennesker på trappen, så jeg mistede koncentrationen undervejs… Det blev en varm tur, så vi trængte til en sandwich og noget koldt at drikke, da vi endelig var tilbage ved cyklerne.

Da vi havde genoprettet salt- og væskebalance skulle vi da lige hen og se Pissebækken (jamen, sådan hedder den) – Danmark’s 3. højeste vandfald. Navnet henfører efter sigende ikke så meget til selve bækken, som til det fald, den skal ud over for at komme videre på sin vej mod havet. Det skulle angiveligt give associationer til en lille mand på et gadehjørne i den belgiske hovedstad.

Nu var det tid at vende næserne mod Gudhjem igen. Efter Helligdomsklipperne holdt vi pause ved den gamle strandfogedgård, hvor vi fik kaffe og kage. Så kunne benene også klare resten af turen hjem til hotellet, som vi nåede ved 17-tiden. Vi fik læsset cyklerne på bilen, så vi kunne være hurtigt klar til afgang dagen efter. Aftensmaden blev indtaget på Gudhjem Røgeri, hvor den igen stod på fiskebuffet og lokal øl. Dejligt! Kaffe på værelset inden sengetid.

Lørdag 16.05.15:

Op kl. 7, vejret var OK til en lang køretur. Efter morgenmaden fik vi afregnet med værtinden, de sidste småting pakket, tænderne børstet, og så gik det af sted mod færgen og Rønne kl. 9:15.

Turen hjemad forløb uden problemer, og vi landede på Havbakken kl. 17:30, trætte og mætte på oplevelser. Nu har vi også været på Bornholm, og det har været en dejlig uge!