Fredag 11.08.06:
Efter et par indledende planlægningsmøder var det ganske vist: Anna Marie og Ove, Ellen og Hans – og vi to ville en tur til Østrig sammen – tidspunktet var lagt fast: det skal være uge 33/2006, og inden vi fik os set om, var tiden løbet, fredag eftermiddag 11.august 2006 oprandt! – og det stod ned i stænger – hvor heldig kan man være?
Nå, lidt regnvejr kan vel ikke afskrække en flok garvede vandrere, så vi pakkede bilen på Havbakken og satte kursen mod Aulum, og snart klarede det da også op igen. Efter at de sidste pakkenelliker havde fundet en plads, gik det afsted sydpå.
Snart meldte kaffetørsten sig, og kl. godt 18, da vi var ved Hylkedal, blev der dømt pause. Frisklavet kaffe og hjemmebagt kringle – hvad kan man så ønske mere? – Det skulle da lige være udsigten til en uges vandreture i hyggeligt selskab, – så alle ønsker fra ønskelisten var opfyldt. Hvad har vi da gjort, at vi skal ha’ det så godt…..
Således vederkvæget fortsatte vi turen mod grænsen, og efter at have provianteret hos Duborg gik det afsted igen ved godt 20-tiden.
Uden mad og drikke….. osv. – så snart stod der aftensmad på programmet. Frikadeller og kartoffelsalat UHM!! Tusmørket begynder så småt at sænke sig, – et eller andet sted kan man også mærke, at det er fredag aften – efter en lang arbejdsuge – så de næste mange kilometer blundes der lidt hist og her, – undtagen chaufføren og co-driveren, som selvfølgelig har alle antenner ude.
Ved midnatstid var det tid at strække ben igen – de sidste dråber blev vredet ud af termokanden, og vi kunne gøre status for den første del af turen. Alt var forløbet helt fint – trafikken var OK, bilen kørte fint, vi havde masser af plads til at sidde mageligt, – så fortsatte det på denne måde, ville vi være fremme meget tidligt.
Lørdag 12.8.06:
Vi havde et par vagtskifter i løbet af natten, – og det var blevet regnvejr. Men efterhånden som det lysnede, stilnede regnen også af, og ved 7-tiden var det tørvejr, og vi var klar til morgenkaffe.
Der blev lavet frisk kaffe, der var rugbrød, lune rundstykker, smør, pålæg, ost – kort sagt: alt, hvad hjertet kunne begære. Vi tog os god tid – for vi var tidligt på færde – og kl. 8.15 kørte vi videre sydpå. Det regnede stadig ind imellem, men så længe vi skulle sidde i bilen kunne det jo være lige meget.
10.45 nåede vi byskiltet til Kaprun – det var jo egentlig alt for tidligt – og vejret var ikke det bedste. Men vi besluttede at bruge et par timer på at se kraftværket, og gå turen gennem Sigmund-Thun-Klamm, som nok er et besøg værd.
Og det var det – en imponerende kløft, og et ikke mindre imponerende stykke tømrerarbejde med at lave bro og trapper hele vejen op. Ved toppen af kløften gik vi med stien, som fører rundt om søen, og sandelig, om ikke der var vist fra til en alm, “sneglehuset” (jeg kan ikke huske, hvad det hed på tysk…) – det måtte vi prøve. Det var et hyggeligt sted med en overdækket terrasse, som vi straks indtog.
6 øl kom på bordet, og der blev bestilt “Jause” – et spækkebræt pr. mand med skinke, smør, ost og lidt “grønt”, og masser af brød. Det var bare godt. Vi spiste og hyggede os, mens regnen silede ned udenfor – og lidt efter lidt blev det nu også lidt køligt. Mætte og veltilpasse satte vi kursen nedad igen, og efter en længere spadseretur fandt vi da også bilen igen. Stien blev væk for os, så vi måtte tage vejen ned til parkeringspladsen – anmærkning til guiden!!
Kl. 14.45 ankom vi til Wüstlau og blev hurtigt indkvarteret. Og så kunne vi jo lige så godt starte med kaffe og kage. Godt og vel mætte gik vi hver til sit og fik en lille en på øjet inden aftensmaden.
Aftenandagten blev holdt hos Ellen og Hans (som den i øvrigt blev hver aften) – de havde bedst plads. En lille én til næsen, og lidt planlægning af næste dag – som jo helt afhang af, hvordan vejret ville arte sig. Men som de fødte optimister vi er gik vi i seng fulde af overbevisning om, at solen ville skinne næste morgen.!!!
Søndag 13.8.06:
Efter en god nats søvn stod vi friske og veloplagte op søndag morgen. Der var opklaring undervejs, så vi besluttede os for at tage liften op til Alpincentret ved foden af Kitzsteinhorn.
Dalstationen for Gletcherjet I og II (vi skulle med 2 lifte for at komme op til alpincentret) ligger kun få hundrede meter fra hotellet, så det var jo en fin tur til lige at få løsnet musklerne op. Billetter blev købt, og snart var vi undervejs. Allerede nu kunne vi se, at der var faldet nysne – regnen i går var faldet i fast form i 2000 meters højde. Det var et flot syn.
Jo højere vi kom op, jo flottere blev vejret – ja, vi kom faktisk over skyerne, heroppe var himlen knaldblå og den nye sne kridhvid. Så man måtte jo lige standse op og tage en dyb indånding, – og bang, så fik jeg en stor dynge sne ned i hovedet – fra taget på liftstationen. Heldigvis var det ikke is….
Således forfrisket drog vi afsted. Vi ville starte med at tage en lille rundtur omkring alpincentret, – men det var faktisk lettere sagt end gjort – de fleste afmærkninger havde gemt sig under sneen, så det blev lidt på lykke og fromme – men hvad gør det? – Udsigten var fantastisk, så vi nød det bare.
Det er koldt på toppen (tror jeg) – men også utroligt flot. Standeren i forgrunden er Europa’s højeste af sin slags – omkring 125 meter. Umiddelbart virker den ikke så høj, men da vi så liften (som er kæmpestor og kan tage over 60 personer) nærme sig, ja så kunne vi da godt fornemme, at standeren var meget høj.
Nå, men vi kunne jo ikke blive her hele dagen. Vi havde bestemt at ville gå med “Alexander Enzinger Weg” – hen til Maiskogelbanen og tage med den ned. Vi havde gået turen sidste år – blot den modsatte vej, og det er en utrolig flot tur.
Uden mad og drikke…..så da uret nærmede sig 12, var der pause, og depoterne blev fyldt op, så vi var klar til dagens udfordinger.
Skyerne kom og gik, og ind imellem var det helt spøgelsesagtigt, som bjergene gemte sig i disen. Hvor end man vendte sig, havde man den flotteste udsigt.
Hvad har Hans fået øje på? – Måske en ørn….
Snart nærmede vi os den smalle kam, som gør denne tur til noget helt specielt. Pludselig står du på toppen og hele verden ligger for dine fødder. Og det mest specielle er, at man faktisk følger kammen et langt stykke vej. På afstand ser det ud, som om man bevæger sig på en knivsæg, men der er dog masser af plads, og ingen fare.
Der blev godtnok taget mange billeder den eftermiddag – men en god gerning kan jo ikke gøres for tit – og den flotte natur kan man ikke se sig mæt på.
Så begynder det at gå nedad – og nedad – og nedad. Men stien er god – formen er – om ikke toptrimmet, så OK – vejret er pragtfuldt – øllet er ikke helt varmt endnu – hvad kan man så ønske sig mere?
Det skulle da lige være en enkelt “kleines Bier” da vi langt om længe når Glocknerblick. Nu er vi også ved at være brugte, og forslaget om at gå ned i stedet for at tage Maiskogelbanen bliver betragtet som et udslag af lettere vanvid. Så vi entrer Maiskogelbanen og bliver transporteret ned i dalen i adstadigt tempo og til alles tilfredshed. Vel nede er vi dog så friske, at vi bliver enige om, at vi sagtens kan gå hjem til hotellet. Som sagt så gjort, og vi er hjemme ca. 17.15, hvorefter der hurtigt bliver brygget en kande kaffe og slappet af på altanen. En lækker wienerschnitzel til aftensmaden – så kan man næppe forlange mere, og efter aftenandagten går vi til ro – mætte på krop og sjæl.
Mandag 14.8.2006:
Nedtur! – Regnvejr fra morgenen af – og her troede vi efter i går, at vi kunne gå på vandet. Men – der skal nu mere til at tage pippet fra en flok glade vandrere. Vi satte plan B i værk: Besøg i verdens største ishule i Werfen, som ligger ca. 60 km. fra Kaprun. Alene køreturen dertil var en oplevelse – masser af hårnålesving, og opad, opad. Endelig nåede vi parkeringspladsen, og der var masser af mennesker. Vi var ikke de eneste, der skulle have en regnvejrsdag til at gå.
Afsted mod målet, og det var først, da vi stod i kø for at købe billet til liften, at vi kom i tanker om, at vi hverken havde vådt eller tørt med. Der var ikke nogen, der havde lyst til at gå tilbage, så vi nøjedes med et par flasker vand. Turen var ikke så anstrengende, så det gik jo nok……
Desværre nåede jeg ikke at få taget et billede af liften (som vistnok er Europa’s stejleste – fra 1084 m til 1586 m) – så vi må nøjes med billedet fra brochuren…
Liften fortabte sig i skyerne, som stadig hang tunge og lave – og gav vand fra sig ind imellem.
Fra endestationen var der et stykke vej at gå – på en hylde langs bjergvæggen. Flot anlagt. Lige nu var det tørvejr, og naturen var temmelig imponerende.
Snart nåede vi indgangen til hulen – og der var tæt af mennesker. Man blev lukket ind i hold på 20-30 personer, men der gik vel en halv times tid, inden det blev vores tur. Enkelte i flokken fik udleveret en karbidlygte – og så var der ellers afgang. Der er ikke elektrisk lys i hulen, så det var en meget speciel fornemmelse at gå der, blot med nogle enkelte, svage lys fra lygterne.
Hulesystemet strækker sig over 40 km – den guidede tur er på ca. 1 km og går via en masse trapper (helt nøjagtigt 688 trin talte jeg, da det begyndte at gå nedad igen – så alt ialt ca. 1400 step…) Ved at der trænger kold luft ind i de nedre dele af hulerne om vinteren, bliver disse underafkølede, og derfor fryser det indtrængende smeltevand i foråret, og der bliver dannet kæmpemæssige isformationer.
Fotografering er forbudt i hulerne, men vi havde nu ikke gået mange meter, før de første blitz lynede. Guiden bevægede sig rundt på isen som om han aldrig havde lavet andet (mon ikke han havde isjern på sine støvler) – og når han fortalte, tændte han en magnesiumtråd. Det gav nogle imponerende scener, og isformationerne antog om muligt endnu mere fantastiske former.
Ja, jeg kunne jo efterhånden heller ikke dy mig – kameraet måtte frem – dog uden blitz – men billederne blev faktisk helt gode – i hvert fald ligner de det, vi så
Turen gennem hulen tog godt og vel en times tid. Vi var ude i dagslyset ved 14-tiden – og da var vi godt sultne. Vi købte en sandwich inden vi kørte ned med liften igen, og da vi var vel tilbage ved bilen, blev madpakken fundet frem. Efter at have genoprettet saltbalancen, satte vi kursen mod Kaprun igen. Vejret var blevet lidt bedre – og i hvert fald så godt, at vi sagtens kunne sidde på altanen og drikke kaffe og spise kringle. Og med begrundet håb om, at vejret vil blive bedre dagen efter spiste vi aftensmad med god appetit – og aftenandagten blev selvfølgelig afholdt på behørig vis, inden vi gik til køjs.
Tirsdag 15.8.06:
Overskyet. Hmm… Nå, vi må være optimister, og vejrudsigten har faktisk lovet sol, så vi drager mod Kesselfall Alpenhaus, hvor vi sætter bilen og tager bussen op til Mooserboden. Alene turen derop er jo en oplevelse
Da vi nåede Lärchwand, hvor vi skulle trækkes op ad bjergsiden i denne sindrigt konstruerede tingest, var pladsen optaget af en betonbil, så vi måtte pænt vente, til den havde været oppe og læsse bilen af, inden det blev vores tur.
Vejret blev faktisk bedre og bedre, og snart havde vi allerede set mere end vi gjorde, da vi var her sidste år, hvor skyerne faktisk hang så lavt, at vi knapt kunne se vandet i søerne. Dæmningerne ligger i 2040 meters højde, og vi begav os afsted mod Heinrich Schwaiger Hütte, som ligger i 2802 meter – en god tur, som nok skulle få sveden frem.
Ja, der er jo ikke så meget at ta’ fejl af, så det var bare at komme afsted.
Det er altså nogle imponerende bygningsværker. Hvor mange millioner M3 beton, og hvor mange liter vand husker jeg ikke – tallene er så store, at de er svære at forholde sig til.
Det var en fantastisk flot og spændende tur. Vejret blev bedre og bedre, og med en blå blå himmel og hvide skyer viste naturen sig igen fra sin allerbedste side. Der blev holdt en del pauser på vejen op – det er jo vigtigt at give sig tid til at nyde udsigten undervejs.
Nogle steder gik vi lige på kanten af ingenting. Heldigvis var der wirer at holde sig til, så det var ikke noget problem, men det kunne da godt give et sug i maven at kigge ud. Den eneste ulempe ved sådanne ture er, at man er nødt til at stå stille for at kigge – det kan ikke nytte noget at gøre det, mens man går – så kan det blive farligt. Da er man nødt til at holde øje med, hvor man sætter fødderne. Men vi har jo ferie, så der er al den tid, vi behøver, til at standse op og nyde udsigten.
Det sidste stykke vej går vi i nysneen – heldigvis har nogle enkelte vandrere trampet stien til før os – eller også er det folkene fra hytten, der har været ude og sørge for, at vi kunne komme helskindede frem. Her skulle man ikke træde for meget ved siden af. Men hvor var det fantastisk flot!
Så er vi på verdens top (næsten) og kan se vidt omkring. Det er koldt heroppe, men solen brænder alligevel
Det er næsten ikke til at se sig mæt – men det er blevet godt-og-vel middag, så vi bestiller en god gang suppe, så vi kan få fyldt energireserverne op igen.
Der var enkelte andre, som havde fundet herop, og mens vi sad og spiste fik vi øje på nogle, som gik helt oppe på kammen næsten lodret over os.
Efter at have fået både mad og drikke, sættes kursen igen nedad. Det sidste stykke havde budt på lidt klatren i sneen, og et eller andet uforklarligt gør, at man gerne vil have den del af nedturen overstået, – inden man synes, at man rigtigt kan nyde det igen.
Vi ta’r lige endnu et blik ud over søen – her står vi i sne til op over anklerne – ikke til at forstå, vel?
Det var slet ikke så slemt som frygtet – men alligevel rart at komme på den anden side af – alle uskadte – og én fandt ud af, at støvlerne var ved at være slidte, så der skulle vist købes nye til næste sæson. Det er rart med masser af mønster i sålen, når terrænet er vådt og glat.
Det værste er ved at være overstået, og resten af turen er lige til at gå til. Det går nedad, nedad, nedad, og søerne og dæmningerne bliver større og større.
Næsten nede ved dæmningerne igen er det tid til en pause. Murmeldyrene havde længe brokket sig over vores tilstedeværelse, – men de var svære at få øje på. Pludselig var de der, men fandt hurtigt det nærmeste hul, da de fandt ud af, at vi havde i sinde at slå os ned.
Ja, det var såmænd lige deroppe, vi var. Efter en dejlig pause tog vi det sidste stræk ned til dæmningen, – var lige inde og se udstillingen om is og strøm – og en masse billeder fra bygningen af dæmningen. Ret spændende!
Ved 17.30 tiden var vi igen “nede” ved Kesselfall. Vi var med en af de sidste busser, og den var totalt fyldt op – vi måtte faktisk alle suge maven ind, for at chaufføren kunne komme til at lukke døren. En rigtig dejlig dag med masser af oplevelser. Efter en god middag og kaffe med “en lille én” gik vi mætte og trætte til ro.
Onsdag 16.8.06:
Fint vejr! Yes – så er det i dag, vi kører til Enzingerboden og tager turen ved Weissee og Grünsee – en tur, som vi husker som en af de bedste fra sidste år, og vi havde glædet os meget til at prøve den igen. En flot køretur gennem dalen mod liften, som fører op til de to søer. Ved billetlugen fik vi at vide, at der var meget stærk vind ved Weissee, og kun 7 graders varme!! – og man frarådede folk at gå rundt om søen. Hvordan kunne det nu passe med det fine vejr, vi havde hernede i dalen? – Vi snakkede lidt frem og tilbage – nu havde vi jo kørt turen hertil, og det ville være lidt surt bare at vende om med uforrettet sag. – Så det endte med, at vi tog liften op og håbede på, at vejret ville blive bedre i løbet af dagen.
Undervejs skete det flere gange, at liften nærmest gik i stå – det blæste så stærkt, at kabinerne begyndte at svinge frem og tilbage – uha, uha. Men op kom vi da – og skyndte os direkte ind i restauranten, for det var absolut ikke vejr til at opholde sig udendørs!
Efter en kop varm kaffe / chokolade i Rudolfshütte begav vi os udendørs. Vejret havde ikke forandret sig, og vi kunne jo godt se, at det absolut ikke var en god ide at gå rundt om søen, så vi begav os i stedet nedad mod Grünsee. Regntøjet var fundet frem – ikke så meget på grund af regn, men mere fordi vinden var både stærk og kold.
Nå – der skal trods alt mere til at tage pippet fra os – så vi kunne jo lige så godt give os god tid og nyde turen nedad. Naturen var flot – enkelte steder fandt vi lidt læ – og der var noget at varme sig på i feltflasken – hvad behøver vi så mere?
Snart meldt sulten sig, og vi fandt et dejligt sted, hvor vi kunne sidde i nogenlunde læ for blæsten. Madpakken blev pakket ud, og vi nød den og udsigten. Der kom flere vandrere forbi – vi var trods alt ikke de eneste, som vejret havde snydt.
Efter en god pause begav vi os afsted igen, og snart havde vi Grünsee i sigte. En enkelt øl i restauranten inden vi tog liften ned igen – og VW’en satte igen kursen mod Wüstlau.
Her var vejret til gengæld supergodt, og vi nød kaffe og kage i haven, -ja, der blev ligefrem taget solbad, inden det var tid at finde værelset og gøre klar til aftensmaden. Så selvom dagen ikke gik helt, som vi havde planlagt, blev det alligevel en dejlig dag. Efter aftensmaden havde vi oven i købet overskud til at gå en tur i baren, hvor vi lige skulle prøve en enkelt Guinness inden aftenandagten.
Torsdag 17.8.06:
Skyfrit og klart vejr fra morgenen af – ved 9-tiden gik det afsted mod Ferleiten – den næste dal – i modsat retning i forhold til om onsdagen – hvor vi havde udset os Schwarzenberghütte som mål for dagens vandring. En udfordring på ca. 1100 højdemeter – hver vej. Men formen var jo blevet bedre og bedre i ugens løb, så vi kløede på med krum hals.
Vi havde troet, at vi kunne køre helt hen til starten på opstigningen, – men der tog vi fejl. Så vi måtte pænt parkere bilen og begive os afsted til fods – så vi fik musklerne varmet op med et par kilometers travetur indtil vi kom til starten på ruten op til hytten
Åh ja, man kunne da godt se, at der var et stykke vej helt derop – men vejret var skønt, naturen ligeså, vi kunne holde pause, når vi havde lyst, så det var da bare at komme i gang. Man var i gang med at lave en kørevej – og et par gange var stien ved at forsvinde for os – men det lykkedes dog hver gang at finde den igen, og snart var vi ovenfor vejarbejdet. Nu gik det bare opad, opad, opad og opad….
Der blev holdt flere pauser undervejs – i en lang periode trak stien virkelig tænder ud – der var ikke den store afveksling – bare hårnålesving efter hårnålesving, og man syntes aldrig, det fik en ende. Så var det på sin plads med en let frokost, inden vi gik videre.
Så er der 30 minutter tilbage – og de, der har gået før os, har sikkert haft det lige som vi – på skiltet står: GOTT SEI DANK – SIND WIR BALD BEI SPEIS UND TRANK! – det gav ligesom lidt friske kræfter, og vi asede videre!
Endelig – efter en farefuld færd over en meget vakkelvorn bro – udsigt til mad og drikke – og en sjov forsamling af unge mennesker – hende, der bød os velkommen, havde pink hår – og en anden – vistnok en ung mand – havde små fletninger over hele hovedet – og var desuden malet rød i ansigtet – en lidt spøjs oplevelse.
Men gullaschsuppe og øl kunne man da få – selvom der ikke var glas at drikke af, fordi de ikke havde vand at vaske op i.
Den øl havde vi virkeligt fortjent! Og den blev nydt – sammen med udsigten over til Grossglocknerstrasse på den modsatte side af dalen.
Intet varer evigt – heller ikke en halv liter øl, så inden længe var vi igen på vej nedad – hen over broen – som også holdt til os denne gang – vi gik dog én ad gangen for ikke at udfordre skæbnen unødigt – og så gik det ellers nedad i raskt tempo.
Som om vi ikke havde lavet nok dén dag, var der et par stykker, som gik i gang med at fikse udstødningen på den lejede transporter. Den havde længe lydt som om den ikke havde tænkt sig at holde til vi nåede Danmark igen, så et eller andet måtte der gøres. Tilfældigvis var Hans kommet i besiddelse af et par stykker ståltråd, og ved fælles hjælp blev problemet afhjulpet – troede de! – Inden vi nåede Wüstlau lød det faktisk værre end nogensinde. Endnu en reparation, og denne gang holdt det! Rart at være på tur med en flok handy-mænd. Efter en hård arbejdsdag var vi godt sultne, og i dag var der udendørs grill-aften. Lækker mad, dejligt vejr – kaffe på altanen og på hovedet i seng. Kun én vandredag tilbage, og den skulle udnyttes fuldt ud.
Fredag 18.8.06:
Pænt vejr – solen var til at få øje på – enkelte skyer var der også, men det så lovende ud. Efter morgenmaden satte vi atter kursen mod Gletcherjet I og II – og denne gang ville vi helt til tops – op til Kitzsteinhorn’s tinde. “Gipfel-liften” var kæmpestor – med plads til 60 mennesker – og den kørte kun en gang i timen, så der var lidt ventetid, men det gav jo blot næring til spændingen ved at skulle så højt op.
På toppen var der bare en brandstorm – det blæste om muligt endnu mere, end det gjorde ved Weissee, og det var koldt! Fra liftens endestation kunne man gå gennem en tunnel og ud på en platform, hvorfra man kunne se ud over ski-området – og selvfølgelig alle de omkringliggende bjerge. Udsigten var fantastisk – men det stormede sådan, at man slet ikke kunne høre, hvad man selv tænkte, og ind imellem var jeg næsten bange for at det kunne lade sig gøre at blæse ud over kanten. Vi kunne godt have taget turen rundt med stien oppe fra platformen og hen til en kabelbane, hvorfra man så kunne blive kørt op til toppen igen – men vi fandt det for risikabelt, så i stedet tog vi med liften ned til alpincentret igen.
Her tog vi først en lille “rundtur”, som førte os forbi et sted, som var yndet opholdssted for en flok ørne – og enten havde de sat sig for at lave flyveopvisning – eller også brød de sig ikke om, at vi gik der, – for den ene ørn efter den anden kom flyvende ned fra toppen – hen langs stien, hvor vi gik – og op igen. Desværre er reaktionstiden på et digitalkamera ikke just nogen fordel, hvis man vil tage dyrebilleder – men et enkelt skud kom da i kassen. Det var meget imponerende at se.
Vi havde masser af tid, så vi besluttede os for at tage stien op til “Schmiedingerscharte”, hvor Erik og jeg også havde været sidste år. Lidt højdemeter skulle vi trods alt have på denne sidste vandredag, og resten af dagen ville det jo kun gå nedad – så vi asede afsted, og nåede da også målet lige omkring middagstid.
Her var det også lidt køligt og blæste (dog kun en halv pelikan, mod halvanden på Kitzsteinhorn….) – så vi fandt et lunt sted i læ for vinden, hvor frokosten blev indtaget, inden vi igen gik nedad mod alpincentret. Herfra tog vi liften ned til mellemstationen, hvorfra vi havde bestemt at ville gå resten af vejen ned til hotellet.
Nu var vi ved at være nede i tempereret klima igen, og jakkerne og de lange ben i bukserne blev smidt. Udsigten var fantastisk, og med udsigt til et par pit-stop undervejs gik det rask nedad.
Første stop: Salzburger Hütte i 1862 m. – En enkelt kold øl for at holde væskebalancen vedlige – nu brændte solen nemlig – og dagens foreløbige højdepunkter blev livligt genopfrisket. Tænk, at vi for 3 timer siden stod i en brandstorm på toppen af Kitzsteinhorn – alt var hvidt omkring os, – og her sidder vi i brændende sol med en let, lun vind i håret.
Nå, der var jo altså stadig et stykke vej til hotellet, så vi måtte på den igen. Nedad gik det, vejret var skønt, naturen ligeså – en rigtig dejlig tur.
Man glemmer tit at kigge bagud, når man er ude at vandre – og pludselig er den verden, man kom fra, forsvundet. Et sidste, lille blik mod Kitzsteinhorn blev det dog til – til gengæld kunne vi se mere og mere af byerne i dalen.
Godt og vel halvvejs mellem Salzburger Hütte og hotellet, nåede vi endelig til Eder Grundalm, hvor vi også havde været sidste år og drukket øl i “gårdhaven”. Haven var der stadig, og ligeså de to borde med tilhørende bænke – den øverste meget høj, og den nederste lav, så det kunne passe med terrænet. Manden og konen var de samme – og vi fik da også en lille snak med “Mutter” – som mente, at hun kunne kende os fra sidste år. Øllet var godt, maden ligeså. Således forfrisket måtte vi nok kunne klare den sidste times tid ned til hotellet.
Benene var ved at være godt brugte, og det gik stadig nedad – men pludselig var vi der – og hvad var mere på sin plads end at tømme rygsækken for proviant – så den sidste pilsner blev nydt et par hundrede meter fra hotellet – ømme ben, og harddisken helt fyldt op med indtryk fra en uge med masser af oplevelser.
Aftensmaden blev indtaget med glubende appetit, og den sidste aftenandagt blev holdt på altanen. En lang rejse var i vente dagen efter, og vi gik tidligt i seng for at være friske til køreturen.
Lørdag 19.8.06:
Vejret var fint kørevejr – efter at have checket ud – og fået en souvenir med fra hotellet: Opa’s hjemmebrændte obstler – satte vi kursen nordpå. Der blev provianteret i Billa, og turen forløb uden vanskeligheder. Vi ramte Havbakken kl. 00.30.
Det har været en dejlig uge med gode oplevelser og spændende vandreture. Tak til vandrevennerne for højt humør, hyggeligt samvær og godt selskab.
Der er tid nok i bjergene. Ingenting distraherer.
Ingenting forstyrrer. Tanker modnes og høstes.
Og spirer til nye visioner bliver sået.
Man inspireres til at dvæle lidt ved det, som var,
og det, som kommer.
Ofte i ly af visheden om, at livet, når alt kommer til alt,
jo leves bedst, når man tager sig tid til det.