Ötztal 2009

Fredag 17.juli 2009:

6 glade vandrere er klar til at køre en tur til Ötztal i Østrig – på Hotel Grauer Bär (den grå bjørn) er der reserveret 3 dobbeltværelser med halvpension – bilen er hentet hos Tang, og de første pakkenelliker er læsset. Afgang fra Havbakken kl. 18 – og næppe havde vi sat os i bilen, før det stod ned i stænger. Folk og bagage på Kroghøjvej blev læsset i al hast, og selv regnvejret kunne ikke ændre på det faktum, at NU var vi på vej, humøret var højt, og vi glædede os!

Men det skulle nu ikke ha’ lov til at gå for nemt! Mellem Vejle og Kolding lå en væltet lastbil og spærrede totalt for motorvejen, så pludselig holdt vi HELT stille – og det blev vi faktisk ved med til klokken var 21.30. Først da begyndte det at give lidt luft, og vi nåede ikke engang at proviantere ved grænsen – alt var lukket, da vi nåede dertil. Pyt – vi klarer os jo nok endda, så vi fortsatte til den nærmeste rasteplads, – sulten gnavede, og selvom det var total mørkt, nød vi vores medbragte kartoffelsalat med frikadeller. Vejen til munden kan man altså godt finde i mørke, skulle vi hilse og sige ;o)

Med fyldte maver gik det derefter godt fremad hele natten – der var regelmæssige pauser og chaufførskift, så alle havde mulighed for en time på øjet ind imellem. Vejret skiftede lidt mellem regn og ophold – det var ikke alt for godt, men udsigten lovede bedring for de kommende dage.

Lørdag 18.juli 2009:

Kørslen gik fint natten igennem, og ved 6.30 tiden var det tid til morgenmad. Det var blevet tørvejr, og udsigten til et godt morgenmåltid kunne lige sætte feriehumøret et par streger i vejret. Endnu bedre blev det, da vi fandt ud af, at vi – på trods af at vi ikke nåede den ellers meget vigtige proviantering ved grænsen – ikke behøvede at undvære morgenandagten. Så: SKÅL for en god dag og udsigten til en dejlig ferie!! AHH, frisklavet kaffe, nyristede boller – kan man ønske sig mere?

Det skulle da lige være en dag uden køer på vejen! Det undgik vi desværre ikke. Da vi nærmede os Østrig og forlod motorvejen, var det galt igen. Turen gennem Fernpass var et studie i tålmodighed, men – ligesom hos tandlægen: – på et tidspunkt er det overstået, og så glemmer man det såmænd hurtigt igen. Vi var ved at snakke om at tage en alternativ rute, når vi skulle hjemad, men det glemte vi også i løbet af ugen….

Vi var fremme ved hotellet ved 15.30 tiden. Det regnede igen, men pyt med det. Vi fik anvist vores værelser og glemte hurtigt alle fortrædeligheder, for det var ren luksus. Vi havde hele overetagen for os selv – i hvert fald de værelser, der havde balkon og udsigt. Her kunne vi stå i tørvejr og ønske hinanden velkommen og god ferie.

Derefter var en lur og et dejligt bad på sin plads, inden det var tid til aftensmaden, som også til fulde levede op til forventningerne – 5 retter! – og meget veltillavet. Skønt! Mætte på sjæl og legeme fik vi en enkelt kop kaffe inden det var sengetid, og vi gik til ro i glad forventning om de næste dages oplevelser.

Søndag 19.juli 2009:

Til lykke med fødselsdagen Anna Marie!

Op kl. 6.30. Solen skinner og det tegner til en dejlig dag. Efter behørig morgenandagt og morgenmad er der afgang fra hotellet 8.45. Vi er blevet enige om at tage en blid start og gå op til en af de utallige alme, der ligger omkring byen.

Regnen, som vi var kørt igennem de foregående dage, var her faldet som sne i højderne, og vi havde en fantastisk udsigt til de sneklædte bjerge, der omkransede byen. Der var masser af alme at vælge imellem, og vi satsede på lykke og fromme på “Gampe Alm”, – når vi var kommet hertil kunne vi altid tage stilling til, hvad vi så ville.

Snart var vi ude af byen og det gik opad og fik sveden til at springe. Undervejs kom vi på højde med “Hochsölden”, hvor der faktisk var sne på hustagene. Da vi nåede op i nærheden af Gampe Alm fik vi øje på en paraglider – de må have haft en fantastisk udsigt deroppefra!

På Gampe Alm var der mennesketomt, men lige overfor lå “Gampe Thoya” – og her var der ikke tvivl om, at vi var velkomne. Et rigtigt hyggeligt sted – solen skinnede – øllet var koldt – værtsfolkene var gæstfrie – og hytten selv var et studie værd. Så her slog vi os ned og nød livet, udsigten og den kolde øl en times tid.

Fra Gampe gik turen videre mod Rettenbachalm, hvor vi havde regnet ud, at vi kunne spise frokost. Det kunne vi også – altså vores medbragte, for almen var lukket. Det gjorde nu ikke noget – vi fandt et sted at sidde, og nød solen og vores medbragte klemmer – i øvrigt sammen med mange andre vandrere, der havde fået samme ide.

Klokken var kun 13, så det var alt for tidligt at begynde nedturen mod byen. Vi valgte i stedet en panoramavej, som førte os langs dalen, under bjergbanen, som førte op til Gaislacher Kogel, og videre hen til Bubi’s Schihütte, hvor vi igen måtte gøre holdt for at få væskebalancen i orden. Solen brændte, og de første røde skuldre og næser var allerede en kendsgerning.

Nå, nedad skulle vi jo på et tidspunkt, og det kom vi også, men først efter at have nydt udsigten ned over byen. Vi nåede hotellet kl. 16.30 og nød en kop kaffe på altanen, inden det var tid til aftensmaden. Vi havde samlet en glubende appetit og nød den dejlige middag. Efter middagen gik vi en lille tur og fandt ud af, at vi i morgen kunne tage en taxa det første stykke op til Stabelalm, hvorfra vi ville gå til Brunnenkogelhaus i 2738 m’s højde. Yes! så var det på plads, og tilbage på hotellet gik vi i baren, hvor Anna Marie gav fødselsdagsøl. En helt igennem dejlig dag!

Mandag 20.juli 2009:

Efter en god nats søvn stod vi tidligt op – vejret var flot og det tegnede til en dejlig dag. Planen var jo lagt i aftes, så efter et solidt morgenmåltid gik vi hen til vejen op mod Stabele Alm, hvor vi havde set skiltet med taxa’en. Vi fik ringet, snart kom bilen, og så gik det ellers over stok og sten opad. Asfaltvejen blev snart til en grusvej, og det ene hårnålesving efter det andet blev forceret med god fart. Chaufføren var en ældre gut, som talte lidt dialekt, men jeg forstod dog meget godt, da han sagde, at vi ikke skulle være nervøse – bare luk øjnene – det gør jeg!!!!

Nå, vi kom dog sikkert frem, og han bakkede (med lukkede øjne?) ned til det sidste sving, hvor han kunne få kajakken vendt og komme nedad igen. En spændende start på turen ;o)

Opstigningen kunne begynde, og det varede ikke længe, før vi var meget taknemmelige over, at vi havde taget taxa’en de første 500 højdemeter op, for der var absolut højdemeter nok tilbage til os. Sveden sprang, og der måtte mange pauser til undervejs for at få pulsen bragt til ro.

Men samtidigt var det jo en fantastisk flot tur med de skønneste udsigter undervejs. Vi nåede snart snegrænsen og den fine, hvide nysne, som dog smeltede alt, hvad den kunne i solen.

Med sneen som kontrast er det næsten, som om farverne bliver endnu stærkere – blomsterne, den blå himmel, det var fantastisk smukt. Og hvad der havde set helt umuligt ud nede fra byen blev nu snart en kendsgerning: vi nærmede os hytten og kunne begynde at spekulere på, hvad vi skulle have at spise.

En ordentlig gang “Speck mit Ei” – en rigtig kolesterolbombe, som smagte vidunderligt – tankede energidepotet op igen. Og så kunne man jo i øvrigt bare nyde udsigten og reflektere lidt….

Undervejs var vi blevet overhalet af nogle lokale, som også var på vej op. Og jeg studsede over, at fyren, som serverede for os i hytten, var den samme, som jeg havde set servere i restauranten aftenen før. Det viste sig senere, at nogle af dem, der havde overhalet os, faktisk var værtinden fra hotellet, som lige havde en lille ekstratjans med at betjene kunder i hytten også – og det samme havde nogle af de ansatte tilsyneladende. Det var da lidt skægt. Hun var i øvrigt imponeret af, at en flok danskere som os rent faktisk gennemførte turen derop – det var de åbenbart ikke forvænte med.

Vi spurgte os for i hytten, om det var muligt at tage en anden vej ned, så vi ikke behøvede at gå samme vej tilbage. Det kunne vi sagtens, og selvom denne rute var længere end vejen op, blev vi enige om at prøve den – det ville nemlig være muligt at tage bussen, når vi nåede ned i en sidedal til den dal, hvor vi boede. Så, da alle havde fået slukket både sult og tørst fortsatte vi nedad på den anden side af hytten, som snart fortonede sig bagude.

Det var en rigtig fin “ned-tur”. Vi tog os god tid og nød naturen omkring os undervejs, og der blev også tid til en pause i det grønne, da vi var kommet et stykke ned. Endelig kunne vi skimte de første huse i dalen, og snart var vi derhenne, hvorfra bussen kørte. Der var lige tid til en kop kaffe eller en øl inden afgang. Erik og jeg bestemte os for at gå resten af vejen ned til Sölden, så vi vinkede, da bussen kørte forbi, og begav os på vej.

Vi fulgte grusvejen det første stykke, men snart førte en sti os væk fra vejen, og det blev lidt mere spændende. Vi havde en fin tur ned gennem skoven, og efter at have provianteret lidt i byen gik vi det sidste stykke til hotellet.

Og når man så er rigtig heldig, venter vandrevennerne med kaffe og gewesen’er ved hjemkomsten. Det kunne jo ikke være en bedre afslutning på dagen. Alle var vist trætte og mætte på oplevelser, og efter et dejligt måltid mad og aftenandagt på altanen gik vi til ro kl. 22.30. Endnu en perfekt dag.

Tirsdag 21.juli 2009:

Op kl. 6.40 efter en god nats søvn. Efter morgenmaden købte vi et tre-dages Ötztal-kort i receptionen. Med det kunne vi frit benytte busser, svævebaner, vandland, museer og hvad der ellers var af “turist-ting” i dalen. Dagens program lød nemlig på en bustur til Tiefenbachgletcheren og herfra med panoramavejen til Vent.

Der var andre, der havde fået samme glimrende idé, så der var rift om pladserne i bussen, og der var et mylder af mennesker, da vi blev sat af ved endestationen. De blev nu hurtigt spredt for alle vinde, og vi begav os afsted med panoramavejen mod Vent. Selve turiststedet, hvor bussen holdt var under ombygning og ét stort rod, så dér var der ikke nogen grund til at bruge tid.

Vi var temmelig højt oppe, og her var masser af sne. Det ene øjeblik var det hvinende koldt, men når man rundede et hjørne og kom i læ, bankede solen ned, så man måtte smide trøjen igen.

Det var en dejlig tur, som ikke var alt for anstrengende, og vi havde de skønneste udsigter undervejs. Her havde Ove og Erik lige fundet sig en knold at hvile på, mens de ventede på resten af selskabet.

Ved 12-tiden var det tid til frokost, og vi fandt en plet, hvor det ikke blæste alt for meget, og vi nød vores medbragte klemmer – en enkelt fik endda en middagslur! Pludselig kom vinden, det blev køligt, og vi pakkede sammen og fortsatte turen. På et tidspunkt delte vejen sig, – man kunne enten gå direkte ned til Vent – nok en rimelig stejl nedstigning, – eller man kunne fortsætte med höhenweg’en endnu et stykke, til man kom til en lift, som man kunne tage ned til byen. Vi valgte det sidste, og undervejs kom vi til at se, at der måske også var mulighed for at nå Breslauer Hütte, som lå lidt længere fremme ad ruten.

Hvert hjørne man runder byder på nye udsigter, og pludselig ligger Vent dernede. Der er endnu et stykke vej til liften, men det er da dejligt at tænke på, at man ikke skal gå derned…

Erik og jeg har bestemt os for at forsøge at nå hytten – det var da lidt sejt, også fordi vi ikke var helt sikre på, hvor meget tid vi havde – vi skulle jo også gerne nå den sidste lift ned, men man kan jo også blive stædig, så vi nåede toppen og fik os en velfortjent radler, inden det gik nedad igen. At der var en fantastisk udsigt fra toppen behøver man vel næsten ikke nævne…

Det er der i øvrigt også på vejen ned, og vi når liften i god tid. Skyerne er ved at trække sammen, men vi kommer heldigvis ned i tørvejr. Vandrevennerne er just ved at tage sidste slurk af deres “dunkle”, – så lander vi, og flokken er samlet igen. Mens vi venter på bussen kommer der en gevaldig tordenskylle, så vi priser os lykkelige for de østrigske huses brede udhæng, hvor vi kan stå i nogenlunde læ til bussen kommer. Med bussen 16.57, hjemme kl. 17.30 – og her havde det ikke regnet. Det var lunt og dejligt, så vi bryggede en kop kaffe, som vi nød på altanen inden det var tid til et bad og en skøn aftensmad.

Mens vi holdt aftenandagt på altanen opførte naturen et gevaldigt lysshow. Kornmod, der lyste himlen op – et fantastisk skue – men desværre ikke nemt at fastholde med et kamera…. Godnat og sov godt kl. 22

Onsdag 22. juli 2009:

Op før 7 til endnu en strålende dag. Efter morgenmaden ville vi tage stoleliften til Hochsölden, men den var lukket p.gr.a. vedligeholdelsesarbejder, så der var indsat bus i stedet. Dagens mål var Rotkogelhütte i 2660 meters højde. I Hochsölden opdagede vi, at vi kunne spare en del hundrede højdemeter ved at tage en stolelift det første stykke af vejen, så det benyttede vi os af. Vi havde jo Ötztalpasset, så det kostede ikke ekstra ;o)

Fra stoleliften gik det stejlt opad, så snart sprang sveden frem. Vi havde ikke gået så langt før vi kunne se, at hytten var under ombygning, så vi kunne godt skyde en hvid pil efter at få frokost dér. Heldigvis havde vi lidt proviant med i rygsækken, så vi kunne nok overleve.

Lige overfor byggepladsen var der et lille kapel, som vi naturligvis lige måtte besøge. Det første man så, var et opslag med mange kloge ord, – f.eks:

Salig er den, der kan le af sig selv, han vil altid have underholdning nok.

Salig er den, der kan smile og ikke ser sur ud. Hans vej vil være solbeskinnet

Nå, vi skulle jo finde et sted at spise, og en byggeplads er ikke særlig velegnet til det formål, så vi kiggede på kortet og fandt ud af, at vi kunne gå op til Schwarzsee – et par hundrede højdemeter længere oppe. Og som tænkt, så gjort. Det sidste stykke var stejlt og lidt svært, men udsigten, da vi rundede toppen var besværet værd! Nu var vi pludselig i en verden af nøgne bjerge, is og sne.

Vi fandt et sted, hvor der var nogenlunde læ, og madpakkerne blev fundet frem.

Det var et dejligt sted, og vi nød udsigten, vores mad og drikke, og lod hvilen fald på os en times tid, inden det gik nedad igen. Snart havde vi rundet toppen igen og fik udsigt til det lille kapel. Turen nedad forløb uden problemer, og snart nåede vi igen Hochsölden, hvor der var tid til en enkelt forfriskning, inden bussen skulle komme.

Men det var jo alt for tidligt på dagen at tage tilbage til hotellet, så vi tog med Gaislachkogelbanen, og efter omstigning ved mellemstationen ankom vi til Gaislachkogel i 3056 m.o.h. ved godt og vel kaffetid. Også her var der desværre anlægsarbejde, så udsigtsplatformen allerøverst oppe var lukket, men vi havde nu en fantastisk udsigt alligevel. Kaffen blev nydt på solterrassen, og her kunne vi sidde og kigge på gravemaskiner og andre entreprenørmaskiner, som blev betjent med stor ekspertise og præcision. PUHA, at køre på kanten af afgrunden med sådan en tingest, – men det var fuld gas frem og den ene skovlfuld efter den anden blev fyldt og læsset af igen. Man får lige en fornemmelse af, hvor besværligt tingene er for dem dernede, hver gang der skal laves et fundament, og byggematerialer skal transporteres frem og tilbage. Hatten af for indsatsen!

Et par af os måtte liiige ud på pynten og kigge ned – og sikken en udsigt!

Tilbage til liften, og i behageligt og mageligt tempo ned til byen igen. En flaske kølig hvidvin på altanen rundede dagen af, inden det var tid til bad, middag og aftenandagt.

Torsdag 23.07.09:

Tidligt op. Vi fik lov til at komme i spisesalen allerede 7.30 – for vi ville gerne nå bussen 8.06 mod Obergurgl, hvorfra turen gik mod Ramolhaus, som ligger i godt 3000 m’s højde. En totalt flot men også anstrengende tur. Ellen og Hans havde været der før og havde rost turen i højde toner, så vi glædede os til oplevelsen.

Som Hans havde beskrevet: på et tidspunkt får man øje på hytten, og man tænker: det kan bare ikke lade sig gøre! – Der var vi nu, og det var tid til pause. En indgående SMS fortalte, at E & H havde bestemt sig for at tage liften op til Hohe Mut i stedet for stroppeturen til Ramolhaus. Så vi ventede på Anna Marie og Ove og blev enige med dem om, at vi ville forsøge at nå hytten

Og den trak tænder ud! Men samtidigt med at man gik og undrede sig over, hvorfor man gjorde, hvad man gjorde, havde man den mest fantastiske udsigt – og det var jo egentlig svaret i sig selv…..

Man kunne næsten ikke få nok! Sveden sprang, himlen var blå, og hytten efterhånden indenfor rækkevidde. Tanken om en kold…. gav ekstra kræfter, og endelig:

Da vi endelig nåede op, blæste det en halv pelikan på toppen. Vinden var kølig, og jakkerne blev snart fundet frem.

Men vi havde gjort det, og gullaschsuppen og den halve liter øl gjorde underværker. Det var tiltrængt!

Ved 13.30 tiden var vi blevet gennemkolde, og vi begav os nedad igen.

Vi gav os tid til et par pauser undervejs ned, for turen skulle da nydes, da vi endelig kom i læ igen og fik varmen. At vi så havde givet os så god tid at vi lige netop nåede byen to minutter efter at bussen var kørt, var så bare ærgerligt. Vi måtte vente en times tid, men det gik jo også, og vi kom med bussen kl. 17.15. Ellen og Hans havde nået både Hohe Mut og Gaislachbanen, og de ventede med kaffen, da vi nåede hotellet. Hvor heldig kan man være?

Efter en dejlig dag med masser af udfordringer gjorde en god middag underværker, og aftenandagten blev selvfølgelig heller ikke forsømt, inden det var tid at gå til ro.

Fredag 24.07.09:

Vi vågnede op til lidt flere skyer end vi havde været vant til i løbet af ugen, men solen fik dog hurtigt magten, og det tegnede til endnu en dejlig dag. Da det var sidste vandredag ville vi ikke ud i de helt store udfordringer, så vi havde valgt en tur til Kleblealm, – godt 600  højdemeter. At det så viste sig at være en sort rute, vi begav os ud på, måtte vi tage med….

Stien førte os ind gennem skoven, og var på sine steder temmelig stejl. Men 5 dages vandring havde alligevel givet “gode ben”, så vi fortsatte ufortrødent opad.

Der måtte et par pauser til undervejs…

Endelig – kl. 11.30 nåede vi Kleble Alm – et minisamfund, langt uden for alfarvej, og fra en helt anden tid, følte man. De to vigtigste institutioner: kirken og kroen – blev besøgt i nævnte rækkefølge. Det var et rigtigt hyggeligt sted, og der var masser af gæster. En gang “Speckbrot” og Käsebrot” gav ny energi til benene, og vi sad en times tid og nød udsigten.

Vi sagde farvel til Kleble Alm og gik nedad igen. Vi forsøgte at finde den sti, som Erik og jeg havde fulgt, da vi gik fra Windachtal, men det lykkedes ikke. Pyt med det – ned kom vi, og det i så god tid, at vi havde tid til lidt sight-seeing i byen. Der blev kigget efter vandrestøvler, som de fleste steder var sat pænt ned – men det viste sig, som det ofte gør, at skulle man have noget af det gode, ja så måtte man også betale prisen. Og så var det trods alt nok mest sikkert at vente med at købe, til man var hjemme igen – og havde mulighed for at bytte, hvis det skulle vise sig at de ikke passede helt som forventet. Men vi fik provianteret lidt til hjemturen, og var retur på hotellet ved 16-tiden. Kaffen blev nydt på altanen, og vi fik aftalt med hotellet, at vi kunne afregne samme aften, så vi kunne komme hurtigt afsted næste morgen.

Aftensmaden var som sædvanlig til UG, vi fik betalt vores gæld, og vi nød den sidste aftenandagt hos Ellen og Hans, inden det var tid at pakke det sidste, lægge tøjet frem til i morgen, og få en god nats søvn inden hjemturen.

Lørdag 25.07.09:

Op kl. 6.30 og en hurtig gang morgenmad. Få de sidste ting smidt i kufferten, og så er der afgang: kl. 8.00 vinker vi farvel til Grauer Bär og sætter kursen mod Danmark.

Som om vejrguderne var klar over, at vi var på vej hjemad, blev det en dag med gråvejr og regnbyger, men OK vejr at køre i. Og heldigvis gik det helt gelinde gennem Fernpass, ja faktisk hele vejen op gennem Tyskland. Ingen kø, ingen uheld, bilen spandt som en tilfreds kat, og vi var mætte af oplevelser og glædede os til at se de hjemlige omgivelser igen.

En god frokost undervejs, og i øvrigt pause, når vi trængte til det. Vi nåede grænsen til Danmark i god tid til at få provianteret lidt, – og få lidt at spise, inden vi tog det sidste lange træk hjemad. Kroghøjvej var næste stop, og ved midnatstid drejede vi op ad Havbakken.

Det har været en dejlig uge fyldt med skønne oplevelser, masser af god motion, lækker mad og drikke, og hyggeligt samvær. 1000 tak til vore vandrevenner Ellen og Hans, Anna Marie og Ove for dejligt selskab og fælles udfordringer.

Der er tid nok i bjergene. Ingenting distraherer
Ingenting forstyrrer. Tanker modnes og høstes.
Og spirer til nye visioner bliver sået.
Man inspireres til at dvæle lidt ved det, som var,
og det, som kommer.
Ofte i ly af visheden om, at livet, når alt kommer til alt,
jo leves bedst, når man tager sig tid til det.