MGA TwinCam

07. marts 2014


Havbakken
Om os
Interesser
Fotogalleri
SL
Haven netop nu
MG TF
MGA
MGA TwinCam
Klummen
Arkiv

 

Søndag 2.maj 2010:

Tanken har spøgt et stykke tid. Hvad nu, når TF'en står færdig, alt er pudset og poleret, og der er ikke mere at gøre? Og så var det jo, at dette påbegyndte TwinCam projekt var til salg på nettet, så med den sædvanlige "det koster jo ikke at kigge...." tog vi en tur til Viborg for at bese tingesten. Både Claus, Birgitta og Leo var med som rådgivere og konsulenter. Det kunne ikke gå galt.

Alt blev studeret og vurderet nøje. Om det gik galt har vi nu de næste mange år til at finde ud af - for søndagen sluttede med, at Erik blev enig med sælgeren om en pris, og slog til.

Lørdag 15.maj 2010:

Så skal kareten afhentes. En autotrailer er lejet til dagen, vejrudsigten endte med at arte sig - regnen blev udsat til sidst på dagen - og kl. 9 var vi klar til at læsse.

 

Alle reservedele blev læsset i Leo's trailer, og fronthjelm og bagklap blev pakket ind i tæpper og forsigtigt lagt ind på bagsædet. Betalingen blev ordnet, og vi fik en stor stak papirer med, samt et par bøger, som vi måtte kopiere, og som garanteret bliver guld værd, når vi skal til at finde ud af, om vi har alle smådelene. Til sidst var herrerne rundt og kigge i samtlige TwinCam's, der stod i hallen for at se, om der liiiige var et eller andet fif at hente. Men afsted måtte vi jo til sidst, og det gik i adstadigt tempo retur mod Havbakken

Vi nåede hjem uden uheld, og bilen blev forsigtigt lempet ind af garageporten og på sine fejebakker, så den kan flyttes rundt med. Alle smådele blev ligeledes læsset af, og traileren kunne afleveres i Holstebro igen. Frokosttid!!

Nu gælder det så om at finde ud af, hvad der egentlig gemmer sig i diverse kasser og poser - det ta'r vi lidt hen ad vejen. Sommeren står for døren (håber vi), og vi skal jo først og fremmest ud og have TF'en luftet. Det glæder vi os til.

Juni 2010:

Vi er så småt i gang med at registrere, hvad vi har - og, hvad der er mere vigtigt: hvad vi ikke har, og enkelte dele er allerede bestilt hjem fra Moss. Bl.a. rør til varmesystemet, - og det er jo fint nok, men adaptorerne, hvormed de skal forbindes til termostathuset, er ikke med, og en forespørgsel til Moss besvares blot med, at de ikke fås.

Heldigvis opdager vi, at der på nettet findes et "Twincam-forum", som vi straks får os meldt ind i - og næppe har man trykket "send" på sin forespørgsel, før det vælter ind med svar, velkommen i klubben, gode råd, cheers, og hvad har vi. Her får man ikke lov at sidde og kukkelure alene med sine problemer - det er blot at kaste et spørgsmål ud i forum, og straks er der twincam-ejere fra hele verden, der gerne vil hjælpe. Der gik da også kun en halv dag, inden vi havde fået navn og faxnummer på et firma i England, der kunne hjælpe med adaptorerne.

Juli 2010:

Alle kasser er tømt, og vi forsøger at få et overblik over, hvad vi har - og hvad vi skal have bestilt hjem. Twincam kataloget gennemgås minutiøst, og der laves en liste så lang, så lang. Listen gennemgås ligeledes, inden vi tager en dyb indånding og laver en ordre til Moss. Det er jo lidt, ligesom når man skal hive et plaster af et følsomt sted: skal vi tage det i små hyl, eller skal vi gøre det i ét stort brøl? Vi valgte det sidste, men vi undgår jo nok ikke de små hyl alligevel, for der dukker hele tiden nye ting op, som, nå ja - det skal vi også have bestilt....

August 2010:

Nu skal det være. Vores trofaste chef-mekaniker er igen indkaldt - motoren skal  nemlig pilles ud og køres til Varde, så vi kan få konstateret, om den renovering, der er foretaget, også er i orden. Det er trods alt hjertet i projektet, og hellere få diagnosen nu end lave bilen færdig og så efterfølgende konstatere, at det ikke banker, som det skal. Men vi er fortrøstningsfulde, og ser frem til at høre fra firmaet dernede.

Ventetiden fordrives med bl.a. nye bundplader, - og så går vi og venter på forsendelserne fra England. Både fra Peter Wood, som skulle lave adaptorerne til varmesystemet, og - ikke mindst - ordren fra Moss. Peter Wood kom først, og delene, vi modtager, er bare i orden.

 

Og så er vi ellers i gang med noget af et projekt. En støbeform til en ny glasfiber-del til fronten på Twincam'en. Vi har nemlig fået den idé, at det vil se rapt ud IKKE at sætte kofangere på dyret, men det kræver, at der laves et ekstra "skørt" til fronten. Bagenden er fin, som den er, og skal blot forsynes med et par ekstra reflekser. Det har taget mange dage at måle ud og snedkerere en form, og nu venter vi på en tilbagemelding fra glasfiber-firmaet, som vi har skrevet til og bedt om gode råd og materialer fra.

I mellemtiden kom forsendelsen fra Moss, og den ene kasse var temmelig mishandlet. Man havde nemlig pakket bremseskiverne, som er mega-tunge, sammen med en del andre og temmelig skrøbelige dele - det skal jo gå galt, og det gjorde det. Men Moss protesterer heller ikke, da vi beder om at få erstatningsdele tilsendt. Og mon ikke det lykkes efterhånden at få ordren leveret komplet.

September 2010:

Der kom en "all-inclusive" pakke fra glasfiberfirmaet, - og så var det jo bare med at komme i gang. Og da webmasteren nødvendigvis skulle være hjælpepige i dette projekt er der desværre ingen billeder fra selve støbeprocessen, - men det var nu heller ikke det sjoveste....

Det skal jeg hilse og sige, at tilpasningen heller ikke var. Som det måske er sket en enkelt gang før, endte det med, at arbejdet faktisk blev gjort lidt FOR godt - tingesten var blevet alt for tyk, så der skulle en ordentlig omgang med vinkelsliberen til, før den blev til at have med at gøre.

Vel hjemkommet fra en dejlig tur til Goodwood Revival var det tid at hente motoren hos motordoktoren, og et par dage efter kom Leo forbi og hjalp med at få dyret på højkant.

 

Ja, og så må vi jo hellere liiige få kigget efter, om det er gjort ordentligt. Det er det!

 

Oktober 2010:

Bundpladerne skal gøres færdige og klar til lakering. Efteråret nærmer sig, og snart bliver det for koldt til at stå udendørs med maling og lak.

 

Den 10.10.10 - vi er ellers ikke overtroiske, men man ku' da næsten fristes. For sikke da en dejlig dag. Solen skinner, vinden er gået hjem, og det er lige perfekt til at få klaret malingen af de steder, hvor Mester synes, der mangler lidt, før han kan acceptere det.


Forskærmene afmonteres. Amerikanerne har en idé om, at sidespejlet skal sidde på forskærmen, men dén idé køber vi altså ikke, så vi vil jo gerne have de to huller, som er i skærmene, svejset til. Heldigvis har vores MG-troldmand sagt ja til at ville foretage denne lille operation, og det tager da heller ikke lang tid, før vi kan krydse dette punkt af.

Nå ja, og så er der lige lidt arbejde til galvaniseringsfirmaet igen....

November 2010:

Vi er gået i gang med at skille forhjulsophængene ad - og næste udfordring viser sig: Den ene støddæmper sidder uhjælpeligt fast! - Så det gav endnu et punkt på ønskelisten. Der skulle i forvejen en ordre afsted til Moss, så der blev lige en tilføjelse. Desværre var støddæmperen i restordre, da ordren blev leveret, så nu er vi lige vidt.

Igen viser internettet sig som mulighedernes land, og inden ret længe er der fundet et par nye støddæmpere til en rimelig pris.

December 2010:

Der har ikke været meget tid at gøre med i denne måned, men den smule, der har været, er blevet brugt til adskilning, rengøring, maling, klargøring til galvanisering, etc.

 

 

 

PC'en har været brugt flittigt i løbet af måneden, og vi fik bestilt endnu en portion fra Moss, - bl.a. en bagagebærer i crom. Og stor var ærgrelsen, da vi så, at beslagene have lavet hul i papkassen. De er altså langtfra verdensmestre i at pakke ind, de kære Moss-folk, og de må have bunker af reklamationer hver eneste dag. Nå, heldigvis var der ikke sket noget, - efter en grundig inspektion blev bagagebæreren godtaget.

Det sidste, (indtil videre) der skal skilles ad og gøres rent, er styretøjet, og ligesom alt det andet, får det den helt store tur.

 

Færdig med rengøringen, og klar til at male. Det lykkedes også lige at få tingene hjem fra galvanisering inden jul, så nu skal vi i gang med at samle tingene i stedet for at skille dem ad.

 

Januar 2011:

Klar til at begynde at samle. Og hvad kan være mere nærliggende end at begynde forfra, så det gør vi.

Og efter den første week end i det nye år er vi kommet så langt ;o)

Så er det sør'me week end igen, og vi skal have forhjulsophængene monteret. Det første gik det ret gelinde med, det andet krævede lidt mere overtalelse, og mester fik lige genopfrisket hele repertoiret af de mindre pæne ord - men så lykkedes det også. Og sandelig, om ikke posten lørdag afleverede en pakke med en ny-indkøbt strømfordeler, så nu kan den også krydses af på listen.

Styretøj og anti-roll-bar er også klar til montering. Vi mangler bare liiiiige en enkelt skrue - dén må vi ha' bestilt hos Moss næste gang, der skal bud afsted...

Februar 2011:

Næste stop er bagtøjet. Nu er vi jo begyndt (med at skille det hele ad) - så vi kan lige så godt fortsætte. Og indrømmet - det ser lidt snusket og snavset ud...

 

Og det er da heller ikke lutter lagkage, der gemmer sig. Det må vist siges at være på sin plads at få gjort rent, inden vi skal i gang med at samle igen.

Marts 2011:

Meget af marts måned er gået med at rengøre skruer, bolte, møtrikker, skiver, dippedutter og dingenoter, så de kunne være klar til galvanisering - ikke det mest spændende arbejde, men som med så mange andre hadeopgaver: dejligt, når det er overstået.

Måneden bød dog også på et par lyspunkter: Det speedometer, som vi havde købt på nettet - og nok var temmelig skuffede over tilstanden af, var for længe siden sendt til England til en gang "make-over" - og jeg skal da lige love for, at det var alle pengene værd (i øvrigt ikke dyrt). Instrumentet er som nyt, - så nu kan man jo nøjes med at ærgre sig over, at man ikke sendte omdrejningstælleren med, da man var i gang....

Et par nyindkøbte blinklys til skærmene, samt et smart sidespejl dukkede også op.

Ja, og så var der jo lige det med bagtøjet, som måtte undergå en mindre operation, da et leje havde siddet løst. Igen priser vi os lykkelige for de mange gode venner, som MG-klubben har beriget os med. Her får ingen lov til at gå ret længe med et uløst problem, og også dette blev klaret til UG.

 

Tingene er kommet hjem fra galvanisering, og bliver linet op, så vi kan checke, at alt er der. Fjedrede har fået en tur i en kuglerenser og er klar til maling.

Så nu mangler vi bare lidt forårsvejr, så vi kan komme i gang...

April 2011:

Og forårsvejret kom faktisk - den første week end i april. Så nu skal bagtøjet samles igen, så vi kan få det malet. Det gik uden de store problemer.

 

Søndag eftermiddag var det relativt stille vejr, så det kunne lade sig gøre at male ude i det fri, så nu er bagtøj og fjedre klar.

 

 


Kardanboksen skal vel også lige ha' en tur, og tanken - den nøjes vi med at pletmale. Den er helt ny, så det eneste, der er at komme efter dér, er et par ridser.

Påsken nærmer sig, og der loves godt vejr, så vi glæder os til dejlige fridage, hvor vi kan få en masse fra hånden.

Det begynder da også rigtigt godt. Tirsdag inden påske ankommer de to renoverede støddæmpere, som vi har bestilt i England hos "Owner's Club". De ser fine ud, og prisen var meget rimelig. Snart er vi i gang med at montere bagtøj og bremser, og det går derudaf.

Lige, indtil en ondskabsfuld forkølelse/influenza sætter en stopper for yderligere aktiviteter. Surt show!!!

Maj 2011:

Gid fa'en havde den hoste! - Nå, det går da den rigtige vej, og mon ikke også det lykkes at få lidt fra hånden i maj måned. Vi kan da lige starte med at tage et kig på undervognen med bagtøjet og bremser monteret.

 

Næste punkt på dagsordenen: "Rælingen" skal tilpasses. Nogle af de gamle dele kan bruges, andre må skiftes ud. Det ene alu-hjørne passer fint, det andet har tilsyneladende en helt forkert drejning. Og nej, man kan ikke bøje det.... ("knæk", sagde det)

 

Der pudses, files, justeres, monteres gummibagklædning og jeg ved ikke hvad - og det ser da efterhånden også ud til, at det kommer til at passe.

 

Næste udfordring er montering af bagagebærer. Selv om det gør ondt at bore huller i sin MG er vi blevet enige om, at hvis vi nogensinde skal på en længere tur i bilen, er vi nødt til at have mulighed for at have en kuffert med - og det kræver li'som en bagagebærer. Den er købt hjem forlængst og har indtil nu boet til leje inde på kontoret, - men nu skal det være! Vi starter med at skrue selve bagagebæreren fast på de stænger, som skal skrues på klappen - og der er et eller andet, der er skævt. Forbavset? - næh, det kan man ikke sige, for det skulle da være første gang, noget passede i første hug - men der er efterhånden taget mange og lange dybe indåndinger, når det, man troede var en simpel operation, viser sig at kræve et større tilpasningsarbejde.

Juni 2011:

Det viste sig, at den bøjle, som kufferten skal hvile imod, var sat skævt på. Og eftersom de skruer, der skal fæstne bagagebæreren til de beslag, som er skruet på bagklappen, skal skrues op i bøjlen, vil hele konstruktionen blive skæv. Vi klagede vores nød til Moss, hvor vi havde købt tingesten, og de meddelte glædestrålende, at der ikke var nogen af de bagagebærere, de havde på lager, der var helt i vinkel. Men de var da villige til at sende os en ny, hvis vi til gengæld ville returnere den, vi havde. Det gjorde vi, og den nye, vi fik, var væsentlig bedre end den gamle. Til gengæld var forkromningen på de beslag, der skulle skrues på bagklappen, revnet! Så vi beholdt de gamle beslag og den nye bagagebærer og rystede endnu engang på hovedet over, at de tilsyneladende overhovedet ikke kender ordet kvalitetskontrol "over there"

Nå, én ting har vi da lært i løbet af vores "Battle of MG's" - det kan ikke betale sig at dvæle for længe ved alle disse små stød, vi får undervejs. Vi må videre, og engang imellem lykkes det da også at få nogle ting fra hånden uden de store sværdslag. Bremserørene er monteret, der er lavet et smart beslag til fjernprojektørerne, og bagagebæreren er monteret.

Montering af styretøj og rat forløb vist egentlig også uden de store problemer.

- Og så er juni en saga blot. Som tiden dog løber....

Juli 2011:

Vi kommer jo ikke udenom at skulle have monteret et blinklys i forskærmen, og der er brugt rigtig lang tid med at lede efter det helt rigtige. Glasset skulle helst være klart, og det var næsten endnu vigtigere, at det hul, der skulle bores, ikke skulle være for stort. Vi fandt dette hos "Der Franzose" i Tyskland, og synes selv, at det er rigtig smart ;o)


Så er turen kommet til gearkassen, som bliver rengjort og pudset efter alle kunstens regler, inden den til sidst males. Det er han egentlig sluppet meget godt fra....

 

Næste projekt er ventildækslerne, der skal pudses, så de ligner crom. Havde nogen spurgt mig, om det kunne lade sig gøre, ville jeg have smilet overbærende og tænkt: Aldrig!! - Men tålmodighed belønnes, og man må sige, at webmasteren er tilpas imponeret.


Vi håber på, at vejret på ét eller andet tidspunkt i løbet af sommerferien vil arte sig så længe, at der bliver mulighed for at få motoren malet. I hvert fald gøres der forberedelser dertil, og det er sin sag at få afdækket de steder, som helst ikke skal males. Vi skal vist have suppleret lageret af malertape på et tidspunkt...

Dagene løber alt for stærkt, når man har ferie. Og det er ikke fordi, vi ligger og bader i solen - den gemmer sig for det meste bag regntunge skyer, så der har endnu ikke været mulighed for at male motoren. Den er nu heller ikke helt klar til det endnu - hold da op, hvor er der meget, der skal dækkes af. Til gengæld er han blevet færdig med ventildækslerne, så nu er dén del da på plads.

Endelig - én af de sidste dage i ferien - torsdag den 28. juli arter vejret sig. Al afdækning er klar, der er monteret reb og "afstandspinde", så dyret kan hænge lige, og det andet dyr - giraffen - køres i stilling.

Uendeligt forsigtigt (det har vi ikke billeder af, for fotografen var nødt til at deltage i projektet) blev giraffen kørt på plader over gruset og landede heldigvis sikkert i carporten, hvor vi endelig kan få gang i sprøjten. Det lykkes egentlig meget pænt, og sidst på dagen køres hele galleriet igen forsigtigt ind i garagen, hvor motoren får lov at hænge til tørre i nogle dage.

August 2011:

Så er ferien forbi, og det er hverdag igen. Den første lørdag i august er vejret igen med os, og de sidste (tror vi da nok - indtil det modsatte er bevist) smådele kan males.

Og nu har motoren vist stået længe nok, og vi kan begynde at fjerne afdækningen - det er nu, det viser sig, om forberedelserne er gjort ordentligt - og det synes vi egentlig er lykkedes meget godt.

Ja ja, den der med at det var det sidste, der skulle males, holdt selvfølgelig ikke. - Og vi er i øvrigt ikke færdige endnu, men den tid, den glæde. Nu er vi kommet dertil, hvor stelnummeret skal bankes i karosseriet. Det er med en vis bæven, at man bruger den store muggert til at slå med, men det skal jo til, og det endte faktisk med at blive helt fint. Og så skal vi i øvrigt have skærmene demonteret, for nu skal damen på kur-ophold og shines op til den store guldmedalje.

September 2011:

Det er SÅ spændende, da vi skal hente bilen igen hos maleren. Og vi bliver ikke skuffede. Det er bare et suverænt stykke arbejde, der er gjort. Det hele skinner, så det er en lyst, og de løse dele bliver læsset med meget stor forsigtighed, for - UHA - tænk, hvis - Nej, den tanke kan man slet ikke tænke....

Man kan næsten ikke fatte, at det store monstrum af en motor skal kunne være nede i det forholdsvis smalle hul, der er, - men det må jo komme an på en prøve - engang. Nu skal vi lige have de sidste ting malet, - og indtil da kan vi jo nyde synet af de 100% perfekte skærme, som har fået lov til at hygge sig på gulvet i kontoret, indtil de skal monteres.

Og så fandt han liiige en hel masse, der skulle rengøres, pudses og males. Som det er de fleste bekendt, har denne sommer budt på meget regn og kun ganske få "male-dage" (måske et nyt udtryk, meteorologerne skulle tage op?...)

Men endelig - den sidste week end i september, - solen skinner, og vinden har lagt sig. Lørdag males der til den store guldmedalje - søndag står der køretur på programmet - det skal heller ikke være arbejde, det hele. Og vi havde en skøn tur til Rørbæk Sø.

Oktober 2011:

Næste projekt er varmeapparatet. Som det kan ses, skal der en meget kærlig hånd til med rengøring og slibning/pudsning, inden det er klar til maling.

 

Desværre lykkedes det ikke at blive helt færdig, inden week end'en var forbi, men det nåes vel på et eller andet tidspunkt.

 

Endelig! Varmeapparatet er færdigt. Det holdt hårdt, men det skal vi ikke dvæle ved. Dynamo og starter er klar til montering, og vi har fået de olierør og oliekølerrør hjem, som vi manglede. Et enkelt må yderligere tilpasses, inden det er helt perfekt, men det hjælper altsammen, og snart er vi i gang med monteringen.

Sandelig om ikke også vi langt om længe får leveret de gummipakninger til bagklap og døre, som vi har bestilt i Canada. Det er nu helt sjovt, så mange forskellige personer og firmaer, vi kommer i berøring med i forbindelse med disse MG projekter. De fleste af dem lever og ånder for gamle biler, - er de rene leksika, når det kommer til historier og detaljer, - og det dér med det administrative, er noget, en vis mand har skabt.  Macgregor Coachtrimming i Dundas, Ontario, Canada er ingen undtagelse. Der er en fin hjemmeside, - men de fleste varer har ingen pris - eller også er den anførte pris fra for 3 år siden - og detaljer som forsendelse o.s.v. har man ikke lige nævnt noget om. Vi tog chancen og ordrede nogle lister, og efter lidt skriveri frem og tilbage landede de med posten i dag.

Hvad skal man med en computer, når man har en kuglepen og en "high-lighter"? - Det kan faktisk være helt rart at se, at det jo bare fungerer, selvom man ikke lige er med på det allersidste. Og lidt selv-erkendelse er jo heller ikke af vejen: "Our website badly needs updating" - Tjah, nu, de siger det....


De små skilte til varmeapparatet er rengjorte og pudsede. Der er indkøbt et par batterier, - og så var der liiiige en enkelt ting til, der skulle males. Gad vide, om det nogensinde holder op? - Nå, vi kan da nyde synet af færdigmalet varmeapparat og diverse rør, dippedutter og dingenoter ;o)

Efter halvanden måneds forsinkelse kom endelig de varer, vi havde bestilt hos NTG - og, man fristes næsten til at sige: traditionen tro, var der sendt en forkert del. Men der var ingen problemer - mange gange sorry, og den korrekte del ankom med posten et par dage senere. Så NU skal vi altså snart i gang med at samle et eller andet! Vi starter med bagklappen - allerførst skal den canadiske gummiliste sættes på.

November 2011:

Varmeapparatet er stort set færdigt, bagklappen er påmonteret, og batterierne er sat på plads. Jo, det går den rigtige vej.

Desværre fik vi lige besked fra Burlen Fuel Systems at den benzinpumpe, vi har bestilt, er forsinket yderligere 3-4 uger - har nu ventet mere end 2 måneder på den. ÆV! - men så må vi jo kaste os over noget andet i mellemtiden.

Strøm skal der til, så vi går i gang med at montere nogle ledninger, gør vi. Viskermotor først.... Blinkrelæet er også på plads, ligesom sikringsboksen og spændingsregulator.

 

December 2011:

Plads er der ikke meget af, men bremse- og koblingscylinder er også på plads, og nu går vi i gang med "dem, der puster luft op på forruden" Jo, jeg har fået at vide, hvad de hedder, men jeg kan jo ikke huske det!!!

Vi har i øvrigt fået bestilt betræk til sæder, indvendig beklædning, kaleche og tonneau - det bliver rigtigt spændende at se, om det lever op til forventningerne, når engang det kommer. Leveringstiden er endnu ukendt, - men til gengæld har vi nu endelig fået besked på, at den benzinpumpe, som vi næsten havde opgivet, er undervejs.

Tålmodighed er en dyd, når man arbejder med gamle biler - og engelske leverandører af reservedele. Men endnu er det lykkedes, og det lykkes selvfølgelig også med benzinpumpen - og den har ikke været i huset i mange dage, før den sidder på sin plads.


Så nu kan vi blive færdige med benzinrør og bremserør. Plads er trang, og ind imellem er det nærmest akrobatiske positurer, mester må indtage for at komme til, - men stædighed belønnes, og så må vi bekymre os om nakken, der er blevet drejet halv af led, og de smertende albuer senere...


Det begynder at ligne noget, og vi bevæger os langsomt, men sikkert, fremad. Der er indkøbt en afbryder til batterierne, som monteres i beklædningen bag sæderne. Og vi tager chancen og skruer "the upper toeboard plate" på - selvom vi ikke er sikre på, om der er plads til at få motoren i, når den sidder der. - Det vil vise sig...

Batteri-afbryderen er på plads, og vi går videre med ledningsnettet. De sidste underlige figurer af tynde rør er også færdige - og nu er det nytårsaften!

Januar 2012:

Strømfordeler og ventilatorvinge er sat på motoren - snart nærmer sig tiden, hvor vi skal se, om der rent faktisk er plads til kæmpeklumpen i det forholdsvis lille motorrum. Men inden da skal vi have ledningsføringen færdig. Vi manglede nogle clips, som endelig er kommet fra Moss i England, så nu kan vi få ledningen gjort behørigt fast.

Lidt af det sjove bli'r der også plads til ind imellem, men ellers må vi nok indrømme, at der ikke sker så meget, som vi godt kunne ønske os i disse dage - en golf/tennis-albue sætter en naturlig begrænsning for, hvor meget der kan skrues (Æv, når man nu aldrig har dyrket nogen af delene....) - så det bliver mest til nogle småting. Men vi får givet

bagskærmene noget rustbeskyttelse og får dem hængt på, - så der kan blive plads på kontoret til den næste store forsendelse fra England. Nu kommer der nemlig interiør, beklædning, tæpper, måtter, sædebetræk, kaleche og tonneau - hjemkøbt fra PJM-Motors i England. Det er spændende at pakke ud, og det ser umiddelbart rigtig godt ud. Om det så passer er den næste store udfordring, men det varer lige lidt, inden vi når dertil. Vi troede jo egentlig, at der måske var lige så lang leveringstid på dette, som der havde været fra Collingburn, da vi bestilte til TF'en, - så det blev bestilt hjem i rigtig god tid. Inden der var gået en måned, var tingene leveret.

Februar 2012:

Næste punkt på dagsordenen er baglygterne. De første underlag, som vi havde fået hjem fra Moss passede helt hen i skoven, så nye blev rekvireret fra Brown & Gammons. De var heller ikke perfekte, men dog bedre end de første.


Der overlades intet til tilfældighederne. Det var vist egentlig meningen, at ledningerne blot skulle klemmes fast i de clips, der hører til lygterne, - men rigtige elektrikere tager loddekolben i brug - så er vi nemlig sikre på, at ledningerne også bliver siddende....

 

 

Næste projekt: Vi vil gerne have monteret beslagene til motorhjelmen inden motoren skal lægges i. Og så kan vi jo lige så godt benytte lejligheden til at få det hele justeret, så hjelmen kommer til at sidde, som den skal. Inden vi lægger den op skal "snuden" stives af med et stykke træ, så man ikke kommer til at trykke buler i den, når man skal lukke den.

Marts 2012:

Der er lidt "trold i æske" over det, ikke? Men på denne måde skal man ikke læne sig ind over karosseriet med deraf følgende risiko for at ridse og skramme - og så kommer man også lidt tættere på de små fine ledninger, som man skal have monteret. Samtidigt får man vedligeholdt sin spændstighed, - for man skal faktisk slå noget krølle på sig selv for at komme derind - og man skal helst have husket alle de stykker værktøj, man kan tænkes at få brug for, for alternativet er surt!

Sandelig, om ikke det er lykkedes at finde flere ting og sager, der skal en tur til galvanisering...

April 2012:

Bremserne er ved at være færdige, og vi går videre til næste punkt på dagsordenen: varmeapparatet! En vigtig ting og noget, som i hvert fald co-driveren ser frem til at få nytte af, når engang vi skal ud og køre i Twin Cam'en. Varme er jo en ikke-eksisterende luksus i TF'en, - så det bli'r rigtig dejligt!


Varmeapparatet (forsynet med de originale, rengjorte skilte) er på plads, - og så fik vi da også lige sat beslaget og de "pins", som kaleche/tonneau skal fastgøres til, på plads. Det hjælper altsammen.

 

På et tidspunkt skal vi jo til det, så hvorfor ikke nu? Motoren skal gøres klar - helt klar! Ventildækslerne, som har ligget nypudsede og ventet "pakkes" og sættes på, - og der bruges en aften på at rengøre efter overskydende "filifut", som presses ud, når boltene spændes.


Så kommer turen til manifold'erne (hedder det sådan i flertal?) De omvikles med varmebestandigt materiale, og det er faktisk noget af en udfordring, for nogle steder sidder de to så tæt, at der faktisk ikke er plads til mere end en antydning - så der skal hugges en hæl og klippes en tå, og som med alt det andet ender det selvfølgelig også med, at det lykkes. Klar til montering!

Ja, så var der jo lige beslaget, der holder oliepinden. Det så lidt træt og mat ud, så kunne man ikke selv...? Jo, det kunne man godt, og et stykke rustfrit stål blev efter megen saven, filen, bukken, boren og pudsen til et pragteksemplar af en oliepindholder.

Maj 2012:

Naturen grønnes - plænen skal klippes og gødes - men man skal næsten stjæle sig til det, - og man skulle næsten tro, at vejrguderne er lige så spændte på, hvordan TwinCam'en kommer til at se ud, som vi andre, for de har da i dén grad sørget for, at det har været vejr til indendørs sysler.

Ekspansionsbeholderen pudses op efter alle kunstens regler, og sandelig, om ikke også det lykkes at få plads til den på motoren. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at der må være sket en fejl - alt det dér kan umuligt være på den smule plads, der er tilbage i motorrummet - men det skal selvfølgelig komme an på en prøve.

Nå, ja, når man ser den fra denne vinkel, er det måske ikke helt så slemt. Men spændende bli'r det.

Konverteringssættet til gearkassen, som forlængst er hjemkommet fra Hi Gear i England pakkes ud og gøres klar.

 

 

Det ser ud til at være der altsammen. Og nu kan vi ikke trække den længere. Chefmekanikeren er tilsagt til at møde 2 pinsedag over middag - og så skal slaget stå!

Mens vi venter kunne vi da lige montere de specielle reflekser, som er hjemkøbt til at dække et par huller bagpå (Dér, hvor vi ikke vil have kofangeren monteret) Vores troldmand Henrik har fabrikeret et par beslag, som nøjagtigt følger rundingen på "bagen", så reflekserne ikke kommer til at sidde og vippe. Vi synes selv, det ser helt godt ud (Det er jysk og betyder MEGAFEDT!)

Det ville jo være rart, hvis vi kunne undgå at skulle afmontere fronthjelmen igen - nu er den lige passet til. Og så er man jo ikke gammel landmandssøn for ingenting. Ligesom dyrlægen kunne binde koens hale op, når han skulle "til", kan en krog i loftet og et stykke ledning løse problemet, når det gælder en MGA. Kranen er rullet frem, og der er til dagens projekt fabrikeret et "afstandsstykke", som kan styre rebene.

Let's go!

 

Vi checker lige det hele én gang til, og går så i gang. Uendelig forsigtigt går det, for der skal ikke meget slinger i valsen til, før det kan give både buler og ridser. Det undgår vi heldigvis - der skulle kun et par småjusteringer til, før klumpen sad, hvor den skulle sidde. Fantastisk!

Næste spændende punkt er så dér, hvor vi skal se, om hjelmen nu også kan lukkes, for det ser altså ud, som om "dyret" stikker nogle cm ovenfor. Jeg ved ikke lige, hvad de to herrer kigger efter - om de ikke tør se til højre, eller om der skete noget spændende udenfor - men faktum er, at "låget" lige nøjagtigt kunne lukkes.  PYHA!

 

Så kommer turen til kobling og gearkasse. Der skal lige læses lidt over dem, men uden alt for store sværdslag lykkes det også.

 

Det var dén pinse. En enkelt køretur i den røde skønhed blev det også til i det dejlige sommervejr, men det allerbedste var nu det stykke arbejde, der blev udført 2.pinsedag. Tak, Leo, fordi du altid stiller op, når vi har brug for hjælp.

Juni 2012:

Med specialfremstillede beslag - tak, Henrik, du ka' bare det dér - er der monteret reflekser på "bagdelen" - her skal heller ikke monteres kofanger, så noget skulle vi jo finde på for at dække hullerne... Det ser da egentlig meget vaks ud.

 

Så er kardan-akslen på plads

 


Slanger til varmeapparatet, og til slavecylinder er monteret

 


og mere blev det ikke til i juni. Armen sagde "nej", og sådan blev det.

Juli 2012:

En uge i Østrigs bjerge hjalp lidt på det - her var det benene, der skulle bruges, så armen havde det nogenlunde, da vi kom hjem igen.

På denne trange plads skulle der i teorien være plads til en køler. Tjah, optimist må man være....

 


Og optimisme er altid godt - for sandelig, om ikke det lykkedes. At der derudover skulle være plads til en ventilator ville man anse for ønsketænkning, men tro det eller lad være: den sidder der faktisk også nu. (bevis følger)


Næste udfordring er udstødningen - og så kan vi kende den gode gamle englænder igen. Det passer ad H.... til. Men igen: hvad har vi vores MG-venner til? - Poul er parat med gode råd, svejsning og frokost, og hvad kan man forlange mere?


I mellemtiden kunne vi jo lige kaste et blik på instrumentbrættet, som skal beklædes med vinyl, og på kantlisten, som skal beklædes med læder - og begynde at spekulere på, hvordan i alverden det skal kunne lade sig gøre.

 

... og et par dage efter besøget hos Poul er udstødningen monteret. Tak for hjælpen Poul ;o)

 

 

 

Beklædningen af instrumentbrættet gøres ad to gange. Vi har købt noget spray-kontaktlim, som vi regner med er supergodt. - Det viser sig imidlertid hurtigt, at vi har forregnet os, - og vi tyr til den gode gammeldags måde at påføre limen med en pensel.

 

Hullerne skæres ud med en lille hobbykniv, og vinylen skal trykkes ned i kanterne omkring alle hullerne. Spændeskiver, 20-kr.-stykker og diverse andre hjælpemidler tages i brug for at holde vinylen nede på kanterne, til limen er tør. Vi synes selv, at det gik så nogenlunde OK. Til sidst skal frontpladen, der dækker hullet til radioen ligeledes beklædes. Pladen skal dog først slibes til, så den kan være i hullet med beklædningen på.

Vi synes selv, det kom til at se helt professionelt ud.

Og nu er vi klar til at montere instrumenter!

August 2012:

Vi starter med at nitte den forkromede liste, som skal sidde forneden på instrumentbrættet fast. - Og så er det jo spændende, om vi nu og så har det hele til at fylde alle hullerne ud med. Det er vist ikke helt skævt...


Det går rimeligt gelinde med at få de forskellige instrumenter, knapper, lamper etc. monteret. Det ser da brandgodt ud!!

 

Som prikken over i'et monteres piping'en, som skal ligge mellem instrumentbrættet og "rælingen".

Et voila! - Et styk instrumentbræt klar til at montere på bilen

 

 

Og sandelig, om ikke også det lykkes uden alt for mange drillerier.

Nu var det egentlig meningen, at vi ville i gang med at beklæde rælingen, men vi blev alligevel enige om at vente, til dørene er sat på, så vi er sikre på, at den kommer til at passe 100% med de andre lister og hjørner.

Næste punkt på dagsordenen: Montering af speederen, som - ligesom alt andet - er blevet frisket op med en gang maling - dengang vejret var til det. Det går vist uden de store problemer.

August er historie - efterår og vinter venter forude...

September 2012:

Så er det tid til karburatorerne, som skal have den helt store tur med pudsekluden, så de fremstår blanke og fine.

 


Der er egentlig ikke så meget mere at sige om det. Det tog pynten af september måned - men vi måtte jo også benytte os af det - ind imellem - gode vejr til at få TF'en luftet lidt. Week end'en 14. til 17. september var vi på Goodwood - en herlig oplevelse, som vi kan leve højt på længe.


Kølervæske skal der til. På de næstsidste ledige kvadratcentimeter i motorrummet er dynamoen blevet installeret, og snart er karburatorerne også på plads. Nu nærmer vi os nemlig det næste, kritiske punkt: Kan motoren køre?

Det har vi tænkt os at finde ud af den første week end i oktober.

Oktober 2012:

De sidste justeringer foretages. I morgen søndag er hjælpetropperne indkaldt, og eksamen skal løbe af stablen. Vi er spændte....

 

Søndag formiddag: Første gang, der rykkes i starteren, hoster den lidt - anden gang springer den i gang, som om den aldrig havde lavet andet!. Det lyder rigtigt, og vi klapper i hænderne - men, som det dog oser!


Det skal det gøre, lyder eksperternes kommentarer, og glade går vi i gang med at tilberede en rigtig MG-frokost for at fejre begivenheden.

Den gode stemning holder lige til tingesten slås i gang igen efter frokost. Osen bliver ikke mindre, og meget modvilligt må vi erkende, at noget ikke er, som det skal være. Lang historie kort: der er en utæthed ved topstykket, - og det er en om'er. Motoren må afmonteres og endnu en tur til Varde. ÆV, ÆV, ÆV, ÆV!!!! Men, som salig Harry Motor sagde: ærgrelser og bekymringer er blot at tage en dårlig oplevelse to gange, - så de gæve gutter går i gang med at skrue, og inden aftensmaden (som godtnok nydes lidt sent) er motoren ude igen. Igen en stor tak til Leo og Birgitta for praktisk og moralsk opbakning. Det er guld værd!

Garagen flyder, men arbejdet er gjort, og mandag morgen køres motoren til Varde igen. Heller ikke "gen-renoveringen" forløber dog uden problemer - et nyt topstykke må organiseres, men vi er heldige, at det lykkes uden de store problemer, og sidst på måneden kan vi hente motoren igen. Vi kender nu vejen mellem Varde og Holstebro som vores egen bukselomme....


Denne gang skulle det være ganske vist: Nu kan intet mere gå galt - og de små olie- og andre dryp, som motoren præsterede tidligere, skulle også være fortid. Nu skal vi lige have det nye topstykke malet, så den bliver lige så fin som før, og så må vi i gang med at montere igen.

Det er aldrig sjovt at skulle gøre sit arbejde om, - især ikke, når man har gjort sig masser af umage første gang, - men en gang imellem må man bide i det sure æble. Vi minder hinanden om Harry Motor's læresætning, og fortsætter, hvor vi slap.

November 2012:

Første week end i november: det ser ud til, at vi får en dag med næsten tørvejr, og måske endda lidt sol, så det er nu, vi skal have malet det nye topstykke - ellers må guderne vide, hvornår det kan blive. Afdækningen er på plads, og Leo gi'r endnu engang en hånd med, da dyret skal køres udenfor. Det ville være en katastrofe, hvis den væltede.....

Alt går planmæssigt, og snart kan vi køre motoren ind igen, nymalet. Godt begyndt, lad os håbe, at resten af operationen forløber lige så fint.

Malingen er tør, og resultatet er blevet fint, så nu skal vi have monteret det hele igen, så vi kan blive klar til at lægge motoren tilbage, hvor den retteligt hører hjemme.

 

Anden week end i november: Vores trofaste chefmekaniker er klar, og søndag eftermiddag ved kaffetid er motoren tilbage på sin plads.

 

Næste lørdag er udstødningen på plads igen, de sidste ting skal monteres, og snart er vi klar til endnu en prøve-opstart.

 

Denne gang går det næsten uden røg og damp, og en forsigtig optimisme begynder at brede sig.

Men pludselig går tingesten i stå!!! Efter et øjebliks panik viser det sig, at den trods alt ikke kan køre uden benzin ;o) Da det er ordnet, kan vi i ro og mag tage til MG julefrokost.

Så langt, så godt. Vi håber og tror, at problemerne nu er løst, så vi kan komme videre. Betjeningspanelet til varme og luft er på plads, og kardan-tunnelen beklædes med varmeisolerende materiale.

December 2012:

Så er vi kommet ind i julemåneden, og det kan være svært at finde tid til at gå og sysle i garagen, men lidt sker der da. Belært af erfaring skal der laves et stykke beslag, som kan "styre" overløbsrørene fra karburatorerne, så de ikke knækker første gang, bilen skal ud at køre. Der har sikkert været en oprindelig løsning, men hvad den så end har bestået af, er den ikke til stede, så de kreative evner udfordres, og opgaven løses selvfølgelig til UG.

 

Og så er det tid til at føre nytårsforsættet fra sidste år ud i livet: Inden næste nytår skal kontoret være ryddet for MG-dele. Det betyder, at skærme samt diverse kasser med polstring, trim, beklædning etc. hentes ud i garagen. Det var nemt nok at finde plads til skærmene, - for montering af dem var nemlig i forvejen næste punkt på dagsordenen.

Det var til gengæld noget af en udfordring at få monteret den grå piping, som skal ligge mellem karosseri og skærme og skjule eventuelle små ujævnheder i tilpasningen. Vi havde selvfølgelig købt nyt hjem fra Moss i England, og det var bare totalt umuligt at få til at sidde. Lige så snart man begyndte at spænde skruerne til, poppede piping'en op som trold af en æske, og det var lige meget, hvor forsigtigt og hvor mange gange vi gentog øvelsen. Blive nede ville de ikke! Til al held havde vi ikke smidt de gamle væk, blot lagt dem til side. De blev derfor fundet frem, gjort rene, - og monteringen af dem tog ikke nogen nævneværdig tid. Der var ingen problemer med at få dem til at sidde, hvor de blev sat, - og man kan så kun undre sig over, hvorfor man har ændret på udformningen af piping'en, så den på det nærmeste er umulig at montere. Den eneste forskel, der var på de to, var de små "riller", som var på det flade stykke, som skal ligge mellem skærm og karosseri. På de nye var rillerne mere runde end på de gamle, og det må lige nøjagtig være det, der gjorde, at de ikke ville blive på plads, men blev skubbet op, når man strammede skruerne. Så blev man så klog.....

Et par nypudsede aluminiumsskinner monteret under dørene giver lige et ekstra pift!

 


Og så nok det mest spændende i denne omgang: Montering af det hjemmelavede "skørt" med beslag til et par tågelygter. Vi er faktisk ikke så lidt stolte af resultatet. Det ser da godt ud, ikk'?

 

Næste udfordring, som vi nok har set frem til med lidt blandede følelser: Nu skal vi gøre os udi karetmagerkunsten, i første omgang beklædning af "rælingen" - den træliste, som går hele vejen rundt om cockpittet. Delene skal beklædes med læder, og nogle af dem har de særeste faconer og vrider på både den ene og anden led.

Vi starter med at tage tyren ved hornene - de to hjørner, som faktisk ikke er træ, men aluminium, som sidder bag dørene. Læderet skal strækkes for ikke at rynke for meget i den indvendige bue, og derfor gøres det vådt, inden monteringen påbegyndes. Det giver en helt speciel elasticitet, og vi synes selv, at resultatet er OK.

Langsomt, men støt, går det fremad, og vi bliver dygtigere for hver "pind". Men det er da utroligt, så meget plads sådan en beklædning tager - pludselig er vi nødt til at hugge en hæl og klippe en tå for at kunne få plads til det hele.

Da 2012 rinder ud, er vi ca. halvvejs med rælingen. Godt Nytår!

Januar 2013:

Tømmermændene er overkommelige, så vi fortsætter ufortrødent i det nye år. De næste større udfordringer er listerne, som skal sidde på dørene. De har nemlig en lige så "sjov" runding, som hjørnerne bag dørene. Vi nøjes med at fugte læderet i den ene ende, hvor vi skal lave rundingen, og vi synes faktisk selv, at resultatet er blevet OK.

Så vidt så godt. Nu skal fruen på arbejde et par dage, så vi venter lige med den allersidste pind til week end'en. Men i mellemtiden er der nok andet at tage sig til. "Lommerne" til dørene tilpasses, og snoretrækket til at åbne døren med monteres. Lidt gejl er der også tid til - en forkromet gearknop skal være med til at kaste glans over projektet.

Vi havde egentlig købt færdiglavede beklædninger til dørene - men ak og ve: det er et tyndt stykke masonit, som er beklædt med vinyl, - og umiddelbart så de fine ud. Men desværre havde man klammet vinylen på, - og pladen er så tynd, at man kan se alle klammerne på forsiden, - så det er en om'er! Forsigtigt tages alle klammer af, og når vi så står med den rå plade kan vi jo lige så godt se, om den passer 100%, eller om der skal files lidt - og det skal der selvfølgelig. Og alle de små "buler", hvor klammerne er gået igennem, skal pudses ned. Det er et stort arbejde, men vi håber, at det lønner sig i sidste ende.

Det er blevet week end, og den sidste pind skal beklædes, og det sidste hjørne formes. Den sidste bliver den bedste - og så fin at vi er nødt til at justere den første en smule, så de ligner hinanden så meget som muligt. Nu er vi jo ved at have lært finesserne - og så er vi færdige! Jamen, sådan er'et jo....

Et voila! Et styk færdig ræling, som vi er stolte af. Vi kommer nok aldrig til at kunne tjene til livets ophold som karetmagere, men vi har set dem værre, - og det er altså sjovt selv at have gjort det.

 

Nu har pladerne til beklædning af dørene siddet i spænd i en uge, og de er klar til at vi kan lægge vinylen på igen, denne gang med lim, så vi undgår mærker efter klammer.

 

Montering af beklædningerne gik nogenlunde smertefrit, og snart venter næste udfordring: Gulvtæpper! Igen sættes tålmodighed, fingerfærdighed, kreativitet og omtanke på prøve. For godtnok er de enkelte stykker skåret til fra leverandøren, men det kan altså ikke lade sig gøre at bukke det om skæve hjørner uden at det gi'r buler. Til sidst måtte vi ty til saks og kniv, og fik da endelig "hul på bylden" med det første stykke.

Februar 2013:

Lige så vel, som vi mange gange har troet, at NU havde vi bestilt de sidste reservedele - ja næsten lige så tit har det lydt: Så, NU er der ikke mere, der skal males. Og så viser der sig jo alligevel et eller andet, som man ikke lige havde fået med. Og på trods af frostgrader og sne lykkedes det alligevel at få også denne del pyntet, så standarden passer til resten af projektet. Håndbremsen kan monteres, og så kan vi fortsætte med gulvtæppe-projektet.

Og det er da et projekt, som nok tager lidt længere tid end beregnet. Alt skal tilpasses, og det tager tid - for har du først skåret for meget af, er skaden jo sket. Så hvert stykke passes til ad flere omgange, inden mester er tilfreds.


- og selv om der allerede én gang var taget ekstra af bundpladerne for at gøre plads til gulvtæppet, endte det med, at de måtte på slibemaskinen én gang til, før de kunne være der. Det var en kold tjans, skal jeg hilse og sige....

 

De små crom-tingester, der skal monteres som afslutning og afdækning for gummilisterne i dørene viser sig også at være en udfordring. Der må slibes og justeres, inden de alle kommer til at passe.

Vi havde egentlig tænkt os at skifte forruden, da den har et par fugt-skader, og det er også lykkedes os at finde en ny rude, - men da vi fandt den gamle frem blev vi egentlig enige om, at de småskader, der var, var til at leve med. Så den gamle rude får lov til at blive i rammen, - som til gengæld skal ha' en ordentlig tur med pudseren, da den har en del ridser.

Marts 2013:

Fruen tog i byen, men heldigvis kom Leo forbi og hjalp med at få forruden monteret.

Og det klarede de to jo til UG.


Så kan vi komme videre med at montere den sidste beklædning. Der er ikke ét stykke, der bare passer, - men det regnede vi nok heller ikke med. Hvert stykke skal manipuleres, skæres, pudses, vinylen krænges af og limes på igen, inden vi sætter skruer i. Og for hver del, der monteres, kommer vi et skridt nærmere målet.

Den sidste "væg-beklædning" er på plads, og så er det tid at få gulvpladerne på plads igen, og de sidste tæpper og måtter lagt på plads.

 

Hovsa, der var jo også lige et bakspejl, der skulle monteres. Det havde nok været nemmere at gøre, inden gulvpladerne var på plads, men det kunne da også lade sig gøre efter.

 

Fruen måtte også i sving, med nål og tråd, for der skulle også lige hugges en hæl og klippes en tå, inden tæpperne var helt som de skulle være. Men nu ligger de der, og det ser da brandgodt ud!!!

 

Så er tiden kommet til lygter og blinklys. - Hornene er i øvrigt også monteret.

 


Det går uden de helt store sværdslag - lidt tilpasning er der jo altid.

 


Inderskærmene forsynes med gummilister, inden de får den sidste gang rustbeskyttelse og monteres. Som så mange gange før er der én af dem, der skal både læses og bandes over, inden den sidder tilfredsstillende - de andre går som en leg. Vi er holdt op med at undre os og nøjes med at konstatere: det er jo en englænder.....

Så er vi klar til at styre...

- og marts måned 2013 er gået over i historien som én af de koldeste i al den tid, man har lavet målinger på vejret. TF'en har ikke været ude endnu. Der er stadig masser af salt på vejene, og selv om vi er sluppet billigt med hensyn til sne i denne omgang, ligger der stadig små-klatter rundt omkring.

April 2013:

Vi er blevet de lykkelige - og adskillige pund lettere - ejere af 4 alu-fælge til Twin Cam'en. 4  passende dæk er indkøbt, og igen drager vi nytte af alle de bekendtskaber, vi har fået gennem klubben. Jan, som har lukket sit værksted og nyder sit otium, klarer montering og afbalancering, og snart er vi klar til at sætte hjulene på rette plads.

Vi må da indrømme, at det pynter på damen.

 


Så er det tid at få monteret "grillen". Der medfølger en piping, og vi har læst flere steder, at det er vigtigt at få denne piping limet på grillen inden montering. Alternativt skal man bruge ca. 6 hænder for dels at holde piping'en på plads, dels på at skrue og holde grillen på plads - og det er der jo slet ikke plads til! Beskrivelsen på MGA-guruen foreskriver sekundlim, og det forsøgte vi os med - men det holdt aldrig en millimeter, og så måtte der tænkes alternativt. Noget sort klisterstads med den appetitlige betegnelse "elefantsnot" var løsningen (bruges bl.a. til at lime skilte op med) Der blev monteret "bussemænd" med jævne mellemrum hele vejen rundt, og det gik som en leg at montere grillen med piping'en på plads. Er det ikke et smukt kontrafej?

Vi benytter lige lejligheden til at få ryddet op i æsker, kasser, hylder og poser, inden næste projekt igangsættes.

 


Nu gælder det nemlig sæderne, der - som det fremgår - har set bedre tider. Vi er enige om, at vi vil forsøge selv at montere nyt betræk, - som jo for længst er hjemkommet fra England. Med bilen fulgte to sæt skum til sæderne, så den del var også i orden.


Der bliver taget adskillige billeder under "udpakningen" - for der skal nok komme nogle situationer, hvor man godt lige vil se, hvordan det var gjort oprindeligt. - Og så må vi bare håbe, at det er de rigtige ting, vi har taget billeder af.


Den oprindelige polstring bestod af både skum, noget vat-agtigt noget, og noget, der nærmest lignede en skuresvamp. Dette fyld fås ikke længere, men alt andet lige skulle man tro, at det vil være nemmere "bare" at montere noget skumgummi. Om det holder stik skal tiden vise.


Vi er sidst i april, og foråret er stadig noget, vi går og drømmer om. Enkelte solskinsdage er der dog, og det lykkes at få stolerammerne slebet af, så de er klar til maling.

Og når vi nu er i gang, ta'r vi luftfiltrene med, de skal også lige ha' en omgang.

 

 

Maj 2013:

Malingen drillede lidt, men efter et par om'ere var selv mester tilfreds, og vi kan gå i gang. Allerførst skal de små træstykker monteres på rammerne, så der er noget at klamme i, når vi skal til at sætte betrækket på. Der skal slibes og files lidt, men alt i alt går det rimeligt nemt.

 

 

Næste punkt er gummi-gjordene, som skal monteres i rammerne og danne baggrund for skummet. Iflg. den beskrivelse, vi har fundet på nettet (der medfølger ingen anvisning på, hvordan man skal polstre sæderne) skal der sidde 5 gjorde på tværs på hvert rygstykke, - og de skulle være lige lange. Det er det første punkt, vi bliver usikre på. De gamle gjorde er absolut ikke lige lange, men om det er tiden og brugen, der har strakt dem er jo svært at vide. Vi bliver enige om at lave de nye gjorde forholdsmæssigt lige som de gamle, således at de bliver lidt længere, jo højere oppe på ryggen, de sidder. Tiden må vise, om vi har taget fejl.

Sådan kom det til at se ud. Ryggen i forgrunden, og sædet bagved. Det var vist den nemmeste del af processen. I øvrigt måtte vi have bud til PJM Motors, hvor vi havde købt betræk og øvrige materialer, for der var ikke gummi nok til alle stropper. Imidlertid var vi til gengæld så heldige, at det lykkedes at få Yvonne, som var den, vi havde kontakten med, til at sende en kopi med af en - godtnok meget simpel, men den var der da - instruktion for, hvordan man skulle montere betrækket.

Juni 2013:

Vi starter med sædet i førersiden, og vi synes egentlig selv, at det går helt godt. Skummet limes til rammen. Midten af skummet mærkes op, og det samme gør midten af betrækket. så lægges "centerstykket" - altså det stykke, hvor der er "riller" i læderet - af betrækket mod skummet, og der tegnes omkring. Så har vi en linie at gå efter, hvor den ekstra "pølse" af skum skal limes på. Først forinden, og dernæst foruden, så kanten flugter med kanten på basisskummet. Herefter limes centerstykket af betrækket på skummet - og så kommer udfordringen: At få betrækket trukket rundt om kanten og klammet på bagsiden uden alt for mange rynker og strækmærker. Vi har købt noget ekstra vat og fiber til at fylde omkring kanten, så vi kan eliminere eventuelle skarpe kanter, hvor læderet kan slides.

- og da vi er næsten færdige opdager vi, at vi har glemt noget. Den bagerste kant af rammen skal beklædes med vinyl, for her skal betrækket ikke ud over rammen, men ind under. Og det gik jo lige så godt, at vi var kommet alt for langt, inden vi kom i tanker om, at det skulle vi også ha' gjort. ÆV! Nå, det var ikke den eneste om'er i processen, - der måtte nogle klammer af igen, - SÅ KU' VI LÆRE DET!

Week end'en efter står der "ryg" på programmet. Vi vil gøre førersædet helt færdigt, inden vi går i gang med det næste. Her har man sparet lidt på læderet i forhold til sædet, så der skal trækkes og mases meget, inden vi kan klamme. Men vi synes egentlig, det går OK - en enkelt om'er bliver det til, hvor vores fibervat har forskubbet sig, men det ordner sig.

Nej, den største udfordring her er bagklædningen, som er lavet i noget meget tykt og stift pap beklædt med vinyl, - og hvordan i alverden man skal bære sig ad med at få klammepistolen ind mellem piping'en og pappet er os en gåde. Man er simpelt hen nødt til at vriste den yderste kant af pappet op, - men heldigvis lader det sig lægge pænt ned igen, og med noget hiv og sving lykkes det at få bagklædning til at sidde. Vi er faktisk stolte af resultatet. Nu er kunsten så at få lavet det næste sæde nogenlunde magen til.....

Arh, vi starter lige med at prøvesidde det første sæde, så vi kan konstatere, om det bare ser godt ud, eller om det rent faktisk også er godt.

Det er godt!

Men vi skal lige se hinanden i øjnene og tage en dyb indånding, inden vi går i gang med nr. 2. For det er jo ingen selvfølge, at succes'en gentager sig.

 

Men vi er blevet gode til at sige til hinanden: rooolig, nu! - og denne gang skal vi ikke brække nær så mange klammer op, som på det første sæde.

Stille og gelinde glider det - og det lykkes! I hvert fald er vi tilfredse med resultatet.

Så langt, så godt. Næste udfordring er at få sæderne monteret i bilen.


Der er jo stort set ikke en flade på sådan en bil, der er retvinklet, så der skal tænkes grundigt og måles mange gange, inden man bestemmer sig for, hvor der skal bores. Mester har en idé om, at han for komfortens skyld gerne vil have sædet vippet en lille smule, samtidigt med, at det skal monteres så langt tilbage som muligt, så det er muligt at strække benene. Muligheden for at skubbe sædet frem, således at fruen også kan nå pedalerne skal samtidig bevares. Det kunne jo være, at hun kunne overtales til at overtage rattet engang imellem.....

Der prøves, flyttes, prøvesiddes, flyttes lidt igen, og efter en del dybe indåndinger bores der huller, og sæderne sidder, hvor de blev sat!

Dermed er juni måned slut. Det begynder sør'me at ligne noget ;o)

Juli 2013:

Vi starter juli med at arbejde en vis legemsdel ud af bukserne for at blive færdige til ferien, og den første uge af ferien har vi en herlig tur til Vorarlberg i Østrig - det kan der med tiden læses mere om i fotogalleriet. Hjemme igen er turen kommet til luftfiltrene, som - ligesom alt andet - er blevet slebet, grundet og malet efter alle kunstens regler. Nu er de som nye, og selvom man skulle tro det var umuligt at få puttet mere ned i det i forvejen overfyldte motorrum, er også de blevet monteret.

Tro det, eller lad være - men vi nærmer os faktisk tidspunktet, hvor kareten skal prøvekøres - og vi har en drøm om, at vi kan nå at få den synet i sommerferien. Vi har checket, - og synshallen har åbent.
En forudsætning for at komme ud at køre er, at hjulene er spændt ordentligt fast, og til det formål har det været nødvendigt at opfinde en modificeret hjulnøgle. De nye dæk er nemlig så brede, at hjulnøglen hviler på dækket, og ikke kan nå ind og få fat på vingemøtrikken. Så ka' han lære det, ka' han! Og det gør han så...

Torsdag den 17. juli: Der justeres tænding. Leo giver endnu engang en hånd med, og snart er det punkt på klargøringslisten også vinget af.

 

Et sidespejl må der også være for at kunne køre lovligt, og selv om vi ikke har nogen nummerplade endnu, skal der være lys. Da vi har fravalgt kofangerne, er der specialfremstillet en nummerplade-plade, hvorpå også nummerpladelyset monteres.


Og så er det tid at få damen ned og stå på egne hjul. Der er på nettet bestilt prøveplader til 3 dage, søndag-mandag-tirsdag. Vi var lidt usikre på, hvornår vi kunne regne med at modtage pladerne, da de skulle fremsendes pr. post. Men de var der faktisk allerede fredag, så vi kunne egentlig godt have bestilt fra og med lørdag. Hvorfor de skulle fremsendes pr. post i stedet for, at vi selv kunne printe dem ud fra nettet er os en gåde, men det blev ikke den sidste gåde, vi fik fra skat i denne forbindelse. Det kan der faktisk skrives en hel roman om - men det må blive et kapitel for sig selv.

Søndag morgen den 21. juli ruller hun ud af garagen til jomfruturen. Kaffe, rundstykker, basser og en lille skarp er pakket, så vi kan fejre resultatet på en rasteplads undervejs. Vore trofaste venner og støtter Birgitta og Leo stiller endnu engang op og agerer servicevogn - hvilket naturligvis er en formssag, for det kan da kun blive en succes med alle de forberedelser.

Og det gik bare derudaf! - de første 6-7 km. Så kom der et lille forsigtigt host fra motoren, - vi lod, som om vi ikke hørte det, men efter endnu et par km lød det nærmest som bronkitis, og vi sad og hoppede i sæderne for hvert host. Det måtte absolut være karburatorerne, der skulle justeres, mente eksperterne (at de var ny-justerede er selvfølgelig en bi-ting i den forbindelse) Og der blev skruet, lyttet, startet, skruet igen og prøvekørt flere gange, -  men med det samme triste resultat. Vi måtte humpe hjem til Havbakken, hvor kaffen blev sat på bordet, mens de rev sig i håret i garagen. Men hyggeligt, det var det nu alligevel.

Birgitta og Leo skulle af sted i sommerhus, og overlod os modstræbende til selv at arbejde videre med problemløsningen. Fruen holdt sig det meste af tiden i god sikkerhedsafstand fra garagen, mens der blev skruet, bandet, læst over, skruet igen, og prøvekørt. På et tidspunkt troede vi, at vi havde løsningen: i et af hullerne i strømfordeleren, hvor ledningerne skulle gøres fast, sad der nogle støberester af bakelit, plastic, eller hvad det nu er for noget. Det kunne faktisk godt betyde, at kontakten kunne svigte, - tænkte mester. Så der blev renset, ryddet op og monteret igen, og af sted på ny prøvetur. Det gik godt de første 6-7 km, - så var problemet det samme igen, og man kunne høre på lang afstand, at en hostende TwinCam nærmede sig Havbakken. Der blev skiftet tændspole, - med det samme resultat. Til sidst var konklusionen den, at det kun kunne være strømfordeleren, der gjorde knuder, når motoren blev varm. Kun det bedste er jo godt nok, så der var i dyre domme indkøbt en spritny strømfordeler med elektronisk tænding fra England, specielt beregnet til en Twin Cam, og vi måtte nu erkende, at det nok var et fejlkøb. Det er desværre meget længe siden, vi købte den, så det er lidt svært at reklamere nu, men under alle omstændigheder vil vi prøve at skrive til leverandøren og høre, om de har haft tilsvarende problemer.

Diagnosen var stillet - i hvert fald med 98%'s sikkerhed, så resten af dagen gik med at få strømfordeleren afmonteret og få modificeret den gamle med mekanisk tænding, vi havde liggende, så den kunne bruges. Søvn blev der ikke meget af, så meget tidligt mandag morgen var der gang i garagen igen, den gamle strømfordeler blev monteret, og midt på formiddagen var mester klar til endnu en (den sidste?) prøvetur. Fruen gik i haven med svedige hænder og bankende hjerte og lod som ingenting, mens hun skiftevis håbede og frygtede for resultatet. Der skulle kun ét blik til, da TC'en nærmede sig, ja det var faktisk slet ikke nødvendigt at kigge, for den lød jo som en missekat! Problemet var løst - den elektroniske tænding fik nogle mindre pæne gloser med på vejen, og nu kunne vi komme videre.

Vi benyttede det smukke sommervejr til en ordentlig prøvetur, bilen opførte sig eksemplarisk, og vi nød turen i den smukke natur i fulde drag.

Tirsdag kom Leo forbi og skulle da også lige prøve, om det nu også passede, at problemet var løst. Han godkendte løsningen og kunne kun give sit besyv med om spildte penge i almindelighed og elektronisk tænding i særdeleshed. "Det sku' være så godt, og så' det faktisk skidt"

Nu var bilen jo sådan set godkendt, men vi kommer nok ikke uden om at skulle omkring synshallen også, så der blev bestilt tid til onsdag den 24. juli kl. 14.

Vi ta'r lige endnu en søvnløs nat, - for det er trods alt noget af en eksamen, der skal bestås.

Erik har sommerfugle i maven, mens fruen mod sædvane ta'r det helt roligt. Hun kan nemlig godt huske sidste gang, de var til syn med den røde skønhed. Der var jo ikke grænser for roserne!!

Og det samme sker (selvfølgelig) denne gang. Ingen anmærkninger, men en masse spørgsmål, roser og begejstrede kommentarer.

Det ska' fejres! - Så vi kører en tur til Skive og får en is på havnen ;o) Vi har jo trods alt stadig ferie.

Vel hjemme igen med maven fyldt og humøret højt kan vi jo lige så godt komme videre - der er lige en kaleche og en tonneau, der skal laves, inden vi er HELT færdige. Så vi begynder med at trække den gamle kaleche af stativet. Der skal et nyt stykke træ til foran på kalechen, hvor den skal sættes fast på frontruden, så det bliver bestilt hos Bonnevie. Derefter er det bare at komme i gang med at gøre stativet rent, og få den gamle maling og rusten slebet af.

Der er i øvrigt også lige en fodhviler til passagérsiden på tegnebrættet.

Sommeren holder fast, og der bliver slebet, filet, bukket, skrabet og pudset, og lige pludselig er ferien brugt, arbejdet kalder, og MG projektet bliver igen et week end projekt.

 

August 2013:

Efter godkendt syn skulle vi anmode Skat om en værdiansættelse på bilen, så vi kunne få betalt registreringsafgift, og derefter bestilt nummerplader. I første omgang manglede Skat oplysning om kilometerstand på bilen, så derfor kunne man sandelig ikke behandle vores ansøgning om værdiansættelse. Vi måtte så omkring synshallen igen for at få dem til at indtaste de 17 miles, som tælleren stod på - de kunne jo nok ikke stole på, at vi selv ville oplyse det korrekte tal.... Herefter kunne skat endelig foretage værdiansættelsen, og vi kunne indbetale de 8090 kr., som vi havde fået besked på. Dog ikke elektronisk, - så langt var Skat endnu ikke kommet med teknologien - nej, vi kunne møde op (i Århus) og betale kontant, eller vi kunne sende en check!! Hvor heldigt, at vi trods alt nok er nogle af de få, der stadig har et checkhæfte!!! Så vi sendte en check og krydsede fingre for, at de godtog den, selvom der stod Sparbank på, og vores bank i mellemtiden var kommet til at hedde Sparnord. Det gik heldigvis, vi modtog en kvittering - og meddelelse om, at vi skulle have 60 kr. tilbage, som vi allerede havde betalt for toldsynet til synshallen (dem kunne de så godt finde ud af at overføre til vores nem-konto - så slap vi da for at skulle i banken og have vekslet en check....) - og vi kunne så endelig bestille vores nummerplader. Det tog en times tid ved computeren, inden vi fandt ud af, hvordan vi kunne se, hvilke numre, der var ledige, men så gik det også hurtigt, og bestillingen blev sendt af sted. - Og vi kunne så give os til at vente de 6-8 uger, som det vil tage, inden pladerne er klar.

Det var et lille sidespring - tilbage til hverdagen:

Med den sædvanlige perfektionistiske indstilling skal vi have kalechestativet justeret, så det kan åbne og lukke uden at der er noget, der går imod hinanden, og sådan at der ikke er noget, der trækker skævt, når kalechestoffet kommer på. Så der bliver krydsmålt, justeret, målt igen, presset, bukket og klemt indtil vi til sidst må konstatere, at nu kan det vist ikke blive meget bedre. Samtidigt arbejdes der videre med fodhvileren.

Det er stort set lige så vanskeligt at finde ud af, hvor fodhvileren skal gøres fast, som det var at bestemme, hvor sæderne skulle monteres. Og så skal vi jo lige huske, at når der kommer tæppe på, fylder den mere. Så der prøvesiddes og strækkes ben mange gange, inden vi bestemmer os.


Kalechestativet er blevet galvaniseret, og er nu klar til maling. Det er stadig sommer, så der er dage nok, hvor der kan males. Det klares ad nogle gange, for det viser sig flere gange, at der lige var en bagside, som ikke havde fået nok, - men efter 3. eller 4. gang maling er selv mester tilfreds ;o)


Til tørring for sidste gang.

August er nu snart en saga blot, og vi venter stadig på nummerplader.

September 2013:

Vi har modtaget den nye "pind" til kalechen fra Bonnevie, så den bliver spændt fast på stativet, så den kan ligge og få den helt rigtige facon, inden vi begynder arbejdet med kalechen.

Ellers sker der ikke det helt store i garagen i september. Sæsonens sidste torvetræf foregår i TF'en, men vi håber da stadig på, at vi når at få nummerpladerne til Twin Cam'en, så vi kan komme ud og køre en tur inden den skal "pakkes til overvintring"

Endelig, den 19. september får vi et brev fra Skat, at vi kan afhente pladerne - vi skal dog først lige give dem besked på, hvor vi vil hente dem - hvis vi da ikke ønsker at køre til Århus. De får selvfølgelig en mail samme dag, at vi gerne vil hente pladerne hos Midt-Vest Bilsyn i Struer, hvor vi fik bilen synet. Den 24. september kører Erik til Struer og får pladerne udleveret.

Det er da et nummer, der er til at huske.... Vi ville selvfølgelig gerne have haft stelnummeret som nummerplade ligesom på Tf'en, men det kunne altså ikke lade sig gøre. Der er bestemte bogstavkombinationer og nummerintervaller afsat til historiske plader, og hvis man ikke selv ønsker et bestemt nummer, får man blot "det næste i rækken". Vi syntes, at når DE, som "i gamle dage" hørte til biler fra Holstebro området, var én af de kombinationer, man kunne vælge, skulle det være det - og 31.000 var ledigt, så sådan blev det!

Beslagene til nummerpladerne var godtnok ikke helt færdige, men i hast blev den bagerste gjort klar og pladen monteret - vejrudsigten stod på sol i week end'en, og vi skulle ud at køre!

 

Vi klarede os med den ene nummerplade, og vi havde en skøn tur, hvor vi stort set fulgte den rute, vi havde lagt, da vi afholdt MG-løb i 2011. Kaffen blev indtaget i Torsminde med udsigt over vandet. Vi sad og kiggede over på den gamle auktionshal, hvor vi havde siddet i regn og rusk og spist sandwiches for to år siden. Tjah, det havde været en helt anderledes dag, hvis vi havde haft det samme skønne vejr som i år.....

Oktober 2013:

Den ene nummerplade er pillet af igen, så beslaget kan blive gjort helt færdigt, - og vi skal jo også have den forreste monteret. De hjemmelavede "nummerpladeholdere" er nu blevet malet, og projektet er tænkt helt færdigt, med hjemmelavede møtrikker, så nu er det tid at få pladerne monteret.

Og jo, det sætter da lige prikken over i'et på den gamle dame....

November 2013:

Hvor var det lige, den blev af, oktober? - Nå, det har I heller ikke nogen forklaring på - men faktum est, at vi nu skriver november, det er uigenkaldeligt blevet efterår, og vi kommer ikke uden om det: Vi skal i gang med kalechen. Stativet er malet et utal af gange og tilpasset næsten lige så mange gange, så nu skal det være.


Stativet er skruet fast, og det første, vi skal, er at beklæde front-pinden, hvor kalechen gøres fast til frontruden. Vi finder midten af pinden, og midten af stoffet, og arbejder os langsomt til begge sider. Der skal laves hul der, hvor kalechen skal sænkes ned over de to tingester, der stikker op fra forruden, - og sidst, men ikke mindst: der skal afsluttes, så det ser pænt ud. Vi beslutter, at resultatet er tilfredsstillende.

Der bliver taget mange tilløb, inden der klippes - for der er ingen fortrydelsesret. Næste udfordring er så at få selve kalechestoffet klammet på frontpinden. Det skal være stramt, men ikke for stramt, og det skal sidde lige. Det er mange ting på én gang, og en enkelt eller to klammer må da også pilles ud og nye i, men alt ialt er vi ret tilfredse.

Udfordringerne er dog ikke ovre endnu. Siderne skal afsluttes pænt - og helst ens i begge sider. Samtidigt skal vi passe på ikke at stramme for meget - men alligevel så meget, at det sidder glat. PYHA!

 

Kronen på værket - eller rettere: det, der skal skjule eventuelle ujævnheder, samt give den endelige afslutning på "klammeriet" monteres til sidst.

Det gik slet ikke så galt, som vi havde frygtet.

Så langt, så godt. Nu gælder det så "lift-the-dot" beslagene. Og vi kan jo ikke "bare lige" tage kalechen af igen og montere dem henne på værkstedsbordet, så også her må vi spille fire-hændigt, og endda have hjælp af en bjælke, som vi kan lægge stoffet på, når der skal hamres hul.


Også dette lykkes, og da november rinder ud, er vi nået så langt. Vi mangler endnu det sidste beslag, og for at få plads til det, må vi have saks, nål og tråd frem. For faktisk er der rigeligt med stof dér, hvor den sidste knap skal sidde - vi er nødt til at klippe lidt af, og skal så have kantbåndet syet på igen, så det ser ordentligt ud og ikke trevler.

December 2013:

Der gik ikke mange minutter, inden det gik op for os, at der skal to til at sy i en kaleche - især når man skal have nålen igennem op til 6-7 lag stof, som er imprægneret med et eller andet, der gør, at nålen slet ikke vil glide. Så når vi var enige om: det er her, nålen skal igennem, måtte vi ved fælles hjælp skubbe og trække i nålen med diverse tænger. Hvert sting var en udfordring, og særligt kønt blev det da heller ikke, men vi lever med det. I sagens natur var der ingen til at tage billeder af denne proces, så det må man tænke sig til....

Men her har vi resultatet, og som sagt: det lever vi med ;o)

 


Sidste punkt i projekt kaleche: montering af skruer gennem stoffet og i hjørnerne af den bagerste bøjle på stativet, således at bøjlen fastholdes i sin position, så man ikke manuelt skal til at tilpasse den, når kalechen skal foldes ud - plus at man så ikke risikerer, at bøjlen - bang - falder ned på bagenden af bilen med deraf følgende lakskader. Uha, Oh Ve, hvis det skete.....

Her har vi det færdige resultat. Det skal selvfølgelig lige tilføjes, at der ind imellem kalechearbejdet er brugt en del timer på at tilpasse sideruderne - beslaget er skåret op og svejset igen for at passe - så det var heller ikke "bare lige" - men taget i betragtning, at der var et par fødselsdage, en del julefrokoster, og selvfølgelig også lidt arbejde, der skulle passes samtidigt, synes vi egentlig, at projektet er blevet helt godt.

Nå ja, vi skulle jo også lige have fælgene gjort rene efter sommerens ture.

Så mangler vi "bare" tonneau'en.

 

Godt nytår!

Januar 2014:

Vi starter "bagfra" med at sætte "Lift-the-dot" knaphuller i tonneau'en. Og som med så meget andet famler vi os lidt frem, for hvor meget skal man strække stoffet? - Lige nok til at det sidder glat, men ikke så meget, at det vipper op med kanten.


Og da vi så kommer til de forreste kan vi se, at vi nok alligevel har taget "for meget dyne" bagtil. Til at begynde med ser det ud som en håbløs opgave at strække stoffet så meget, at det bliver muligt at montere knaphullet, men efter adskillige "strækninger", diverse støn og gisp, og endnu en opremsning af hele mesters forråd af kraftudtryk, ja, så lykkes det alligevel.

Vi erklærer os tilfredse. Sådan vil vidunderet komme til at tage sig ud, når vi til foråret lister ud i det danske landskab. Vi glæder os, og nu kan det forår altså ikke komme hurtigt nok.


 

Slut på historien om Twin Cam'en. Der bliver forhåbentlig mange gode ture i både den og TF'en i de kommende år. Og så må tiden vise, om der på et tidspunkt bliver energi, plads og - ikke mindst - penge til en regnvejrsbil/kassevogn/varevogn - kært barn har mange navne.....