Raggal 2013
 

16. februar 2014


Havbakken
Niederthai 2002
Dalaas 2003
Kals 2003
Gendarmstien 2004
Kals 2004
Azorerne 2005
Kaprun 2005
Kaprun 2006
Lammertal 2007
Schweiz 2008
Ötztal 2009
Ischgl 2010
Mallorca 2011
Heiligenblut 2012
Raggal 2013

 

 



Vores allerførste Østrigs-ferier koncentrerede sig om Vorarlberg-området, hvor vi hurtigt fandt vort stam-hotel, Hotel Post i Dalaas. I de senere år har vi flere gange snakket om, at vi gerne ville tilbage hertil, men da vi checkede hotellet på nettet, viste det sig, at det nu var et andet værtspar, der havde det. Det var jo ærgerligt, for de var i høj grad en del af oplevelsen, så måske skulle vi prøve noget helt andet? En dag så vi en annonce fra Risskov Bilferie - et billigt ophold på Hotel Nova i Raggal. Her var værten dansk, - og det kunne måske være en fordel. Vi så i ånden alle de tips og tricks, vi kunne få om vandreture, så vi betænkte os ikke længe. Opholdet blev booket, og søndag den 7. juli satte vi kursen sydpå.

Søndag 07.07.13:

Kl. 7.15 var bilen pakket, og det gik geradeaus mod Kirchheim, hvor vi havde booket en overnatning. Turen gik forholdsvis smertefrit - en enkelt bilbrand på motorvejen gav et stop på en halv times tid, men eller var køerne overkommelige, og vi ankom til hotellet kl. 17 i rigtigt sommervejr. 29 graders varme, så et bad var på sin plads, inden vi gik i byen og fandt et sted at spise.

Det var stadig dejligt lunt, så efter maden gik vi en tur i byen - det kunne jo være, man kunne finde et sted, hvor man kunne sidde og få en stille øl. Vi nærmede os det lokale frilandsmuseum, hvor der sad en bordfuld udenfor og hyggede sig med mad og drikke. Vi bestilte en øl, og fandt så ud af, at vi nok lige var dumpet ned i personalefesten, og at der vist ikke var almindelig udskænkning. Men det afholdt ikke chefen fra at finde et par øl til os - og så gav han oven i købet et nummer på lirekassen. Det blev en rigtig hyggelig aften.

Mandag 08.07.13:

Vi var tidligt oppe, vejret var flot, så efter morgenmaden satte vi igen kursen mod syd. Det gik derudaf lige indtil ved 11-tiden, hvor vi røg i en kø på næsten 7 km. Det tog lige en times tid af rejsetiden, så da der blev hul igennem, fandt vi den første rasteplads og fik noget at spise. Det var rigtig sommer, og temperaturen sneg sig igen op mod de 30 grader. Da vi nåede Lindau ville vi holde pause ved søen, men trafikken var tæt, varmen ulidelig, så vi tog den første rasteplads og fik en is i stedet. Således midlertidigt nedkølede fortsatte vi og nåede hotellet kl. 16.15. Værelset var fint, badeværelset rigtigt fint - helt nyt. Fik hurtigt pakket ud, og lavet en kop kaffe, som blev nydt på altanen med udsigt til et gevaldigt tordenvejr.

Efter et fint aftensmåltid var det blevet tørvejr igen, og vi gik en tur rundt i byen. Det buldrede stadig rundt omkring, og de mørke skyer så truende ud, men det holdt dog tørt. Tilbage på værelset fik vi lavet en kop kaffe og tog et kapitel i bogen, inden vi gik til ro. Det var faktisk først nu, vi bemærkede, at der hverken var radio eller TV på værelset. Okay, det var vi ikke vant til, men det gik jo nok endda - og det gjorde det.

Tirsdag 09.07.13:

Solen skinnede, og temperaturen viste sommer, da vi efter morgenmaden satte kursen mod Marul, som ligger lidt længere oppe i dalen. Herfra skulle der efter værtindens henvisning gå en vandrebus op til Laguzalpe, hvorfra der var vandreruter ad libitum.

Der var dømt tordenvejr om eftermiddagen, -  men den tid, den sorg. Vi nåede vandrebussen kl. 9 ligesom en hel del andre, og humøret var højt under turen til endestationen.

Det viste sig, at vi fra Laguzalpe kunne gå til Freiburger Hütte, hvor vi faktisk har været et par gange før. Første gang var vi gået derop fra Dalaas, anden gang fra Lech. Nu ville vi prøve 3. gang.

Det var en skøn tur. Temperaturen var perfekt, solen skinnede, himlen var blå, og det var den første, rigtige vandredag. Så snart musklerne var varmet godt op, gik det bare derudaf. Og skønne udsigter, hvor end man vendte sig.

Efter at have rundet passet, havde vi den skønneste udsigt op mod Rote Wand.

Vi nærmede os hytten, og maven gjorde opmærksom på, at det snart var middag.

 

 

 

 

Hvad er bedre end at sidde i solen med en grosser Radler og dele en speckbrot og en käsebrot? - Vi kan ikke komme i tanker om noget - lige nu,  i hvert fald.


Så vi nød maden og drikken og kiggede på mennesker og natur, inden vi satte kursen nedad igen. Kl. 14.30 var vi tilbage ved Laguzalpe, men vi syntes næsten, vejret var for godt til bare at tage bussen tilbage, så vi blev enige om at gå ned til Marul. Der var to forskellige ruter, og vi valgte selvfølgelig den længste.... At den så også var prikket et langt stykke fandt vi først ud af senere.

Den første halve time gik det meget godt - selvom det gik temmelig meget opad - det havde vi ikke lige regnet med, for vi skulle da et godt stykke nedad, vidste vi. Men nu var vi kommet afsted, og der var ingen fortrydelsesret - så skulle vi i hvert fald gå hele vejen tilbage, og det syntes vi jo heller ikke....

Så vi fortsatte, og inden længe begyndte det at regne, og regne, og regne, og tordne, og lyne. Stien blev mere og mere smattet, så det gik kun langsomt fremad. Endelig, efter ca. to timer, var byen i sigte, og som om vejrguderne lige ville sætte trumf på, kom der et gevaldigt lyn, vi kunne mærke trykket og elektriciteten i luften, og vi var klar over, at det havde været meget tæt på. Da vi nåede det første hus stod vi lidt i læ under udhænget, men regnen kom stærkere og stærkere, så til sidst blev vi enige om, at vi lige så godt kunne gå videre. Vi havde selvfølgelig regntøjet på, men vi var bare våde fra yderst til inderst.

Kl. 16.45 nåede vi bilen. Alt blev læsset af i bagagerummet, og så gik det ellers retur mod Raggal og hotellet. Da vi nåede tilbage, var det blevet tørvejr, men man kunne følge vores dryp hele vejen gennem receptionen og op ad trappen til værelset. Tøj og støvler blev sat til tørre på altanen, og vi selv fik et varmt bad - og så kunne vi da endelig grine lidt af det - og ærgre os over, at vi ikke havde haft overskud til at tage et billede af hinanden som druknede mus.

En kop kaffe gjorde underværker, og efter en dejlig middag, og en vejrudsigt, der lovede tørvejr dagen efter, gik vi trætte til ro.

 

 

 

Onsdag  10.07.13:

Vi var tidligt oppe. Vejret var fint, så der blev lagt tøj til tørre på altanen, og efter morgenmaden fik støvlerne en ordentlig tur af føntørreren. Vi drøftede forskellige muligheder for dagen, og blev enige om at tage en skov-rundtur, som vi havde set en afmærkning til et sted i byen. Det stod dog hurtigt klart, at det blot var en "smut-tur", så vi satte i stedet kursen mod Frassenhütten.

Undervejs havde vi en flot udsigt over byen og ned i dalen.

 

 

 

 

Ruten gik hovedsageligt gennem skov, men ind imellem åbenbarede der sig flotte udsigter mellem træerne. Her er vi kommet så højt op, at vi kan se ned over Bludenz. Temperaturen var fin, men skyerne trak lidt sammen.

 

Så nåede vi hytten, ligesom så mange andre. Der var liv og glade dage, og efter et solidt måltid var vi klar til at gå videre. Vi havde egentlig bestemt, at vi ville tage en afstikker op til toppen "Hoher Frassen" - et par hundrede højdemeter højere end hytten, men det var stadig temmeligt skyet, så det var næppe besværet værd, for udsigt var der nok ikke meget af deroppe. Så i stedet tog vi en anden vej ned, over Lüdescherberg. Det var en temmelig stejl nedstigning, og stierne var stadig temmelig smattede efter gårsdagens regn, men det gik dog uden uheld.


Da vi nåede Raggal var vi godt svedte og tørstige, så vi tog en øl på det nærmeste gasthaus og sad og dampede af, inden vi gik tilbage til hotellet og lavede kaffe.

Og mens de sidste sokker var ved at være tørre, fik vi lige et kapitel i bogen, inden det var tid til aftensmad. Måltidet blev desværre forstyrret af en mængde fluer - ikke specielt lækkert, så vi blev hurtigt færdige og gik i stedet en tur gennem byen, inden vi vendte tilbage til værelset og en kop kaffe inden sengetid.

Torsdag 11.07.13:

Tidligt oppe til solskin og dejligt vejr. Morgenmaden var hurtigt overstået, og kursen blev sat mod St. Christoph. Undervejs lige et smut omkring Dalaas og handle i den lokale Spar. Alt lignede sig selv, og der var masser af gæster på Hotel Post, kunne vi se. Vi skulle nok alligevel have booket dér.... Men pyt, det var jo ikke på hotellet, vi skulle bruge tiden.

Så vi fortsatte mod Stuben, hvor vi kunne se, at der gik en sti mod Ulmer Hütte. Det var den, vi havde planlagt at gå efter i dag, - og vi kunne da lige så godt gå ad en ny rute, frem for at gå samme vej, som vi havde prøvet tidligere. Så vi parkerede bilen og drog afsted.

 

 

Vejret var perfekt. Ruten førte os først opad, og gennem et meget sumpet område, hvor Erik var liiiige ved at miste den ene støvle. Den blev heldigvis på foden, men var blevet dyppet helt op til kanten. Vi måtte lede lidt efter stien, men fandt den da endelig igen. Snart rundede vi pynten og kunne se vejen fra den anden side, og de sjove tunneller på vejen mod Lech. Vi undrede os lidt over, at vi skulle så langt i den retning, men regnede med, at stien snart ville slå et sving, og det ville begynde at gå opad mod hytten.

Det skete imidlertid ikke. Til gengæld blev stien mere og mere smal og til tider lidt for spændende. Vi holdt en pause for at få genoprettet sukkerbalancen, og mens vi sad dér fandt vi ud af, at det måtte være den forkerte sti, vi havde fulgt. Vi var på vej mod Flexenpass! Det kunne sådan set være godt nok, men vi vidste ikke rigtigt, om vi så skulle samme vej tilbage, eller om vi kunne komme tilbage på den anden side af dalen. Så vi besluttede os for at vende om.

Ved middagstid var vi tilbage ved udgangspunktet, og vi fandt faktisk hurtigt den rigtige sti mod Ulmer Hütte.

 

Nu viste det sig at være godt, at vi havde provianteret i Dalaas. Efter en god sandwich og lidt at drikke var vi klar igen, og kunne nyde turen. Og det var godt at få lidt indenbords, for det gik da godtnok lidt opad....

 

 

 

Ikke nok med, at det gik opad. Der var faktisk rigtigt meget sne på denne rute, og stien forsvandt flere gange for os undervejs. Der var i øvrigt ikke mange, der havde gået denne vej - i hvert fald ikke siden det sidst havde sneet. Men det lykkedes, og endelig fik vi hytten i sigte.

 

 

Nu havde vi godtnok spist frokost, men væskebalancen skulle stadig genoprettes, - og så kunne vi da lige klare en apfelstrudel til.

 

Udsigten fejlede da heller ikke noget.

Vi havde oprindeligt snakket om, at vi ville prøve at gå op til endestationen for Valluga banen, hvor vi havde været for år tilbage. Men vi kunne godt se, at det var umuligt med al den sne, der var - og tiden var heller ikke til det, da vi jo havde fjollet rundt på den forkerte sti om formiddagen.

 

 

Så vi nøjedes med udsigten, inden vi i adstadigt tempo begav os nedad igen mod Arlbergpasset. Vi var nede ved bilen efter godt en times vandring, og tilbage på hotellet kl. 17. Så var det tid til en kop kaffe, og til at få luftet strømperne.


Aftenmenuen var grillmad - og der var frit valg, om man ville sidde ude eller inde. Vi valgte at blive indendøre, da det efterhånden var blevet lidt køligt. Maden var fin, fluernes antal reduceret betydeligt, så vi nød menuen, inden det var tid til kaffe på værelset.

Fredag 12.07.13:

Tidligt op til strålende solskin og løfter om endnu en dejlig dag. Smilet blev dog lidt anstrengt, da vi igen måtte dele vores måltid med en sværm af fluer. Så vi gjorde os hurtigt færdige, pakkede bilen og satte kursen mod Schruns, hvorfra vi ville tage liften op i højderne og tilbringe dagen dér. Inden vi nåede så langt, fangede blikket et skilt, hvor der stod "Golmerbahn" Et hurtigt kig i kortet viste os, at vi herfra kunne gå til Lindauer Hütte, - hvor vi også har været tidligere. Så, når vi nu var i gang med vores nostalgi-trip, så kunne vi da lige så godt fortsætte. 

Som tænkt, så gjort, og snart sad vi i den specielle stilhed, der er, når man kører med gondolbane. Den eneste støj er vindens susen, og så lidt knirken, når kablet kører over rullerne ved standerne. Det var en længere tur, og vi nød udsigten både fremad og tilbage undervejs.

 

 

Fra endestationen fandt vi hurtigt vejen mod Lindauer Hütte, og begav os af sted. Solen skinnede fra en skyfri himmel, udsigten var bjergtagende i ordets bogstaveligste forstand, og det var bare en pragtfuld tur. Azalea'erne blomstrede, og overalt var der en farvepragt af blomster i alle kulører.

 

Mens vi gik og nød turen snakkede vi om, da vi var her sidst. Vi havde ikke gået denne rute, men var kommet ad en anden sti til hytten, men vi kunne dog huske udsigten til "Die 3 Türme" - de tre tårne, som knejser over bjergkammen.

Turen var ikke specielt anstrengende, men den var forholdsvis lang, og der blev svedt igennem i det skønne vejr.

Vi kommer nærmere og nærmere til de tre tårne, og det bliver flottere og flottere

 

 

Man har svært ved at se sig mæt, og et skønnere vejr at nyde en vandretur i skal man da også lede længe efter. Vi var enige om, at det havde været en god idé at tage denne tur frem for den anden, vi havde planlagt - den må vente til en anden god gang.

Vi nærmede os middagstid, og sulten begyndte at melde sig.

 

Endelig var hytten i sigte, og vi kunne få et velfortjent måltid og "Ein Grosses" Ah, hvor det smagte. - Og så ta'r vi da lige udsigten én gang til...

Vi hyggede os, kiggede på mennesker og natur en times tid, inden det var tid at gå tilbage mod banen.

Efter ca. ½ times vandring tilbage mod liften kom vi til et skilt, som viste fra til "Latschätzer Höhenweg" - som ligeledes førte til liften. Der var godtnok ca. 500 højdemeter derop, men vi havde jo næsten heller ikke haft nogle højdemeter på dagens tur, så vi blev enige om, at det gik nok...

 

 

Vi fik lysten styret hvad højdemeter angik, men det var besværet værd, da vi nåede toppen. Og resten af turen ned mod liften gik på en kam, som fik tankerne til at gå tilbage til Kaprun og Alexander Enzinger Weg.

 

Ja, billederne taler for sig selv. En fantastisk udsigt, selvom der efterhånden sniger sig et par småskyer frem på himlen.

 

Efter at have hvilet benene et kvarters tid, begav vi os af sted ad stien hen over bjergkammen. Det ser smalt ud, men stien var fin, og husker man blot at stå stille, når man gerne vil nyde udsigten, er der da heller ingen risiko ved at gå der.

 

 

Så er vi ved at være nede ved liften igen, - og det er høj kaffetid! Vi dropper kaffen og får en Radler og en portion is med skovbær. En bedre afslutning på en skøn tur kan næppe tænkes.

Efter en times tid trillede vi fra bordet og hen mod liften, og var hjemme på hotellet ved 17.30 tiden. En kop kaffe på altanen, et tiltrængt bad, og klar til aftensmad kl. 19. Fluernes antal var væsentligt reduceret, så vi nød en udmærket middag. Et lille vend i byen inden det var tid til kaffe og afslapning inden sengetid.

 

Lørdag 13.07.13:

Tidligt op til endnu en dag med smukt vejr. Vi fortsætter i det nostalgiske hjørne og tager bilen til Stuben og St. Christoph, hvorfra vi vil gå til Kaltenberg Hütte, som vi også har besøgt tidligere.

Der er mange mennesker på stien i starten, men snart er flokken spredt for alle vinde, og vi kan gå for os selv og føle os mere eller mindre alene i en verden, som igen viser sig fra sin smukkeste side.

 

Det går jævnt opad, og snart kan vi kigge over på "den anden side", hvor vi gik i torsdags, på vej mod Lech, og mod Ulmer Hütte. Kort tid efter har vi hele kigget ned over serpentinervejen mod Stuben, og vejen mod Lech, som går gennem et utal af tunneller på bjergsiden. Nogle imponerende bygningsværker.

Det er svært at se sig mæt, så der bliver holdt mange små-pauser undervejs

 

 

Endelig er hytten i sigte. Vi skal lige omkring udsigtspunktet, som ligger nedenfor hytten, og se, om det er den samme bog, der er i boksen, som sidst vi var her. Det var det nu ikke, men det er alligevel sjovt at se, om der har været nogen, man kender. - Men der er rimeligt langt imellem danskerne i dette område, ser det ud til.....

 

 

Der var masser af mennesker ved hytten, og alle pladserne i læ var selvfølgelig optaget. Vi fik dog en plads i solen, og med jakken på var det fint. Det blæste en del heroppe, og vinden var kold, men det kunne ikke tage fornøjelsen fra en gang "pøller" mit Pommes und Salat og en "Sauer Radler" - det var godt.

 

 

Efter en god pause var maverne fyldte og væskebalancen genoprettet, og vi var klar til at gå videre. Vi kunne enten gå samme vej tilbage, eller tage "Bergsteigerweg" - vi valgte den sidste. Den havde vi også gået med sidste gang, vi var her, og på det tidspunkt forsvandt stien for os et sted, hvor der havde været noget vejarbejde. Vi gik ud fra, at det var blevet genoprettet nu, så det ikke gav problemer igen. Det var det faktisk ikke, men denne gang fandt vi trods alt stien rimeligt hurtigt igen.

Udsigten er ikke mindre fantastisk på denne del af turen, og den blev nydt i fulde drag.

 


Et sidste blik tilbage mod Kaltenberg Hütte. Tiden vil vise, om vi engang kommer tilbage hertil. Turen er nok en gentagelse værd - men der er på den anden side så mange andre hytter, vi ikke har nået endnu, så - hvem ved....


Der var lang vej hjem - selv, da vi nåede så langt, at vi kunne kigge ned i dalen - men ned kom vi da - kl. 16.15. Så måtte der altså også en is til, inden vi havde kræfter til at køre tilbage til hotellet, så vi gik og nød isen og vejret en halv times tid, inden vi satte os i bilen og kørte mod Raggal. Tilbage på hotellet blev der hurtigt brygget et par kopper kaffe, fødderne blev lukket ud fra de varme støvler, og vi nød det på altanen, til det var tid til et bad og et godt aftensmåltid. Efter middagen kunne vi igen sidde på altanen og nyde det lune vejr indtil sengetid.

Søndag 14.07.13:

Sidste vandredag i denne omgang. Op kl. 7 til et smukt solskinsvejr, og efter morgenmaden satte vi kursen mod Brandnertal. Vi havde bestemt os for at tage Lünerseebanen op til Lünersee, gå en tur rundt om søen, evt. en afstikker til Todalphütte, og så ellers slappe af og begynde at vænne os til tanken om at skulle hjem til Havbakken igen.

Vi måtte imidlertid erkende, at vi nok skulle have gjort forarbejdet til dagens udflugt lidt bedre. Der var nemlig alpehornblæser-træf ved Lünersee, der var sort af mennesker på parkeringspladsen, og der stod vel to-trehundrede personer i kø ved liften. Og selv om den er stor, er der kun én gondol, så vi kunne godt regne ud, at vi ville nærme os middagstid, hvis vi skulle vente på det.

Så i stedet valgte vi alternativet: at gå op, for det kunne nemlig også lade sig gøre, og der var allerede en livlig trafik af mennesker på stien.

Det var en udfordrende, men også spændende tur. Stien var fin, og det gik langsom, men sikkert, opad. Solen skinnede, og vi kunne jo bare give os god tid, vi skulle ikke nå noget særligt i dag.

 

 

 

Det var faktisk først, da vi kom op til søen, at vi fandt ud af det med træffet - og så var det jo nok ikke så mærkeligt, at der var mange mennesker. Hornblæserne gav et nummer, og så gik de ellers i små grupper sammen med publikum rundt om søen. Det så rigtigt hyggeligt ud.


Vi måbede lidt, da vi så søen, - der var næsten ingen vand i, i forhold til de andre gange, vi har set den. Men imponerende er det nu alligevel.

Vi besluttede os for at gå venstre om søen, hvilket så viste sig at være "imod strømmen" - men pyt med det. Blæserne hilste venligt, når de kom forbi, og nogle gav da også et trut, inden de gik videre.

 

 

 

Vi svedte bravt i vore shorts og t-shirts. Hvordan det så har været i Lederhosen, kan man kun gætte om. Garanteret varmt!

 

 

Da vi havde gået knapt en times tid kom vi til krydset, hvor stien går mod Schweizertor - det var her, vi var kommet fra sidste gang, vi var i Brand.

Skulle vi tage afstikkeren? - Der stod godtnok 1 3/4 time på skiltet, - men vi tog den!

Og så gik det bare opad, opad og opad. Det havde vi nok lige glemt - men vi gik jo også den anden vej, da vi var her sidst, og det føles alt andet lige ikke så stejlt, når man bare går nedad.

Vi havde heldigvis provianteret i Brand, så vi holdt en tiltrængt frokostpause ved 12-tiden, og med fornyede kræfter nåede vi toppen 3 kvarter senere.

 

Her sad vi så og nød udsigten og snakkede lidt om vi skulle gå det sidste stykke helt hen til Schweizertor - det ville i givet fald betyde ½ time nedad, og sikkert det meste af en time opad igen - så det droppede vi, og begav os i stedet i adstadigt tempo nedad mod Lünersee igen.

 

 

Heroppe, hvor man for det meste kun hører de få fugle, der er tossede nok til at flyve så højt, og vindens susen, kan man hurtigt forestille sig, at man er alene i verden.

Men på et tidspunkt syntes vi, at vi hørte stemmer til venstre for os - og efter at have stået længe og prøvet at få øje på tegn på mennesker, fandt vi dem - på en lodret klippevæg, som de var i gang med at forcere. Okay, og vi synes måske somme tider, at det bliver lidt for spændende, men jeg skal da lige love for, at der er nogen, der opsøger spænding på andre planer end vi....

 

Nå, dem om det. Man kunne jo også "bare" betragte verden omkring sig - et blomsterhav i alskens farver midt i den barske verden. Det er da lise for sjælen..

 

 

Blå himmel, små hvide vat-totter, der sejler afsted, en enkelt bimlen fra en kobjælde et eller andet sted, fuglesang, go'e ben og måske udsigt til en kold til ganen, - måske endda en is. Hvad kan man ønske sig mere?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nå ja, der er da lige en times vandring, inden vi når så langt. Men der er stadig vand på flasken, og en enkelt chokoladebar i rygsækken, så vi klarer os, til vi når om til Douglashütte.

 

 

 

Ved hytten var der selvfølgelig også sort af mennesker, men det lykkedes dog at få en plads og få bestilt både is og Radler. Ahh, hvor det smagte.

Køen ved liften - denne gang i nedadkørende retning - var næsten lige så lang, som den havde været om morgenen, - så vi betænkte os ikke så længe - det er trods alt hurtigere at gå nedad end opad, så vi tog da bare stien igen.

 

De gik da også helt fint, og undervejs kunne vi vinke til dem, der stod som sild i en tønde i gondolen.

Men hold da op, vi var trætte, da vi nåede ned. Og i bilen var der ca. 75 grader, så den måtte lige luftes lidt ud, inden vi kunne klare at sætte os ind. Men så gik det også mod Raggal i behersket tempo og med air condition'en på fuld knald. Vi var hjemme på hotellet kl. 17.30. Støvlerne blev smidt for sidste gang, og der var dømt kaffe på altanen, inden det var tid til bad og en rigtig god middag.

Efter middagen var der endda overskud til en lille tur i byen, inden det var tid til kaffe og grov-pakning på værelset.

Mandag 15.07.13:

Tidligt op til endnu en dag med dejligt vejr. Vi fik pakket færdig, og var nede ved bilen med den første kuffert inden morgenmaden. Efter et solidt morgenmåltid fik vi pakket de sidste småting, checket ud, og var klar til afgang kl. 8.30.

Der blev indkøbt et passende antal sandwich, juice og vand, og så gik det ellers nordpå i pænt tempo.

Turen forløb uden de store forhindringer, - undtagen lige ved Hamborg, hvor det kostede os en ekstra times tid, fordi der var kø ved Elb-tunnellen.

Ikke desto mindre var vi hjemme "allerede" kl. 23.15 - det er vist ny rekord, - men turen var heller ikke så lang, som den har været de gange, vi har været i Tyrol.

Vi har vist ikke tal på, hvor mange gange, vi har været i Østrig på vandreferie, - i år havde vi talt om, at vi havde en del til gode med hensyn til vejret, - og hvis det igen skuffede, ville vi nok holde en pause. Og så fik vi da lige vandrevejr, så det gjorde noget. Så når alt kommer til alt er det nok ikke sidste gang, turen er gået til Østrig. Om den så gør det samme igen i 2014 vender vi tilbage til.

I hvert fald fik vi en masse dejlige minder fra turen i 2013.