Ischgl 2010

18. januar 2014


Havbakken
Niederthai 2002
Dalaas 2003
Kals 2003
Gendarmstien 2004
Kals 2004
Azorerne 2005
Kaprun 2005
Kaprun 2006
Lammertal 2007
Schweiz 2008
Ötztal 2009
Ischgl 2010
Mallorca 2011
Heiligenblut 2012
Raggal 2013

 

 
Søndag 18.07.10:

Tidligt op og afsted. Bilen er pakket, og kl. 7 triller vi lige så stille ned ad Havbakken og sætter kursen sydpå i strålende solskin. Der er bestilt en enkelt overnatning på Hotel Vogelsang i Retzingen ved Würzburg, og dernæst 7 overnatninger med halvpension på Hotel Alpina i Ischgl. Og vi glæder os.

Turen gennem Tyskland forløber uden de store problemer. Lidt kø ved Hannover, og lidt igen ved Kassel, men ingenting, der ligner det, vi oplevede, da vi kørte om lørdagen for et par år siden. Vi når Hotel Vogelsang ved 17.30 tiden, og efter en lille lur og et tiltrængt bad er vi friske og sultne. Hotellets Biergarten er åbent, så dér sætter vi os ud og får en god middag og en "Grosses Bier" AHHHH!

Vejret er stadig smukt, så vi går en lang tur i byen om aftenen. En enkelt kop kaffe på værelset inden sengetid. Nu er vi på vej og begynder at kunne mærke, at vi rent faktisk har ferie.

 

Mandag 19.07.10:

Tidligt op, en god gang morgenmad, og vi er på vej igen. Turen forløber nogenlunde gnidningsfrit, men enkelte steder går trafikken lidt i stå. Da vi når til Østrig og nærmer os Arlbergtunnelen bliver vi lidt nostalgiske og bestemmer os for at tage "den gamle vej", som vi kender fra vores ture til Dalaas, gennem Klösterle og Langen, St. Christoph og St. Anton. Ved St. Christoph gør vi holdt og nyder udsigten, spiser en is og drikker en kop kaffe, inden vi tager det sidste stræk til Ischgl.

Vi ankommer til hotellet ved 15.30 tiden, får hurtigt checket ind og får et dejligt værelse på 3. sal med både "udestue" og altan. Herligt! Der pakkes ud, og vi får lige en lille lur inden vi drager på sightseeing i byen.

På turistkontoret køber vi et "Silvretta-kort", som giver os fri adgang til lifter og busser, og rabat på adgang til seværdigheder etc. i den næste uges tid, - så nu er det bare med at komme i gang. Vel tilbage på hotellet får vi et velfortjent bad inden aftensmaden. Og vi må jo nok sige, at vi de seneste år er blevet godt vante med hensyn til bespisningen, - så vi blev en lille smule skuffede. Ikke noget med at vælge mellem to hovedretter, - og ingen salat! I ugens løb fik vi en del "Knödel" - og pasta! - og efter Erik's mening er det jo ikke noget at servere for en voksen mand! Men vi overlever, og det får absolut ikke lov til at lægge nogen dæmper på den gode oplevelse.

 

Tirsdag 20.07.10:

Første vandredag. Vejret er smukt, og vi vil op i højderne. Provianterer hos den lokale bager og har drikkedunkene fyldt op, og så er der afgang med liften. Fra byen bliver vi trukket op i 2308 m, og herfra er der masser af muligheder for vandreture. Det er et kæmpemæssigt skiområde, så der er lifte alle vegne, hvor man kigger hen - det tager lidt af pynten af naturen, men vi bestemmer os for at gå mod Flimjoch, og kommer hurtigt på afstand af løjperne.

Ja, hvad en Porsche bestiller oppe i disse højder kan man undre sig over....

Det første stykke følger vi en bred sti, og pludselig råber en mand noget til os, som vi ikke liiige helt forstår - men øjeblikket efter finder vi ud af, hvad det drejer sig om, for der lyder et øresønderrivende brag - de er ved at sprænge klippen, sandsynligvis for at lave endnu flere pister og løjper. Det står vi og betragter et stykke tid - det er lidt sjovt, at man først ser røgskyen - og lidt efter kommer braget. De sprænger vel en 10-12 gange, inden de så giver sig til at grave.


Vi har lige gået og snakket om, at vi slet ikke har hørt murmeldyr - og pludselig lyder der et højt skrig, og en 4-5 stykker smutter afsted mellem klippestykkerne. De er ikke nemme at fastholde på et billede, men der er en enkelt - hvis man kan få øje på den....

 

Snart forsvinder vejen og stien bliver lidt mere "spændende" - nu er det med at holde øje med, hvor man går. Der skal forceres mange sten, og vi ta'r den med ro. Solen brænder, det er en fin tur, og vi nyder det skønne vejr, og den flotte natur.

 

 

Vi når målet, Flimjoch i 2757 m. Passet ligger faktisk lige på grænsen mellem Østrig og Schweiz, og man kunne godt fortsætte turen ind i Schweiz. Der var masser af muligheder, men vi bestemmer os for at gå et stykke tilbage og i stedet tage en stolelift ned til dalen på den Schweiziske side.

 

Klipperne i dette område havde en meget speciel, nærmest violet farve. De er meget smukke.

Et stykke fra toppen finder vi et sted, hvor der er læ og spiser vores medbragte mad. Det er livet: Frisk luft, sol i ansigtet, godt brød, frisk vand, ferie - kan man ønske sig mere?

Det skulle da lige være "Ein grosses" - og det får vi, da vi lander med stoleliften lige ved "Alp Trida"

Lifterne går virkelig på kryds og tværs i dette område, så da tørsten er slukket, tager vi en anden lift til en mindre top, hvorfra vi kan vandre tilbage til Østrig og ned til den lift, som vi havde taget op om morgenen. Nu er benene efterhånden ved at være godt brugte, så vi kører ned til byen igen, får provianteret lidt, og tager en slapper på altanen inden aftensmaden.

Onsdag 21.07.10:

Vi er tidligt oppe - solen skinner, og vi er opsatte på nye eventyr. Efter morgenmaden tager vi bussen mod Galtür, fortsætter til næste stoppested udenfor byen, hvor vi tager liften "Birkhahnbahn" op. Fra endestationen er der flere muligheder, og vi vælger at sætte kursen mod Kops-Stausee.

Da vi havde gået nogle få hundrede meter, viste en sti til højre mod Ballunspitze, hvor man kunne forsøge sig udi regulær bjergbestigning. Det var nok ikke lige denne gang, vi skulle prøve det, så vi fortsatte efter planen. Det var det skønneste vejr, og vi gav os god tid. Terrænet var fint, og udsigten eminent.

 

 

Snart fik vi søen i sigte, - ja, og billedet taler jo for sig selv.

 

Vi havde regnet ud, at det ville passe med en frokostpause på Zenisjoch Alpengasthof - det er bygningen længst til højre.

 

Uanset hvor mange dæmninger, vi efterhånden har besøgt i Østrig, bliver man altid lige imponeret over det fantastiske stykke arbejde, det har været at opføre sådan et bygningsværk. Og hvor kan man dog føle sig lille bitte, når man står og betragter de mange m3 beton - og endnu flere m3 vand.

Da vi nu ikke fik salat om aftenen på hotellet, bestilte vi en "Lumber-Salat" til frokost sammen med en grosses iskold Radler. Der var mere kød og ost end der var salat, men det smagte, og det gjorde radler'en også.

 

Da vi havde slået mave lidt, fortsatte vi i moderat tempo rundt om søen, indtil stien gik fra ned mod Galtür. Benene var gode, så vi blev enige om, at vi godt kunne gå hele vejen ned, fremfor at tage liften. Vejen var fin, og det samme var vejret, lige indtil vi var næsten nede. Så åbnede himlens sluser sig, og vi fik en pæn byge. Men det blev tørvejr igen, og da vi nåede ned til byen, var det igen varmt og solskin.

Her én af de mange mure, som blev bygget efter at byen i 1999 blev ramt af en kæmpelavine. Mere herom senere.

Bussen var selvfølgelig lige kørt, da vi nåede stoppestedet, så vi ventede en times tid, inden den næste kom. Den var fyldt, da vi kom med, men den blev endnu mere fyldt ved de næste stoppesteder, og til sidst måtte chaufføren afvise de ventende - der kunne simpelt hen ikke stoppes flere mennesker ind. Vi stod som sild i en tønde, men kom heldigvis helskindede til Ischgl, hvor det gjorde godt med en kop kaffe og lidt afslapning på værelset efter en fin dag. Aftensmaden fik ikke mange stjerner, men øllet var godt!

Efter maden en tur rundt i byen, nyde udsigten, og hjem til en kop kaffe og afslapning på værelset inden sengetid. Vejret tegnede fint igen næste dag, så der skulle lades op til endnu en aktiv dag.

 

Torsdag 22.07.10:

Tidligt op - vejret er fint, så vi spiser en hurtig morgenmad og tager bussen kl. 8.30 mod Bielerhöhe. Her er der flere muligheder - en tur rundt om Silvretta søen, - eller måske til én af de omliggende hytter. Vi vælger en kombination - halvvejs rundt om søen går vejen fra mod Wiesbadener Hütte, og det ser ud, som om man kommer i nærheden af nogle gletchere - det må vi opleve!

Det er endnu forholdsvis tidligt på dagen, så der er god plads på stien. Solen skinner, og omgivelserne er fantastiske, - vi giver os god tid og nyder turen.

 

Vi når snart halvvejs rundt om søen, og her går vejen fra mod hytten. Allerede her får vi de første blik mod gletcherne - det tegner godt.

Et stykke oppe ad vejen kommer vi forbi "vejmanden", som er i gang med at rydde alle regnvandsrenderne med sin hakke.

Efterhånden som vi kommer længere opad, bliver udsigten mere og mere betagende, og der holdes mange småpauser, hvor væskebalancen genoprettes, og vi nyder de smukke omgivelser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Snart har vi Wiesbadener Hütte i sigte, men da det knapt er middag, bliver vi enige om at gå lidt længere og se, om vi kan komme helt hen til gletcheren. Vi kan se, at der går et par personer derude, så det skulle jo kunne lade sig gøre.

 

Vi kommer tæt på, men dog ikke helt derhen, for det sidste vandløb, vi skal forcere, er lidt for vildt for vores smag. Men det var trods alt en stor oplevelse at komme så tæt på.

 

Vi kan godt se, at gletcherne har været meget større, end de er i dag. Også her spiller klimaforandringer en rolle.

Da vi havde set os mætte, gik vi tilbage til hytten og delte 2 Grosse, en Speckbrot og en Käsbrot, mens vi nød udsigten. Kan man så ønske mere?

Mens vi sad og spiste fik vi øje på en flok vandrere, der var på vej ned ad gletcheren.

Det må være en spændende oplevelse, og engang må vi prøve.....

 

På turen ned valgte vi "sommervejen", som gik på en hylde på bjergsiden. Den var meget mere spændende end vejen derop - på et tidspunkt blev den næsten for spændende. Vi skulle igen forcere et vandløb, og det tog faktisk lang tid, før vi fandt et sted, hvor det kunne lade sig gøre uden at sætte liv og lemmer på spil.

En mor med to mindre børn stod ude midt i strømmen og kunne hverken komme frem eller tilbage. Børnene var ved at blive bange, kunne vi se, så vi ventede og hjalp dem det sidste stykke, så de kunne komme videre på stien.

Tilbage ved søen nåede vi lige en is, inden den sidste bus kørte tilbage mod Ischgl. Det havde været en særdeles dejlig dag, og vi var trætte på både krop og sjæl, da vi nåede hotellet. Så det var på sin plads med en kop kaffe og afslapning på værelset inden det var tid til aftensmaden.

Fredag 23.07.10:

Vejrudsigten for fredagen bød på regn i rå mængder, så vi blev faktisk positivt overraskede, da vi stod op til - godtnok gråvejr, men tørt, og enkelte solstrejf. Efter en hurtig morgenmad tog vi bussen til Kappl, hvorfra vi ville gå tilbage til Ischgl. Vi ændrede dog mening, da vi stod af bussen og kunne se, at der var flere andre, som så ud som om de ville opad. Når de kunne, kan vi vel også? - Og som tænkt, så gjort, og vi tog med liften op til Diasalp, hvorfra vi begav os mod Niederelbehütte i 2300 meter. Vi kunne godt se, at de andre ville over et pas, men blev enige om at tage ruten via "untere Sessladalpe", så vi ikke nødvendigvis skulle gå i hælene på dem. Og vi havde vejen for os selv.

Det blev faktisk en rigtig god tur. Vejret var absolut OK, skyerne kom og gik, og det gav jo nogle anderledes udsigter, når tågen pludselig lettede og dalen åbnede sig under os. Det var tørvejr, temperaturen var OK, og vi  kunne sagtens holde varmen, for det gik jævnt opad hele vejen.


Snart fik vi hytten i sigte, og som så mange gange før undrede man sig over, hvordan det overhovedet skulle kunne lade sig gøre at komme dertil - og som så mange gange før endte det med at lykkes.

 

 

Et blik tilbage mod dalen fortæller os, at skyerne bliver tættere, og da vi endelig nåede hytten kl. 11.20 var der ikke meget udsigt tilbage, - og man skulle heller ikke stå stille ret længe ad gangen, før det blev koldt.

Så vi gik indenfor og bestilte en solid frokost og ein Grosses. Det var godt! Kort tid efter ankom den flok, som vi havde fulgtes med i liften. Og mens alle fik noget at spise og drikke åbnede himlens sluser sig! Det lynede og tordnede og stod ned i stænger.  Så alle gav sig god tid med maden, men på et tidspunkt måtte vi jo afsted igen. Regntøjet blev fundet frem, og rygsækkene fik overtræk på. De andre fulgte den vej ned, som vi var kommet op, så vi bestemte os for at tage "deres" vej nedad. Vi havde ikke gået ret længe, før vi mødte et par på vej op - i små sko, uden overtøj, totalt gennemblødte. Hvad tænker folk dog på?

Stien var lavet om til et mindre vandløb, og det vrimlede med små sorte firben. Der var så mange af dem, at man måtte se efter, hvor man gik, for ikke at træde på dem.

 

VÅDT, VÅDT, VÅDT! Men ned kom vi, uden uheld. Ham, der passede liften, sagde nogle trøstende ord og skyndte sig at få os sendt nedad til byen, hvor vi nåede bussen kl. 14.45 (vi undlod at sætte os, så vi nøjedes med at gøre gulvet vådt...)

"Hjemme" i Ischgl var vi omkring købmanden og fik købt en kage til kaffen, og da vi først var kommet af det våde tøj, kaffen var brygget, og vi begge sad med benene oppe, var det jo egentlig rigtig hyggeligt, og det havde været endnu en god dag. Der var dømt afslapning resten af dagen, og kun en meget lille tur i byen efter aftensmaden. Vejrudsigten for lørdagen tegnede ikke godt.

Lørdag 24.07.10:

Så vi tog en morgenskraber. Der var ingen grund til hastværk, for det regnede, og så ikke ud til at ville andet hele dagen. Efter morgenmaden kørte vi til Galtür, hvor vi ville besøge "Alpinariet", som var åbnet efter den store lavinekatastrofe i 1999. Alpinariet er faktisk bygget ind i én af de kæmpestore beskyttelsesmure, der blev bygget efter katastrofen. Det var et interessant besøg, hvor man både fik et indblik i livet i bjergene - for både mennesker, dyr og planter, samt hvordan livet er præget af den barske natur - ikke mindst om vinteren, hvor naturen kan udvikle sig til en uhyggelig farlig modspiller.

Men selv om indbyggerne i Galtür stadig er præget af begivenhederne i 1999, kan man godt bruge humoren i udstillingen om livet i bjergene. Dyrene har fået menneskelige træk og fortæller selv om, hvordan og hvorfor de er, som de er.

Der var en lille biograf i Alpinariet, hvor vi så en film om katastrofen, hvordan man efterfølgende havde forsket i, hvordan det kunne gå så galt, og hvilke forholdsregler, man har taget for at undgå noget lignende i fremtiden.

Da vi havde set os mætte kørte vi tilbage til Ischgl. Vi havde jo stadig vores Silvrettakort og snakkede om vi skulle tage liften op og så spise frokost på bjergstationen, - men vi fik en anden idé. Vi kunne se på kortet, at der skulle ligge et lille Gasthaus et stykke udenfor byen - det regnede ikke så stærkt længere, så vi blev enige om at gå derud. Og det fortrød vi absolut ikke.

Der var længere derud, end vi lige havde forventet, så det var godt godt og vel middag, da vi ankom. Startede med at bestille to Weissbier af de store, og snart var følelsen af at gå sukkerkold væk igen. Vi fik en rigtig lækker frokost, - og afsluttede med kaffe og Apfelstrudel mit Sahne. Kan man så ønske mere? Vi kan ikke.....


Efter dén frokost gik det i adstadigt tempo tilbage til byen. Vi gik på turistkontoret og afleverede vores Silvretta kort, så vi kunne få vort depositum igen. Vi havde nemlig bestemt os for - og meddelt hotelværten - at vi ville køre hjemad søndag morgen. Så vi hyggede os på værelset, fik en enkelt kop kaffe, læste det sidste kapitel i bogen, og fik grovpakket inden spisetid. Efter en udmærket middag og en lille travetur i byen gjorde vi de sidste forberedelser til hjemrejsen inden sengetid.

Søndag 25.07.10:

Vi var tidligt oppe og håbede på at kunne spise morgenmad lidt tidligere end ellers, og der var da også kaffe på kanden, da vi entrede restauranten kl. 7.45. Vejret bestyrkede kun vores beslutning om at køre hjemad, så efter at have afregnet og fået gode ønsker for hjemturen med i bagagen, satte vi igen kursen nordpå.

Efterhånden som vi nærmede os grænsen til Tyskland blev skyerne lysere og lysere, og snart skinnede solen! Resten af turen hjem havde vi det smukkeste vejr - og det gør jo alt andet lige det hele meget nemmere. Vi holdt et passende antal spise- tisse- og hvilepauser undervejs og nåede hjem uden nogen former for uheld.

Ankomst Havbakken 1 kl. 23.30 efter en dejlig uge. Det er sandsynligvis ikke sidste gang, vi vil prøve lykken i dét område.