Lammertal 2007

18. januar 2014


Havbakken
Niederthai 2002
Dalaas 2003
Kals 2003
Gendarmstien 2004
Kals 2004
Azorerne 2005
Kaprun 2005
Kaprun 2006
Lammertal 2007
Schweiz 2008
Ötztal 2009
Ischgl 2010
Mallorca 2011
Heiligenblut 2012
Raggal 2013

 

 
                                                    

Fredag 31.08.07:

Der er afgang fra Havbakken kl. 15.30. Skoda'en rummer nemt al bagagen + 5 voksne. Efter at have afleveret os på parkeringspladsen i Holstebro sørger Johannes for at køre bilen hjem - dejligt med altid hjælpsomme naboer.

Alle er på pletten i god tid, og vi kører fra Holstebro allerede 15.50. Vejret er lidt grumset - gråvejr og småbyger, men humøret er højt, og opsamlingsruten køres igennem uden problemer.

Efter at have fået de sidste passagerer ombord i Kolding, sættes kursen videre mod Tyskland og grænsekioskerne, så vi kan få provianteret. Undervejs sættes madpakken til livs, så nattesøvnen ikke forstyrres af knurrende maver. Kl. 22 kører vi fra Duborg, og med enkelte pauser køres i ét stræk mod Østrig.

Lørdag 01.09.07:

Morgenmad 7.30 - stående taffel på en rasteplads i Sydtyskland, og der er alt, hvad hjertet kan begære. Vejret kunne godt være bedre, men det holder dog tørt. Kl. 10.30 krydser vi grænsen mod Østrig, kl. 11.10 passerer vi Ørneborgen, hvor den spændende film af samme navn er optaget, og kl. 11.30 ankommer vi til vores destination: Hotel Lämmerhof.

Alle mand af bussen og i gang med indkvarteringen. Vi fik et værelse helt oppe under taget, hvorfra vi havde en flot udsigt ud over dalen.
Så snart vi lige havde fået  besigtiget lokaliteterne, var det tid til en velkomstdrink på altanen, og fulde af forventninger ønskede vi hinanden en dejlig uge.

Vi var efterhånden mere end almindeligt sultne, og efter velkomsten gik vi til Lungötz for at få noget at spise.

Gullaschsuppen var eminent, og en grosses Bier gjorde underværker. Snakken gik livligt, og alle var opsatte og spændte på, hvad ugen ville bringe. Natten i bussen havde dog sat sine spor, og da maverne var fulde, gik vi tilbage til hotellet og tog en lur, inden det var tid at sætte vand over til kaffe og holde en lille eftermiddagsandagt.

Under kaffen fik vi besøg af "knægtene", som allerede havde været på vandring, og undervejs også smagt på både lokale og medbragte "gewesener".
Kl. 19 var der middag, - dejlig mad og drikke - derefter aftenandagt hos Ellen og Hans, og kl. 23 gik vi til ro, spændte på morgendagens oplevelser.

                                                     

Søndag 02.09.07:

Nej, hvor vi dog havde sovet godt. Kl. 7 slog vi øjnene op og var klar til en ny dag. Vejret så pænt ud, det tegnede til en god dag.

Efter morgenandagt hos Anna Marie og Ove og et dejligt morgenmåltid drog vi fra hotellet ved 9.30-tiden. Denne søndag var der "Musikalische Alm-Roa" - d.v.s. der var levende musik ved mange af de lokale alm-hytter, og de lokale benyttede denne søndag til at tage en "Tour d'Alm" - faktisk regner man med, at mere end 1200 mennesker går mellem de forskellige hytter denne dag.

Første stop var Karalm. Turen var ikke vanskelig, men det lykkedes os alligevel at få flokken delt i flere mindre afdelinger. Nogle gik en lille omvej, andre stak lige til, men ved middagstid var alle ankommet, og det skulle gøre godt med lidt at spise og drikke.

 

Vi fik en gang Würstlsuppe og en Grosses Bier og spiste med god appetit, mens vi nød musikken.

 

Fra Karalm gik turen videre mod næste stop: Schöberlalm, hvor der også var gang i musikken.

Vejret var stadig fint - lidt skyet, men en god temperatur til en rask travetur.

 

 

Tørsten blev slukket endnu engang, og Pind fik købt en honningøl til Grete, som var blevet hjemme under dynen.

Efter Schöberlalm fik vi besked på at gå i samlet trop, da vi skulle gå ad en "ikke"-sti, altså en sti, som ikke er der. Og det blev da også lidt af en oplevelse - for nogle lidt af et mudderbad, men vi kom dog alle helskindede frem til sidste stop denne dag: Spiessalm.

 

 

 

 

Ja, så var der lige Maren her, som blev lidt sur på Hans, fordi hun ikke brød sig om at blive fotograferet...
 

 

Her var der ingen musik (måske fordi stien ikke førte hertil?) - men øllet var godt nok, og kaffen ligeså. Vi løb på en flok unge mennesker, som talte et sprog, der lød bekendt - de var fra Ollerup Idrætshøjskole, og boede ikke så langt fra Lämmerhof. De skulle både vandre, cykle på mountainbikes, i våddragter og forcere vandløb, så der var udfordringer for alle pengene.

Vel hjemme igen var vi til reception hos Arne og Ingrid i anledning af Arne's nye titel som farfar. Stort TIL LYKKE!

                                
Efter kaffe hos Ellen og Hans, et dejligt aftenmåltid og aftenandagt sagde vi godnat ved 23-tiden.

Mandag 03.09.07:

Efter en god nats søvn stod vi op kl. 6.45 - vi skulle med bussen til Annaberg, hvorfra Riedlkarbanen skulle føre os op i højderne. Vejret var fint, og vi glædede os til dagens vandretur.

Vi var faktisk temmelig privilegerede, for banen skulle iflg. planen slet ikke være åben i dag, - men fordi vi var så mange, og fordi Anne Lise og Peter kan dét dér(!) blev banen ekstraordinært åbnet for vores skyld. Det betød så til gengæld, at de, der også ville køre ned med banen, skulle være ved bjergstationen til tiden - for den kørte kun én gang.

Humøret var højt, vi nød turen i fulde drag og havde en skøn udsigt hele vejen op. Ved toppen delte vi os op i mindre grupper, og begav os afsted mod hver vore mål.

Vi havde planlagt en rundtur, hvor vi undervejs kom forbi 3 hytter. Fra den sidste hytte ville vi gå ned til bussen igen. Vejret blev bedre og bedre, og det var en pragtfuld tur med den skønneste udsigt undervejs. Snart nåede vi den første hytte, men vi havde knapt gået os varme, så vi fortsatte mod næste hytte: Zwieselalmhütte, hvor vi holdt dagens første pause.

Tørsten blev slukket, og snart var vi undervejs igen. Næste stop var Edtalm, hvor vi havde bestemt at vi ville have frokost.

 

Naturen havde fundet det fine skrud frem - skyer kom og gik, men temperaturen var behagelig, og vi nød det i fulde drag.


På vejen mod Edtalm havde vi udsigt til gletcheren og ned over Gosausee, hvor vi regnede med at skulle gå en af de næste dage. Endelig var hytten i sigte, og vi glædede os til frokosten.

Speckbrot, Käsebrot og kaltes Bier (gross) - hvad kan man ønske sig mere? Der var andre end os, der nød det gode vejr og den gode mad, og vi gav os god tid - for herfra gik det bare nedad.


På vejen nedad mødte vi nogle meget venligtsindede heste - de var sikkert vant til at blive fodret - vi nøjedes dog med at klappe. Men søde var de....


Som altid, når man færdes i naturen, skal man huske at kigge ned - og tilbage. Somme tider er de flotte motiver dér, hvor man mindst venter det.


Nedad gik det - en behagelig sti at gå på - men pludselig ændrede det sig drastisk. Det, der før havde været en markvej blev til en smal sti - meget stejl - og med mange løse sten. Så over en længere strækning skulle man virkelig passe på, hvor man trådte. Vi mødte nogle af de andre på vejen ned og fortsatte i fællesskab, til vi var nede på jævn vej igen. Da vi var nede, fandt vi forklaringen på den ujævne vej: nedefra var stien afmærket som en sort rute!!! - men oppefra havde der ikke været nogen advarsler. Nå, det ka' jo smutte for enhver, og vi kom alle helskindede ned.

Peter og Preben sad og ventede ved bussen, og der var tid til en snak, inden alle var samlede igen, og bussen satte kursen mod Lammertal. En kop kaffe gjorde godt, og efter et godt aftenmåltid og en enkelt gik vi til ro kl. 22.30. Slut på en dejlig vandredag.

                                                

Tirsdag 04.09.07:

Op kl. 7 efter en dejlig nats søvn - og det øs-regnede!!! Det var jo ikke lige en del af planen, men som altid har Peter en nødplan klar: Vi kører til Salzburg - der er nok at se på i byen, og bliver regnen for strid kan man altid finde læ et sted. Som sagt så gjort, og der var afgang kl. 9.30. Undervejs studerede vi brochuren, som vi havde fået, og blev enige om, at det måtte være det helt rigtige at gå på bryggeri-rundvisning. Stiegl-bryggeriet ligger i Salzburg, og iflg. brochuren var der rundvisning og smagsprøver - det måtte kunne kompensere for regnvejret!

Desværre viste det sig, at bryggeriet lå i udkanten af byen, så vi måtte opgive, og begav os i stedet op mod den store fæstning, der ligger som et vartegn højt oppe over byen. Undervejs var der selvfølgelig tid til at nyde udsigten ud over byen og se på andre spændende bygninger.

Fæstningen blev påbegyndt i 1400-tallet, og stod først færdig omkring 1810. Det var et imponerende bygningsværk!

 

Entrebilletten inkluderede en guidet rundvisning - på den måde, at vi hver blev forsynet med noget, der lignede en mobiltelefon, som fortalte, efterhånden som vi gik gennem de forskellige rum. Det så lidt tosset ud, at alle stod koncentrerede med "telefonen" ved øret....

Maverne begyndte at knurre, og da vi havde set os mætte, gik vi på jagt efter et sted at spise. Der var skiltet med flere spisesteder i nærheden af fæstningen, men det tog dog en rum tid, inden "Stadtalm" endelig dukkede ud af disen.


Vi fik os bænket og bestilt en "dunkles" og noget speck- und Käsebrot. Og hvor ser vi dog muntre ud!!! Det hjalp dog mærkbart på humøret, da øllet blev serveret, og vi kunne da også grine af, at Erik's øl var bundfrossen. Han fik en anden og blev også glad ;o)

For at komme hen til spisestedet var vi faktisk gået en rundtur oven over byen, og vi havde en flot udsigt hen til fæstningen, da vi begav os afsted igen.

 

Salzburg ER en flot by, og vi gik rundt og kiggede, inden det var tid at gå hen til bussen igen.

 

 

Hjemme igen kl. 16.15, og dejligt med en kop kaffe hos Ellen og Hans. Vi kunne se, at regnen var faldet som sne i bjergene, - ind imellem lykkedes det at få et lille bitte glimt af noget blåt mellem skyerne - så vi håbede det bedste for næste dag.

Aftensmaden var dejlig, og Anne Lise og Peter bød på kaffe og rødvin bagefter. Aftenandagten sluttede ved 23-tiden, og vi gik til ro.

                                                  

Onsdag 05.09.07:

Op kl. 7 - det havde sneet i løbet af natten, og der lå vel 7-10 cm overalt!!

- og det sneede stadigt, så vi kunne jo godt regne ud, at vi nok ikke skulle ud på de store vandreture i bjergene. Peter havde planen klar: Vi tager til Saltminerne ved Hallstadter See!


Ved 9-tiden var der afgang med bussen. Naturen var forandret, og vi fik et lille indtryk af, hvor smukt der også må være om vinteren, når sneen dækker alt.

Noget af det første, vi mødte, da vi kom ud på en af de større veje, var sneploven, som var kaldt på arbejde i dagens anledning.

 

Kl. 10.15 var vi ved kabelbanen, som skulle føre os op til minen. En flot tur med udsigt ned over byen og søen.

Fra endestationen skulle vi gå et stykke, inden vi kom til den bygning, hvorfra den guidede tur i minerne startede.

 

Alle mand af med overtøjet og i "fangedragten" De havde fået nye dragter, siden vi havde været her sidst, men ikke desto mindre lignede vi mest af alt en flok straffefanger, da vi begav os afsted mod indgangen til minen.


Så er vi ved at være samlet, og Erik fortæller levende om det lille tog, vi skal med, og hvordan man må dukke sig for ikke at støde hovedet imod, mens vi kører. Det viste sig dog snart, at det med toget også var lavet om siden sidst. Vi skulle først køre i tog på vejen ud af minen - så vi gik pænt efter guiden, mens hun fortalte om minen og de mennesker, der havde arbejdet i den.

Snart var vi ved den første af de rutchebaner, som bragte os fra det ene niveau i minen til det næste. Alle tog det med godt humør - nogle med flere hyl og skrig end andre, men ned kom vi alle, - og det var skægt!


Det var en meget spændende tur, og imponerende at se, både, hvordan man udvandt saltet "i gamle dage", og den udvikling, der er sket siden.


Denne "minearbejder" fortalte om "Der Mann im Salz" - et lig var bjærget ud efter en sammenstyrtning i minen, og mystikken bredte sig, for man savnede faktisk ingen. Snart opstod der historier om, at den mystiske mand havde levet nede i minerne uden at nogen vidste det. Men siden viste det sig, at det faktisk var et mumificeret lig, som havde ligget i saltet i mange, mange år - helt fra saltminens ungdom.

Så kom toget endelig! - og vi blev kørt ud i fri luft igen. Ved udgangen kunne man - formedelst 5 euro - købe et billede af sig selv, taget ved en af rutchebanerne. Der var vist ikke så mange, der benyttede sig af tilbuddet - Hans var den smarteste - han tog et billede af billedet! ;o)

Da vi kom ud i det fri, kunne vi tydeligt se snegrænsen - det var stadig koldt i højderne.

Alle mand var nede igen kl. 13.15, og bussen kørte retur mod Lammertal. Vejret var stadig grumset, men dog med ophold mellem bygerne, så vi og flere andre stod af bussen i Lungötz for at gå tilbage til hotellet.

Her lå det meste af morgenens sne stadig. Snefaldet havde været hårdt ved løvtræerne, som jo stod med grønne blade - vi kom forbi et stort asketræ, hvor en temmelig stor gren var knækket af på grund af sneens vægt. På gården ved siden af var konen ude og plukke squash - der groede på møddingen.


Snart var hotellet i sigte, og vi glædede os til at få en kop varm kaffe.
Det var dog stadig så tidligt på eftermiddagen, at vi syntes, vi ville ud og gå igen, så efter kaffen tog vi regnjakkerne på og gik ad vejen op mod Au-Alm, hvor militæret har øvelsesterræn.

Småfuglene skuttede sig og forsøgte at finde lidt føde på de bare steder i sneen. Man kunne godt fornemme, at snevejret var kommet bagpå de fleste. Undervejs mødte vi flere landmænd, der var ude for at hente kreaturerne ind fra markerne - og ikke alle var lige villige til at følge med. Da vi gik samme vej tilbage en times tid senere, bøvlede de stadig med en tyrekalv, der absolut ikke havde i sinde at gå i vinterhi.

Inden vi nåede skiltet, der fortalte om den militære tilstedeværelse var vi allerede kommet forbi mange telte, der var slået op inde mellem træerne. Det måtte være en kold fornøjelse at være soldat i de dage. Efter en times tid vendte vi om og gik tilbage - nu regnede det stort set hele tiden, og vi var lidt halvvåde, inden vi nåede hotellet. Det gjorde godt med et varmt bad og et dejligt aftenmåltid.

Aftenandagten blev holdt på vores værelse, og kortet blev fundet frem for at finde ud af, hvor vi skulle tage hen i morgen, når solen jo ganske sikkert ville stråle fra en skyfri himmel ;o)

                                  

Torsdag 06.09.07:

Nå, det var nok lige optimistisk nok. Regnen silede stadig ned, da vi stod op, så efter råd fra vores vært kørte vi mod Golling kl. 9. Her skulle der være gode vandremuligheder - også i regnvejr.

Selv i våd tilstand er naturen jo forunderlig og byder på fine motiver - men indrømmet, begejstringen over vejret var til at overse. Det silede ned.

 

Efter en god halv times tid nåede vi Bärenhof, hvor vi havde "opsamling" Døren var låst, så der blev snakket lidt frem og tilbage, om man skulle gå videre, eller vende om. Vi gik videre, og det varede ikke længe, før vi nåede til et sted, hvor vejen var blevet omdannet til en fossende flod. Heldigvis var der en bro over floden lidt længere henne, så vi blev enige om at fortsætte endnu et stykke tid - efter kortet skulle vi i løbet af en times tid kunne nå en jausestation, så det satsede vi på.

Selvom broen hjalp os i første omgang, skulle vi alligevel gennem vandet for at komme videre, og flere fik våde fødder. Snart begyndte det at gå opad, og efterhånden blev gruppen reduceret, og på et tidspunkt var vi kun 4 tilbage.  Pludselig var vejen spærret, og vi måtte gå nedad igen for at se, om vi kunne finde en anden rute. Det viste sig, at stien faktisk gik ind gennem skoven lidt længere nede - det havde vi ikke set, - man ser ikke så meget, når regnen siler, og man går opad - det drejer sig mest om at komme fremad. Men vi drejede fra med fornyet energi - nu måtte vi da snart være der, og vi asede opad, opad, opad. Det regnede ikke mindre, efterhånden var stien blevet til en strøm af vand, og vi var stort set gennemblødte. Det var lidt svært at orientere os, men hver gang vi var ved at give op og vende om, fandt vi endnu et mærke, og fortsatte opad. Pludselig kom vi ud af skoven og ud i åbent land. Køerne gik og skuttede sig, og det hele var et stort pløre. Regnen var nu gået over i slud, og det blæste samtidigt kraftigt. Vi gik endnu et stykke, inden vi måtte indse, at vi nok ikke kunne nå at finde jausestationen, få noget at spise, og komme ned igen til kl. 15. Så kl. 12.30 vendte vi om.

Vi havde ikke meget proviant med, men vi delte, hvad der var: 2 øl, 4 kiks og en plade chokolade, og vi overlevede. Snart var vi inde i skoven igen, og det gik faktisk hurtigt nedad. Vi nåede bussen kl. 14.35 - alle var gennemblødte. Vi fik tømt støvlerne for vand, for ikke at tale om rygsækken, som vel indeholdt det meste af en liter - selvom den havde haft overtræk på. Bussen kørte kl. 15, og efterhånden blev vi tøet lidt op - ikke mindst ved udsigten til kaffe og apfelstrudel på hotellet, når vi vendte hjem.

På vejen hjem til hotellet passerede vi et sted, hvor der havde været et jordskred - bagsiden af et hus var halvt begravet i mudder, og redningsmandskab var i fuld gang med at sikre, at der ikke skete yderligere skred. Det var virkelig ekstremt vejr, fornemmede vi.

Tilbage på hotellet - der var kaos i ski-rummet, for nu skulle alle pludselig have tøj og støvler til tørre, så alt var fuldt belagt. Efter at have fået tørt tøj på, gik vi så ned og nød en kop varm kaffe og en gang æblekage. Udenfor sneede det tæt, og da der i forvejen var lyskæder i vinduerne kunne man faktisk godt oparbejde en vis julestemning - det føltes bare lidt forkert, når vi nu var i september måned.

Efter at vi havde fået maverne fyldt gik vi tilbage på værelset og forsøgte at få tørret lidt tøj og støvler - føntørreren kom virkelig på overarbejde, men det hjalp da lidt. Efter et dejligt aftenmåltid og aftenandagt hos Anna Marie og Ove gik vi til køjs.

                                                        

Fredag 07.09.07:

Op kl. 7 - nedbøren faldt nu som regn, men det var stadig hvidt derude.
Surt, men ud at gå skulle vi dog - ingen slendrian af dén grund!, så ved 10-tiden satte vi kursen mod Wieselalm - og da var det faktisk blevet tørvejr - næsten da.


Vi nåede ret hurtigt til Wieselalm, men da vi stort set lige havde rejst os fra morgenbordet syntes vi, at det var for tidligt at sætte os til bords igen, så vi fortsatte videre ud af vejen, men havde dog højtideligt lovet værten, at vi  nok skulle vende tilbage.

Det blev efterhånden opholdsvejr, og vi nød traveturen. Ved 11.30 tiden havde vi nået Schichtlreith, og her blev vi bænket i køkkenet og beværtet med Jägertee af den ældre dame, som havde huset. Hun havde ellers været på pensionisttur, men havde hørt, at der var et større selskab af danske vandrevenner på vej med kurs mod hendes hus, så hun havde fået én til at køre sig hjem, så hun kunne være der, når vi kom.

Der blev lagt en ekstra pind på komfuret, og el-kedlen blev også taget i brug. Da der pludselig dukkede endnu en flok danskere op, blev også stuen inddraget som udskænkningssted - der var skam ingen smalle steder - vi skulle blot lade, som om vi var hjemme. Toilettet, som nogle af os også besøgte, inden vi gik derfra igen, var også deres private, kunne man se. Det faldt hende ganske naturligt, og for os var det et ekstra krydderi på oplevelsen. Snakken gik lystigt, og det så ud til, at hun glædede sig over dagens omsætning.

Der var mange gode sager i dén Jägertee, vi fik varmen, og i højt humør gik vi tilbage mod Wieselalm, hvor der var udsigt til frokost.

 

Det fugtige vejr havde trods alt også frembragt nogle kønne motiver - se lige, hvor perfekte disse svampe lyste op i det grønne.

 

Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, og det føltes næsten, som om det meste af selskabet havde bestemt sig til at holde frokostpause på Wieselalm. Der blev spist, drukket, hygget og snakket til den store guldmedalje, og vi gav os god tid, for vi skulle jo egentlig ikke nå så meget mere denne dag.

Fra Wieselalm tog vi dog en afstikker over Lungötz, hvor vi fik en øl på Lungötzer Hof, inden vi gik helt hjem til hotellet, hvor vi lige nåede en kop kaffe, inden vi skulle til at gøre os klar til festen om aftenen. Menuen var, som de tidligere dage, bestemt fra morgenen af. Der var altid 2 hovedretter at vælge imellem, og i dag var det enten gullasch eller forel. De, der havde bestilt fisk, kiggede en ekstra gang, da den blev serveret......

- jeg var egentlig godt tilfreds med min gullasch....

 


Kl. 20 startede musikken, og der blev hygget, skålet og danset hele aftenen. Aftenandagten kunne vi dog ikke springe over, og med en kop kaffe og en enkelt "gewesen" fik vi sagt god nat i god ro og orden.

Lørdag 08.09.07:

Tidligt op - kl. 6 - morgenandagt, og morgenmad kl. 7.15. Kl. 8 begyndte vi at pakke bussen, og snart var vi afsted med kursen nordpå. Vejret havde ikke forandret sig en tøddel - der var byger og regn det meste af dagen - men heldigvis sad vi i tørvejr, og vi kunne jo lige så godt hygge os, så det gjorde vi.

Aftensmaden var bestilt på Rasthof Körling i Wansleben, ca. 20 km fra motorvejen. Det var dejligt med en pause - en god schnitzel med en kold øl til - og så var vi klar til det sidste, seje træk hjemad.


Vi fra Holstebro skulle ha' ekstra meget for pengene, så vi kørte en lille omvej mellem Århus og Herning - men endelig landede vi i Holstebro - og måtte i skarp konkurrence med en del af Holstebro's natteliv argumentere livligt for at få fat i den taxa, som vi havde bestilt. Det lykkedes dog, og vi landede på Havbakken kl. 4.30 søndag morgen. Hvor var det dog dejligt at se sin seng!!!

Efter nogle timers søvn var vi friske igen, og kunne begynde at pakke ud og starte på at fordøje alle indtrykkene fra en dejlig uge, som godtnok blev anderledes end vi havde forestillet os, men som sædvanligt bød på dejlige ture og gode naturoplevelser. En stor tak til Anne Lise og Peter for god tilrettelæggelse, og til alle vandrevennerne for godt selskab. Vi håber, vi ses igen på en eller anden alpetop....