Azorerne 2005

18. januar 2014


Havbakken
Niederthai 2002
Dalaas 2003
Kals 2003
Gendarmstien 2004
Kals 2004
Azorerne 2005
Kaprun 2005
Kaprun 2006
Lammertal 2007
Schweiz 2008
Ötztal 2009
Ischgl 2010
Mallorca 2011
Heiligenblut 2012
Raggal 2013

 

 


Azorerne...... Det lød som noget fra en forlængst glemt vejrudsigt fra dengang, mor var dreng. Det var noget med højtryk - eller var det lavtryk - i hvert fald lød det eksotisk, og da vi aldrig havde været med på nogen af "forårs-turene" - ja, så slog vi til, da chancen bød sig. Det kom vi absolut ikke til at fortryde.

Vi havde haft en lang vinter til at lade op i, og endelig nærmede dagen sig. Ved nærlæsning af billetten fandt vi ud af, at vi rent faktisk ikke skulle rejse om lørdagen, som vi egentlig havde regnet med, men først mandag, - så week end'en blev udnyttet i fulde drag herhjemme, - vejret var fint, så haven fik lige en ekstra omgang, så den var helt forårsklar - og MG'en fik et ekstra, kærligt klap søndag aften.

Mandag 18.4.05: Vækkeuret ringede kl. 4.30, det meste var pakket aftenen i forvejen, så vi fik lige et hurtigt måltid og så afsted. Ellen og Hans var selvfølgelig også klar, og snart var kursen sat mod Billund. Vi nåede lufthavnen uden uheld, bilen blev parkeret og vi fik checket ind - snart begyndte der at dukke kendte ansigter op i afgangshallen, og gensynsglæden var stor. Fulde af forventning entrede vi flyet og var snart i luften. Efter godt 5 timers flyvning landede vi i lufthavnen i Ponta Delgada - "hovedstaden" på den største af de 9 øer, som udgør Azorerne. Øen hedder Sao Miguel, og det var her, vi skulle tilbringe den næste uge.

Bravo Tours' guider stod klar til at vise os, hvilken bus vi skulle køre i, og efter lidt ventetid gik det afsted mod hotellet. Først satte vi flokken af, som skulle bo på Talisman, og dernæst kørte vi til Villa Nova, hvor vi, der kun skulle være her i en uge, skulle bo. Et helt nyt og fint hotel - fine værelser, flot rengøring - kort sagt, helt perfekt.

Det første, vi gjorde, var at smide alt, hvad vi havde i hænderne og styrte ned til den lille købmand, som lå rundt om hjørnet - vi var glubende sultne!! Bevæbnet med brød, ost, pølse, øl og vand tilbage på hotellet, og så kunne ferien rigtigt starte!!

Forventningens glæde lyser ud af øjnene - det gjorde godt med en bid mad, og næste punkt på dagsordenen var Peter's informationsmøde, hvor vi så endelig mødte de sidste deltagere - Sonja og Kai, som var kommet fra Sjælland. Peter fortalte om planerne for de kommende dage, og havde som sædvanligt gjort et kæmpe stykke arbejde for at vi alle kunne få en god oplevelse.

Efter informationsmødet startede vi med en lille rundtur i byen, så vi lige kunne genkende de vigtigste steder - kirken og værtshuset, f.eks. - der var næsten lige mange af hver slags, - dog med overvægt til værtshusene.
Her har vi lige udsigten fra vort hotelværelse - vi kunne se ned over havnen og kastellet.

Hotel Villa Nova - Peter er ved at få styr på sine tropper inden by-rundturen. Vi var fordelt på 2. og 4. sal, men fandt jo hurtigt ud af at besøge hinanden, så vi gik ikke glip af hverken morgenandagt eller aftenkaffen.
Midt på torvet, som vi krydsede næsten uanset hvor i byen, vi skulle hen, stod dette kæmpetræ - det havde nogle store klumper af "riskoste" hængende ned mellem grenene - ikke så tydeligt på billedet - men desværre er det vist tegn på, at træet er ved at dø. Imponerende var det....

Efter rundturen i byen fik vi lige en tiltrængt pause på værelset, inden vi mødtes til fælles-spisning. Peter havde bestilt bord på en lille restaurant en enkelt gade fra hotel Talisman - her var plads til alle, og vi tømte køkkenet for oksekød, da vi alle valgte samme ret. Her stiftede vi også bekendtskab med den tradition, at der kommer brød og ost, samt noget "smørelse" som vi vist aldrig fandt ud af, hvad var - men det smagte udmærket - på bordet inden maden. Så kan man lige sidde og stille den værste sult. Vi havde nogle hyggelige timer, inden vi gik hver til sit - en god nats søvn var tiltrængt, og det fik vi!

Tirsdag 19.04.05: Pling! - slog øjnene op kl. 6.30 - det føltes, som om man slet ikke havde rørt sig i løbet af natten. Vi havde sovet dejligt og var fyldte af energi til en spændende dag. Morgenandagten blev behørigt gennemført og vi stillede os i køen til morgenmaden som nogle af de første - vi skulle nemlig med bussen allerede kl. 8.25, så der var ikke så meget tid at gøre godt med. Alt klappede, og vi kørte afsted mod Rabo Asno, hvor vi steg af bussen og begynde den første vandredag.

Næsten hele dagen gik vi med en gammel jordvej - vel den oprindelige landevej på denne strækning. Et behageligt vandreføre og temmelig anderledes end det, vi er vant til fra Østrig. Langs vejen var der læ-beplantning af kæmpemæssige tagrør, - det lignede noget, der bredte sig som ukrudt, - og det gør det vist også. Heldigvis var der også huller i beplantningen, og vi havde den flotteste udsigt ud over vandet. Efterhånden fik solen mere og mere magt, og vi begyndte at mærke varmen i ansigtet og på skuldrene.

Selvom det også på Azorerne var tidligt forår, var der grønt overalt og masser af blomster. Man havde haft en meget regnfuld periode, hvilket man tydeligt kunne se på jordvejene, - et enkelt sted sidst på ruten måtte vi op på landevejen, fordi stien simpelt hen var skyllet væk

 

 

Jeg var meget imponeret over dette kæmpemæssige træ - som vi skulle komme til at se mange flere af i løbet af ugen - træerne får li'som en anden størrelse, end i det vindomsuste Vestjylland... Vi snakkede lidt frem og tilbage om, hvad det kunne være for et træ - og da vi så nogle stammer ved et savværk senere blev vi enige om, at det måtte være cedertræ - som vi indtil nu kun havde set som nogle temmelig dyre planker herhjemme i Danmark. En anden meget typisk ting, som vi ikke kunne lade være med at observere, var deres vejskilte - porcelænskakler, enten sat på en cementstander, som her - eller muret ind i husmurene. Flot!

Vi nærmede os den lille by Ginetes, hvor rutens eneste værtshus befandt sig - og det måtte vi for alt i verden  ikke gå glip af. På vores tur havde vi allerede lagt mærke til de mange løse hunde, som løb rundt. Jeg er lidt bange for, at de nok havde det samme forhold til deres husdyr her, som vi hørte om på Madeira: Man mener ikke, at dyr har en sjæl - så derfor kan man ikke forsynde sig på det - hvis man har taget en hund som husdyr og bliver træt af den - ja, så lader man den bare gå for lud og koldt vand. Den kan ikke føle smerte, så man behøver ikke at tage sig af den. Mange af hundene var i en sørgelig forfatning og lyste langt væk af misrøgt. Sørgeligt! Hestene var i en lidt bedre forfatning end hundene - sandsynligvis fordi man trods alt var klar over, at hvis man skulle have noget arbejde ud af dem, måtte de være  i en ordentlig foderstand.

Endelig var værtshuset i sigte, og vi fik slukket tørsten. Det var vist årets største besøg i dén butik - alle størrelser og faconer af ølglas var i brug. Peter advarede dem om, at han måske kom igen i næste uge med en lignende flok, men om de troede på ham, ved jeg ikke.

På vej ud af byen måtte vi træde til side for en flok køer og deres ko-driver....

 

Sig nærmer frokost-tid, og vi nærmer os kysten. Selvfølgelig havde Peter og Anne Lise fundet et spændende sted, hvor vi kunne holde pause. Dette er øens vestligste punkt, Ponta da Ferraria, hvor der er varmekilder i havet, og hvor der har ligget en hvalfanger-station. Den lå der sådan set stadig væk, men var lukket og så småt i gang med at forfalde. Oppe fra toppen, hvor vi havde den flotteste udsigt, kan man tydeligt se det lille vulkankrater, nede på kysten. Der blæste en frisk vind, men vi kunne krybe i læ bag en mur og sad og hyggede os med vores frokost en times tid, inden vi fortsatte. De fleste af os ville en tur ned til kysten og se nærmere på tingene.

Tænk, at et hav virkeligt kan være så blåt - her gik man og troede, at der altid var manipuleret med de billeder, der viste sådanne farver, og så ser det faktisk sådan ud i virkeligheden, også. Fantastisk!

 


Der var virkelig gang i bølgerne - selvom det på afstand ser ud, som om havet er helt roligt, er der nogle kæmpemæssige dønninger, som kan give nogle gevaldige brag og sprøjt, når de rammer kysten. Det var et rigtigt spændende område, og vi kunne såmænd godt have brugt mere tid, men vi skulle jo også videre - nye oplevelser ventede.....

Snart var denne dag's endestation i sigte - byen Mosteiros på nord-vestkysten, hvorfra vi skulle med bussen tilbage til Ponta Delgada.

 

Undervejs havde vi den smukkeste udsigt - og fik også lige endnu et par eksempler på de lokale transportmidler - en trehjulet knallert, som var blevet lidt for varm op ad bakken - og bondemanden med sin mælketransport.

Inden vi blev sluppet løs for at invadere det nærmeste værtshus (stik overfor kirken...) måtte vi lige op til endnu et udsigtspunkt, hvor vi havde en helt fantastisk udsigt ud over byen, den lille havn og den flotte kyststrækning. Vi havde gået næsten 20 km, det støvede ud af halsen, og øllen var tiltrængt (værtshuset løb tør for fadøl inden vi alle var blevet vederkvæget, men heldigvis fandtes der øl på flaske.....)

Da vi steg ind i bussen og kørte hjemad begyndte det at regne, men vi var sådan set ligeglade - vi havde haft en dejlig dag, som intet kunne ødelægge. Efter et tiltrængt bad mødtes vi igen, og Peter havde fundet en hyggelig restaurant, hvor vi fik en dejlig middag. Efter middagen en kop kaffe hos Ellen og Hans, og så på hovedet i seng. Både sind og krop var fyldt op med en god dags oplevelser.

Onsdag 20.04.05: Efter en god nats søvn stod vi op fulde af forventninger til endnu en spændende dag. I dag skulle vi en tur til Lagoa do Fogo - "Tågernes sø" - et navn, som den til fulde levede op til, skulle det vise sig. Det var overskyet, men lunt, og efter et godt morgenmåltid mødtes vi ved bussen, som skulle køre os til Praia, hvor turen startede. Vi talte lidt med nogle andre danskere i bussen - de havde været med den samme flyver som os - de syntes, det var en hård start, vi bød os selv, da turen til Lagoa do Fogo starter med en stigning på 620 meter. - Det tog vi nu i stiv arm, og det var da heller ikke slemt.

Vi startede på en stor, bred jordvej - der var rigtigt gang i vejarbejdet. - På en måde lidt en skam, men det er jo nok - når alt kommer til alt - for turisternes skyld. - De kunne jo ikke vide, at vi hellere ville gå med en smal sti.....


Snart dykkede vi ind i skoven - en rigtig junglevandring, - man kunne vel godt kalde det en regnskov - i hvert fald var det meget fugtigt. Det regnede ikke, men dryppede dog fra træerne. Det var stadig overskyet, og efterhånden, som vi kom opad, nærmede skyerne sig, og det blev mere og mere diset omkring os.

Det var en flot tur igennem skoven - utroligt frodigt.


Vi holdt enkelte pauser undervejs, men det var svært at finde et sted at sidde, så det var stående indtagelse af vand og chokolade, for at holde blodsukkeret oppe. Godt og vel halvvejs nåede vi en levada, som vi skulle følge et stykke tid. Snart nåede vi ud af skoven og ud i åbent land - og her blæste en halv pelikan - da vi nåede længere op, blev det til en hel pelikan - man kunne næsten læne sig mod vinden....
Det var et meget specielt landskab, vi gik igennem - nærmest hede, med lyng og enebær, og meget kuperet - meget smukt - men desværre ikke til at tage billeder af, da det om muligt var blevet endnu mere diset, end det havde været før.

Ved frokosttid nåede vi søen, og vi skulle have noget at spise - uanset vejret. Vi spredtes langs søbredden og forsøgte hver især at finde en smule læ. Det lykkedes faktisk at finde en lille hule, hvor vi kunne klemme os op ad klippevæggen og spise vores mad uden at fryse alt for meget. Desværre indbød vejret ikke til nogen lang pause, og snart måtte vi afsted igen for at kunne holde varmen.

Efter et par kilometer i en hylende storm (sådan føltes det...) kom vi igen i læ i skoven, og vi kunne tage den mere med ro resten af vejen. På trods af alle skyer og blæst fik vi ikke så meget som en dråbe vand - og det var jo egentlig ikke så galt! Vi gjorde holdt på en bro over et lille vandløb, hvor vi havde en tiltrængt pause, inden det sidste stykke ned til Praia. Vi havde faktisk sat næsen op efter en forfriskning, når vi var nede, - men da bussen kom et par minutter efter, tog vi med den og blev enige om at vente med forfriskningen, til vi var tilbage i Ponta Delgada. - På det tidspunkt var den faktisk også mere tiltrængt, for det var i den grad en halsbrækkende tur, vi kom ud på. Denne chauffør kørte virkelig som en brækket arm - OG ben - OG med hovedet under armen - du godeste!! Imod alle odds kom vi uskadte frem, - solen havde samtidigt vist sig, og vi entrede den nærmeste fortovscafe og fik en dejlig øl. Om aftenen var der "fri spisning" - og det endte med, at stort set hele selskabet var samlet på den samme restaurant - det var lidt skægt. Efter middagen en kop kaffe og aftenandagt hos Anne Lise og Peter, og endnu en god dags oplevelser blev fordøjet.

Torsdag 21.04.05: Det havde regnet om natten, men der var opklaring undervejs, og vi glædede os til at skulle afsted. Bussen kørte 8.25, og efter en times kørsel blev vi sat af lige ovenfor byen Cete Cidades, hvorfra vi tog stien med kurs mod det forladte hotel ved "Vista do Rei" - kongens udsigt.

Vi gik faktisk på kraterkanten og havde til den ene side udsigt ned over et smukt landbrugslandskab, og til den anden havet og byen Mosteiros, som vi skulle gense senere på dagen. Desværre skyede det mere og mere til op ad formiddagen, og det blev så som så med udsigten.

Vi nåede det forladte hotel ved 10.45-tiden, og det var tid til pause. Havde det været solskin og klart vejr havde her været en fantastisk udsigt - vi fik da trods alt en smagsprøve, da solen et kort øjeblik tittede gennem skyerne og skinnede ned på byen langt under os. Og vi kunne se de to søer Lagoa Verde (den grønne sø) og Lagoa Azul (den blå sø) - farverne kunne vi ikke skelne, men smukt var det.

Mens vi stod og fik lidt at styrke os på, dukkede "Futurismo" op i deres Landrover - vi havde mødt Klaus, som guiden hed, da vi skulle med bussen fra lufthavnen, og han var stadig lige ivrig efter at få solgt os nogle ture - ville gerne vide, hvad firmaet hed. "Det er mig", sagde Peter, og så var det li'som bragt på plads. Han fik ikke solgt os noget, og det var han vist lidt træt af....

Nå, vi måtte jo videre, og satte igen kursen nedad mod byen. Efterhånden blev vejret bedre og bedre, og inden længe svedte vi bravt, mens vi kæmpede os igennem junglen.


Enkelte steder var stien næsten forsvundet - de havde haft nogle gevaldige regnskyl tidligere på foråret, - men ved fælles hjælp kom vi alligevel igennem. Det var en spændende tur - kæmpe cedertræer, kæmpebregner, - meget frodigt.

 


Det passede lige med, at vi var nede ved søerne ved frokosttid - og i mellemtiden var det også blevet sommer! - Så vi slog os ned og råhyggede med vores mad og den flotte udsigt. Efter fodringen gik vi en lille tur op i byen og så de vigtigste ting: værtshuset og kirken - og satte dernæst kursen ned mod Lagoa Azul, hvorfra der går en tunnel ned til Mosteiros. Det måtte vi jo bare prøve!!

Her - som så mange andre steder på øen - stod en masse azalea i fuldt flor - meget smukt! - Og så nåede vi tunnellen, og måtte lige ha' et gruppebillede - så kunne vi nemlig tælle, om alle nåede igennem, eller om nogen blev derinde....Tunnellen blev bygget i perioden 1930-37 og er ca. 1200 meter lang. Efter bogen tager det ca. 20 minutter at gå igennem, - men det føltes som meget længere. Mange steder var der temmelig meget vand på bunden, og mange fik våde fødder - men det var vist også det værste, der skete.

Jo, alle Havbakke-folk kom ud på den anden side - det var dejligt at se lyset igen. Vi måtte lige have en lille pause, - nogle skulle have skiftet de våde strømper ud, og snakken gik livligt.

Vi vidste dog, hvad der ventede os - så vi måtte afsted igen - værtshuset i Mosteiros skulle jo nødig nå at lukke, inden vi nåede derned.

Det blev både til øl og is - for det var blevet rigtigt varmt - og så måtte vi jo lige en tur ned til vandet igen. Det var et rigtigt dejligt sted. Snart var bussen klar, og vi kørte retur mod Ponta Delgada. Om aftenen spiste vi alle på den mexikanske restaurant, og efter en kop kaffe og en lille andagt var det på hovedet i seng.

Fredag 22.04.05: Efter endnu en god nats søvn var vi oppe kl. 6.30 og klar til en ny dags udfordringer - i dag stod der nemlig varme kilder på programmet. Vejret var flot, og vi entrede bussen i højt humør. Det var en lang køretur, men endelig stoppede bussen ved Furnas-søen, og vi begav os på vej.

Stien fulgte søbredden, og på hele turen havde vi en dejlig udsigt ud over søen og det omliggende landskab. Vi gik forbi et privat kapel, hvor en rigmand og hans kone ligger begravet - de har bestemt, at kapellet skal blive stående - ikke vedligeholdes - indtil det ligger i ruiner.

Ca. midtvejs på turen omkring søen kunne vi se, at der var livlig aktivitet - en fiskerbåd på søen, og flere mennesker inde på land var i færd med at hale et stort net ind. Vi kom forbi en fiskekasse, hvor der lå et par kæmpemæssige karper, og et par andre fisk, så der måtte være masser af fisk i søen. Denne gang var det nu en træstamme, de havde fået i nettet, - ikke så sært, at det var en tung fangst.....

Så nåede vi de vulkanske kilder - vandet er ca. 80 grader varmt, og man havde absolut ikke lyst til at mærke efter, om det nu var rigtigt - boblerne talte for sig selv. Jordtuerne viser, at det er her, man tilbereder den specielle ret "cozido" - vi skulle nu ikke smage - jeg synes, at lugten fra de varme kilder kunne tage apetitten. Men spændende var det absolut.

Da vi havde set os mætte fortsatte vi ned mod byen Furnas, hvor vi ville spise vores frokost i "Terra Nostra" parken - en kæmpepark på 12½ hektar inde midt i byen, - hvor der i øvrigt var bademulighed i varmt, svovlholdigt vand.

Vi delte os i to hold på vejen ned til byen - nogle ville gå med den stejle jordvej, og nogle med landevejen. Vi fandt hinanden igen og fandt også parken og fik en tiltrængt frokost.

Efter frokosten var der fri badning eller sight-seeing, alt efter temperament og lyst. Vi gik en tur i parken - et fantastisk sted - utrolig velholdt og med et utal af træer og vækster, som vi ikke kendte - og andre, som var gamle kendinge - ny-udsprungne bøgetræer, f.eks. Et dejligt sted!

Efter Terra Nostra parken gik vi gennem byen til det sted, hvorfra vi skulle med bussen hjem. Her var flere varme kilder.

Vi "tussede" rundt i området og kiggede, nød det gode vejr - og en enkelt øl - og kl. 16.15 kom bussen og kørte os tilbage til Ponta Delgada. Efter et besøg i supermarkedet, så vi havde provianten på plads til i morgen, kunne der lige blive tid til en kop kaffe på værelset, inden det var tid at finde et sted at spise. Denne aften var der "fri spisning", og vi fandt et hyggeligt lille sted sammen med Ellen og Hans, hvor vi fik en dejlig middag. Inden aftenandagten gik vi en tur på havnen, hvor vi kunne fornemme - mere end se - de kæmpemæssige dønninger fra havet, som tordnede imod kysten. Man syntes faktisk, man kunne mærke, at betonmolen, som vi gik på, rystede, når bølgerne ramte. Fascinerende, så store kræfter, naturen byder på.

Lørdag 23.04.05: I dag skulle vi næsten ud til øens østligste punkt. Peter havde lejet en bus, og det var jo herligt, for så undgik vi at skulle stoppe ved alle stoppestederne, og kunne komme meget hurtigere frem. - Det viste sig dog, at det skulle byde på andre vanskeligheder: For det første kunne chaufføren kun tale fransk - det var lidt af en streg i regningen, men da Anne Lise først havde fået sit skole-fransk støvet af, gik det faktisk udmærket. Flot klaret! - det kunne vi ikke have gjort! - Det næste, der skete var, at da vi var godt og vel ude af Ponta Delgada, - ja, så stoppede chaufføren bussen og gav sig til at tale i telefon - han var kommet i tanker om, at han ikke måtte køre uden en guide. Så det endte med, at han vendte kajakken og kørte tilbage til byen. Da vi var næsten hjemme igen, ringede hans mobil - og han fik at vide, at han alligevel godt måtte køre...... HURRA!! - vi vender kajakken igen og kommer endelig afsted. Det var en lang tur, - men udsigten var fantastisk.

Op ad formiddagen var vi efterhånden kommet ud på de små veje. Vi holdt pause ved et flot udsigtspunkt, inden den sidste del af turen til den lille by Agua Retorta, hvorfra dagens første vandring skulle starte. Vi skulle gå herfra og ned til kysten - men ak og ve! - Stien var væk - de kraftige regnskyl i foråret havde simpelt hen fået den til at forsvinde flere steder, og det var alt for farligt at begive sig ud på den.

Det var jo ærgerligt, men naturkræfterne kan vi jo ikke gardere os imod. Så vi kørte tilbage til kysten og den lille by Faial da Terra, hvor vi startede med at gå helt ned til havet og indtage vores frokost.

Det var det skønneste vejr, og vi hyggede os rigtigt. Enkelte af os kunne ikke helt lade være med at samle et par sten i rygsækken - de lå jo alle vegne - i alle farver og faconer - næsten bløde at se på, som de var slidt runde af havet.

Efter frokosten begav vi os op gennem byen med kurs mod vandfaldet. Det var rigtigt varmt nu, og vi glædede os næsten til at komme ind under træernes skygge

 

Det var en rigtig dejlig tur. Undervejs stødte vi på en flok svenske turister, som var på den samme tur. Staklerne skulle gøre holdt hele tiden og igen og høre på alle planternes navne og egenskaber - først på engelsk, og derefter på svensk. Efter først at have holdt os ærbødigt på afstand et stykke tid, mistede vi tålmodigheden og "møvede" os forbi flokken. Og pludselig var vi ved vandfaldet, - og det var skønt, at vi lige havde det i 5 minutter for os selv, inden hele det svenske selskab ankom.

Det var dejligt - virkelig en oase inde midt i skoven. På tilbageturen valgte vi en anden rute end på turen ud - og det fortrød vi ikke.

Her kom vi igennem den forladte landsby - alle husene stod og forfaldt - men med ynde, må man sige. Der var pænt ryddet op - ingen affald lå og skæmmede, græsset var slået, og markerne omkring byen dyrket. Det var en lidt mærkelig fornemmelse at gå gennem byen - man kunne næsten fornemme, hvordan der havde være mennesker og dyr, - masser af liv, - men nu var der ingenting - kun solskinnet, synet og duftene....

På vejen ned havde vi den smukkeste udsigt ned over Faial da Terra og havet. Snart var vi nede igen, og kiggede os rundt for at se, om de, der var gået tur langs kysten i stedet, var kommet tilbage. Og jo - sandelig - og de havde fundet et sted, hvor man kunne få stillet tørsten også - det kunne jo ikke være bedre. Snart var resten af selskabet også nede, og vi hyggede os på fortovs-cafe'en, inden vi igen entrede bussen og kørte tilbage mod Ponta Delgada. På turen hjem holdt vi en lille pause ved kilderne i Furnas, inden vi tog den sidste strækning.

Om aftenen spiste vi alle på Hotel Talisman - vi fik "Steak on a Stone" - en rygende varm sten pr. person - og en kæmpebøf, som man hver især selv skulle stege på sin sten - det var bare godt!! Vi var mætte, så vi nærmest måtte trille hjem, - aftenandagt hos Ellen og Hans - og trætte i seng efter en dejlig dag.

Søndag 24.04.05: Sidste dag på Azorerne - og dagen til fri disposition. Vi var blevet enige med Ellen og Hans om, at vi ville prøve at tage med på en hvalsafari. - Hvem ved, om vi får muligheden en anden gang? - så det skulle prøves. Vi fandt Futurismo's butik, hvor man var i fuld gang med at gøre klar til dagens første tur - som desværre var fuldt booket, - men vi bestilte plads på eftermiddags-turen, som starter 12.45, - ja, og så skulle vi jo bare have formiddagen til at gå.

Vi gik rundt i byen - vejret var dejligt, og vi gav os god tid. Jeg huskede endelig at tage et billede af vel noget af det mest karakteristiske ved byerne på Azorerne: - de kunstfærdige fortove. Der var ikke to, der var ens - alle med flotte mønstre lagt i sorte og hvide sten. I øvrigt meget smalle gader alle steder - det var en oplevelse at køre i bus - man troede hele tiden, at man ville ramme ind i altaner eller vejskilte - men det skete faktisk ikke en eneste gang - de havde alligevel temmelig meget styr på, hvad de gjorde, buschaufførerne - og de andre bilister.

Vi blev enige om at gå en tur ind i parken ved siden af præsident-paladset - man skulle også kunne komme ind i parken ved selve paladset - men der skulle man vise pas, - og det havde vi ikke lige med. Men vi gik en tur i "Jose do Canto Garden", - hvor der var nogle imponerende vækster, - men desværre var den slet ikke så velholdt som "Terra Nostra" parken, vi havde været inde i i Furnas.

Kæmpetræet, som havde sine rødder OVENPÅ jorden var meget imponerende - og det var bambussen også - vi troede, vi havde set de største bambus, der findes, i Terra Nostra parken, - men vi blev klogere.....

Da vi nærmede os middagstid, slog vi et slag ned omkring havnen, hvor vi fik os en sandwich, inden vi igen gik hen til Futurismo og gjorde klar til hval-sight-seeing!!

Vi startede med at se en lille video om hvalerne og delfinerne omkring Azorerne, og således forberedte fik hver person udleveret en regnjakke og en redningsvest, og vi blev ført ned til havnen, hvor vi entrede to store gummibåde, som skulle føre os til havs. Man sad overskrævs på to store luftpuder midt i båden og "for"mandens ryglæn tjente samtidigt som et håndtag, som man kunne holde fast i. Så snart vi var vel ude af havnen fyrede de op under de to store motorer, og vi drønede afsted. Nu mærkede vi rigtigt de kæmpe store dønninger, som er på havet. Vi fik nogle gevaldige flyveture, - og nogle gevaldige plask, når vi landede i bølgerne, - men det føltes sikkert nok, så efter de første minutter, hvor man nok var lidt skeptisk, - ja så kunne man jo lige så godt slappe af og nyde det.

Og snart begyndte der at ske noget - første gang vi så delfinerne var vi helt ellevilde - og pludselig var der mange flere - og lige så pludselig var de væk igen. Jeg tog en masse billeder - og på de fleste er der kun "plask" - og ikke ret meget andet, - men en enkelt delfin kom dog i kassen. Vi så 3 forskellige slags delfiner, og hver gang, man ser dem springe gennem vandet, er man lige imponeret - de ser virkelig ud, som om de leger - og har det sjovt. Det var en stor oplevelse. Når delfinerne forsvandt for os, - ja, så sejlede vi videre - tilsyneladende på må og få - og pludselig var de der igen - vore førere vidste nok, hvor de skulle lede. På turen tilbage til kysten sejlede vi langsomt - vi var faktisk temmelig langt ude - for der havde været spottet hvaler i området om fredagen, og dem ville vi selvfølgelig gerne se. Desværre lykkedes det ikke, - men delfin-turen havde absolut været pengene værd. Det er en oplevelse, vi vil huske længe.

Vel i land igen - godt forfrosne - fik vi afleveret jakke og redningsvest, fik en kop kaffe at varme os på, og så gik det retur til hotellet. Flere af de andre havde siddet og ventet på os ved havnen, men var gået tilbage, inden vi landede - vi havde også fået en ekstra lang tur - på grund af muligheden for hvaler.

Om aftenen spiste vi alle sammen på en hyggelig lille restaurant, hvor Peter havde bestilt bord.

Allersidste aftenandagt. Mætte af mad, vin og oplevelser. Igen en vellykket tur, og vi har kun roser og tak til arrangørerne. Det har været et stort arbejde at få alting til at klappe, og vi har haft en helt perfekt uge.


Mandag morgen var der afgang til lufthavnen - selvfølgelig var alle fra hotel Talisman dukket op for at tage afsked - de skulle jo blive endnu en uge, og der blev vinket, krammet og sagt "på gensyn" og "fortsat god ferie" - og pludselig var vi afsted. Bussen måtte lige en ekstra gang omkring ét af de andre hoteller, da der var én, som fandt ud af, at hun havde ladet sit pas ligge i hotelreceptionen. Men vi havde god tid, så det gik også. Hjemturen forløb uden problemer - vi havde medvind, og landede planmæssigt. Vi fik sagt farvel til vore rejsefæller og satte kursen mod Holstebro. En kølig pilsner på Havbakken 12 fik lige de sidste indtryk til at bundfælde sig, og nu kan vi så gå og tænke tilbage på en uge med utallige indtryk, god motion, hyggelige rejsefæller, flot og særpræget natur, god mad og vin, -kort sagt: en god oplevelse.

Håber, vi ses igen!

- og det gjorde vi - i hvert fald nogle af os. Gunhild og Kalle tog initiativ til et Azorer-træf den 7. august, hvor alle, der havde været med i de to uger, var inviteret til hyggeligt samvær, traveture, god mad og masser af Azorer-snak. Desværre kunne vi jo ikke være med om lørdagen, da den stod på vej-fest på Havbakken, men søndag morgen drog vi afsted og nåede både morgenkaffen, traveturen ved havet, og en god frokost og masser af snak, inden vi atter vendte snuden sydpå. Tak for initiativet og tak for sidst til alle!