Kals 2004

18. januar 2014


Havbakken
Niederthai 2002
Dalaas 2003
Kals 2003
Gendarmstien 2004
Kals 2004
Azorerne 2005
Kaprun 2005
Kaprun 2006
Lammertal 2007
Schweiz 2008
Ötztal 2009
Ischgl 2010
Mallorca 2011
Heiligenblut 2012
Raggal 2013

 

 
27.august 2004: Endelig oprandt dagen. Hans havde, med vanlig omsorg og humor, sørget for, at vi havde fået en ferie-klippe-kalender, så vi ikke gik vild i de sidste 7 dage, og da den var færdig-klippet, var der jo kun tilbage at få kufferten pakket, blomsterne vandet, håbe, at kollegerne ville passe godt på arbejdspladsen, mens vi var væk - og så bare komme afsted!

Bussen holdt klar på Enghavens parkeringsplads i Holstebro, - det var dejligt at se alle de kendte ansigter igen - forhåbentlig har vi forandret os lige så lidt i det forløbne år som de andre - det var næsten, som om vi lige havde sagt på gensyn. Opsamlingen forløb uden problemer - Fyn-bussen var lidt forsinket i Fredericia, men ikke mere, end at vi lige kunne nå at strække benene. Vi fik også en stewardesse - Anette - samt en ekstra chauffør - Lars - på undervejs. Preben kunne ikke være med på turen i år, da han skulle under kniven samme dag - reparation af et knæ og en finger. Vi så ham dog heldigvis på hjemturen.

Bussen blev fyldt op, snakken gik lystigt, vi fik provianteret lidt ved grænsen, og inden vi fik os set om, var det tid til at sove.

28.august 2004: I løbet af natten måtte vi holde i kø på grund af et trafikuheld, så der var ikke tid til at spise morgenmad i det fri, da vi skulle være i München, så vores chauffør Lars kunne nå sit fly hjem - og vi skulle hente "efternøleren" - Jørn Unnerup. Det blev til rullende morgenmad - det gik fint - og vi nåede det hele!

Vi skulle dog ikke snydes for morgenandagten, så da tidspresset var overstået, holdt vi en pause og fik sagt god morgen til hinanden med manér. Spændingen steg efterhånden som vi nærmede os Østrig, og da vi var kommet igennem Felbertauern-tunnelen måtte vi igen ud og strække benene.

Kan man ønske sig mere? - Solskin, blå himmel, sne på toppen og udsigt til en uge med spændende vandreture.

Ved 14-tiden ankom vi til hotellet, blev hurtigt indkvarteret, - og startede med en kop kaffe på altanen - så var vi li'som inde i rytmen....
Det er jo ren råhygge. Vejret var flot, og vi blev hurtigt enige om, at vi var nødt til at skulle ud og afprøve vandrestøvlerne - og samle appetit til aftensmaden.

Som sagt, så gjort, og vi begav os afsted. Vi endte på stien, som førte op til mellemstationen for stoleliften.
Undervejs havde vi den flotteste udsigt til Blauspitze, hvor Villy og Bodil havde været sidste år. Det kunststykke ville vi gøre dem efter i år, - og det gjorde vi. Derom senere.
Det blev en dejlig tur - en enkelt pause undervejs - vi skulle jo heller ikke overdrive her fra starten af - og hjemme igen på hotellet ved 17.30-tiden. Så var der lige tid til et hvil og et bad inden aftensmaden. Efter maden var der - traditionen tro - "aftenandagt" - i aften hos os.

En god kop kaffe, en "lille én" til, en god snak om dagen i dag - og forventningerne til dagen i morgen - og efter en times tid på hovedet i seng og opladning af batterierne til morgendagens strabadser.


29.august 2004: Søndag - første "rigtige" vandredag, stod programmet på Dorfer See, hvor vi også havde været sidste år. En rigtig dejlig starter-tur.

Vejret var flot, og turen var lige så dejlig, som vi huskede den. Først gennem kløften, smalle stier hugget ind i klippen, og dernæst i åbent land med den flotteste udsigt.


Ved 11-tiden var alle ankommet til Kalser Tauernhaus, og der blev bestilt velfortjente og -tiltrængte drikkevarer. Og således vederkvæget kunne vi begive os afsted på den sidste etape op til søen, hvor der stod frokost på programmet.

Over stok - og ikke mindst sten - gik det, og snart var søen i sigte. Madpakkerne blev fundet frem, og vi kunne sidde og fundere over, hvad vi dog havde gjort, at vi skulle ha' det så godt....


Da maverne var blevet fyldt havde Jan Åke fået den idé, at han gerne ville op og se, hvad der var på den anden side af passet, som vi kunne kigge op til nede fra søen. - Vi var nogle stykker, som fulgte efter, men følge ham kunne vi nu ikke. Det var en flot tur - men vi skulle jo altså samme vej tilbage, så efter en times tid vendte vi (Anne Marie og jeg) om og begyndte tilbageturen. Området vrimlede med murmeldyr - vi kunne høre deres advarselsskrig efterhånden som vi kom frem, - det var straks sværere at få øje på dem. Men pludselig var der én, som var ved at skræmme livet af os - den udstødte et øredøvende skrig og løb hen ad stien lige foran os. Da den var kommet lidt på afstand søgte den tilflugt under en stor sten og sad der og skældte os ud, indtil vi var kommet på passende afstand igen. Jo, - jeg fik et billede - men jeg kan ved grød ikke finde dyret på det!!! - så det er droppet.

Det endte med, at mændene også vendte om, og da vi igen nåede Kalser Tauernhaus var vi alle samlede igen. Det var blevet lidt køligt, og folk sad og skuttede sig lidt. Vi fik en tallerken suppe at varme os på, og snart var vi undervejs igen. Det trak lidt op, og i det fjerne kunne vi høre tordenen buldre. Det kunne vi dog ikke tage os af - for vi havde nemlig bestemt, at vi skulle have afstikkeren over Moaralm med, inden vi ville hjem - mange havde taget den sidste år, men Erik og jeg havde den til gode.

Vi fortrød ikke et øjeblik - det var en stejl opstigning, men udsigten var alle anstrengelser værd - det blev mere og mere skyet, og snart begyndte det også at dryppe. - Da vi nåede toppen, stod det faktisk ned i stænger, og regntøjet måtte findes frem. Der holdt et par biler på parkeringspladsen deroppe, og vi blev faktisk tilbudt, at to personer kunne få kørelejlighed ned til dalen - men vi var vel solidariske, - sagde pænt nej tak - og begav os nedad. Vi nåede snart parkeringspladsen, hvor vi var blevet sat af om morgenen, og derfra tog vi møllestien hjem.

Regnen stilnede af, og der blev tid til en pause. Det er jo vigtigt at opretholde væskebalancen - det kan man nemt glemme, når det vælter ned med vand.....
Vi var hjemme ved hotellet ved 18-tiden, fik et dejligt bad og en god middag, og aftenandagten blev holdt hos Anne Lise og Peter.

30.august 2004: Mandag. Vejret var fint - der lå lidt skyer, men udsigten for dagen var god. Under morgenandagten stod vi og beundrede svalerne, som flokkedes lige uden for hotellet.
Det skete i øvrigt hver morgen, og der var en kvidren og flyven frem og tilbage - lige indtil den dag, vi kom hjem og man havde fjernet ledningerne - så måtte svalerne jo finde noget andet at samles på - lidt ærgerligt for os.


I dag skulle vi med liften op til Bergstation Blauspitze, og derfra var der frit slag - nogen gik langs kammen hen til Kals-Matreier-Törl-Haus, nogle gik endnu videre til Goldried - andre ville til Sudetendeutsche Hütte, - og vi ville til Blauspitze. - Det var der også andre, der ville. Vi fulgte to forskellige ruter op og mødtes på toppen.
Fra liftstationen gik vi opad, og allerede da vi nåede den første kam, havde vi den smukkeste udsigt - her ned over Matrei. Hele dagen skiftede vejret - skyerne kom og gik - og når det var skyet til den ene side, havde vi som regel en flot udsigt til den anden side. Vi fulgte stien mod Blauspitze, og det blev en fantastisk oplevelse.

Ind imellem måtte vi klatre lidt, men der var ingen problemer. Et enkelt sted var stien lidt glat, fordi fårene havde lagt deres efterladenskaber der, hvor vi skulle gå - men også det sted fik vi passeret uden uheld.

Efter en del asen og masen nåede vi endelig det højeste punkt og troede faktisk, at nu var vi der! Men den opfattelse måtte vi revidere igen - næh, vi kunne se derhen, - og vi havde faktisk den mest spændende del af turen tilbage.

Til sidst lykkedes det, og det var alle anstrengelserne værd! De, der havde fulgt den anden sti, var allerede ankommet, og så skulle vi selvfølgelig lige have det traditionelle gruppebillede. Mens vi sad og nød vores frokost dukkede der pludselig et par hoveder op over kanten - man kunne nemlig også klatre op til spidsen, og det var der en lidt ældre herre, der havde gjort - sammen med en fører. Han havde virkelig overvundet nogle grænser, kunne man se - og han var pavestolt. - Det var vi egentlig også - så alle havde en god oplevelse.
Efter lidt frokost begav vi os så småt på tilbagevejen igen. Det var alligevel lidt køligt på toppen, og man havde det bedst, når man rørte sig.

Tilbageturen var såmænd lige så imponerende - man ser jo noget helt andet, når man går den anden vej. Det var et barskt område, og der var ikke meget grønt på toppen, - men det havde vi til gengæld masser af udsigt til på turen.

Man føler sig virkelig på verdens tag, - og ind imellem må man bare lige stoppe op og kigge, - og tænke lidt.



Vi fulgte højderyggen mod Kals-Matreier-Törl-Haus, og her var det tid til rast, lidt at spise, og lidt at drikke. Vi satte os udenfor og nød udsigten, men det blev alligevel køligt, og til sidst trak vi indenfor og bestilte en Jägertee, så vi kunne få varmen igen.

- Og gik man lige et par skridt op på den nærmeste bakke,havde man denne flotte udsigt ned over hytten og det omliggende område.
Med en varm kop te i maven tog vi panoramavejen tilbage til bjergstationen og tog med liften ned igen - mætte af en dag med rigtigt mange oplevelser.

En tur i liften kan også bruges til lige at meditere lidt og fordøje dagens oplevelser. Man hører ikke andet end naturens lyde, kun krydret med lidt syngen i kablerne, når man passerer tårnene.
Vel nede igen stod den på kaffe med honningkage på altanen, en god middag og sen aftenandagt hos Ellen og Hans. - Der var mange indtryk, der skulle på plads, og snakken gik livligt.
 

31.august 2004: Tirsdag. Regn!!! - Det var ikke lige efter planen. Vi havde jo stort set pakket rygsækken til 2-dages turen, - men efter at have talt med folkene i hytten, hvor vi skulle overnatte, meddelte Peter, at turen var udsat til dagen efter. - Det var sådan set meget godt, for det ville da være en skam at gå op i højderne, når det var sådan noget vejr. I stedet kørte bussen til Ober Lesach, og de, der havde lyst, kunne gå til Lesachalm Hütte - de fleste havde lyst, og vi begav os afsted.

Det blev en hyggelig tur. Vi gik nærmest gennem en slugt - vandet brusede afsted ved siden af stien, og ind imellem var det nærmest opholdsvejr. Regnjakken kom af - så regnede det igen, og den kom på igen - og så fremdeles..

Da vi nåede hytten var der ikke en sjæl at se - men snart dukkede betjeningen op, og vi kunne forfriskes med lidt at drikke og spise. Vi hyggede os gevaldigt en times tid, inden vi igen begav os afsted - denne gang videre med stien mod Lesach Riegel Hütte - i 2134 meters højde.
Da vi startede var det opholdsvejr, men snart regnede det igen - det var lidt en skam, for hvis vejret havde været klart, havde vi haft en flot udsigt ned i dalen - den må vi finde igen en anden gang....
Den sidste del af turen til Lesach Riegel hytten var temmelig stejl, så vi trængte igen til en forfriskning, da vi nåede hytten. Fruen så helt bestyrtet ud ved udsigten til at få besøg af en flok sultne og tørstige danskere, - men det gik egentligt meget godt med at finde både mad og drikkevarer.

Der blev tændt op i brændeovnen - som så ud som om den godt kunne komme fra Danmark, og snart var det lunt og hyggeligt. Våde trøjer blev hængt til tørre, og til gengæld fik vi lidt vådt indenbords.


Men vi skulle jo hjem igen, - og der var mange meter ned - helt nøjagtigt 765!! - så det var lidt sejt - især fordi stien var våd, og man skulle være meget forsigtig med ikke at falde.

Farvel til Lesach Riegel Hütte - inden længe fortabte den sig i skyerne, regntøjet måtte på igen, og afsted mod Kals


Ind imellem var udsigten faktisk helt flot, - men det meste af tiden koncentrerede vi os om at kigge nedad - hvor vi satte fødderne, så vi alle kunne komme hjem i ét stykke.

Den sidste times tid væltede regnen bare ned, og vi var drivvåde, da vi endelig nåede hotellet - men pyt! - hurtigt i noget tørt tøj, kaffe på kanden og en lille én til, - så er den indre varme hurtigt genoprettet. Et varmt bad kan også gøre underværker, og efter en god middag (hakkebøf) og aftenandagt hos Anne Marie og Ove, ja så sov vi som små engle til næste morgen, hvor det store eventyr ventede.

1.September 2004: Onsdag - i dag skulle vi afsted på to-dages-turen. Vejret var fint, - skyet og diset, men tørvejr, og man følte, at solen når som helst kunne jage skyerne på flugt. Vi kørte med bussen til Lucknerhaus, og begav os derfra afsted mod Glorer Hütte. Ærgerligt nok blev skyerne faktisk liggende det meste af formiddagen - men vi havde jo på den anden side haft den pragtfulde udsigt sidste gang, vi var her - så det skulle nu ikke slå skår af fornøjelsen ved den dejlige tur.

Vi nåede hytten ved 11.15-tiden og trængte til en pause med lidt at drikke og lidt at spise.

 

Lidt at spise, - ja, Pouli skulle prøve en af de gode menuer - det så spændende ud og det skorter ikke på misundelige blikke....

 

Snart var alle deltagere samlet, og snakken gik livligt, - imens vi kastede et blik ud ad vinduet engang imellem - det skulle jo nødigt gå hen og blive snevejr ligesom sidste gang. Men vejret artede sig, og efter en god pause begav vi os afsted igen.

Farvel til Glorer Hütte for denne gang - deres Jägertee var stadig lige fremragende, - men vi nøjedes med en enkelt denne gang, for vi vidste jo ikke helt, hvilke strabadser turen bød på længere fremme. - Det blev en rigtig spændende eftermiddag. Vi skulle nå Salm Hütte, hvor vi skulle overnatte.

Turen var ikke så lang, så vi gav os god tid til at nyde naturen undervejs. Da vi nåede ca. det sted, hvor vi måtte vende om sidste år holdt vi en lille pause og snakkede lidt om, hvilken vej vi skulle gå. Her delte vejen sig nemlig - man kunne enten tage "den sjove" - eller "den nemme" - er der nogen tvivl om, hvilken vej vi valgte? - Nej, vel.....

Vejen var ikke blot sjov - vi skal jo også huske at have blik for de små ting - og der skal faktisk ikke mange cm3 jord til mellem to sten for at der kan gro de smukkeste små blomster. - Og Vorherre har lige givet den en ekstra tand med farve- og smukkesere-penselen her. Trafiktætheden af bier og andre insekter er nemlig ikke særlig stor i disse barske omgivelser, - så der skal noget til for at gøre opmærksom på sig selv.

Man bliver aldrig træt af den dér fornemmelse - lige at runde et hjørne, - og pludselig åbenbarer der sig en helt ny verden og en fantastisk udsigt. Sådan var det også på denne tur, og vi nød det i fulde drag.

Stien blev temmelig stejl på et tidspunkt, men vi havde god tid og kunne tage den med ro, så alle kom ned i god behold.


Det var en utrolig spændende tur. Både før og efter nedstigningen lignede stien noget, der var løgn, og det kunne ind imellem være svært at se, hvordan man skulle kunne komme ned ad den vej - men med tålmodighed og behændighed gik det fint, og vi var ikke et øjeblik ude i noget, der var uforsvarligt.

Når man så samtidigt kan glæde sig over sådanne små naturskabte kunstværker, ja hvad kan man så ønske sig mere?

 

Vel nede i bunden af dalen skulle vi lige krydse vandløbet, og derfra gik det en lille smule opad igen, inden vi endelig var ved Salmhütte. Af med støvlerne og op og finde en hylde at ligge på - nattelejet blev forberedt, så det var til at gå til, når den tid kom - og så var det tid til en forfriskning. Hytten var ikke så stor, så vort selskab (26 var vi vist) fyldte faktisk det meste, men der var da enkelte gæster ud over os. Mens vi sad og nød en øl brød de første op - de skulle videre over sneen mod den næste hytte, og måtte derfor afsted i god tid inden det blev mørkt.

Efter en god pause var vi nogle stykker, som lige skulle ud og strække benene igen inden aften. Det var stadig tidligt på eftermiddagen, så vi kunne godt nå at gå en tur op mod den gamle Salmhütte, som oprindeligt lå bygget ind i klippen.

Som tænkt, så gjort, og det varede faktisk ikke længe, før vi var ved den gamle hytte. Der var masser af navne og datoer ridset eller malet på væggene, - det var faktisk spændende at se.
På denne side af dalen var naturen bar og barsk - der var ikke mange grønne oaser her. Vi fortsatte dog lidt endnu, for vi skulle da se, hvor stien førte hen. Skyerne fortsatte, som de havde teet sig det meste af dagen, med at komme og gå, og udsigten forandrede sig hele tiden.

Snart var vi ved snegrænsen - og der var ikke rigtigt nogen, der kunne bestemme sig for at vende om igen - vi skulle lige lidt længere - og så lige lidt længere - og til sidst var det et spørgsmål om, at vi lige skulle runde de 3000 højdemeter - det nåede vi også. Vi kunne følge 2 grupper af vandrere, som var på vej over sneen længere fremme - på vej mod passet (der skulle vi trods alt ikke op) - den ene gruppe gik langsomt og virkede meget nervøse, den anden, som kun bestod af to personer, havde vældig fart på. Men begge hold fortsatte på deres vej, og vi håber, at de nåede frem til deres bestemmelses-sted i god behold.

Så er vi her - 3010 meter over havet - det var en rigtig god tur - og ruten helt anderledes end den, vi ellers havde fulgt i dag.

 

Vi tog genvejen nedad - over sneen, og det gik uden uheld - det kan ellers godt være temmelig lumsk - og en glidetur i våd sne kan være det samme, når man kun har det samme par bukser med.....Snart havde vi atter hytten i sigte, og havde samlet appetit til et godt aftenmåltid.
Ved solnedgangs-tid var vi lige ude og kigge - er man i en drømmeverden - eller hvad? - og så skulle vi jo også lige have månen med, da den stod op - helt fantastisk. Det lovede godt for morgendagen. Kl. 22 blev der slukket for generatoren, så det var med at have fundet i seng inden den tid - og det var nu heller ikke noget problem, for de fleste var vist meget trætte efter en lang dag med mange oplevelser. Ligge-komforten var så som så, men lidt søvn fik vi da.

2.September 2004: Torsdag - de første begyndte at snige sig op allerede ved 6-tiden, og snart var der liv på alle etager. Man skulle jo lige have næsen udenfor - og se, hvilken morgenstund!

Beklager billedkvaliteten - der var lige noget ved det digitale kamera, som jeg ikke havde været opmærksom på. - Måske kan jeg lave et bedre billede senere. - Men hvad betyder det? - Livet er ikke det værste, vi har - og om lidt er kaffen klar!! (billedet er redigeret 12.10.04 - nu bliver det ikke bedre af den samme fotograf....)

Vi havde snakket lidt om ruten ned til Heiligenblut, og var blevet enige om, at alle ville gå med "højdestien", hvis det var godt vejr - og det var det jo i høj grad, så der var slet ikke noget at betænke sig på. Afsted gik vi, og det blev en uforglemmelig dag.

Sjældent ser man så blå en himmel - og månen stod stadig højt over Salm Hütte. Overalt, hvor vi gik, havde vi den smukkeste udsigt, og ja - man skal jo også lige huske at se sig tilbage engang imellem - det er jo ikke sikkert, vi kommer her igen lige med det første. Murmeldyrene var også ude og nyde solskinnet - de var meget tamme lige i dette område - sikkert vant til, at en masse mennesker kom forbi. Det første lange stykke vej gik det nærmest ligeud, men vi fik sandelig både op-og nedstigning, så hatten passede denne dag.

På et sted, hvor vi tilfældigt var standset op for endnu engang at nyde udsigten - ja, så var den der pludseligt - Edelweis'en - jeg troede aldrig, det skulle lykkes at se sådan én, - men nu har vi den - foreviget for eftertiden....

 

 


Op og ned gik det, og vi skulle jo lige have fundet det helt rigtige sted at holde pause.

 

 

 

Pludselig var det der - efter en sej klatretur, og en næsten lige så sej nedtur, rundede vi et hjørne - og havde det flotteste panorama lige foran os: Her var udsigt til Grossglockner-området - i fuld sol, gletchere, den store "Stau-see" med dæmningen, hoteller og Gasthäusser en masse, Grossglockner-hochalpenstrasse, som snoede sig opad og om på den anden side - kort sagt - her var alt! - og man kunne slet ikke se sig mæt. Så vi nød udsigten en stund, inden vi igen begav os nedad - og nu gik det faktisk nedad resten af vejen.

Da vi nåede længere ned holdt vi en velfortjent frokostpause, inden vi vendte ryggen til Grossglockner og satte kursen nedad mod Heiligenblut.

 

- Og så er det jo, at man også lige skal huske at kigge sig tilbage engang imellem - udsigten er jo ikke væk, fordi man går den anden vej. Flot, ikke?

 

Det var en sej tur ned - ialt ca. 1300 højdemeter den dag. Men det hjalp jo på strabadserne, at vejret var godt, og at vi havde den skønneste udsigt undervejs. Der blev holdt flere pauser, og snart havde vi Heiligenblut i sigte - så kan man lidt igen, for det ku' jo være, at der var mulighed for en kold øl - eller andet til at forfriske med.... Undervejs kom vi forbi et udsigtssted, hvor man havde bygget en pavillon - ud over kløften - den hang nærmest frit svævende i luften - sådan føltes det i hvert fald - men udsigten var ubetalelig!

Birthe, Bob og Vagn var løbet i forvejen for at tælle værtshusene på vejen ned - og da vi andre endelig nåede ned, havde de åbnet et værtshus lige i udkanten af byen - i bogstaveligste forstand, for stedet var faktisk lukket, - men hvem kan stå for en flok tørstige danskere, som simpelt hen ikke kan gå to skridt mere, før væskedepotet er blevet fyldt op?

Således vederkvæget kunne vi lige klare resten af turen hen til byens torv, hvor der igen var mulighed for at tanke op - og nu skulle det være! "APFELSTRUDEL MIT SAHNE" - og som sagt, så gjort. Vi andre nøjedes med væske - der skulle jo også lige være lidt appetit til aftensmaden.

Benene var trætte, men vi nåede da lige en tur omkring kirken, inden vi fandt bussen og kørte hjemad mod Kals igen.

Dette billede er lige til en turistbrochure - typisk Heiligenblut - men billedet lyver ikke - så smukt er det faktisk.

Et par uforglemmelige dage - herlig tur!

Turen hjem var flot - kaffen på altanen tiltrængt - det varme bad ikke mindre - og efter en god middag og aftenandagt på vær. 23 sov vi trygt og godt til næste dag.

3.September 2004: Fredag - Vi var oppe før kl. 6 - havde sovet dejligt! Vejret var stadig perfekt, og vi glædede os til endnu en dag med gode oplevelser. Peter havde fundet penge til endnu en tur i liften op til Blauspitze for de, der havde lyst - og det havde de fleste.

Vejret var igen helt fantastisk, og vi nød turen op. I dag havde vi endnu mere udsigt end sidste gang, vi var her, og det var svært at finde ud af, hvor man skulle vende sig hen - uanset hvor man så, var det bare flot!

 

I dag havde vi bestemt, at vi ville gå efter "Sudentendeutsche Hütte" - en lang tur, som vi dog nok mente, vi kunne nå. Det var en utrolig flot tur - og landskabet på denne side var helt anderledes end det, vi før havde set.


 

Vi skal lige have panoramaudsigten med igen - selvom vi har haft den før - men det er sjældent, at vejret er så klart - og vi kunne slet ikke se os mætte.

Efterhånden som vi nåede længere om på ruten, blev landskabet mere og mere goldt og barskt, og der var ikke mange grønne buske at krybe i ly ved. - Det havde vi nu heller ikke behov for - vi kunne såmænd bare gå og nyde livet - så det gjorde vi. Erik og Peter var efterhånden løbet temmelig langt i forvejen, så dem havde vi tabt af syne. Da vi troede, at NU var vi der - viste det sig, at der nok stadig var en 3 kvarters vandring - så vi blev, hvor vi var og lod Erik og Peter om at nå hytten. Vi andre satte os og fik lidt proviant indenbords inden vi langsomt begav os nedad igen. Snart dukkede Sonja og Kaj op og holdt os med selskab resten af turen.

Vi gav os god tid på tilbagevejen - det var jo sidste vandredag, og med at nyde det, mens vi kunne. Så vi holdt nogle pauser undervejs og nød den smukke udsigt. Snart var Peter og Erik tilbage igen, og vi kunne gå i samlet flok ned mod liften.

For ikke at gå helt den samme vej tilbage, valgte vi ruten nedenom Blauspitze, da vejen delte sig, - så fik vi også set noget nyt dén vej omkring. Inden vi tog liften ned igen, fik vi spist den sidste chokolade og drukket den sidste øl fra rygsækken - så var der li'som gjort rent bord.

Vi havde stadig masser af tid - og vejret var alt for godt til at sætte sig op på værelset, så vi fandt et lille hyggeligt sted, hvor de gerne ville servere en kold øl - og en stor portion is til Erik - og så nød vi livet - igen!!

Efter et dejligt bad fandt vi det sidste, rene tøj frem, - og så var der fest!

 


Traditionen tro uddelte Peter præmier til jubilarerne - og disse to fik en ærespræmie - for at være de eneste to, som har været med på alle turene - GODT GÅET - TIL LYKKE! -
 

Peter gjorde status over turen - vi havde opført os nogenlunde, og kunne sikkert godt vende tilbage til Kals igen, hvis vi fik lyst - men dette var hans sidste tur som vandreleder i Østrig. Vemodigt, men forståeligt. Men hvor har I gjort det godt - til UG med kryds og slange - TAK FOR DET!

Som resten af ugen var denne aften pludseligt forbi - vi havde danset, snakket, moret og hygget os, og det var tid at komme til køjs, så vi kunne klare hjemturen i morgen. Da vi tændte lyset på værelset - sprang sikringen - og det meste af etagen blev mørkelagt! - og kl. 2 om natten er det virkelig mørkt i Østrig - så vi måtte have fat i nogen, der kunne hjælpe os - det var imidlertid sværere end beregnet - ingen vidste, hvor sikringerne sad - og da man endelig fandt en målertavle med sikringer - ja, så var det ikke de rigtige. Så vi blev udstyret med et stearinlys og en lommelampe, og så gik vi til ro. - Pyt, vi skulle jo heller ikke sove med lyset tændt.....

4.September 2004: Lørdag - op og i bad i stearinlysets skær - det var da meget hyggeligt, og efter en times tid kom lyset igen. Efter et godt morgenmåltid skulle de sidste ting pakkes og bussen stuves.

Vejret var gråt og trist - og mens vi stod og ventede på at skulle afsted begyndte det faktisk at regne - så vi fik ikke engang taget det obligatoriske gruppebillede foran hotellet. Men afsted kom vi, og op ad dagen blev vejret da også bedre.


Farvel til Østrig for denne gang - men vi kommer tilbage - vær sikre på det!

 


Pauser skal der til - og så var der lige pludselig mulighed for at få ordnet det med gruppebilledet, samtidigt med, at vi kunne få strakt benene.

Vi fik afleveret Jørn i München lufthavn - så fik vi til gengæld Preben på bussen "et sted i Tyskland" - han kunne alligevel ikke helt undvære os - så nu var alt ved det gamle igen.

Efter en god pause i Kufstein fortsatte vi med kurs mod aftensmaden på "Zum Fuchswirt", hvor vi også havde spist sidste år - vejret var blevet fint - maden var god, og så kunne vi jo egentlig ikke ønske os mere.

En smuk solnedgang satte punktum for denne tur - Jo, solopgangen søndag morgen var faktisk lige så flot, - men billedet lykkedes ikke. Vi var tidligt i Danmark og sagde farvel til de første før vi var rigtigt vågne. - Derefter gik det efter planen op gennem Jylland, og vi var hjemme i Holstebro inden middag.

Mætte efter en dejlig tur - tak til alle for en vellykket og begivenhedsrig tur - håber, vi ses igen på en alpetop - eller hvor det nu kan flaske sig.....